Prøv avisen

Malene får doneret både æg og sæd: ”Jeg tænkte, om jeg var et forfærdeligt menneske”

Den her proces har lært mig, hvordan grænser kan flytte sig. Hver gang jeg er stødt på grund, har jeg skullet træffe et nyt valg. Det er sket tre eller fire gange, at jeg har sagt ja til noget, jeg ellers havde svoret på, jeg ikke ville gøre, skriver Malene Hansen. Tegning: Morten Voigt

38-årige Malene Hansen har følt sig egoistisk, uetisk og overskredet sine egne grænser i sine forsøg på at få et barn. Først med sæddonor og nu også med et æg doneret af en fremmed kvinde. I disse uger får hun det sat op

Jeg har altid ønsket at få børn. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være mor på et tidspunkt. Mit største ønske har været en familie –mor, far og børn – så jeg tænkte aldrig, at jeg skulle stå her og blive alenemor.

Jeg har da overvejet, om jeg kunne gøre andre ting. Rejse til en storby, bo der, leve livet. Men jeg har rejst og boet i udlandet. Det var fedt, jeg har prøvet det. Og jeg kan mærke, at det er vigtigere for mig at blive mor end alle de der ting, jeg ellers kunne bruge livet på.

Jeg har så meget kærlighed i mig, jeg vil gerne give det videre, og jeg vil gerne elske nogen betingelsesløst. Jeg har længe følt en kærlighed til det her barn, som slet ikke er her, slet ikke eksisterer. Nogle gange, når jeg har siddet i min sofa og set ud af vinduet, har jeg også set en baby for mig, som ligger dér på gulvet på sit legetæppe. Jeg har mærket fysisk, hvordan jeg bliver helt varm om hjertet.

Jeg har datet mange, men mine forhold har ikke været lange. Jeg har hele tiden håbet og ledt efter en mand, men årene gik bare, 20’erne fløj af sted.

Min omgangskreds fik børn, og jeg ville så gerne, at det var mig. I perioder fik jeg helt kuller, jeg kunne drømme om den her baby om natten. Om at jeg var i en butik og så på barnevogn, om at købe babyudstyr. Drømmene kunne være så levende, at jeg nogle gange vågnede og tænkte, om jeg faktisk havde et barn, men bare havde glemt det.

Min 30-årsfødselsdag var den værste dag i mit liv. Jeg havde det så frygteligt med, at jeg ikke havde mødt en mand, at jeg på et tidspunkt sneg mig væk fra gæsterne og ud på toilettet, hvor jeg kneb en tåre.

Det var deromkring, at mine veninder begyndte at sige, at jeg jo kunne få et barn alene, med sæd fra en donor. Jeg afviste dem blankt. Jeg ville have den der mand, jeg skulle have hele pakken.

Men da jeg blev 32-33, kunne jeg godt se, at tiden begyndte at løbe.

Men jeg kunne ikke finde ud af, om jeg kunne være det bekendt. Det skulle jo ikke gå ud over barnet, at jeg ville have et barn. Jeg er vokset op med en mor og en far, og jeg ved, at man har brug for begge dele.

Hvad nu, hvis barnet blev ked af det eller fik psykiske mén af ikke at kende sin biologiske far, tænkte jeg. Jeg kunne få det fysisk dårligt, når jeg havde de tanker – netop fordi jeg allerede elskede det her barn. Jeg var så bange for, at jeg kunne såre det. At jeg havde gjort det fortræd, inden det overhovedet var født.

Men ønsket om at få det pressede sig på. Da jeg var omkring 35, besluttede jeg at bruge en sæddonor. Men jeg havde stadig kvaler, etiske og moralske, og jeg tænkte, at jeg var en stor egoist.

Jeg havde taget beslutningen, men blev ved at skubbe handlingen. Jeg ville gå i gang, når jeg havde fået et hus, eller når jeg havde sparet tilpas mange penge op. Noget i mig blev ved med at sige, at det var en forkert måde at få et barn på, selvom jeg så gerne ville have det.

Men så til sidst... Jeg var lige fyldt 37 år. Så gik jeg til min læge og sagde, at nu var jeg klar.

Hun henviste mig til en fertilitetsklinik, hvor jeg mødte op til en forundersøgelse og samtale. Forinden havde klinikken fået mine blodprøver. Det første, læge sagde, var: ”Det er sørme godt, du kommer nu.”

”Du vil få rigtig svært ved at få børn. Du har ikke ret mange æg tilbage,” sagde hun også, jeg havde meget færre end andre på min alder. Jeg kunne glemme alt om insemination, den eneste chance var reagensglasbehandling. Men den chance skulle jeg også have, mente lægen.

Jeg var helt tom indeni, da jeg kørte hjem. Men jeg tænkte også, at når jeg kunne blive så ked af den besked, så var jeg heller ikke i tvivl mere. Jeg skulle gøre forsøget.

Jeg gik igennem tre forsøg over en periode på ni måneder. Allerede ved forundersøgelsen havde lægen nævnt ægdonation. Hun gentog det mange gange i de måneder.

Jeg forstod det ikke rigtig. Jeg havde aldrig før hørt om dobbeltdonation. Jeg brugte jo en sæddonor. Hvis jeg også skulle have et æg, var det jo ikke mit biologiske barn. Jeg ville nærmest bare være en rugemor. Kunne man det?

Lægen sagde, at jeg var heldig, for det var lige blevet lovligt, at man både kunne få æg og sæd. Jeg syntes overhovedet ikke, jeg var heldig.

Jeg kunne ikke få et barn på den måde. Det barn ville intet have af mig. Jeg havde haft så mange skrupler over at bruge en sæddonor, hvordan kunne jeg så forsvare, at der ingen genetisk tilknytning var overhovedet? Ville barnet føle, at det voksede op hos den her fremmede kvinde? Jeg var så bange for at skade det barn, der slet ikke var født endnu.

Det fyldte også, om jeg ville få samme bånd til barnet, når det ikke var mit biologiske barn. Vi ville være tre mennesker om at lave det her, det kunne ikke være mere unaturligt. Jeg tænkte, om jeg var et forfærdeligt menneske, hvis jeg gjorde det.

Til sidst lagde lægen kortene på bordet. Hun ville ikke give mig flere forsøg med mine egne æg. Det sidste, hun kunne tilbyde, var ægdonation. Hun havde jo plantet tanken i mit hoved for næsten ét år siden. Men nu var det en realitet: Det var dobbelt- donation eller ingenting.

”Lægen beroligede mig og sagde, at selvfølgelig ville det blive mit barn. At jeg tog imod en kønscelle, intet mere, og så var resten op til mig. Det var mig, som skulle bære barnet og give det næring, mit blod ville pumpe gennem det, jeg skulle føde det.”

Jeg læste i en bog om et heteroseksuelt par, der havde fået et barn med ægdonation. Moderen havde sagt i sin omgangskreds, at hun ønskede at blive betragtet som barnets biologiske mor. For sådan så hun sig selv. Hun havde båret og født sit barn, hun gav det kærlighed, tryghed og omsorg. Det var definitionen på en biologisk mor for hende. Barnet havde så en genetisk mor et andet sted.

Jeg har en veninde, som er jordemoder. Hun sagde: ”Malene, jeg har taget imod mange børn, og en del af dem er kommet til verden ved hjælp af sæd- eller ægdonation. Nogle mødre har været i et forhold, andre ikke. Men uanset hvad der står i deres papirer, har jeg aldrig set forskel på fødslerne. Alle mødre reagerer ens på de børn, de føder.”

Jeg har hørt et forældrepar fortælle om det barn, de har adopteret. Barnet ligner dem slet ikke, det er fra en anden verdensdel. Og alligevel kan moderen se faderen i barnet og den måde, det sidder, smiler og taler på.

Hvad vejer tungest, genetik eller miljø? Hvad præger et barn mest? Jeg er kommet frem til, at jeg mener, at miljøet er mere vigtigt end generne. Mit barn vil aldrig have kendt nogen anden end mig. Uden mig vil det aldrig blive til.

Nu har jeg sagt ja tak til en ægdonor. Der ligger syv æg i banken på fertilitetsklinikken, og de er mine. Vi satser på, at jeg skal have sat ét op inden for et par uger.

For det meste er jeg helt vildt glad. Jeg kan næsten ikke vente. Men tvivlen kan godt komme stadigvæk, den tanke om, hvad jeg egentlig har gang i, og om jeg kan være det bekendt over for barnet. Så sådan har jeg det lige nu.

Den her proces har lært mig, hvordan grænser kan flytte sig. Hver gang jeg er stødt på grund, har jeg skullet træffe et nyt valg. Det er sket tre eller fire gange, at jeg har sagt ja til noget, jeg ellers havde svoret på, jeg ikke ville gøre. Det er, som om man er steget på et tog, og det er så svært at springe af igen, når man kan se, at på et tidspunkt på rejsen så kommer det der barn, det er derude.

Jeg overskred min egen grænse allerede ved valget om at bruge en sæddoner. Så kom ægdonationen efter det. Jeg ønskede en ikke-anonym ægdonor, for jeg ville gerne give barnet den mulighed, at det en dag kan opsøge sin genetiske mor. Men nu har jeg sagt ja til en anonym ægdonor, for pludselig kom der en passende donor, og hun var anonym, ligesom de fleste i øvrigt er.

Man kan blive presset rigtig langt, når ønsket om at få et barn er så højt. Hver gang jeg er gået i gang med et forsøg, der ikke er blevet til noget, har jeg oplevet en sorg, og lysten til at få det barn er blevet forstærket. Derfor er jeg nået hertil i dag.

Jeg kender ikke grænserne for, hvad man som samfund skal gå med til. Bør grænsen gå her – ved dobbeltdonation – skal vi også tillade rugemødre eller noget helt tredje? Jeg har også haft mening om alt det her, inden jeg gik i gang. Det er nemt for mig at sige, at her er grænsen, nu skal samfundet ikke tilbyde mere, for jeg er jo ved at få mit ønske opfyldt.

Jeg har ikke fravalgt en mand, jeg er bare havnet i en situation, hvor jeg må lade barnet komme før en mand. Sådan er biologien nu engang. I den situation er jeg heldig, at jeg har en livmoder.