Man skal have en henvisning for at tage plads i en af de grønne stole på psykolog Bo Snedker Bomans kontor på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Han er tilknyttet onkologisk afdeling, hvor han taler med kræftsyge og deres pårørende.
Det er lægerne på afdelingen, som skriver henvisningerne. En af de mest udbredte henvisningsårsager er, at patienten har brug for hjælp til at sætte ord på sin situation. Men skal man nødvendigvis kunne sætte ord på sine tanker om døden og den sidste tid? Kan andres forventning om åbenhed blive en byrde, man lægger på alvorligt syge mennesker?
Bo Snedker Boman mener, at det er på tide at se kritisk på det herskende ideal om, at man skal kunne tale om døden og sætte ord på sin situation.
I snart to årtier har han været psykolog på onkologisk afsnit. I de år har han fulgt, hvordan alle i sundhedsvæsenet, fra sosu-assistenter til læger, er blevet bevidste om, at de skal kunne tale med patienter om døden.
”Det er fint, at sundhedspersonalet har mod og evner til at tale om døden, men at man kan, betyder ikke, at man skal. Jeg møder jævnligt patienter, som beklager sig over, at noget personale nærmest insisterer på, at patienten skal tale om døden. ”
Nok kommer patienten til Bo Snedker Boman med en henvisning for at få sat ord på, men ikke sjældent forlader de hans kontor med en inspiration til at sige fra over for forventningen om at tale og være åben.
”Når man bliver spurgt, om man har gjort sig tanker om den sidste tid, må det være legitimt at svare ’ja’ og tilføje ’og det har jeg ikke lyst til at tale med dig om’, uden at man skal betragtes som neurotisk, fuld af forsvarsmekanismer eller som et menneske med et tabuiseret forhold til døden.”
Ifølge Bo Snedker Boman er der generelt knyttet social status til at kunne tale om døden. Årtiers opgør med døden som et tabu har skabt et ideal om, at man skal kunne tale om døden.
”Kulturelt er vi kommet til at privilegere forestillingen om, at det er bedre eller rigtigere at være sådan en, som sætter ord på. Åbenhed om følelser er blevet en statusmarkør. Vi har en stor og nærmest ukritisk tillid til, hvad sprog kan. Og ja, der er megen kraft og saft i den gode samtale, men vi er forskellige. Nogle har mange ord, andre har få. Nogle taler meget, andre lytter meget. Men lad os ikke slutte, at de første lever livet mere korrekt.”
Han nævner et eksempel fra klinikken. En kvinde var blevet henvist til ham. Hun var alvorligt syg, og de talte om hendes tre voksne børn. Hun var bekymret og særligt for det yngste barn. Da Bo Snedker Boman spurgte, hvorfor hun var bekymret netop for det yngste, svarede hun:
”Han har svært ved at sætte ord på sine følelser.”
Ifølge Bo Snedker Boman er kvinden et godt eksempel på, hvordan følelsesmæssig åbenhed ses som en beskyttelsesmekanisme i sig selv.
”Den unge mand regnes for at være ringere stillet, fordi han sætter færre ord på.”
Jævnligt er det også par, som møder op til konsultation hos Bo Snedker Boman. Det er par, hvor den ene er kræftsyg. Nogle kommer, fordi den raske ønsker, at den syge taler mere om sin situation.
Den raske vil derfor typisk efterlyse, at den syge sætter ord på tanker om sygdommen, smerterne og døden. Bo Snedker Boman gengiver, hvordan ordene ofte kan falde i den slags samtaler, hvor den raske spørger efter flere ord fra sin syge partner.
Den syge: ”Det kan jeg godt, men jeg har ikke lyst.”
Den raske: ”Har du ikke lyst?”.
Den syge: ”Nej. For vi havner et sted, hvor jeg bliver enormt berørt, og du bliver enormt berørt. Det tror jeg ikke er godt.”
Når Bo Snedker Boman hører par have den slags samtaler, spørger han sig selv, om det mon er kræften, som gør, at den ene part gerne vil tie, mens den anden vil tale?
”Ofte kommer vi frem til, at det, man også forelskede sig i hos hinanden, var, at den ene var betaget af den andens evne til at lytte, mens den anden var betaget af den andens evne til at tale. Før kræften kom ind i deres liv, levede de med den her forskel. Hvis den syge, med sin trætte krop, bivirkninger og udsigten til at dø, også skal skamme sig over ikke at kunne leve op til at være den gode døende, så er vi på afveje.”
Det sker også, at par tager plads i de grønne stole, fordi de gerne vil have hjælp til at tale endnu mere sammen.
”Når jeg taler med dem, finder jeg ud af, at de taler om sygdommen hver dag. Hvis de skal prøve at sætte tid på, så er emnet måske på dagsordenen tre timer om dagen gennem måneder eller år. Og alligevel siger de, at de vil have hjælp til at tale mere sammen. Når jeg spørger, hvordan de har det, så siger de typisk, at de er udmattede.”
I den slags tilfælde råder Bo Snedker Boman til, at man giver samtalen om sygdommen nogle afgrænsede rum i ugens løb.
”Mange par har hørt mig sige, at de kan tale om sygdom, behandling og død mandag, onsdag og fredag formiddag, og resten af ugen kan de overveje at tale om noget andet. Sygdom og død er stort og radikalt og har en totaliserende effekt på menneskelivet. Med privilegeringen af ord kan man helt glemme det opbyggelige i at gå en tur, sove eftermiddagslur sammen eller se fjernsyn sammen.”
Den gode døende er de seneste årtier blevet et menneske, der kan sætte ord på sin situation. Sideløbende er den gode døende blevet et menneske, som griber dagen. Bo Snedker Boman møder jævnligt patienter, som har, hvad han betegner som såkaldt carpe diem-stress. En stress over absolut at skulle gribe hver dag som noget særligt. Det er et pres, flere mærker, fordi man i dag generelt lever længere med sin sygdom.
Den stress møder han ikke mindst hos mennesker, som lever længere med deres livstruende sygdom, end man umiddelbart havde forventet. Det kan være manden, som var blevet stillet i udsigt, at han højest ville have et år at leve i. Nu er det tre år siden, han fik den besked. I sin hverdag møder manden mange, som siger til ham, at det er fantastisk med al den ekstra tid, han har fået. Mange minder ham om, at hver dag er en gave, og da manden ankommer til Bo Snedker Bomans konsultation, er han træt.
”Det kan være udmattende og opslidende, for det er sommerferier, som bliver indstillet, fordi man ikke ved med sygdommen. Det er de voksne børns studieophold, som bliver udsat, fordi man ikke ved, hvordan det går med sygdommen, og samtidig venter manden på ham med leen. Kommer han? Det kan give anledning til afmagt og vemod og andet, som dårligt kan fanges i et klinisk, psykologisk sprog.”
Et andet udtryk for carpe diem-stress er de yngre kræftpatienter, som næmest føler, at de skal undskylde for, at de ikke har planer om at bestige et bjerg eller løbe et maraton.
”Det er patienter, der skammer sig over, at de konfronteret med en dødelig diagnose ikke sætter sig og skriver en bucket-liste med ambitiøse mål, men alene ønsker at passe skolen og være sammen med venner og familie,” siger Bo Snedker Boman med henvisning til det engelske udtryk for en liste over mål, man ønsker opfyldt i sit liv.
Han møder presset til at få det bedste ud af livet med diagnosen i mange afskygninger. Et eksempel er en kvinde, som fortalte, hvordan hun gerne ville finde ro. Hun var blevet rådet til at dyrke mindfulness og havde været afsted 12 gange. Hun syntes, hun fik det værre for hver gang.
Bo Snedker Boman spurgte kvinden, hvorfor hun ikke holdt op. Den tanke havde hun det svært ved, for hvis hun ikke dyrkede mindfulness, ville hun blive mere bange, forklarede hun. Kvinden var desuden blevet fortalt, at kræft trives i en usikker og bange krop.
”Et fravær af mindfulness var blevet til et nærvær af døden. Det er en stor byrde at skulle leve med og et eksempel på nogle af de mange krav, syge mennesker byder sig selv og hinanden.”
Og hvordan gik det med kvinden, som havde været 12 gange til mindfulness? Hun valgte meditationstimerne fra, kom til yderligere et par konsultationer, og hun fik det bedre mentalt.