Teologiprofessor: At møde kærligheden efter at man har rundet de 50 år, er en slags nåde

Teologiprofessor Niels Henrik Gregersen, der bliver 60 år i næste uge, har mødt kærligheden igen i en sen alder og vil gerne drosle lidt ned på arbejdsmængden – men der er stadig noget, han skal have skrevet

”Nogle gange sidder jeg her og læser opgaver og får kigget lidt på tilværelsen. På en café er man lidt ude i verden og samtidig lidt for sig selv. Man skal have nogle pausesteder, hvor man får løftet blikket ud,” siger Niels Henrik Gregersen – her på Café Sommersko i det indre København. –
”Nogle gange sidder jeg her og læser opgaver og får kigget lidt på tilværelsen. På en café er man lidt ude i verden og samtidig lidt for sig selv. Man skal have nogle pausesteder, hvor man får løftet blikket ud,” siger Niels Henrik Gregersen – her på Café Sommersko i det indre København. – Foto: Leif Tuxen

Niels Henrik Gregersen kalder sig selv for et nervøst gemyt. Som barn stammede han og var overivrig, og noget af nervøsiteten hænger stadig ved, selvom det er blevet bedre. Men i gudstjenesten finder han ro, når han først står ved alteret i Trinitatis Kirke i København, hvor han er ulønnet hjælpepræst.

”Under det store kors ligger et dødningehoved. Det kan jeg rigtig godt lide. Det er den store kristendom, Kingos kristendom som i salmen ’Sorrig og glæde de vandre til hobe’, hvor det hedder, at ’lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad’. Og så fortsætter Kingo: ’Jorderigs guld er prægtig muld, himlen er ene af salighed fuld’. Det er et stort ja til livet, men også en erkendelse af skrøbeligheden. Det er denne basale kristendom, jeg gerne vil holde fast i,” siger Niels Henrik Gregersen og fortsætter:

”Jeg er blevet skilt to gange, og begge gange var jeg utroligt ked af det. Jeg har forhåbentlig fået en anderledes opmærksomhed over for det, der gør ondt. Også på andre, ikke mindst børnene. Det er måske derfor, jeg godt kan lide det dødningehovede i Rundetaarnskirken.”

Den 59-årige professor i dogmatik kommer direkte fra undervisning på Det Teologiske Fakultet i Købmagergade og til Café Sommersko i Kronprinsensgade i det indre København. Han har selv valgt caféen som mødested, for her kom han som ung teologistuderende, og efter en årrække med ansættelse på Aarhus Universitet, senest som forskningsprofessor, vendte han i 2004 tilbage til fakultetet under Københavns Universitet. Her forsker og underviser han i samtidsteologi og i religion og naturvidenskab.

”Sommersko var den første franske café med kaffemaskine. Og i dag kan jeg købe ’gadekaffe’ her, fordi jeg arbejder lige ved siden af,” siger Niels Henrik Gregersen, der beder om at få hyldeblomstsaft med isterninger og citron denne varme sommereftermiddag, hvor det myldrer med liv ude på gaden.

”Nogle gange sidder jeg her og læser opgaver og får kigget lidt på tilværelsen. På en café er man lidt ude i verden og samtidig lidt for sig selv. Man skal have nogle pausesteder, hvor man får løftet blikket ud. I Kina har man et begreb – wu wei – der betyder at handle uden at handle. I kristen mystik kalder man det gelassenhed. Man skal vente på, at tingene kommer til én. Ellers bliver man en lille hamster, der kører rundt i hjulet, og hvor man skal svare på 20 mails om dagen og samtidig lave lidt,” siger Niels Henrik Gregersen.

Den 16. juni fylder han 60 år, og det glæder han sig til. Både den store fest, han skal holde for familie og venner. Og ferien i juli i Sydfrankrig med hele sin store familie: Hustruen, Eva Holmegaard Larsen, der er sognepræst i Nødebo, deres tilsammen seks voksne børn, fem svigerbørn, fem børnebørn og endnu et på vej.

Men han ser også frem til at få lidt mere gelassenhed i sin tilværelse. I januar 2017 skal et stort trebindsværk, ”Reformation i dansk kirke og kultur 1517-2017”, udkomme i anledning af Reformationens 500-års jubilæum. Det er et værk, som han skriver og redigerer i samarbejde med lektor i kirkehistorie Carsten Bach-Nielsen, Aarhus Universitet, og en række danske forskere på tværs af faggrænser.

Derefter vil han forsøge at få mere ro på.

”Jeg vil begynde at leve som et luthersk menneske for alvor. Gøre de ting, der skal gøres, i kald og stand, men også sørge for at få gjort de ting, jeg selv skal, og som ingen andre gør. Jeg har vistnok altid været et ambitiøst menneske, der gerne ville gøre mange ting. Så kom jeg bagud med de 116 ting, der også skulle gøres. Det har jeg levet med i mange år og syntes var skønt og dejligt. Men det fordrer en god fremdriftsevne, og den har jeg nok drevet rovdrift på,” siger Niels Henrik Gregersen.

Han har skrevet en række teologiske bøger. Den seneste, der udkom i december sidste år, ”Den generøse ortodoksi. Konflikt og kontinuitet i kristendommen”, er nu udkommet i fjerde oplag. På vej har han endnu to bøger, ”Naturalism and Beyond”, der udkommer til sommer i Belgien, og ”Luther, Grundtvig and Scandinavian Christian Theology”, der udkommer i Tyskland i foråret 2017.

”Jeg har arbejdet lovlig meget hen over det sidste år, og det kan ikke blive ved sådan. Heldigvis har jeg ikke længere en drøm om, at jeg skal et andet sted hen og ’gøre mig’. Men der er noget, jeg gerne skal have gjort, og som jeg ikke er sikker på, at jeg får gjort: skrive en lærebog i dogmatik med titlen ’Samtidsteologi’. Jeg har en klar fornemmelse af, at tiden ikke er uendelig, og at det drejer sig om at finde min egen stemme.”

”Inden jeg stiller træskoene, vil jeg også gerne skrive en bog om ’deep incarnation’, dybdeinkarnation, som jeg arbejder på at udfolde som et teologisk begreb. Det er en måde at tænke inkarnation på, som omfatter ikke bare mennesket Jesus, men også menneskeligheden og materialiteten.”

”Det burde kunne lade sig gøre, hvis jeg ikke hele tiden søger aktualitet og bliver fanget af tidsånden og går ind i alle debatterne. Jeg har stor respekt for de dygtige præster og teologer, der går ind i de aktuelle diskussioner om menneskerettigheder, omskæring af drenge og forhæng for baderum. Men det er bare ikke det, jeg skal, og jeg tror heller ikke, at jeg er god til at være i kampen. Det er alt sammen vigtigt, men det er ikke mit kald.”

”Min opgave er at være med til at føre faget teologi ind i samtiden. Opgaven er at kultivere kristendommen og samtidig fastholde, at den er rå. Den handler om afmagt, skam, forfald, sygdom og det at blive ramt af tragedier. Det er råt, men også teologiens klassiske råstof. Det, man ikke må snakke udenom.”

”Samtidig skal kristendommen også nytolkes. Kirken er til for at møde alt det, vi overser, hvis vi lever livet med alt for stor hast: langsomheden, at synge døden lige op i ansigtet, at bede, når det ikke er særlig sjovt, at klage, men også komme ud over forståelsen af sig selv som et rent offer. Kristendommen er en brugsreligion og ikke en pynteting eller en finkulturel ting.”

Min opgave er at være med til at føre faget teologi ind i samtiden. Opgaven er at kultivere kristendommen og samtidig fastholde, at den er rå."
Min opgave er at være med til at føre faget teologi ind i samtiden. Opgaven er at kultivere kristendommen og samtidig fastholde, at den er rå." Foto: Leif Tuxen

”Jeg er selv til opera og har netop set ’Salome’, men det er vigtigt, at kristendommen skal kunne forstås af de mennesker, der ikke går til opera eller læser tykke bøger. Jeg er gammeldags nok til at mene, at kristendommens arnested er gudstjenesten, men dens pointe ligger i hverdagslivet, hvor vi lever på et dybere niveau, end vi tænker.”

For Niels Henrik Gregersen er kærligheden det helt grundlæggende i hans liv.

”Det at være hjemme hos et menneske, som man samtidig kan gå ud og se verden med, er det væsentligste. Det at elske og blive elsket, selv-om man er den mærkelige asparges, man er. I et kærlighedsforhold er man i noget, der skal leves hver dag. Meget kan gå i stykker.”

”At møde kærligheden efter at man har rundet de 50 år, er en slags nåde. Hvad er kærlighed? Det er nåde. Og at være sammen med en, man føler sig hjemme hos, er en stor overraskelse. Det er også fantastisk at være nærmest lykkelig i min alder. Jeg er ikke træt og har lyst til at bruge mere tid på Eva og vores liv sammen og alle børnene og vennerne, som er en stor husholdning.”

”Jeg har det rigtig godt lige nu, men ved godt, at det ikke varer ved. Jeg har levet, som om jeg var udødelig, indtil jeg var i slutningen af 40’erne. Efter en slem skilsmisse fandt jeg ud af, at jeg nok alligevel skal dø. Også mine egne forældre døde i samme tidsrum,” siger Niels Henrik Gregersen.

Han er vokset op i Haderslev som det midterste af tre børn. Faderen var historiker og seminarielærer, moderen var hjemmegående. Som barn og ung dyrkede han meget sport, tennis og badminton.

”Jeg har altid følt mig elsket, men aldrig været i centrum. Det giver en stor frihed til at gøre ting selv. Min far og storebror kaldte mig for en sportsidiot, men så havde jeg mit eget. Jeg levede også i en slags parallelverden, hvor jeg læste litteratur om de store eksistentielle spørgsmål – kærlighed, liv, død, erotik, skyld og skam.”

”Min far var handlekraftig, mens min mor var en smuk, sart sjæl. Jeg var den, der skulle forstå min mor, der ikke altid havde det let. Det var nu ikke nogen tung byrde, og den blev efterhånden overtaget af min syv år yngre lillesøster. Men jeg skulle også finde noget af min fars råstyrke –den drivkraft, som også er nødvendig.”

Niels Henrik Gregersen var i 20’erne, da han fandt ud af, at han havde været en slags erstatningsbarn, selvom han aldrig har følt det sådan. Før han kom til, døde en lille fuldbåren pige kort efter fødslen.

”Det var i 1954, og dengang blev dødfødte børn smidt væk. Men min far fik barnet med sig, lagde det i en lille spædbarnekiste, bandt et bånd om og tog toget fra Struer til Aabenraa, hvor han fik lov til at begrave det døde barn i sine forældres gravsted. Men hendes navn kom ikke på gravstenen. Når vi besøgte graven, så min mor trist ud, men som barn vidste jeg ikke hvorfor.”

”Det var ikke noget, der kastede en skygge over familien, og jeg har altid haft et tæt forhold til hende. Jeg følte mig som sagt elsket, men det er, som om jeg har stået et andet sted ved siden af. Min far døde i 2006 og min mor i 2010. Jeg begravede dem begge. Min mor havde ikke noget cv – det var det fine ved hende. Hun var ikke i den der konkurrenceverden, men meget kærlig, så langt hun kunne, og uselvisk. Det har jeg nydt godt af.”

Som en af de store danske teologer er Niels Henrik Gregersen kendt herhjemme for sin forskning i religion og naturvidenskab, blandt andet i klimaforandringer i forbindelse med det tværfakultære program ”Changing Disasters” – i daglig tale kaldet katastrofecentret – som er støttet af Københavns Universitets forskningsfond.

Men han har også spillet en væsentlig rolle i international teologi som vicepræsident for The European Society for the Study of Science and Theology, medstifter af International Society of Science and Religion, gæsteprofessor på Center of Theological Inquiry i Princeton, været en del af ledelsen i Det Lutherske Verdensforbund i Strasbourg og bestyrelsesformand for Det Økumeniske Institut i Strasbourg.

Spørger man ham om, hvad han har lært af livet som teolog, kommer der et overraskende svar:

”For det første har jeg lært, at det er rigtig godt at leve med nogle illusioner – at det, man sidder og arbejder med nu, er det vigtigste af alt. Det er godt for at kunne fokusere, men man skal også kunne le ad sig selv og sin egen forhippethed. For man må aldrig tro, at det er det allervigtigste. Det er efterhånden alt sammen blevet lidt lettere, men jeg vil ikke sige, at jeg er der nu. Der er nogle ting, der skal gøres, så på den måde lever jeg i nogle gode illusioner om, at der vigtigt at få tingene gjort.”

”Jeg har også lært, at det mundtlige er bedre end det skriftlige. Man skal skrive, så det lyder, som når man underviser. Man skal kunne mærke, at det er, som om man spiller med en bold. Det mundtlige flow er jeg blevet meget opmærksom på.”

”Det svære ved mit arbejde er, at det måske ser pænt ud på papiret, men man bliver hele tiden konfronteret med sin egen uduelighed. Den skal man også leve med. Mit besvær har været, at jeg har været så involveret i mange ting, danske og internationale, men har det fint med at være den glade amatør.”

”Jeg er ikke for eksempel ikke Luther-forsker eller Grundtvig-forsker. Jeg beskæftiger mig og bruger de store til at belyse nutidige problemstillinger. I den proces har jeg også måttet opgive nogle illusioner. Det er godt at være ude i den internationale teologi, men man kan umuligt være i front med det hele. Hvis man arbejder i meget stærke og spændende forskningsfora, så kan man godt være inde i centrum, men aldrig helt i toppen. Der er en stor befrielse i at kunne sige: Sådan skal det være,” siger Niels Henrik Gregersen og tilføjer:

”Man skal ikke være den bedste – det er en af de illusioner, jeg godt kan sige farvel til.”