Prøv avisen
Dage med diagnose

Et liv med kræft: Lysene er slukket – nu gælder det om at se lyst på livet

En veninde ringede for nylig. Hun havde noget vigtigt på hjerte:

”Du skal bare vide, at alle græder, når de er færdige med deres kemoterapi. Det er helt normalt,” forsikrede hun mig. Hun talte af erfaring.

Hendes ord har skurret rundt i min hjerne lige siden. Jeg græd ikke, da jeg fik min diagnose, og jeg vil ikke græde, når jeg er færdig med min behandling. Men jeg forstår så udmærket, hvad det var, hun ville sige mig. For det er skræmmende at stå over for det store tomme intet, der er livet.

Det helt almindelige liv uden den treugers giftcyklus, der i omkring et halvt år har været fast rutine.

Først et kæmpe skud gift efterfulgt af en uge, hvor jeg har svinget mellem et euforisk high på grund af de steroider, der holder kvalme og andre bivirkninger stangen, og så den ulidelige træthed.

Uge to med nedsat immunforsvar, hvor det har krævet særlig opmærksomhed ikke at udsætte sig for hostende og prustende medmennesker.

Og endelig uge tre, hvor jeg indimellem har kunnet glemme sygdommen og giften, der langsomt er blevet skilt ud af kroppen, før jeg atter er blevet kaldt tilbage til realiteterne, når der forud for næste behandling skulle tages blodprøver. Påmindelsen om, at det stadig ikke er forbi.

I al den tid, det har stået på, har jeg været favnet af omsorg, positiv energi og kærlighed. Sygeplejersker og læger og venner, bekendte og kolleger har været venligt interesserede i mit helbred. Har spurgt til bivirkninger, velbefindende og humør.

De nærmeste har tilbudt at købe ind, at gå med hunden, har kørt og bragt og er kommet forbi med suppe og nærende måltider.

Adskillige venner har været rejst langvejs fra for at pusle og passe, koge mere suppe, læse højt og gå lange ture. Forsvinder det alt sammen, når behandlingsforløbet afsluttes?

”Ved operationen fjernede vi al synlig kræft. De eventuelle mikroskopiske rester skulle de tre sidste omgange kemoterapi tage sig af,” forklarede overlægen til den samtale, som jeg mødte op til flankeret af begge mine voksne børn. For at være helt sikker på, at vi alle tre forstod, hvad der blev sagt.

Kræftfri ville man kalde det i Danmark. I Israel bruger man det engelsksprogede udtryk NED, der står for No Evidence of Disease, ingen synlig sygdom. Det dækker over den uudtalelige trussel, der altid vil ligge i baghovedet. Truslen om, at kræften kan dukke op igen. Og igen og igen.

Der er ikke nogen vedligeholdelsesbehandling, der kan hjælpe med at holde sygdommen fra livet. Hvis jeg tror på, at det hjælper kun at spise grønt, ikke at spise sukker, ikke at spise mælkevarer eller ikke at spise kød, er det helt fint. Overlægen vil hverken tale for eller imod det ene eller andet. Han ved, at kampen imod de ”gode råd”, der cirkulerer på de sociale medier, på forhånd er tabt. Var der beviser for, at gurkemeje hjalp, gav vi hver patient et kilo af det med sig hjem, understreger han.

”Hvad så nu?”, lød mit spørgsmål.

”Det vigtigste er at være positiv og vende tilbage til at leve almindeligt, kigge forbi os først hver anden og så hver tredje måned til check og fortælle os, hvordan det går,” lød svaret.

Jeg har hørt så mange fortælle om de kontrolbesøg, der vækker nervøsitet og rædsel flere uger i forvejen. Og jeg har for længst tænkt, at det er nødvendigt at vende billedet. For kontrollen er den ekstra gave, vi, der har været syge, får: Der bliver holdt langt bedre øje med os, end med alle andre.

”Planlæg en rejse,” tilføjede lægen med et insisterende omsorgsfuldt smil.

Og se så bare – et par dage efter den samtale kom der mail fra kajakklubben om, at der er en seks dages kajaktur til Cinque Terre i Italien. Præcis to måneder efter sidste omgang kemi.

På lægens ordre har jeg meldt mig til!