Det var to børn med våde øjne og stille miner, der sad i en indkøbsvogn ved pålægsmontren i en Rema 1000 i Randers. De var ikke kede af det, fordi de ikke måtte få, hvad de pegede på. Ej heller, fordi ulvetimen var sat ind. De var kede af det, fordi deres mor netop var blevet skældt ud af en fremmed kvinde, der mente, at det var ganske uansvarligt af moderen at tage sin toårige datter og sin femårige søn med ud at handle i denne tid med fare for coronasmitte.
”Jeg havde fortalt mine børn, at de skulle sidde stille og beholde hænderne i vognen. Det lyttede de til, og ingen af os er syge. Alligevel kom en dame hen for at skælde mig ud ved at spørge, hvordan jeg dog kunne udsætte to små børn for smittefare på den måde. Jeg fortalte, at jeg er enlig mor uden det store netværk, og at jeg da ikke kunne lade dem sidde i bilen, men det vendte hun bare øjne af. Det fik mig til at føle mig som en enormt dårlig mor,” fortæller børnenes mor, Maria Eriksen, om oplevelsen.
Maria Eriksen er ikke den eneste, der i øjeblikket mærker, hvordan mange pegefingre løftes over for andres opførsel og ageren i det coronalukkede Danmark. Der kastes skæve blikke i supermarkedskøerne, når en handlende bevæger fødderne over de klistermærker, der minder om, at man bør holde afstand. På de sociale medier trives mange opråb og irettesættende kommentarer, når andre ikke handler efter myndighedernes anvisninger og for eksempel mødes i grupper. Og går man mod strømmen på de stier og fortove, hvor der nu er indført ensretning, kan man næsten forvente en vred kommentar eller to fra de forbipasserende.
Overalt findes de, de mange borgere, der lige nu agerer civile politibetjente for deres medmennesker, og som føler, det er deres ansvar at håndhæve den gode opførsel over for andre. Men har vi overhovedet ret til at agere dommere over andres opførsel? Og i så fald: Hvor langt bør vi gå i at blande os i, om andre følger de retningslinjer, som myndighederne har udstukket, til punkt og prikke?
Spørger man professor i filosofi og idéhistorie ved Aarhus Universitet Dorthe Jørgensen, har vi ikke blot ret til at blande os. Vi har decideret pligt til det. Derfor giver hun på sine egne sociale medier selv opfordringer til, at vi alle skal forstå alvoren og følge de gældende retningslinjer: ”Gør nu, som der bliver sagt!”, skriver hun blandt andet på Facebook. Og det har hun god grund til, mener hun.
”Hver evig eneste af os er berørt af coronakrisen og vil være det fremover, så vi har alle sammen et ansvar for at løfte den byrde, der er lagt på vores skuldre. Ikke alle har helt let ved at følge de retningslinjer, der er blevet givet, og derfor må vi hjælpe hinanden med at forstå, hvilken adfærd der er til vores fælles bedste. Vi tager ansvar for hinanden i det daglige ved selv at gå forrest med et godt eksempel og ved at hjælpe andre til også at gøre det,” siger Dorthe Jørgensen.
Den nu afdøde danske teolog og religionsfilosof K.E. Løgstrup mente, at vi altid holder noget af et andet menneskes liv i vores hænder. Og netop det udsagn, mener Dorthe Jørgensen, at man med fordel kan overføre til dilemmaet om, hvorvidt man bør gribe ind over for andre menneskers overtrædelse af de udstukne retningslinjer.
”I dag kan mange måske være tilbøjelige til at forveksle det, jeg kalder at hjælpe hinanden, med en mistænkeliggørelse af hinanden. Hvis man for eksempel står i en forretning og påpeger nødvendigheden af at holde afstand, skal det ikke forveksles med en mistænkeliggørelse af andre. For så har man lavet det om til, at den, der opfordrer til at holde afstand, gør mere end det og vil andre det slet. Det er at tillægge den pågældende et motiv, som han eller hun ikke har udtrykt. Det er vigtigt at understrege, at der er forskel på appel og udskamning. Udskamningen bringer sjældent noget godt med sig – men det kan appellen.”
Ifølge adfærdspsykolog og forfatter Anders Colding-Jørgensen er udskamning og social kontrol en ganske naturlig del af menneskers instinkt og en uundværlig del af måden, vi indretter vores samfund på. Derfor er det langtfra nyttesløst, når mange for eksempel kritiserede dem, der hamstrede dagligvarer og toiletpapir efter statsministerens pressemøde den 11. marts, hvor hun varslede lukning af skoler og hjemsendelse af offentligt ansatte.
”At blive skammet ud er det bedste redskab til at sikre, at folk rent faktisk indordner sig reglerne. Der var nogle, der hamstrede mad, og efterfølgende var der andre, der fortalte dem, at ’det der er ikke i orden’. Det gjorde, at det naturlige instinkt blev afvejet af fornuften. Social kontrol er sjældent særligt kønt, men det, at vi sætter grænser for hinanden og forhandler grænser, er meget nødvendigt for, at vi fungerer som gruppe og i et samfund.”
Efter at myndighederne har udstukket en række retningslinjer, alle skal følge, er det blevet nemmere at udføre social kontrol, fortsætter Anders Colding-Jørgensen. Det har gjort den gode opførsel meget konkret og derfor meget synlig, når nogle ikke kan finde ud af at udvise den. Så er det, nogle begynder at rette på andre. Og meningen er ikke, at det skal siges sødt og venligt, mener Anders Colding-Jørgensen.
”Meningen er, at det skal trække grænser. Alligevel bør den sociale kontrol ikke ophæve reglerne for almindelig god opførsel. Når det handler om afstand, kan man med fordel selv flytte sig, eller man kan tilføje frasen ’for en sikkerheds skyld’. Når man beder nogen om noget ’for en sikkerheds skyld’, klinger det ikke af at være kontrollerende, men derimod af hensynsfuldhed.”
Også hos politiet modtager man mange henvendelser fra borgere, der mener, at andre bryder retningslinjerne. Særligt gælder det, når der er observeret forsamlinger på flere mennesker end de 10, der på nuværende tidspunkt er det maksimalt tilladte antal af forsamlede personer. På det sociale medie Twitter roser Rigspolitiet de mange, der deler budskabet om at holde afstand, og ”generelt opfordrer vi altid borgerne til at anmelde formodede ulovligheder til politiet”, skriver Rigspolitiet i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
Men selvom ulovligheder naturligvis bør anmeldes, er det ikke den almene borgers opgave at skulle indtage rollen som politiets forlængede arm, når det gælder at følge de gældende retningslinjer, mener journalist og radiovært Paula Larrain. Det skaber nemlig et samfund fuld af unødig konflikt og mistillid, hvis nogen begynder at slå andre oven i hovedet på grund af måden, nogle opfører sig på, siger hun.
”Vi opdrager vores børn til, at de ikke skal være politibetjente over for hinanden, men lære at sige til og fra. Det kan man overføre til os voksne i denne tid. Vi må hver især selv lære at forstå, at vi skal følge retningslinjerne og tage vores forholdsregler for hinandens skyld, og ikke fordi man frygter at få skældud.”
Paula Larrain forstår dog godt, at det kan være svært i denne tid, hvor nerverne for manges vedkommende sidder uden på tøjet, og hvor det derfor er nemt at komme op at toppes.
”Jeg er fortaler for, at vi skal have lov til at sige, hvad vi mener, men i den her tid kommer rigtig mange af os til at sige noget dumt og uhensigtsmæssigt. Vi har hver især en opgave i at beherske os, for vi skal huske, at vi også skal leve sammen og holde fast i vores etiske principper efter den her krisetid.”
Netop derfor blev Paula Larrain også bekymret, da hun tidligere på ugen læste nyheden om, at man nu på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside opfordrede borgere til at indberette oplysninger om andre personer, hvis man var bekymret for, at disse kunne være smittet med coronavirus. Funktionen blev senere fjernet fra hjemmesiden. Og heldigvis for det, mener Paula Larrain. En sådan mulighed ville nemlig kun være anledning til endnu større mistillid end den, mange i forvejen oplever, når de har travlt med at hakke på hinandens opførsel.
”Det er skidt for folkesjælen, når vi får den form for magt til at indberette hinanden. I Danmark er vi som folk så avancerede og frisindede, at vi bør holde os for gode til den slags. Det kan godt være, det er effektivt, men det er et diktatur også. Det fører intet godt med sig.”
At indberetningen af ens næste giver grobund for utryghed og tillidstab i et samfund, der i forvejen er under pres grundet coronakrisen, nikker provst i Hjørring Søndre Provsti og formand for Bibelselskabets stiftsudvalg Thomas Reinholdt Rasmussen genkendende til.
”Man må aldrig skabe et samfund, hvor man angiver hinanden efter fornemmelsen, for det sker på bekostning af tilliden til hinanden. Og den må ikke skades. Særligt ikke i denne tid, hvor vi har ekstra brug for den,” mener han.
Til gengæld bør man dog ifølge Thomas Reinholdt Rasmussen altid blande sig, når den måde, andre opfører sig på, er hensynsløs.
”Du tager ikke vare på din næste ved at sige, at der bare er frit spil. Man tager vare på hinanden ved at sørge for, at der hele tiden er balance mellem kærlighed og hensyn, og det indebærer også, at man påtaler uhensigtsmæssig opførsel,” siger han.
Men irettesættelsen har også en grænse. For når man bliver ved med at udskamme, som man ser på de sociale medier, har man overskredet det med, at man også skal kunne tilgive andre, mener Thomas Reinholdt Rasmussen.
”Det skaber et utroligt hierarkisk samfund, hvor der er nogle, som står på den rigtige, og nogle på den forkerte side. Vi risikerer alle sammen at stå på den forkerte side. Det er der ingen, der kan sige sig fri for, og det skal vi alle sammen huske. Kristendommen handler ikke kun om retledning, den handler om tilgivelse, og derfor skal vi omslutte dem, der handler uhensigtsmæssigt, med kærlig tilgivelse.”