Elisabeth Gjerluff Nielsen tegner med hænderne i luften, når hun skal forklare infrastrukturen i Skjern, som den så ud, da hendes forældre voksede op.
”Her lå boghandelen og der manufakturhandelen. Her boede min mor, og der boede min far,” viser hun på hukommelsens bykort. ”Banken, den lå lige i midten. Begge mine bedstefædre var med i bankbestyrelsen, og det var på de bestyrelsesmøder, man besluttede, hvilken af Johan Nielsens sønner, der skulle overtage manufakturforretningen.”
Og så var det bare ærgerligt, hvis man hellere ville noget andet, konkluderer hun.
”Den kultur var mine forældre meget prægede af, men vi fik lov til at blive, hvad vi ville.”
Tre ud af familiens fire børn valgte musikken. Elisabeth først i Voxpop og siden solo, Peter A.G. Nielsen som forsanger og tekstforfatter i Gnags og Jens G. Nielsen også tidligere i Gnags.
”Det var jo ikke den sikreste form for levevej, men mine forældre tog det utrolig pænt.”
Den 16. august udkommer Elisabeths første cd i otte år. Med et svirp til Mærsk McKinney Møller og ”den erhvervsmentalitet, der trænger ind overalt”, har hun kaldt den ”Rettidig ømhed”.
”Mærsks udtryk ’rettidig omhu’ handler om afkast og vinding, men ømhed får man ikke nødvendigvis noget tilbage for. Og det er smukt, synes jeg, at man ikke altid behøver at få afregning for det, man gør. Hvis man altid tænker i, hvad man ’får for det’, bliver man et meget forbrugende menneske.”
Der skal jo tjenes penge, medgiver sangeren, men alt det, der trækker i retning af værdighed, skal også prioriteres højt.
”Overlevelsesmæssigt går jeg da ind og låner i mit hus for at få denne plade på gaden, men det vil jeg ikke sidde og jamre over, for det jeg vil, det gør jeg,” siger hun og ligner heller ikke en, der har ondt af sig selv, som hun sidder der ved langbordet i køkkenet på førstesalen i sit byhus i København, mens den længe ventede sommersol bager ind fra altanen.
På væggen hængeret printet A4-foto i farver af Ursula, datteren Rosas første barn, som blev født for en uge siden. Den nye mormortitel får os til at vende tilbage til emnet familie. Og som så mange andre familier er også Elisabeth Gjerluff Nielsens under forandring.
”Jeg er vokset op i en stærk familiekultur, altså mine forældre kendte hinanden fra børn, boede sammen hele deres voksenliv og døde med 10 dages mellemrum! Dengang hørte man til i sit samfund og i sin familie.”
Selv blev hun skilt fra sin mand gennem 28 år for ni år siden.
”Og når man bliver skilt, er det jo meget mere end to mennesker, der går fra hinanden. Nogle kommer til at høre til det ene sted, og der kommer nye mennesker og børn til. Og hvem skal man overhovedet ligge sammen med på kirkegården til sidst, det bliver det næste problem, ikke?”.
Selv havde sangeren det, hun kalder en særlig oplevelse, da hun for ni år siden faldt om med en blodprop i hjertet, og lige inden operationen skulle svare på, hvem der skulle skrives på som nærmeste pårørende. ”Men jeg var jo lige blevet skilt, og mine børn var små!”.
Tidligere ville hun have oplyst navnene på noget nær familie, søskende for eksempel, funderer hun.
”Men i dag ville jeg nok svare, at det var min kæreste eller mine børn, som nu er store. Det var forældregenerationen, der stod for det store sammenhold. Min far lavede slægtsstævner, kæmpearrangementer, men den måde at være familie på er snart væk,” siger Elisabeth og peger på skilsmisser og geografisk spredning som hovedårsagerne.
”Men måske skal vi passe på ikke at blive for kede af det. Mange familier har det jo svært med hinanden, så jeg kan godt forstå, hvis folk selv danner sig nye bestående af for eksempel venner. Måske er det bare en anden måde at tænke familie på, og hvorfor ikke være sammen med dem, man føler sig tættest med.”
Elisabeth fylder 60 år lige om lidt, men ”ved ikke helt”, hvordan det er at føle sig 60. Hun er mere alle de aldre, hun har været på en gang, som hun formulerer det. Til gengæld føler hun, at hun har endnu mere brug for åndelige værdier nu end før.
”Jeg holder meget af at gå til foredrag om noget, som ikke er fra min daglige verden, noget der gør mig klogere, og så er der troen, min egen protestantiske selvfølgelig, men også alle andre religioner, for det interesserer mig, hvad det er, der får mennesker igennem den her tilværelse,” siger Elisabeth, der mener, at tro er en privatsag.
”Sammen med min gode præst plejer jeg at sige, at tro er til indvortes brug.”
I samfundet som sådan er det åndelige gledet i baggrunden, mener hun.
”I stedet har vi fået en segmentering, hvor vi deler hinanden ind i udemokratiske kategorier som elite og udkant, for eksempel. Det er, som om der mangler dannelse,” siger hun og smager lidt på ordet.
”Det lyder som noget med kongeligt porcelæn, men for mig har det noget at gøre med, at vi søger efter, hvad et værdigt menneskeliv er og kan blive til.”
I 1970’erne, da Elisabeth voksede op, forsvandt der megen dannelse fra den kollektive bevidsthed til fordel for den idé, at det var samfundet, der formede individet.
”Derfor var det også samfundets skyld det hele,” ler hun højt og genkalder sig gymnasietiden i Tarm i Vestjylland.
”Det var et mere firkantet verdenssyn, vi lærte ikke om filosofi og blev ikke inviteret ind til alle disse vigtige tænkere, som giver et bredere billede af det at være menneske.”
Også den danske salmetradition hører med til dannelse, mener Elisabeth.
”Jeg er vokset op med salmer, og når jeg er ude på skoler for at tale om, hvordan man skriver sangtekster, siger jeg til hip-hoptyperne, at hvis de vil lære at rime, for det vil de jo gerne, så skulle de tage at læse salmer. Det er ikke noget, de er klar over, men de lytter.”
For ni år siden blev Elisabeth Gjerluff Nielsen ramt af en byge af modgang. Skilsmisse, blodprop i hjertet og det, at en god kollega blev dræbt i en trafikulykke.
Hvad fik dig igennem det?
”Det ville jeg ønske, jeg kunne fortælle dig. Det var i hvert fald ikke, som når man læser om nogen i avisen, der har klaret en krise og så er blevet et helt nyt menneske. Jeg har ikke gjort andet end at acceptere, at tingene var, som de var. Jeg forsøger at være stoiker, sådan som det er foreneligt med kristendommen, og tænker, at det, jeg ikke kan lave om på, lader jeg ligge, mens jeg forsøger at finde ud af at ændre det, jeg kan. Det synes jeg er meget centralt. Og meget enkelt, egentlig. Jeg hører ikke til dem, der tror, de kan forlange et liv, der starter med gospelsang hver morgen. Jeg læser teksten, som at livet er svært. Og at det er et livsvilkår. Det er godt for mig at leve på den måde, for så bliver jeg ikke desperat, hver gang noget går mig imod,” siger hun og viser en dobbelt-ring frem, som hun har på højre ringfinger.
”Da jeg tog min giftering af, fik jeg lavet den her af det sidste arveguld, jeg havde efter min farmor og min mormor, og så skrev jeg indeni: ’Det bliver ikke ved’. Det er en ring, der kan trøste, når der sker noget dårligt, og når der sker noget rigtigt godt, minder den mig om, at den glæde heller ikke nødvendigvis bliver ved. Ringen er inspireret af ældre romerske kejsere, som kunne stå ved et stort slag, som de havde enten tabt eller vundet, og kigge i deres ring og læse: ’Det bliver ikke ved’. Lige meget hvordan det var gået.”
Trøst er noget, man skal være klar til at tage imod, lærte Elisabeth i forbindelse med de tab, hun var ude for.
”Trøst skal helst gå på tur. Det tænkte jeg meget over, da jeg hørte en god præst tale om trøst. Trøst er, at den ’for tiden stærke’ trøster den ’for tiden svage’. Og som Kierkegaard siger: Hvis man skal hjælpe et menneske, skal man kunne se, hvor det menneske er.”
Elisabeth er kendt, men ikke så kendt.
”Jeg har det svært med, at kendte bliver brugt i alle mulige sammenhænge, hvor de ikke laver det, de kan, men skal tale om huspriser eller knækbrød eller politik. Lige der står jeg af – derfor er der også mange, der tror, at jeg har været død i mange år.”
Blandt andet har hun takket nej til at være dommer i X Factor.
”Fordi jeg har det rigtig stramt med, at man bruger andre mennesker til at vise følelser, vi ikke selv tør vise. Det handler det jo om i realityprogrammerne. Der skal være nogen, der tuder, nogen der bliver glade, vrede, skuffede, eller som det er synd for,” siger Elisabeth og kommer igen ind på segmenteringen i samfundet.
”Vi får mennesker ind med tatoveringer op ad begge arme og fra helt andre klasser, end den dommerne i X Factor tilhører, for at gøre dem lidt til grin. Det synes jeg er uværdigt. Hvis nogen forsøger at segmentere mig, så bliver jeg tosset! Segmentering har Helvede skabt for at sælge flere varer.”
I et af numrene på”Rettidig ømhed” synger Elisabeth om sin by København: nu sover min by – nu sover min by/ på en skjoldet madras under himlens paraply/ i kridhvidt betræk over lånte fjer/ og tæpper af vat ingen vasker mer/.
Hvad blev der af Skjern?
”Jeg er ikke københavner! Jeg kan lide København, men der er også dele af byen, der er blevet alt for befolket og stressende. Og så ofte jeg kan, prøver jeg at komme til Vesterhavet. Jeg ændrer mig på en måde ved at komme derover – fordi der er bedre plads. Jeg har det godt i stor natur. Det er jo ikke, fordi vestjyder er bedre mennesker, men i et samfund, hvor der ikke er så mange sjæle, har man mere brug for hinanden. Hvis man går ind i en forretning og køber fastelavnsboller, vil de gerne have, man kommer igen, og man får sig en god snak. Det kan det indimellem føles, som om man er revnende ligeglad med herovre i København.”
Faktisk kan Elisabeth ikke genkalde sig, hvad hun endte med at svare, da hospitalet spurgte, hvem de skulle skrive på som nærmeste pårørende.
”Jeg var godt omtåget, og kan bare huske, at jeg virkelig overvejede, hvad i al verden jeg skulle svare, men så gik operationen i gang, og patienten overlevede.”