Prøv avisen

Må man opdrage på sine bonusbørn?

”Bonusfamilien adskiller sig fra den biologiske kernefamilie på ét væsentligt punkt: Der eksisterer ikke en kærlighedsrelation mellem alle medlemmerne,” skriver familieterapeut Jesper Juul i sin nye bog ”Bonusforældre – muligheder og faldgruber”. – Model Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Noget af det værste, som børn i sammenbragte familier oplever, er at blive opdraget på af deres bonusforældre, fortæller familieterapeut i en ny bog. Ikke desto mindre er det ofte uholdbart, hvis bonusforælderen ingen bestemmelsesret har, lyder det fra psykolog

Stedmor, papfar, plastikmor, bonusforælder, reservefar, fars kæreste eller ekstramor? Der findes mange betegnelser for den rolle, som en voksen kan spille for de børn, som vedkommendes ægtefælle eller samlever har med sig fra tidligere forhold. Men hvad består den rolle egentlig i?

Familieterapeut Jesper Juul fortæller i sin nye og udvidede udgave af bogen ”Bonusforældre – muligheder og faldgruber”, der første gang kom i 2010, at det værste, børnene ved, er, når fars eller mors kæreste leger forælder. Hvis man som såkaldt bonusforælder begynder at påtage sig rollen som opdrager for sit bonusbarn, vil reaktionerne fra barnet derfor ofte være af negativ karakter som for eksempel: ”Du er ikke min rigtige far” eller ”min rigtige mor er bedre til at lave mad, end du er”.

Men Jesper Juul når også frem til, at 90 procent af al opdragelse faktisk finder sted mellem linjerne. Det vil sige i måden, hvorpå de voksne i børnenes liv spiser, klæder sig, taler om andre mennesker og arbejder.

”Alt dette opdrager og former børn sammen med de oplevelser, de har uden for familien. Det er en gammel sandhed, men samtidig en god nyhed for bonusforældre. Det betyder nemlig, at du slet ikke behøver ’spille opdrager’ for at præge og gøre indtryk på dine bonusbørn og dermed stemningen i din nye familie,” skriver Jesper Juul og bemærker, at der blandt bonusforældre alligevel ofte er tvivl om, hvor meget man bør blande sig i opdragelsen.

Ulla Dyrløv er familiepsykolog og støder også jævnligt på spørgsmålet om, hvor meget bonusforældre skal blande sig i deres bonusbørns opdragelse.

En god huskeregel til dem er ifølge familiepsykologen at behandle sine bonusbørn, som man omgås sine søskendes børn. Ikke mindst i begyndelsen, hvor man ikke kender dem så godt. Efter nogle år kan det så være, at man kan få lov til at blive venner med dem eller udfylde enslags bedsteforældre-rolle for dem.

”I begrebet opdragelse ligger dannelsen af barnet, og den skal stedforældre ikke ind over. Det, de må gøre, er at sætte grænser for sig selv. For selvfølgelig skal barnet ikke sparke eller slå. Men når de begynder at opdrage, går de ’ind i barnet’ og forsøger at præge barnet til at blive et bestemt menneske. Det kan være ved at sige: ’du skal se folk i øjnene, når du hilser på dem’, ’du skal sidde pænt’, eller ’du skal ikke smaske’. Men det skal bonusforældre ikke bestemme. For opdragelse er noget, som kun forældrene har frikort til,” siger Ulla Dyrløv og tilføjer, at for eksempel smaske-problematikken i stedet er en samtale, som de voksne bør tage i enrum, hvis bonusforælderen har svært ved barnets væremåde.

Grunden til, at kun forældrene skal opdrage på barnet, er, at barnet aldrig må være i tvivl om, at vedkommende er elsket ubetinget, selvom det bliver opdraget på. Og sådan vil det ikke være med bonusforældre. Her er barnet nemlig godt klar over, at kærligheden ikke er den samme, og at de potentielt set kan forsvinde igen.

Men hvorfor er det egentlig en dårlig idé at opdrage på sine bonusbørn, hvis man – som Ulla Dyrløv – ser det fra børnenes perspektiv?

”For det første er det altid irriterende at blive opdraget på af andre end sine forældre. Det er sådan set ligegyldigt, om det er af venindens mor, fodboldtræneren eller sin bonusfar. Men for det andet kan det også have den konsekvens, at barnet ikke kan føle sig hjemme. Der er virkelig mange børn, der bor med en kæreste hos både mor og far, og når jeg spørger dem, hvor de føler sig hjemme, er svaret: ’Ingen steder’. De mangler en zone, hvor de ved, at de ikke kan gøre noget forkert, fordi de aldrig tvivler på kærligheden, selvom de bliver irettesat eller opdraget på. Risikoen for, at barnet ikke føler sig hjemme, stiger, når bonusforælderen begynder at opdrage på barnet,” siger Ulla Dyrløv.

Men ifølge Trine Henning-sen, der selv har levet i flere sammenbragte familier, hænger mange fast i en subtil forestilling om, at bonusforældrene kun er ude på at irettesætte barnet af negative årsager. For hende handler opdragelse omvendt om at engagere sig i og vise omsorg for kærestens barn. Derfor valgte hun at skrive bogen ”Bekendelser fra en ’bonusmor’” for med humor at skitsere og dele de dilemmaer, som hun har oplevet i de af sine tidligere forhold, hvor kæresten har haft både store og små børn med sig.

”Jeg går rigtig meget ind for, at der i et parforhold skal være plads til at være autentisk og plads til både de lette og de svære følelser. I sammenbragte familier skal mennesker med forskellige baggrunde spille sammen og få det hele til at fungere. Det er ikke optimalt, hvis den biologiske families måde at være sammen på skal være toneangivende, og bonusforælderen så altid må bagerst i køen. Så opstår der nemlig af ren frustration en adfærd som ’den onde stedmor’. Jeg går ind for en familiestruktur, hvor alle er lige,” siger Trine Henningsen.

Hun stiller sig uforstående over for, at man i en tid med mange moderne familieformer og et stort fokus på lighed kan forsvare at vise sine børn en parforholdsmodel, hvor kun den ene part har vetoret. Det burde i stedet handle om at organisere sig, så alle i forholdet stilles lige i forhold til bestemmelsesret i familien, mener hun.

”Og så er vi nede i det her med, om man godt må give udtryk for sine egne behov og grænser og sige ’lad lige være at smaske’, når man sidder med kærestens barn ved middagsbordet. Det er okay at sætte nogle grænser. For mig handler grænser om at værne om mine værdier, og det har eksempelvis værdi for mig at sidde og spise sammen på en ordentlig måde. Jeg trives ikke i et fællesskab, hvor mine værdier ikke tæller. Det tror jeg også er sundt for børnene at lære. Det, som man i stedet burde skærme børnene for, er de tilstande, hvor den dårlige stemning driver ned ad væggene, fordi de overordnede fordelingsnøgler i forhold til medbestemmelse og ligeværd slet ikke er på plads,” siger Trine Henningsen.

Psykolog med speciale i sammenbragte familier Sia Holm, der også står bag netværkssiden sammenbragte-familier.dk, vælger også at se situationen fra de voksnes perspektiv, når hun skal svare på, hvorvidt man bør opdrage på sine bonusbørn.

Som bonusforælder skal man nemlig for det første spørge sig selv, hvor meget man selv ønsker at indgå i relationen med børnene. Der er nogle, der gerne vil være danne en ny familie med sin partner og vedkommendes barn, mens andre bare gerne vil have en kæreste og egentlig ikke har lyst til at have med den andens ansvar for barnets liv at gøre.

”Hvis man gerne vil inddrages i relationen og leve i det, som jeg kalder for et familiefællesskab, bliver man nødt til at se på funktioner frem for følelser. For følelserne vil være anderledes, når det ikke er ens eget barn, men funktionerne i familien skal stadig udfyldes. Det hele kræver dog tid. Man kan for eksempel ikke begynde at putte sine bonusbørn, før man har lært dem ordentligt at kende. Det vil være utrygt for både den voksne og barnet,” siger Sia Holm.

Og det gælder om som par at have afstemt graden af inddragelse, så man ikke overskrider hinandens eller barnets grænser. Det handler derfor om at finde ud af, hvad man kan bidrage med og så ellers tage det et skridt ad gangen. Og når det er på plads, er der ifølge Sia Holm ikke noget galt i at opdrage på sine bonusbørn.

”Skolelærere opdrager også, selvom de ikke elsker eleverne. Men de har stadig en funktion og en rolle og et ansvar i opdragelsesprocessen. Og det er det samme, man gør, når man går ind og tager ansvar som bonusmor i den sammenbragte familie, selvom man aldrig bliver mor eller far for barnet,” siger Sia Holm.

Hvis man ønsker at indgå i en sammenbragt familie, skal man ifølge Sia Holm også gøre sig klart, hvem der har bestemmelsesret i ens parforhold. For selvom det er helt naturligt, at ekskærester og tidligere ægtefæller har en mening om, hvad der bør gøres og synes med hensyn til opdragelsen af børnene i hjemmet, bør de ikke have nogen magt herover.

”Det, der ofte går galt for par i sammenbragte familier, er, at ekser eller børn får lov til at tage stilling til noget, som er de voksnes beslutninger i det enkelte hjem. Men sådan bør det slet ikke være.