Kåre Gade: Om vinterklargøring af sommerhuset

For at kompensere for mine medfødte handicaps har jeg udviklet en mere sofistikeret løsning, nemlig at undlade at gøre noget og samtidig - det er det geniale - opfylde fruens hedeste drøm: et sommerhus uden fjernsyn, skriver Kåre Gade i klummen

Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad. Foto: Andrew Atkinson
Kåre Gade skriver hver uge klummen "I mellemtiden" i Kristeligt Dagblad. Foto: Andrew Atkinson. Foto: ANDREW ATKINSON .

Vi er taget til øen for at lukke for vandet i sommerhuset. I virkeligheden lukkede vi for vandet i august, hvilket jeg kommer i tanker om, da jeg går på toilettet og vil vaske hænder.

Det næste, jeg husker, er, at jeg har glemt at opsige abonnementet på de tv-kanaler, som vi ikke har kunnet modtage, siden en storm forrige vinter flyttede vores antenne ud af position. Mænd med mindre højdeskræk og større gør det selv-talent ville angribe problemet ved at rode med den rustne antenne på tagryggen.

For at kompensere for mine medfødte handicaps har jeg udviklet en mere sofistikeret løsning, nemlig at undlade at gøre noget og samtidig - det er det geniale - opfylde fruens hedeste drøm: et sommerhus uden fjernsyn.

Det har vi nu, bortset fra at vi stadig betaler 300 kroner om måneden for det.

Og bortset fra at fjernsynet stadig hænger på væggen som et blindt øje og minder os om dengang, vi ikke behøvede at læse bøger eller føre samtaler for at få aftenerne til at gå. På andendagen rammes jeg af en uimodståelig trang til tv.

”Det kunne nu være meget rart at se en film,” siger jeg.

”Vi kunne købe en dvd i Brugsen,” svarer fruen prompte.

Jeg kan høre, at hun har overvejet muligheden, allerede inden jeg bragte emnet på bane.

”Skat, du får 'købe en dvd i Brugsen' til at lyde superfrækt,” siger jeg.

Sortimentet viser sig at være overskueligt. Jeg vælger en film efter udelukkelsesmetoden.

”Hvad handler den om?”, spørger hun.

”En mand, der bliver dement,” siger jeg.

Hun ser skeptisk på mig.

”Har vi ikke set den?”.

”Nej, den, vi så, handler om en kvinde, som bliver dement,” siger jeg. ”I øvrigt er det lige en film for kirkens filmklub, så husk at gemme kvitteringen.”

Filmen hedder ”Mennesker bliver spist” - et citat fra en John Mogensen-sang, som er det sidste, manden kan huske. Filmen ender godt, hvis man ser bort fra, at manden er uhjælpeligt forvandlet til en grøntsag.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg vil vise den i kirken,” siger fruen bagefter.

Næste dag sætter jeg mig i bilen for at hente en liter mælk. Det giver et sæt i mig, da jeg tænder for radioen, og John Mogensen synger: ”Mennesker bliver spist i Polynesien, hulalulalej“” Jeg skynder mig at slukke, men sangen bliver siddende i hovedet.

Om søndagen pakker vi metodisk ned efter en gennem mange år tillært tjekliste, der skal sikre, at vi ikke igen glemmer en fyldt skraldespand under køkkenvasken. Det foregår traditionen tro under et stigende tidspres bestemt af færgens afgangstid.

”Jeg kan ikke huske, hvor jeg lagde nøglen,” råber fruen fra badeværelset.

Jeg mærker i hendes frakkelomme.

”Den er i din lomme,” råber jeg.

Til sidst lukker jeg for vandet i brønden og åbner som altid for haveslangen for at vaske hænder, inden jeg husker, at jeg lige har lukket for vandet. Fruen smider sin kuffert og frakke i bagagerummet og går tilbage for at låse huset.

”Hvor er nøglen?”, råber hun.

”I din frakkelomme,” råber jeg.

”Jeg troede, du havde taget den,” siger hun og løber tilbage til bilen.

Da vi når frem, er færgen er først på vej ind i lejet. Så kommer jeg i tanker om noget:

”Tog du egentlig min taske med?”.

”Hvilken taske?”, siger fruen.

Mellem denne replik og den følgende beviser vi, at det er muligt at køre en bil fra færgelejet til vores sommerhus og retur på under 13 minutter.

”Jøsses. Du plejer altid at huske dine ting, når vi tager af sted,” siger fruen, da vi endelig sidder i færgens salon.

”Mennesker bliver spist i Polynesien...,” nynner jeg.

”Hov, vi glemte at tage dvd'en med,” siger fruen.

”Nej,” siger jeg, ”den er i min taske.”