”Lige nu, der hviler verdens øjne på os på grund af den særlige situation,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet i sidste uge, hvor hun lukkede syv nordjyske kommuner ned.
Få minutter senere opfordrede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, nordjyderne til ikke at kigge skævt til hinanden og til minkavlerne.
”Virus er farveblind. Det er ikke deres skyld, at de har fået virussen. Det er ikke deres skyld, at virussen har sat sig ned i minkene så hurtigt, og at den har muteret, som den har gjort,” sagde han.
Med nedlukningen af Nordjylland får gode gamle skyld og skam igen luft under vingerne. For mens Frederiksen effektivt slog nordjydernes ansvar fast og dermed også den lurende fare for global udskamning, så gjorde Søren Brostøm samtidig nærmest det omvendte ved at opfordre til at afstå fra mellemmenneskelig dom og skyldspålæggelse.
Det følger af en pandemi, at mennesker hele tiden er skyld i at smitte hinanden. Siden marts har det blandt andet været den ferierende middelklasses skyld, de unges skyld, somaliernes skyld og den københavnske vestegns skyld, og for nylig viste det sig at være det konservative folketingsmedlem Niels Flemming Hansens skyld, at en del politikere på Christiansborg blev smittet. TV 2 konkluderede i samarbejde med virolog Allan Randrup, at Niels Flemming Hansen efter alt at dømme var superspreder. Selv sagde den konservative politiker til TV 2, at han naturligvis ikke havde gjort det med vilje, og at han havde overholdt alle corona-retningslinjer.
Selvom langt de fleste i samfundet viser samfundssind og overholder regler og opfordringer, rammer skyldfølelsen alligevel hos nogle, når de bliver syge. Og hos andre er også ængsteligheden for at blive skyldige meget præsent.
Gud straffer i Første Mosebog jordens skyldige befolkning ved at oversvømme hele verden.
”Jeg har besluttet at gøre ende på alle mennesker, fordi de er skyld i, at jorden er fuld af vold,” siger han.
Straffen for mennesker i 2020 er i forbindelse med pandemien ikke oversvømmelse, men potentiel skyld, skam og udskamning, siger Gorm Larsen, der er lektor i medievidenskab ved Aalborg Universitet og har forsket i netop skam og skyld.
Når ens handlinger og moralske kvababbelser rammer én på selvforståelsen, og når man samtidig oplever at blive set, eksponeret og måske endda dømt af en anden, så er der tale om skam, siger han og fortæller, at der blandt andet hos sundhedspersonale tales om oplevelser af corona-skam – en oplevelse af at skamme sig over, at man er blevet syg.
I slutningen af sidste uge bemærkede han flere nordjyder udtrykke frygt i medierne for, at deres del af landet skulle blive det nye Wuhan – coronakrisens arnested i Kina. Og det er faktisk ret interessant at se på, hvad det betyder for skamfølelsen i dag, mener han. For hvor skam historisk har relateret sig til de fælles normer og forbud i et samfund, så er skammen i det moderne Danmark blevet internaliseret hos den enkelte, som ikke oplever at kunne indfri påbuddet og fordringen om at selvrealisere og præstere i sit liv.
”Men med pandemien vender vi pludselig tilbage til en klassisk forbuds-skam. For nu kan man eksempelvis som dansker og nordjyde opleve skam, hvis man ikke lever op til de fælles normer, vi har på dagsordenen om at udvise samfundssind og passe på fællesskabet. Og alles øjne hviler, som statsminister Mette Frederiksen siger, på én.”
Hvornår er der så egentlig grund til at føle skyld? Jo, der er groft sagt to forskellige blik på moralsk ansvar, forklarer Ditte Marie Munch-Jurisic, der er post.doc. i filosofi ved Aarhus Universitet, og som forsker i negative følelser og moral.
Set med det ene filosofiske blik er man kun skyldig i det, man har gjort med vilje. Set med det andet filosofiske blik, kan man også have ansvar for de skadelige dominoeffekter, ens handlinger har, selvom man ikke gjorde det med vilje. Og det er nok her i den anden lejr, man skal lede, hvis man skal forstå, hvorfor nogle føler skyld eller frygter at blive skyldige under pandemien. Også selv om de handler ansvarligt, siger hun.
Begrebet, vi skal frem til, kan placeres her og er fremsat af den engelske moralfilosof Bernard Williams (1929-2003) i essayet ”Ethical Consistency” (Etisk konsistens). Det fænomen, at en beslutning, der i sig selv sagtens kan forsvares, ikke desto mindre alligevel resulterer i moralske kvababbelser, kalder han the moral remainder – den moralske rest.
”Selvom man ved med sig selv, at man har holdt afstand og på alle måder overholdt reglerne, så er der alligevel den der nagende følelse af, at man burde have handlet anderledes, der kan holde en vågen om natten. Det er den moralske rest. Den betyder, at forløsningen fra skyld lader vente på sig,” siger Ditte Marie Munch-Jurisic.
Det er altså et begreb, der anerkender, at ikke alle moralske problemer kan løses og forløses fuldt ud. Og det var måske udtryk for en moralsk rest, da Peter V. Legarth for nylig følte sig belastet af skyldfølelse. Han bor i Aarhus og er professor emeritus og dr.theol. ved Menighedsfakultetet, en privat uddannelsesinstitution for teologer.
”Bare det ikke bliver en af os, der kommer til at føre coronasmitte ind her,” sagde han i begyndelsen af oktober til en studerende, som han drak kaffe med i kantinen.
Han havde længe frygtet at blive smittet og i den forbindelse blive årsag til andres sygdom og besvær. Og så skete det. Smitten kom fra hans hustru, der var blevet smittet til en fødselsdagsfest. Før de blev bekendt med, at de var syge, havde han tilbragt to undervisningsdage på Menighedsfakultetet og ydermere holdt foredrag i et missionshus i Vejle. Den 10. oktober stod han med et positivt testsvar, og alle situationer i de seneste døgn, hvor han havde været sammen med andre mennesker, dukkede op i hans erindring. Han ringede og skrev rundt, mens han selv blev mere og mere syg, og lederen på uddannelsesinstitutionen sørgede for at give besked til alle studerende og ansatte.
”Jeg var frygteligt ked af det, hvis det skulle vise sig, at jeg havde smittet nogen, eller at det blev nødvendigt at lukke hele Menighedsfakultetet og indføre elektronisk undervisning ligesom i foråret. Og jeg følte også skyld over at være sådan til besvær for alle dem, jeg havde været i nærheden af, som nu skulle bruge tid på at blive testet. Selvom det ikke var min skyld, følte jeg mig for så vidt stadig skyldig,” fortæller han og tilføjer lettet, at det har vist sig ikke at se ud til, at han har smittet nogen.
Der var dog i ventetiden noget frisættende i at få øje på Guds betingelsesløse kærlighed, siger Peter V. Legarth.
”Jeg stolede på, at det ikke ville skubbe mig ud af Guds kærlighed, hvis jeg havde påført andre besvær eller sygdom, og jeg mener, at vores liv først og fremmest skal leves med et tilgivelsens fortegn – ikke i frygt for fordømmelse.”
I 2020 er ordet ”superspreder” blevet optaget i både Den Danske Ordbog og Dansk Sprognævns opslagsordbog ”Nye ord i dansk – fra 1955 til i dag”, og det giver sig selv, at ingen ønsker at blive sådan en. En, der er årsag til, at mange andre bliver smittet med covid-19. Ikke desto mindre sker også det indimellem – også selvom den enkelte handler ansvarligt.
Men der tegner sig et billede: Kombinationen af pandemi og tidsånd ender let med det enkelte menneskes overvurdering af egne evner – for bilder man sig ind, at man kan kontrollere alt, så har man også ansvaret og skylden, hvis det glipper. Det er klart, at den følelse af ansvar også medfører ængstelse. Hvad nu hvis jeg smitter min gamle mormor eller halvdelen af mine kolleger eller mit nyfødte barnebarn?
Filosoffen Charlie Kurth fra Western Michigan University i USA skriver i et essay i det digitale videnskabsmagasin Aeon, at der dog er meget godt at sige om det, han oversat til dansk kalder ”moralsk ængstelse”. Det er den følelse, der opstår, når man står over for et svært moralsk valg – man vil gerne gøre det rigtige, men er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. Det er sådan set ganske relevant i en tid, hvor det enkelte menneske hele tiden står over for valg i forhold til, hvilke andre mennesker det skal se, og hvor tæt det skal gå på dem. Det gode ved den følelse er, skriver Kurth, at den får os til at stoppe op og tænke os om en ekstra gang og måske søge mere information, før vi træffer et valg. Den moralske ængstelse er altså, skriver han, ”et essentielt element af god moralsk karakter”.
Sagt på en anden måde er det udtryk for, at man bekymrer sig for andre, hvis man føler sig skyldig over at have udsat andre for smitterisiko eller er bange for at komme i den situation.
Det kan dog også kamme over og blive for meget. Går man ind på sundhed.dk og leder efter rådgivning i forbindelse med pandemien, så er det Psykiatrifondens telefonrådgivning, der henvises til, hvis man oplever, at ens mentale helbred er påvirket. Og rådgivningen har allerede nu fået flere henvendelser i år end sidste år.
Mens ensomhed fylder mest i opkald og mails fra danskerne, er der også dem, der er bange for at være skyld i andres sygdom. Der er for eksempel den nybagte mor, der er bekymret for at amme og derigennem smitte sit barn. Og faderen til en treårig søn, som aldrig før har haft angst, men pludselig vågner flere gange om natten for at vaske hænder, fordi han er så bange for at smitte sit barn.
Psykiatrifondens formand, Torsten Bjørn Jacobsen, siger, at mennesker, der ikke ellers lider af psykiske sygdomme, godt kan opleve psykiske reaktioner under pandemien, der er ud over det sædvanlige. Og hos dem, der i forvejen har psykiske sygdomme, forværres disse ofte.
”Men det er også klart, at det er meget forskelligt, hvordan danskerne reagerer på restriktioner og smitterisiko. Alt afhængigt af ens temperament og personlighed kan man føle sig mere eller mindre skyldig eller være mere eller mindre bekymret for at udsætte andre for smitte,” siger han.
Vi slutter i Vendsyssel. Herfra fortæller en af de berørte minkavlere Bjarne Pedersen fra Sindal, at han faktisk har frygtet at blive udskammet af lokalsamfundet.
En fredag aften i september kunne han høre, at minkene ude i hallerne begyndte at nyse. Det var ikke normalt. Han fik det også selv skidt, og da han selv og minkene blev testet om mandagen, var den god nok. Det var covid-19.
”Jeg følte mig ikke som sådan skyldig, for jeg følte, jeg havde gjort alt det, man havde anbefalet. Men jeg var bange for, hvad andre nu ville sige, og for, at de ikke ville snakke med mig” fortæller han.
Og så begynder Bjarne Pedersen, der er blevet rask igen, at græde i telefonen. For tværtimod har han oplevet det modsatte.
”Den anden dag skulle jeg handle i Rema 1000, og det tog halvanden time. Folk blev ved med at komme hen til mig for at snakke. Selv mennesker jeg ikke har snakket med i 20 år.”