Prøv avisen

Mandeforsker: Mænd får sved på panden, når konen vil tale om parforholdet

”Hvis jeg skal sidde på min dødsdag og sige, hvad der var det vigtigste i livet, så var det de nære relationer, som jeg har haft. Når de fleste mænd i høj alder skal fortælle, hvad de fortryder mest, så er det, at de ikke kom tidligere hjem fra arbejde, at de ikke var der, da børnene var små,” siger Svend Aage Madsen. – Foto: Leif Tuxen

Den 68-årige psykolog Svend Aage Madsen tog i sine unge dage en tur ad hippiesporet til Nepal og var aktiv på den yderste venstrefløj, inden han som psykolog blev pioner inden for området mænd og sundhed og fædres relationer til fødsel og spædbørn

Svend Aage Madsen var for nylig i menighedshuset i Havdrup nær Køge for at holde foredrag under overskriften ”Manden i dag – er han taber?”. Der var omkring 100 tilhørere, deriblandt en del ældre mænd, og nogle af dem havde efterfølgende flere ting, de gerne ville drøfte med ham. Der var også en kvinde, der spurgte, hvad hun skal gøre, når hendes mand bliver sur over, at hun blander sig i hans helbred.

”Diabetes er det værste eksempel, hvor konen er meget optaget af, om han holder diæten, tager sin medicin, sine blodprøver, og hvordan han lever. Det er et helvede i mange parforhold, hvor kvinden er over ham, og manden er sur. Kvinder er gode til at overholde alle de der ting omkring sundhed og sygdom, mænd er elendige til det,” siger Svend Aage Madsen.

Vi er langt ude på landet. Her i den lille landsby Ørslevvester mellem Ringsted og Sorø flyttede den 68-årige tidligere chefpsykolog og klinikchef, nu forskningsleder på Rigshospitalet i København, til for 10 år siden sammen med sin hustru, professor i historie på Roskilde Universitet Anette Warring.

Rækkehuset i Albertslund blev skiftet ud med den tidligere skole fra 1914 med en 3000 kvadratmeter stor have med blodbøg. Derude spankulerer velnærede fasaner rundt, og på den anden side af skellet er der marker, så langt øjet rækker.

”Fasanerne nyder godt af de frø, som fuglene skubber ned fra foderbrættet,” siger Svend Aage Madsen, der serverer kaffe brygget på espressomaskine.

Det foregår på cykel til Ringsted, når han skal med toget til København og sit arbejde på Rigshospitalet, hvor han blev ansat i 1996 og har været med til at opbygge Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning med 40 medarbejdere. Det er også her, at han gennem årene har udviklet sit speciale og er blevet pioner inden for området mænd og sundhed og fædres relationer til fødsel og spædbørn. Han har stået i spidsen for adskillige forskningsprojekter og er stadig i fuld gang, har skrevet flere bøger om emnet, senest ”Guide til behandling af fædre med fødselsdepression”, og er nu optaget af et stort forskningsprojekt om fødsels- depression hos mænd og kvinder.

”Det handler om, hvordan vi kan opspore fødselsdepression, og hvordan vi kan lave en behandlingsmodel for både mænd og kvinder. Det helt nye, som jeg lige er gået i gang med, er, om vi kan finde nogle veje, der kan forebygge, at fødselsdepression udvikler sig. Kunne man starte tidligt i graviditeten med at bearbejde de følelser, der kan ende med at blive en fødselsdepression, for eksempel ved at de får en lille bog med 40 spørgsmål, et om ugen, som de hver for sig og sammen kan reflektere over og snakke med hinanden om? Vi har allerede udviklet et screeningsredskab, som man bruger i sundhedsplejen i cirka 40 kommuner, men det sker først efter fødslen, hvor det allerede er gået galt,” siger Svend Aage Madsen.

Det passer ham godt, at han efter 20 år med administrativt ansvar som klinikchef den 1. januar 2017 overgik til at være forskningsleder og nu kan koncentrere sig om forskning og sit engagement som formand for Forum for Mænds Sundhed, som han var med til at stifte i 2004.

”Jeg er jo gammel,” siger han med et af sine mange karakteristiske grin og fortsætter:

”Jeg har altid tænkt, at når jeg skal til at runde af, skal jeg af med alt det administrative, så der kun er forskningsprojekterne, som man efterhånden kan drosle ned, når det er tid til det. I løbet af i år eller måske det næste vil jeg se på, om jeg kan gå ned i tid.”

Problemet med det kan være, at Svend Aage Madsen er drevet af en stor appetit på og interesse for alt, hvad tilværelsen har at byde på.

”Jeg tror, at jeg altid har syntes, at alt muligt var spændende. Når jeg blev psykolog, var det meget tilfældigt. Men det er spændende at udforske og være med til at lave forandringer. Og det er meget vidunderligt, at det er på det område, der handler om det vigtigste i livet, nemlig relationer mellem mennesker. Også forebyggelse er spændende. Kan vi komme frem til at finde noget, som mennesker vil bruge og få noget ud af i forhold til at undgå at få det skidt og i stedet blive rigtig gode til det at være forældre? Vi er i en tid, hvor rigtig mange mennesker lægger vægt på familielivet, også mænd. Det med at få fædrene på banen er virkelig sjovt at følge med i.”

Det var som klinisk psykolog i Rødovre Kommune, at Svend Aage Madsen blev opmærksom på fænomenet fødselsdepression. Her viste et projekt med 38 familier, at der hos næsten halvdelen af de børn, der havde problemer i institution og skole, havde været vanskeligheder med forældrenes psykiske tilstand ved børnenes fødsel.

”Det var sådan, det begyndte. Vi lavede Fødselsprojektet i Rødovre Kommune, der blev til Fødselssamarbejdet i Rødovre, og som blev skoledannende for, hvordan man i samarbejde med sundhedspleje, praktiserende læge, fødehospital og socialforvaltning kan opfange de her ting. Efterfølgende skrev jeg en ph.d.-afhandling om at blive mor, og den sidste case, jeg fik ind, var en mand, som var blevet henvist via sin læge. Manden havde, siden hans kone blev gravid, haft mange angstanfald.”

Da Svend Aage Madsen i 1996 blev ansat på Rigshospitalet, var han med til at starte et fædreforskningsprogram, der har kørt lige siden.

”Der begyndte vi at få øjnene op for, at en mand kunne have en fødselsdepression. Det har været fuldstændig underbelyst,” siger han.

Hvert år bliver 10 til 14 procent af alle kvinder ramt af en fødselsdepression, for mændenes vedkommende er det 7 til 10 procent – cirka 5000 om året. Men det var lidt af en joke, da det fremgik af hans bog ”Fædres tilknytning til spædbørn”, der udkom i 2002, at mænd også kan få en fødselsdepression.

”Det var der masser af satiretegninger om i aviserne, og vi kom med i DR’s nytårsrevy, hvor de sagde, at 2002 var året, hvor mænd kunne få fødselsdepressioner, hahaha! Siden den tid har vi behandlet i hundredvis af mænd. Men det sker stadig, når jeg er rundt i landet og holde foredrag, at nogen siger: ’Kan mænd få fødselsdepressioner? Det har vi da aldrig hørt om’.”

”Mænds fødselsdepressioner ligner kvinders, der er også forskelligheder, men det er den samme problematik, at det er svært at blive forældre. Det er kernen i det. Det er almindelige følelser, som alle kender, men som bliver så stærke, at de tager magten fra en, eller man bliver så forpint, at man ikke kan holde det ud. Og at det bliver ved over længere tid.”

For Svend Aage Madsen selv har det været en lykke at blive far.

”Jeg synes, det har været den bedste tid i mit liv, og nu er vi så heldige at have et barnebarn, Folke på to et halvt år, og får endnu et til juni. Vi skal ind at hente Folke i morgen og have ham med hjem her, og det er bare de fedeste dage i ugen. Jeg vidste jo ikke, at man kunne blive så glad og forelsket og føle så stor kærlighed en gang til i livet. Det har været virkelig stort. Jeg havde ikke tænkt meget på, hvornår der kom nogle børnebørn, så da han kom, var det en stor ren gave.”

”Når det gælder min datter og søn har det ud over kærlighed og nærhed været en righoldighed at have livet organiseret omkring børnene, som vi allerede begyndte at savne, da de flyttede hjemmefra. Men nu har vi vænnet os til det. Hvis jeg skal sidde på min dødsdag og sige, hvad der var det vigtigste i livet, så var det de nære relationer, som jeg har haft. Når de fleste mænd i høj alder skal fortælle, hvad de fortryder mest, så er det, at de ikke kom tidligere hjem fra arbejde, at de ikke var der, da børnene var små.”

Svend Aage Madsen er vokset op i Jyderup mellem Holbæk og Kalundborg sammen med fire søskende. Hans mor var hjemmegående, og hans far havde et karosseriværksted, der lå i tilknytning til hjemmet.

”Så jeg så ham hele tiden, men vores forhold var meget fjernt. Jeg trak mig fra det, og jeg oplevede meget manglende accept på mange måder for det, jeg stod for. Jeg havde selv en historie om, at han var god til små børn, men når vi blev lidt større, kunne han ikke have med os at gøre. Han havde et eller andet med, at han ikke kunne holde ud, at vi gik og danderede den. Det var, når vi ikke lavede noget, og i sommerferien knoklede vi som sindssyge ude på det værksted. Jeg tror ikke, at han nødvendigvis havde det særlig godt selv, og så gjorde han nok det, som mange mænd gør, lader irritationen gå ud over andre. Jeg har haft et super forhold til min mor, som de fleste har haft. Fortrolighed til mor og afstand til far – det viser alle vores undersøgelser, så det er helt klassisk.”

Efter gymnasiet i 1970 tog han sammen med nogle kammerater direkte op i Thylejren og derfra i et folkevognsrugbrød, der fulgte det såkaldte hippietrail til Nepal gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien og tilbage igen. Hjemme igen flyttede han i kollektiv på Djursland, tjente penge som ufaglært arbejder og tog på endnu en tur til Østen sammen med en kammerat på tommelfinger og med fly.

”Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at jeg hellere måtte lave noget. Jeg nåede at blive optaget fem steder, socialrådgiveruddannelsen, statskundskabsuddannelsen, filmvidenskab, psykologi og læreruddannelsen. Der var ikke noget, der hed adgangsbegrænsning dengang. Jeg har altid været venstreorienteret og socialt og humanistisk orienteret, så jeg kunne nok aldrig været blevet departementschef i et ministerium. Men der var mange, der grinede, da jeg blev chefpsykolog på Rigshospitalet, hahaha, at ham den venstreorienterede dér kunne blive chef.”

”Det endte med psykologi, for det var det mest flippede. Vi kom vandrende ind med langt hår og i batikfarvede anorakker og klipklapper. Så min tanke var, at nu ser vi, hvad det her er. Det var den der hippieagtige tilgang, også det med at rejse til Indien og være søgende i forhold til buddhisme, hinduisme og så videre. Men da jeg så kom hjem og begyndte at studere, blev jeg meget mere samfundsorienteret.”

Det politiske engagement førte til medlemskab af det maoistiske parti, Kommunistisk Arbejder Parti, KAP, hvor han i en periode var områdeleder i Aarhus, og efter at være flyttet til København, blev han formand for KAP. Han stoppede, inden partiet nedlagde sig selv i 1994. I det senere borgerlige opgør med datidens yderste venstrefløj har Svend Aage Madsen måttet høre en del kritik over, at han sammen med en partikammerat i 1978 besøgte det daværende Kampuchea og mødte Pol Pot, lederen af De Røde Khmerer. Den cambodjanske oprørsgruppe indtog landets hovedstad, Phnom Penh, i 1975 efter mange års borgerkrig, hvor også USA var militært involveret. Under Pol Pots rædselsregime døde anslået 1,5 millioner mennesker enten af sult, eller fordi de blev henrettet.

”Det er okay at revse kraftigt for det. Mit syn på det i dag er, at det jo var helt forfærdelige ting, der foregik i Kampuchea. Vi så ikke noget af det, og vi havde ikke øje for det. Men det burde vi have haft.”

”De Røde Khmerer havde tømt hovedstaden, Phnom Penh, dengang ved befrielsen i 1975, og da var historien, at det havde man gjort, for indtil da var der flyttet to en halv millioner mennesker derind, og amerikanerne havde forsynet dem med mad fra luften, og nu stod man med to en halv millioner mennesker, som ikke kunne få føde. Og så flyttede man dem ud på landet, det var ligesom logikken i det. Der burde vi jo have indset, at det kan ikke lade sig gøre uden en hel masse overgreb af alle mulige slags. Det har været forfærdeligt, sådan som det foregik. Det var en naiv – det er den måde, jeg siger det på, og det kan min kone ikke lide, at jeg siger, hun synes, jeg burde have været klogere – forestilling om, at man kunne gøre sådan noget, fordi det var nødvendigt, uden at det var grusomt på den måde, som det var. Min kone har som regel ret.”

”Jeg var igennem en lang udvikling, for da vi startede KAP, havde vi ét syn på det med vejen til socialisme, men i den proces, inden vi nedlagde KAP, blev vi overbevist om, at det er det parlamentariske system, fri valgret, fuld ytringsfrihed og så videre, der er det bedste. Så det, vi startede med, tager jeg afstand fra, men ikke det, vi sluttede med, blandt andet at gå ind i Enhedslisten. Jeg opfatter mig selv som socialist i den forstand, at mennesker skal have lighed, lige rettigheder, lige værdi og al den slags. Tankerne fra dengang kan stadig bruges til at analysere tiden i dag, blandt andet hvordan vores tid på mange måder ligner 1930’ernes opmarcher af forskellig slags. Den historiebevidsthed fra det politiske har været og er givtig for mig.”

Tilbage til det med mænds sundhed, og hvorfor mange ikke er så gode til at passe på deres helbred.

”De ønsker ikke at være i det der ’sundhedsmode’ ret længe ad gangen. Derfor skal vi finde nogle tilbud til mænd, som er hurtigt ind og hurtigt ud. Det kan være hjemmesidetilbud, helbredstjek, bedre dialog og nogle oplysningsting, som mændene vil tage imod. Mange mænd synes heller ikke, at det er til at holde ud at snakke om problemer for længe ad gangen. Når konen siger sådan fredag aften, at ’nu bliver vi nødt til at snakke om, hvordan det går i vores forhold’, så begynder der at løbe en lille svedperle ned ad kinden på ham. Og han tænker og tænker, at ’lige meget, hvad jeg siger, går det galt’. Så siger hun, at ’vi har prøvet det her før, så nu er det din tur til at sige noget først’, og så er han næsten døden nær, mens kvinden har 10 punkter på den flade hånd,” siger Svend Aage Madsen og peger på endnu en forskel på de to køn:

”Når mange kvinder får det dårligt, søger de nærhed med andre, men når mange mænd får det dårligt, søger de afstand til andre. Mange mænd går alene med tingene. Det er noget af det, jeg arbejder meget med: At når nu mændene er sådan, og de er godt nok i forandring, men hvordan når vi så ud til dem for at afhjælpe de problemer, vi kan se? Statistikkerne er jo åbenlyse, at mænd har fire gange så stor dødelighed af kræft, dobbelt så stor dødelighed af diabetes og dobbelt så stor dødelighed af hjerte-karsygdomme. Men der står ikke et ord i nogen handleplaner om, hvordan vi kan nedbringe denne overdødelighed. Det er en af vores visioner, at det sker.”

Foto: Leif Tuxen