Prøv avisen

Må jeg irettesætte dit barn, mens du selv er der?

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Gallup for Børne- og Socialministeriet har cirka 60 procent af danskerne været i en situation, hvor de har fundet det i orden, at en anden voksen irettesatte deres barn, selvom de var til stede. Mens 30 procent gav udtryk for at have været i situationer, hvor de følte det grænseoverskridende. Tegning: Rasmus Juul.

Det kan være en kilde til konflikt, hvis vi irettesætter andre folks børn, fordi det indirekte er en kritik af forældrene. Men når vi alligevel gør det, kan det samtidig være et skridt på vejen mod et mere fællesskabsorienteret samfund, siger eksperter

I sidder med et sæt venner og nyder en god middag, imens børnene leger med Lego på gulvet ved siden af. Flere gange ser du, at din seksårige søn river legetøj ud af hånden på jeres venners barn. Du er ikke den eneste, der har opdaget det, for efter at det er sket en håndfuld gange, rejser det andet barns mor sig og går ned til børnene. Du overhører hende sige:

”Mathias, det er ikke okay, at du bliver ved at tage det legetøj ud af hånden på Otto. Han bliver ked af det, og der er så meget Lego, at der er nok til jer begge to. Så det skal du stoppe med.”

Du har netop overværet et andet voksent menneske irettesætte dit barn. Hvordan vælger du at tackle det?

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Gallup for Børne- og Socialministeriet har cirka 60 procent af danskerne været i en situation, hvor de har fundet det i orden, at en anden voksen irettesatte deres barn, selvom de var til stede. Mens 30 procent gav udtryk for at have været i situationer, hvor de følte det grænseoverskridende.

Så hvornår er det acceptabelt – hvis overhovedet – at andre voksne korrigerer dit barns opførsel foran dig?

Sognepræst i Lynge-Uggeløse Marie Høgh er ikke i tvivl om, at der findes situationer, hvor det er helt i orden. Men hun påpeger vigtigheden af at sondre mellem irettesættelse og opdragelse.

”Jeg mener, at der er stor forskel på, om man irettesætter børn, mens deres forældre er til stede, eller man opdrager på andres børn. Det er kun forældrene, der kan opdrage eller opelske deres børn – det er noget, man gør i kærlighed og har med værdier at gøre. Derimod er en irettesættelse noget, man gør i en konkret situation i et konkret rum, hvor det kan være nødvendigt, at spillereglerne overholdes” siger hun.

Anne Marie Pahuus, filosof og prodekan på Art ved Aarhus Universitet, der beskæftiger sig med menneskets kulturelle og sociale udtryks- og praksisformer, mener overordnet ikke, at vi skal være bange for at blande os i, hvordan andres børn opfører sig.

”Måske skal vi også være taknemmelige for, at der er andre voksne mennesker, der gerne vil være opmærksomme på vores børn og unge. Samtidig skal vi huske på, at vi lever i et samfund, hvor autoritet opfattes meget forskelligt, og hvor vi har forskellige normer for, hvad god opførsel er. Det gør det ekstra vigtigt, at det altid foregår på en ordentlig måde, når man blander sig,” siger hun.

Anne Marie Pahuus understreger vigtigheden af, at den kritik, man giver børnene, er konstruktiv:

”Man skal ikke undervurdere, hvilken betydning det har, at man kommer med en opfordring til børnene, som de rent faktisk kan stille noget op med, i stedet for at man bare sætter dem på plads,” siger hun.

Jesper Juul, familieterapeut og forfatter til bøger om børneopdragelse, er af den opfattelse, at man, så længe det ikke drejer sig om omsorgssvigt, hvor man har pligt til at indberette til myndighederne, altid skal rette sympatien mod forældrene, når børn udviser en uacceptabel opførsel. De fleste forældre vil nemlig, mener han, være sårbare, når man korrigerer deres barn, og have en tendens til at reagere defensivt, hvis man blander sig på en uhensigtsmæssig måde.

Han har flere konkrete forslag til, hvordan man nænsomt kan tilbyde sin hjælp til forældre, der er akut udfordret af deres barns opførsel.

”I situationer, hvor for eksempel mødre, svigermødre eller pædagoger i institutionen kan se, at der ikke er tale om omsorgssvigt, kan man eventuelt sige: ’Jeg kan se, at nogle konflikter er besværlige for dig. Er du interesseret i input eller forslag fra mig?’. Hvis svaret er nej, kan spørgeren svare ved for eksempel at sige: ’Det er jeg ked af, men sig bare til, hvis du skifter mening’,” siger han.

I supermarkedet, hvor en konflikt er spidset til mellem barn og forælder, kan man også godt blande sig, mener Jesper Juul. Men igen med sympati for forælderen og uden at være angribende i sin henvendelse.

”Man kan sige: ’Det drama kender jeg godt fra dengang, mit eget barn var i den alder. Jeg fik det løst, og jeg fortæller dig gerne hvordan, hvis du er interesseret. Jeg venter bare udenfor på P-pladsen.’ Det sidste giver forælderen tid til at skifte fra ’defense-mode’, og så er de fleste interesserede. Og hvis ikke, så må man gå hjem med sin egen frustration over at være blevet afvist,” siger han.

Per Schultz Jørgensen, professor i socialpsykologi samt børne- og familieforsker, kan godt se, at man kan stå i et dilemma, når man oplever en uhensigtsmæssig opførsel fra et barn, men han ved også godt, at det kan blive modtaget negativt, hvis man irettesætter barnet foran forældrene. Han fremhæver, at vi i Danmark har tradition for ikke at blande os i, hvad andre mennesker gør, så længe de ikke overtræder lovgivningen.

”Vi har nogle skarpe fornemmelser for privatlivets grænser, som vi overholder nøje i den vestlige verden. Det hænger sammen med vores individualistiske kultur. I for eksempel Rusland, hvor man er mere kollektivistisk indstillet, vil det være mere naturligt, at man blander sig i, hvordan andres børn opfører sig,” siger han.

Når det i undersøgelsen fra Børne- og Socialministeriet viser sig, at relativt mange danskere – 60 procent – faktisk har blandet sig og irettesat andres børn i forældrenes påhør, kan det være udtryk for en nyere tendens. En tendens, der kan være en udløber af, at vi i dag har udliciteret en stor del af ansvaret for vores børn til andre voksne i primært institutionerne, påpeger Per Schultz Jørgensen.

”Vi er blevet bevidste om, at børn er en del af et stort fællesskab. De er ikke længere noget helligt, som vi ejer – de er subjekter med rettigheder til at blive hørt og set. De nye strømninger kan betyde, at vi i højere grad alle sammen skal vurdere, hvad der er til barnets bedste. Det er noget forholdsvis nyt, der er dukket op de seneste 40-50 år – at børn ikke bare er børn af familien, men også børn af det store fællesskab i samfundet, og dem er vi forpligtet til at hjælpe. Måske kan den tendens være med til at nedbryde vores ellers så individualistiske livsindstilling.”

Selvom undersøgelsen fra Børne- og Socialministeriet tyder på, at danske forældre er mere åbne for, at andre voksne blander sig i deres børns opførsel, når de selv er til stede, synes nogle, det er svært at overvære deres børn blive korrigeret. Per Schultz Jørgensen forstår til fulde, hvad der er på spil.

”Man føler sig ramt og føler, at man ikke lever op til forventningerne på et punkt, hvor man gerne vil have kontrol, men samtidig er meget sårbar. Det er også derfor, man virkelig skal gå på listesko, når man blander sig. Er man formynderisk og taler nedsættende, går det som regel fuldstændig galt.”

Sofie Münster, forfatter, stifter af magasinet Nordic Parenting og formand for regeringens opdragelsespanel, mener, at voksne har lov at blande sig i andre børns opførsel, hvis det går ud over egne børn eller det store fællesskab. Men hun er ikke i tvivl om, at det kan gå hen og blive til en egentlig konflikt.

”Hvis der er noget, der kan skabe dårlig stemning blandt venner, så er det børneopdragelse. Jeg tror, at det handler om, at den måde, vores børn opfører sig på, er en forlængelse af os selv. Så når vores børn kritiseres, bliver vi også selv indirekte kritiseret. Og det kan gøre os pinligt berørte at få påpeget noget, som vi måske i bund og grund ikke ved, hvad vi skal stille op med. På den måde er der rigtig meget på spil, når man vover at gå ind og blande sig,” siger Sofie Münster.8