Maersk-chef i Indien: Lokale spørger, om vi kan skaffe brænde, så de kan kremere deres døde

Som administrerende direktør for en Mærsk-ejet havneterminal i Indien mærker Jakob Friis Sørensen, hvordan coronavirussen har bragt landet i knæ. Han kontaktes dagligt af medarbejdere, der efterspørger hjælp til at skaffe iltapparater og hospitalssenge

Jakob Friis Sørensen er direktør for APM Terminals i Pipavav i den indiske delstat Gujarat. I havnebyen er Maersk den største arbejdsgiver og forsøger at hjælpe de ansatte med alt fra vacciner til ambulancer under pandemien. – Privatfoto.
Jakob Friis Sørensen er direktør for APM Terminals i Pipavav i den indiske delstat Gujarat. I havnebyen er Maersk den største arbejdsgiver og forsøger at hjælpe de ansatte med alt fra vacciner til ambulancer under pandemien. – Privatfoto.

Prøv at beskrive situationen i Mumbai, som den tager sig ud uden for din hoveddør?

Normalt er Mumbai jo en meget larmende by med folk alle vegne og taxaer, der støjer og dytter, men i øjeblikket er her meget stille. I ny og næ hører vi en motorcykel eller ser politiet, der sætter afspærringer op, men i det store hele hører vi kun ambulancerne, der kører med udrykning op og ned ad gaderne. Man skal forestille sig den totale kontrast til dagligdagen i øvrigt.

Hvad laver du egentlig i Indien?

Jeg har i mange år arbejdet for A.P. Møller Mærsk og boet i flere asiatiske lande som Indonesien og Singapore. Sidste januar flyttede min indonesiske kone og jeg så til Indien, hvor jeg blev administrerende direktør for vores terminal i Pipavav Port i staten Gujarat i den vestlige del af landet. Lige nu befinder jeg mig dog i Mumbai isoleret på mit hjemmekontor, da jeg ikke ville lade min kone være alene i denne tid.

Hvordan har du konkret oplevet situationens alvor?

Personligt blev min kone og jeg smittet tilbage i januar, men vi havde heldigvis et mildt forløb.

"Jeg vil gerne understrege, at de billeder, man ser af stakke af lig fra Indien, ikke er overdrevet. Det er ikke fake news, det er barske realiteter." - Foto: Privatfoto
"Jeg vil gerne understrege, at de billeder, man ser af stakke af lig fra Indien, ikke er overdrevet. Det er ikke fake news, det er barske realiteter." - Foto: Privatfoto

Den seneste tid har vi desværre haft et par medarbejdere, som er døde af virussen. Coronaen er rykket helt tæt på, og det, der i begyndelsen var tal og statistikker, er i dag konkrete navne. Min telefon ringer konstant, hvor folk spørger, om jeg måske kan være behjælpelig med at skaffe oxygen, eller om jeg måske kender nogen, som kender nogen, der kan skaffe en hospitalsseng. Lige nu er sygehusvæsnet brudt sammen, så du kan ikke gå på hospitalet eller for den sags skyld komme igennem til en læge. Det er umuligt. Derfor ringer folk nu rundt til hinanden for at høre, om man har nogle forbindelser.

Hvem er folk?

Det er primært medarbejdere.

Hvad svarer man, når en ansat ringer og har desperat brug for hjælp?

Vi har lavet en hotline i Mærsk, som jeg selvfølgelig henviser til. Der har vi læger og fagligt personale inden for sundhedssektoren, som hjælper så godt, de kan. Vi har 10.000 ansatte i hele Indien, hvor de fleste arbejder hjemmefra.

I Pipavav Port, hvor jeg under normale omstændigheder ville befinde mig, har vi vores egen lægeklinik, hvor vi foretager pcr-test og har et vaccinationsprogram, og derudover har vi tre ambulancer tilknyttet, som kan køre vores ansatte på hospitalet, hvis der opstår akut sygdom. Havnen ligger i et meget afsidesliggende områder, hvor der er tre timers kørsel til nærmeste hospital, så vi oplever ofte, at lokalbefolkningen kommer fra de omkringliggende landsbyer og beder om hjælp. Mange af dem har pårørende, der arbejder i havnen, og ved ikke, hvor de ellers skal gå hen. Situationen i Pipavav Port er så alvorlig, at nogle lokale spørger, om vi kan skaffe brænde til kremationen af deres pårørende. Jeg vil gerne understrege, at de billeder, man ser af stakke af lig fra Indien, ikke er overdrevet. Det er ikke fake news, det er barske realiteter.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Direktør Jakob Friis Sørensen har fået første stik af den indiske coronavaccine, der opbygget på samme måde som AstraZenecas. Billedet er taget ved Pipavav Ports vaccinecenter. – Foto: Privatfoto.
Direktør Jakob Friis Sørensen har fået første stik af den indiske coronavaccine, der opbygget på samme måde som AstraZenecas. Billedet er taget ved Pipavav Ports vaccinecenter. – Foto: Privatfoto.

Kan du beskrive, hvad Pipavav Port er for et område?

Det er et landbrugsområde, hvor vi nok er en af de største arbejdsgivere. Der er vilde løver, antiloper og vildsvin og et fugleliv, der er dybt fascinerende. Lokalbefolkningen dyrker primært afgrøder som bomuld, ærter, hvede og jordnødder, men man skal forestille sig et landbrug, som det så ud i Danmark for 200 år siden. På sammen måde er sundheds- og hospitalsvæsnet bestemt også underudviklet.

Hvorfor eskalerer situationen i Indien netop nu?

Man kan måske kalde det en form for hybris. Sidste år ramte coronavirussen ikke landet så hårdt, og langsomt vendte hverdagen stille og roligt tilbage. Her tror jeg, at mange har slækket på restriktionerne. Man har gået med mundbindet nede om hagen, og afstanden er gradvist blevet mindre. Derudover er det blevet varmere. Mange steder er det plus 40 grader, og det betyder, at mange opholder sig indendøre i skyggen, hvor virussen nemmere spreder sig og smitter hele familier. Som jeg ser det, er det altså befolkningens opførsel, der har ændret sig, måske fordi mange så, hvor glat det gik sidste år. Og det bekræftes jo også af, at der netop har været afholdt tre kæmpe vælgermøder og store religiøse festivaler. Ikke mindst den ved Gangesfloden, hvor 10 millioner mennesker deltog.

Endelig handler det om koordination. Landet er gået i stå med sit vaccineprogram, og derudover er her store logistiske problemer med at få eksempelvis iltapparater fordelt rundt om i landet.

Hvad tænker du om din egen situation. Føler du dig tryg i landet?

Jeg føler mig egentlig meget sikker der, hvor jeg er. Mine tanker går mere på et overordnet plan. Hvor længe mon dette kommer til at vare? Kommer hele 2021 til at ryge, ligesom sidste år røg?

Min hustru og jeg har jo haft coronavirus, men jeg er naturligvis bekymret for, om vi skulle risikere at blive ramt af anden akut sygdom. Hvis min kone får blindtarmsbetændelse i morgen, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, for vi kan ikke tage på hospitalet. Jeg befinder mig nok lidt i et overlevelsesmode.

Hvorfor tager I ikke benene på nakken og tager til Danmark?

De 30 år jeg har levet i udlandet, har jeg altid tænkt, at ”nå ja, hvis der skulle ske noget, så kan jeg altid springe på et fly til Danmark.” Men den fornemmelse er ligesom forduftet med den udvikling, der er sket i Danmark de seneste år. Min kone er indoneser, så de stramme udlændingeregler gør, at hun ikke bare kan tage med til Danmark, på trods af at vi har været gift i 29 år. Corona har på den måde vist, at nødbremsen, jeg troede, jeg havde, ikke virker. Men derudover så føler jeg også et ansvar over for mine indiske kolleger. Jeg synes på en måde, det vil se forkert ud, hvis jeg valgte at stikke halen mellem benene og forlade dem.

Hvad giver dig håb?

Jeg er ikke sådan en type, der går og krammer palmetræer, eller som har lagt kødet på hylden, men jeg finder håb i den grønne omstilling. Jeg tror på, at lande som Indien med den rette teknologiske støtte kan springe nogle af de forureningsmæssige fejltrin over, som vi havde i Vesten. Jeg føler mig overbevist om, at vi kan sikre bedre uddannelse, et bedre sundhedsvæsen og flere arbejdspladser i Indien, uden at naturen kommer til at lide skade, og det giver mig håb.