De senere år er der blevet talt meget om ensomhed. Men trods mange gode initiativer specielt rettet mod mænd har mange ikke nogen at tale med i hverdagen. Mænd i den ældre aldersgruppe, som er blevet alene. Måske har de altid været det.
Mænd har gennemgående færre sociale kontakter end kvinder, de har svagere kontakt til familie, venner, naboer og voksne børn. De vil typisk helst mødes med andre mænd på en fisketur, spille billard, arbejde sammen på et værksted. Mænd går ikke på café og sidder og snakker i flere timer, som kvinder kan finde på. ”De lader munden løbe”, hvis jeg må have lov at citere min mand for et af hans stående udtryk. Munden løber ikke på mænd på samme måde. Men hvis de kan samles omkring noget praktisk, er det en anden sag.
For kort tid siden var der en sammenstimlen af mænd i haven til vores lille ejendom, hvor jeg bor. Det viste sig, at de nye haveborde (købt billigt på udsalg) var ankommet, og snakken gik lystigt. Hvordan skulle de samles? Hvor var værktøjet, som passede? Hvordan skulle de stilles op i gården, når de var samlet? Helt banale praktiske ting kunne få mundene på gled.
Det var så godt at iagttage på afstand, og det færdige arbejde blev naturligvis fejret med en god øl eller andet drikkeligt, som mænd nu har for vane. Og ikke et ord om det ved denne lejlighed.
Den lille mandeforsamling beviser til fulde de erfaringer og den viden, som Ældre Sagen har. David Vincent Nielsen er socialhumanitær konsulent i Ældre Sagen. Han siger, at Ældre Sagen har dobbelt så mange kvinder som frivillige end mænd. Mænd opsøger ikke så ofte den slags sociale relationer.
Heldigvis blomstrer initiativer særligt for mænd op overalt: Herreværelset, værkstedsaktiviteter, grillteams. Men der er behov for mange flere steder, hvor mænd kan mødes. Der skal åbenbart etableres nogle rammer, som gør det tillokkende for de ældre mænd at komme ud af deres huler. Som David Vincent Nielsen udtrykker det, vil ”mænd hellere mødes skulder ved skulder end ansigt til ansigt”.
De senere år er der etableret mange nye botilbud af forskellig art til mennesker i den ældre aldersgruppe. Nogle bor bare i samme ejendom, andre steder er der indbygget en eller anden form for fællesskab, fællesspisning, fælles aktiviteter, havearbejde, udflugter, koncerter. Helt ”efter bogen” er der en overvægt af kvinder, der aktivt vælger et seniorbofællesskab.
Tilsyneladende er mange mænd mere tilbøjelige til at blive i det gamle hus. Nogle gange alt for længe, indtil huset og alt det praktiske arbejde indeni og udenfor vokser dem over hovedet. Men så er det ofte blevet uoverskueligt at flytte. Mon ikke de fleste blandt os i aldersgruppen kender nogen, der er strandet og ikke er kommet ud af deres gamle hjem i tide? Der er også flere mænd end kvinder, der aldrig får børn og dermed får sværere ved at etablere stærke relationer.
Vi er opdraget med, at vi ikke skal blande os i hinandens liv. Men det er nu en lidt stivbenet gammeldags holdning at have. Hvis folk kommer til skade i trafikken, de vælter på cyklen eller falder på fortovet, har vi en pligt til at hjælpe. Men hvis en nabo eller en bekendt notorisk er ensom og aldrig kommer ud af sit hus, fordi han eller hun mangler de sociale relationer, er det ikke at ”blande sig”, hvis man ringer på og forsøger at hjælpe vedkommende ud af isolationen. Tværtimod ser jeg det som udtryk for næstekærlighed og for omsorg for det andet menneske.
Vintermørket sænker sig snart. Corona vil være over os hele vinteren. Jeg tror, at mange både mænd og kvinder vil føle sig mere isolerede og ensomme, end godt er. Det er en god anledning til at skærpe opmærksomheden over for ham eller hende, som er alt for meget alene derhjemme.
Vi har et ansvar over for hinanden, er vi blevet belært om gang på gang i løbet af det seneste halve år. Det er så sandt – og ikke bare i coronatiden. Ingen har fortjent at sygne hen i isolation på deres gamle dage.