Prøv avisen
Seniorliv

Lyset over Læsø

For 100 år siden bragte sømandshjem lys og oplysning til mange danske byer. I dag er sømandshjemmene i vidt omfang afviklet og afløst af sognegårde, hvor kultur, kirke og oplysning trives

Der var engang. Sådan begynder mange fortællinger om en tid, som nu er ved at være fortid. Det gælder også i kirkelige sammenhænge. De store kirkelige bevægelser som Indre Mission og den mere nuancerede grundtvigske tradition var gennemgående træk i det danske samfund. Sådan er det ikke helt længere. Sekularisering og traditionstab har vundet frem.

Vi har – gud ske lov – stadig folkekirken. Men tidligere tiders frivillige kirkelige engagement er under pres.

Forfatter og forhenværende sognepræst i Vendsyssel, Aalborg og Svendborg cand.theol. Jørgen Børglum Larsen har skrevet en fin lille bog fra Læsø, der afspejler denne udvikling, som kattegatøen ikke er alene om: ”Havnebakken 100 år. Historisk essay og tre fortællinger fra Havnebakken”.

Jørgen Børglum Larsens far var handelsrejsende og kom i den egenskab ofte på Læsø, hvor han boede på sømandshjemmet Havnebakken.

”Jeg har en erindring om, at min far kom hjem fra en af sine Læsø-ture og fortalte, at han ovre i Vesterø Havn var stødt på sin gamle skolekammerat, maleren Johannes Hofmeister. De havde så talt sammen om, hvad de nu hver især foretog sig på Læsø. Og far kunne så fortælle, at Hofmeister også havde svaret ham: Han var der for at se på lyset. Det gjorde allerede dengang et stort indtryk mig.”

”Lyset på Læsø. Og dér, på Havnebakken, byggede man så for 100 år siden det sømandshjem, som stadig står der og samler og tager imod det stærke solnedgangslys ude fra Kattegat. Det er den historie, der i det følgende skal fortælles om.”

Som jeg læser Jørgen Børglum Larsens fortælling, skriver han i solnedgangslysets skær – stilfærdigt og bevægende, helt uden teologisk polemik. Han fortæller, at det var fiskerne ved Vesterø Havn, som i 1917 tog initiativet til at få bygget et sømandshjem på Læsø. Hjemmet blev indviet den 21. juli 1918. Forud gik en ihærdig indsats fra initiativtagerne. En indsamling blev iværksat. Den gik over al forventning. Mere end dobbelt så meget, som man havde håbet på, 6000 kroner, blev samlet ind.

Kredsen omkring det nye sømandshjem havde nær tilknytning til Indenlandsk Sømandsmission i Danmark, som blev stiftet i 1905. De var ildsjæle, som brændte for at bringe evangeliet til søfolk og fiskere. De var en del af et omfattende fællesskab. En overgang var der 48 sømandshjem i Danmark. De havde det samme stærke åndelige fællespræg som det nye sømandshjem på Havnebakken på Læsø. Øsamfundet var præget af en solid indre mission, et minibillede på en stærk bevægelse i det danske samfund.

Sømandshjemmet var et samlingssted, hvor alle kunne komme. I det daglige mødtes fiskere til formiddagskaffe og en snak om vind og vejr, som betød ikke så lidt for deres daglige udkomme. Havnebakken dannede tillige ramme om mange kirkelige aktiviteter som bibelkredse, søndagsskole for børn, ungdomsmøder, missionsugen, vækkelsesmøder og julefester med hundredvis af deltagere. Dertil åbnede sømandshjemmet gæstfrit dørene for familiesammenkomster som bryllup, sølvbryllup og runde fødselsdage. Hjemmet var i ordets bedste betydning et mødested, hvor enhver var velkommen.

Sømandshjem, missionshuse og forsamlingshuse er i vidt omfang afviklet. De er blevet afløst af nybyggede sognegårde rundtomkring i det ganske land. Deres betydning for det lokale kirkelige og folkelige kulturliv kan næppe overvurderes. Således går kirke og kultur på tværs af gamle skel hånd i hånd med et højt aktivitetsniveau i landets sognegårde. Det er visselig en sammenhæng, det er værd at værne om.