Prøv avisen
Den store overgang

Ghita Nørby: Måske er det min sidste gang på scenen

Når skuespiller Ghita Nørby ikke er på teatret eller filmer, er hun i sin store have i Holte, som er hendes store passion. Når hun er der, glemmer hun sig selv. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Ghita Nørby, 81 år, spiller muligvis sin afskedsforestilling på Folketeatret til foråret. Egentlig vil hun helst holde døren åben og sætte livet på spil hele tiden

Sammen med direktør for Folketeatret Kasper Wilton besluttede jeg i begyndelsen af maj at annoncere min afsked.

Vi blev enige om, at forestillingen ”Sarah”, som jeg næste forår spiller på Folketeatret, kunne være en fin og smuk afslutning på min lange karriere. Forestillingen handler om den legendariske franske skuespillerinde Sarah Bernhardts sidste dage.

Efter et langt liv med teater dikterer hun sine memoirer til sin altid loyale kammertjener, som bliver spillet af min gode ven og kollega Preben Kristensen. ”Sarah” ville samtidig markere mit 60-årsjubilæum som skuespiller.

Det vakte en del opsigt i pressen, at jeg nu ville holde op.

Efter at jeg havde tænkt lidt over det, tog jeg igen en snak med Kasper Wilton. For lød det ikke lidt voldsomt at kalde det en afskedsforestilling? Kunne vi ikke i stedet se tiden an og se på, hvordan jeg faktisk har det til den tid? Ville det måske ikke være mere korrekt at kalde det en jubilæumsforestilling?

Han kunne godt høre, at afskedsforestilling havde en lidt dramatisk klang, så nu ser vi på, hvordan verden ser ud om et lille år. Det kan vi jo ikke vide. Til den tid er jeg 82 år. Det er da muligt, at det er min sidste gang på scenen, og det er muligt, at det ikke er. Det forholder jeg mig ret flydende til, vil jeg sige.

Hvis det ender med at blive min afskedsforestilling, er det sådan, det er.

Nu har jeg stået der på scenen i så mange år, så en dag må det jo holde op. Selv tror jeg, det skal holde op det øjeblik, jeg ikke kan gå og stå og ikke længere kan huske. Det er ligesom en forudsætning for at kunne stå på scenen.

Hvis det pludselig svigter mig, så vil jeg håbe, at jeg selv er klog nok til at melde mig ud, eller at jeg har en god ven, som siger til mig, at nu er tiden kommet.

Min meget gode ven Ove Sprogøe, som jeg elskede utroligt højt, bestilte omend lige så meget som jeg. Og han var med i en forestilling, hvor han, da han tog hjemmefra, var vældigt orienteret, og da han så kom på scenen, kunne han ikke huske, hvad han skulle sige. Og så sagde han til sine kolleger: ”Farvel”. Og så gik han hjem til sig selv og lukkede sin dør sammen med sin kone Eva, og så var alt lagt på hylden.

Han levede nogle år efter sin afsked. Men han ville ikke arbejde mere på de vilkår, og det beundrer jeg ham meget for. Det er en vældig styrke at kunne tage stilling til sin egen skrøbelighed. Det vil jeg gerne kunne selv.

Det er også muligt, at jeg kommer til at gøre som den amerikanske crooner Frank Sinatra. Han spillede 60 afskedskoncerter, inden han stoppede helt. Det kan være, jeg ender med at spille et utal af afskedsforestillinger.

Det er på teatret, på film og i medierne, jeg eksisterer, så det vil være en stor ting, hvis jeg skulle sige farvel til skuespillet. Jeg har altid trivedes med at være ”hele Danmarks Ghita”, som nogen kalder mig. Det er jo mit liv og har været det i så mange år. Ja, jeg blev jo nærmest født på teatret og har aldrig villet lave andet.

Min far var kammersanger på Det Kongelige Teater, og min mor var pianist. Mine forældre, lillebror Claus og jeg boede i Nyhavn, så teatret var nærmest vores nabo, og jeg var knyttet til det, fra jeg var barn.

Da jeg som ung pige fandt ud af, at jeg ville være skuespiller, spurgte jeg min far, om han godt ville hjælpe mig med at komme ind. Men der sagde han ”Det ved Gud, jeg ikke vil. Det må du selv finde ud af”. Og det var det rigtige svar. Det kan man ikke få hjælp til, og det skal man heller ikke. Der skal man gå på sine egne ben, for så skal man hverken bebrejde nogen eller takke nogen for, at man er kommet ind.
Jeg var 18 år, da jeg i 1954 begyndte på teatrets elevskole. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var den rigtige hylde, jeg kom på.

Min telefon ringer stadig, og teatrene vil gerne have mig, så jeg står altså ikke og siger til mig selv, at nu må jeg hellere holde op. Jeg er ikke en trist gammel dame, der sidder og kukkelurer. Tværtimod. Jeg synes, det er dejligt at være med og går ikke hele tiden og tænker på, at tilværelsen snart kan være forbi.

Jeg har jo været 17 år, men jeg har ikke været 82 år endnu, det kunne jo være, det indebar noget mærkværdigt, det kan man ikke vide. Jeg fortsætter min tilværelse og er vel et menneske, der er født med en vis mængde energi. Jeg synes hver morgen, det er spændende at slå øjnene op og se, hvordan dagen kommer til at se ud.

Jeg ved, det er privilegeret, at jeg fortsat bliver tilbudt nye opgaver. Det er rigtigt, at nogle især kvindelige skuespillere mærker, hvordan det tynder ud i tilbuddene med alderen.

Mit råd er, at man ikke skal være bange for sætte sig selv i spil og tage nye udfordringer på sig. Og så må man ikke tro, at alting er som dengang, man selv blev uddannet. Man må udvikle sig.

På scenen har jeg aldrig spekuleret på, om jeg var køn eller klog, eller om jeg spillede en højesteretsdommer eller en prostitueret. Min interesse har altid været historien, karakteren, og jeg har spillet mand, hvis det var opgaven. Jeg har aldrig været forfængelig på scenen. Det kan jeg gå hjem og være.

Jeg bryder mig ikke om botox og er hverken blevet pustet eller trukket det ene eller andet sted. Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg godt tænke ”nej, det er der så ikke noget at gøre ved”. Men hvis jeg skal tale om det professionelt, så er jeg glad for det. Hvis ikke du har det ansigt, som livet har givet dig, så kan du ikke fortælle historier om at være et ældre menneske. Og de historier er der brug for i en tid, hvor vi bliver mange flere ældre.

Selv kan jeg selvfølgelig også mærke min alder.

Tidligere kendte jeg ikke til at være træt og kørte på døgnet rundt, men nu bøder jeg for det, når jeg har arbejdet for hårdt. Kroppen har sine begrænsninger. Jeg har to kunstige knæ, som er gået i stykker, men som jeg ikke gider at få opereret. Jeg kan godt få ondt i benene, når jeg er på scenen, men så må jeg sætte mig ned.

Når jeg ikke arbejder, er jeg her i mit hus i Holte og i min have, der er fuld af roser og fugle. Nu bor jeg i huset alene, men Svenn Skipper, som jeg var gift med i mange år, er her en del af tiden.

Vi blev skilt, og han fik sit eget hus, men vi fandt ud af, at vi alligevel holder meget af hinanden, så nu bor vi på den måde, som er så vældig moderne i dag. Jeg vil kalde det, vi har, for et kærlighedsvenskab. Vi kender hinanden så godt, optræder sammen og har også to hunde sammen.

Samtidig synes jeg, der er stor frihed i at have hvert sit sted. Vi bestemmer selv, hvem vi vil være sammen med hvornår, og vi kan gå alene, hvis vi har lyst. Selvom det ikke er en ukendt måde at leve på, vakte det i begyndelsen kolossal forargelse. Fordommene væltede ind, men det kan jeg ikke tage mig af, hvis man konstant skulle leve efter folks fordomme, ville man aldrig komme ud af stedet, så det har aldrig optaget mig.

Min have og mine roser er min store lidenskab ved siden af skuespillet. Siden jeg var en lille pige, har jeg været betaget over, at man kan lægge et frø i jorden og vande det, så det siden kommer op. Det var min far, der lærte mig det.

I 2013 blev min have fuldstændig raseret af efterårsstormene. Træer væltede og ødelagde alt, hvad jeg havde bygget op. Det var hårdt at se på, men sammen med min ven og rose-entusiast Torben Thim besluttede jeg at anlægge en helt ny have med orangeri og rosenport. Det har været meget livsbekræftende at få haven på fode igen, men også et stort arbejde, som har krævet kræfter.

Hvis jeg nu troede, at jeg var på nippet til at forsvinde fra det hele, ville jeg nok ikke have kastet mig ud i så stort et projekt. Det betyder meget for min livskraft og mit livsindhold at glo på de roser og at fodre de fugle, der kommer her året rundt. Jeg elsker min have, fordi jeg er selvforglemmende i den. Når jeg er der, tænker jeg ikke på at stå på en scene. Havearbejdet giver mig kræfter til alt det, jeg skal.

Jeg tror godt, jeg kunne forliges med, hvis mit liv mere var her i haven. Men det kommer alt sammen an på en erkendelse. Hvis nu telefonen ikke ringer, så går jeg jo her ude i haven i stedet, og så må jeg forholde mig til det.

Lige nu er mit liv en blanding mellen haven og teatret. Skulle det pludselig forandre sig, må jeg finde ud af det. Men jeg bryder mig ikke om at diskutere hvis. Det er tidsspilde at tænke på, hvad der kunne ske.

Der er ikke længere roller, jeg drømmer om at spille, eller mål, jeg håber på at nå. Jeg har prøvet så meget i mine snart 60 år som skuespiller. Alt, hvad jeg får af ekstra ting i mit liv nu, er bare gaver.

Jeg vil bare gerne eksistere. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle ønske mig mere. Skuespillet har været og er stadig en livsnerve for mig. Kan jeg ikke det mere, må jeg finde ud af tilværelsen, hvis altså ikke at jeg bare falder om med at brag.

Jeg tænker nogle gange på, at jeg skal dø en dag, men jeg vil ikke sidde og bekymre mig og være bange eller bruge tid på at arrangere min egen begravelse. Hvad skulle det nytte?

Man kan skrive et testamente, så folk ikke står og hiver i den samme potteplante, når man er væk. Men generelt vil jeg hellere sætte livet på spil hele tiden. Jeg har dog spurgt Den Katolske Kirke i København, om jeg kan blive begravet katolsk trods mine mange dødssynder, og det mente de godt kunne lade sig gøre.

Jeg læste til og blev katolik, da jeg i 1963 blev gift med sanger og skuespiller Dario Campeotto. Det blev jeg af kærlighed til ham og til min italienske familie. Jeg boede jo i Italien i seks-syv år, da jeg var gift med ham. Hvis mine svigerforældre gik i kirke, ville jeg gerne være sammen med dem, og min form for tro havde og har ikke noget imod at være katolik.

Jeg har altid haft en religiøs fornemmelse, som jeg ikke kan undvære. Jeg holder af det, der hedder bøn, og jeg har en taknemmelighed over livet, over fuglene, der flyver, og roserne, der springer ud.

Selvfølgelig har der også været bump på min vej. Det er klart.

Jeg har været syg af kræft og er blevet skilt flere gange. Men jeg er en søgende person, så når jeg møder problemer i mit liv, forsøger jeg at gøre noget ved dem. Jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvad jeg ikke forstår ved mig selv.

Jeg gør da mange fejl, lige fra jeg står op om morgenen. Så finder jeg en god psykolog og betaler for en time. Det er rart at have et klogt menneske, som man betaler for at lytte til sine problemer. Så trætter du ikke dine medmennesker med det. Det har jeg gjort mange gange i mit liv, for jeg får altid meget ud af at blive rusket lidt i nakken.

Mange mennesker tror, det er farligt at erkende sine fejl og se på, hvad man kan gøre anderledes. Men efter min vurdering, så kan du lige så godt lukke porten og melde dig ud, hvis ikke du er villig til at erkende bare en lille flig af dig selv. Bagefter får du altid en gave ud af det, fordi du er blevet klogere på dig selv. Hvis du holder dig væk fra tilværelsen, har det en pris, og hvis du deltager, har det en pris.

Så er det spørgsmålet, hvad du vælger. Selv har jeg altid valgt det sidste.

Det er også derfor, jeg ikke vil sige endeligt, at ”Sarah” på Folketeatret bliver min sidste teaterrolle. Så lad os bare kalde det både en afskedsforestilling og en jubilæumsforestilling. Så må vi se, hvad det hele ender med.

Danmarks diva eller ”hele Danmarks Ghita” bliver Ghita Nørby ofte kaldt. Hun har medvirket i et hav af forestillinger og film. Her fra filmen ”Vagabonderne på Bakkegården” fra 1958. – Foto: Scanpix
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen