Prøv avisen

Caroline blev født i Bangladesh: Måske ønskede mine forældre slet ikke at bortadoptere mig

Børnehjemmet i Bangladesh’ hovedstad Dhaka cirka 1975. Caroline Amena Lauritsen står i blåt tøj forrest til højre. – Foto: Privatfoto

Caroline Amena Lauritsen er ifølge sit adoptionspapir hittebarn, men har for nylig fundet tegn på, at hun kan være blevet bortadopteret mod sine forældres vilje. Sagen er den seneste i en række adoptioner, som har vist sig ikke at være efter bogen. Sagerne rejser store eksistentielle spørgsmål hos de voksne adoptivbørn

En tilstand af chok, men også nysgerrighed. Sådan beskriver Caroline Amena Lauritsen den følelse, hun fik i kroppen, da hun i efteråret 2017 fandt ud af, at hun måske ikke som hidtil antaget er et såkaldt hittebarn – et barn, hvis biologiske forældre er ukendte – men i stedet kan være indgået i en illegal adoption.

Hun er født i Bangladesh i 1973 og kom hurtigt på et børnehjem i hovedstaden, Dhaka. I 1975 kom hun til Danmark i en adoptivfamilie. På adoptionspapirerne står, at hun er forældreløs. Ikke et ord om biologiske forældre. Kun en kort beskrivelse af, at hun er et hittebarn. Men en undersøgelse foretaget af den hollandske organisation Shapla Community viser, at adoptionsorganisationen Terre Des Hommes, som i 1970’erne stod for en række internationale adoptioner i både Holland og Danmark, angiveligt har haft forbindelser til en børnehandlerring, hvor mange forældre er blevet franarret deres børn.

”Det er foregået sådan, at forældrene er blevet lovet, at børnene har kunnet være en periode på et af de to børnehjem i Dhaka, der er blevet adopteret fra. Men når de er kommet for at hente børnene igen, er de pludselig bortadopteret. Forældrene blev truet til at tie, har vi fået at vide,” fortæller hun.

”Jeg har altid troet, at mine biologiske forældre var døde, eller at de frivilligt havde afgivet mig til adoption. Jeg har været to gange i Bangladesh nu, men ingen af gangene har jeg søgt mine rødder. Jeg har jo ikke troet, der var noget at komme efter.”

Hun fik kendskab til de nye oplysninger til en konference hos Adoptionspolitisk Forum. Her var en række adopterede fra Bangladesh inviteret på baggrund af undersøgelsen.

Efterfølgende er deltagerne blevet opfordret til at indlevere dna-oplysninger til en amerikansk dna-bank, så der på den måde kunne søges efter slægtninge. Indtil videre har Caroline Amena Lauritsen fundet tre kusiner og fætre i femte led, familiemedlemmer, hun ikke anede eksisterede.

”Jeg har haft en god opvækst i Danmark med gode forældre. Men nu er nysgerrigheden der selvfølgelig: Ville mine biologiske forældre slet ikke have givet mig væk? Og måske har jeg søskende i Danmark eller andre lande.”

”Jeg er vokset op som enebarn, og det er mange af os adoptivbørn. Men jeg har altid ønsket at have søskende.”

Caroline Amena Lauritsens historie er ikke enestående. I Danmark er der en lang historie for lyssky adoptioner. I 1950’erne og 1960’erne kom op mod 3000 børn fra eksempelvis vesttyske børnehjem til Danmark og blev placeret i adoptivfamilier under illegale omstændigheder. Det er blevet beskrevet i bogen ”Børneimporten”.

Andre sager tæller en omfattende illegal adoptionstrafik af rumænske børn i 1990’erne og for få år siden den meget omtalte sag omkring to etiopiske børn, som blev adopteret til Danmark, og hvor organisationen DanAdopts lokale samarbejdspartner efterfølgende blev beskyldt for at have narret de biologiske forældre til at udlevere pigerne til adoption. I dag er der kun én organisation, Danish International Adoption, der formidler udenlandske adoptioner til danske familier.

Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet, hvordan det udfordrer og skaber eksistentielle dilemmaer hos adoptivbørnene, når de sent i livet bliver præsenteret for nye oplysninger i deres sag, som eksempelvis at deres adoptions-papirer ikke stemmer overens med virkeligheden, eller at deres biologiske forældre har solgt eller overladt dem til andre på grund af afmagt eller sygdom. Især identitsmæssige problemer: Hvem er jeg, og hvor kommer jeg egentlig fra?

De eksistenitielle spørgsmål har også givet anledning til overvejelser hos Caroline Amena Lauritsen. Hun beskriver det som et ”tab” ikke at have fået den sande udlægning af, hvordan hun endte med at blive adopteret før så mange år efter.

”Havde jeg haft det, tror jeg, jeg i fællesskab med mine adoptivforældre havde søgt efter at få kontakt med min biologiske familie. Nu er jeg 45 år, og det er ikke sikkert, mine biologiske forældre lever længere. Det kan også være, de er meget gamle og svækkede. Det er trods alt anderledes at være gammel i Bangladesh end i Danmark.”

Hun opfordrer nu andre danske adoptivbørn fra Bangladesh til at indlevere deres data.

”Der er ikke så mange, der har gjort det endnu. Men det øger jo sandsynligheden for at få et match. Jeg håber, det spreder sig som ringe i vandet.”

Caroline Amena Lauritsens historie er ikke enestående. I Danmark er der en lang historie for lyssky adoptioner. Foto: Privatfoto
Carolina Amena Lauritsens bangladeshiske pasfoto fra 1975, hvor hun blev bortadopteret til Danmark. Foto: Privatfoto