Prøv avisen

Må man blande sig i sine voksne børns liv?

Tegning: Rasmus Juul.

Panelet i Kristeligt Dagblads lydserie Det Etiske Kompas diskuterer i denne uge, hvorvidt man må opdrage sine voksne børn. Det er forældrenes pligt, mener sognepræst. Men man skal være opmærksom på tonen, siger familieterapeut

Albert på snart 70 år er skuffet over sine børn. Gennem hele deres voksne liv har de været impulsive i en alarmerende grad. De følger udelukkende deres lyster i både arbejds- og kærlighedsliv, som de har omarrangeret adskillige gange. Og han synes, at adfærden og den omskiftelige tilværelse virker til at forvirre hans børnebørn. Han er bekymret for dem, men samtidigt i tvivl om, hvorvidt han kan tillade sig at blande sig og sige noget til sine børn, som trods alt er voksne mennesker.

Derfor har han i denne uge sendt sit dilemma til Kristeligt Dagblads lydserie, Det Etiske Kompas. Programmets gæster er psykolog og forfatter Frej Prahl, socialpædagog og familievejleder Lola Jensen og sognepræst på Østerbro i København Rasmus Nøjgaard.

Og ifølge de tre panelister er det korte svar ja. Man må selvfølgelig blande sig som forælder, selvom børnene er blevet voksne. Det er imidlertid måden, hvorpå man formidler kritikken, der er afgørende.

Familievejleder Lola Jensen oplever nemlig, at det kan skabe store misforståelser og konflikter i familien, hvis man ikke træder forsigtigt, når man skal give sin mening til kende over for familiemedlemmer.

”Jeg oplever, at bedsteforældre ikke har sagt noget til deres børn, før børnene selv er blevet forældre. De har aldrig vænnet børnene til at høre forældrenes ærlige mening. Men jeg møder nogle, der siger til mig, at de ikke kan tie stille mere, når de ser deres børns måde at være forældre på,” siger Lola Jensen i programmet og tilføjer, at hun vil råde folk til at sige det, de har på hjerte.

Selv har Lola Jensen valgt den strategi, at hun aktivt har bedt om lov til at blande sig i sine voksne børns og svigerbørns liv.

”Jeg har tre børn og syv børnebørn, og jeg har sagt kærligt fra start: Skal vi aftale, at jeg tier stille, eller må jeg få lov at sige noget, når jeg oplever et eller andet? Jeg er så heldig, at de allesammen har sagt: ’Du skal da sige din mening. Det er meget nemmere’.”

Den fremgangsmåde, mener panelist psykolog og forfatter Frej Prahl er rimelig.

”Så får du mandat til at sige nogle ting. Men du må også acceptere, hvis du ikke får det.”

Han er selv blevet overrasket over, hvor meget han stadig værdsætter sine forældres kyndige råd og vejledning.

”Den rolle, som mine forældre og deres meninger og holdninger stadig spiller i mit voksne liv, har overrasket mig. Bare det at ringe til min far eller mor, når noget er vanskeligt, og de siger ’du skal nok lande på benene igen’, får mig til at falde fuldstændigt til ro.”

Han råder derfor lytteren med dilemmaet til at gå til sine børn med omsorg.

”Hvis han kunne transformere al den bekymring til omsorg, kærlighed og nysgerrighed til sine børn og sin egen opdragelse af dem, og hvad der er gået galt, ville det være godt,” siger Frej Prahl i lydserieafsnittet.

I sit arbejde som par- og familieterapeut hos Center for Familieudvikling ser Steen Kruse også eksempler på, at forældreindblanding i de store eller voksne børns liv kan skabe konflikter. Særligt hvis man kommer farende med en kritik af sine børns måde at opdrage på, er der stort set garanti for, at det bliver taget ilde op.

”Børnebørnene er noget af det, der oftest kan komme imellem forældre og bedsteforældrene. For hvis man som bedsteforældre tilbyder meget støtte og henter flere gange om ugen eller engagerer sig i børnebørnene på andre måder, må man så være med til at opdrage dem?”, spørger Steen Kruse.

Ikke nødvendigvis, mener han. Det giver i hvert fald ikke bedsteforældrene hjemmel til bare at vade direkte ind på opdragelsesterritoriet.

”Man optjener ikke en ret til at få indflydelse, ligesom man med økonomisk støtte ikke køber sig adgang til at følge med i børnenes økonomi. Hvis man ikke kan lade være med at blande sig, må man bede sine børn om lov ved at spørge dem, om de vil vide, hvad man tænker.”

Dermed giver man også børnene mulighed for at lære at klare sig selv, når de har nået en moden alder. Noget, som nogle forældre kan have svært ved, mener Steen Kruse.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard medvirker også i denne uges udgave af Det Etiske Kompas. Han er principielt enig i, at forældre skal kunne blande sig i deres voksne børns liv. Alligevel opfordrer han den mandlige lytter til lidt selvransagelse. For måske er det ham, der har problemet.

”Måske er børnebørnene ikke så ilde i virkeligheden, men lever under nogle andre betingelser, som han ikke kan relatere til, fordi han er blevet gammel,” siger Rasmus Nøjgaard, men fortsætter så:

”I udgangspunktet er vi forpligtet til at give vores mening til kende – også over for vores børn. Jeg synes ikke, at vi skal spørge om lov. Det er vores medmennesker. Jeg har pligt til at give mig til kende på en ordentlig og redelig måde.”

Han reagerer alligevel på nogle af lytterens formuleringer.

”Han siger, han er skuffet. Det er en enorm individualistisk måde at reagere på andres succes eller fiasko på. Det burde være bekymringen for børnene eller børnebørnene, der var det primære, og så må han pakke sin skuffelse væk. Det lyder, som om han er nødt til at tage en alvorlig snak med sine egne børn om den opdragelse, som de oplevede, at de fik, og måske gennem den dialog åbne for, at han kan bidrage med de løsninger, som han har identificeret. Men han er nødt til først at åbne for en ligeværdig samtale,” forklarer han.

Det er familieterapeut Steen Kruse enig i.

”Hvis man har en anerkendende og støttende facon, kan det være, at det voksne barn bliver ved at komme til forældrene for at bruge dem og søge om råd. Når børnene går igennem 20’erne, får man gradvist en mere symmetrisk relation, og her er det vigtigt, at man taler om deres og vores erfaringer. Jeg kan sagtens smide det kort, at jeg har 35 års mere erfaring end et ungt menneske, men så slutter samtalen også. Derfor skal den asymmetriske relation afløses af den symmetriske, hvor man i større grad anerkender, at de har erfaringer, som måske også er bedre eller mindst lige så gode,” siger Steen Kruse.