Pensioneret politiker: Man bliver meget hurtigt forhenværende

Tidligere hotelejer i Aars, folketingsmedlem og borgmester i Farsø, Jette Thomsen , 74 år, har det svært med at være væk fra arbejdsmarkedet. Der skal mere end bridgespil og gåture til at fylde tiden ud, mener hun

Næsten dagligt går tidligere hotelejer, folketingsmedlem og borgmester, Jette Thomsen, 74 år, de seks kilometer rundt om Sjørup Sø ved Farsø i Himmerland. Hun drømmer om at flytte ind til Aalborg, hvor både adgang til kultur og børnebørn er lettere.
Næsten dagligt går tidligere hotelejer, folketingsmedlem og borgmester, Jette Thomsen, 74 år, de seks kilometer rundt om Sjørup Sø ved Farsø i Himmerland. Hun drømmer om at flytte ind til Aalborg, hvor både adgang til kultur og børnebørn er lettere. . Foto: René Schütze/Polfoto.

For nogle måneder siden stoppede jeg som rejseleder. I de seneste otte år har jeg primært fra marts til oktober været rejseleder på busrejser til blandt andet Østtyskland, Holland og Østrig. Det var meget interessant, og jeg var glad for det. Jeg valgte med vilje at søge job hos Riis Rejser med base i Lemvig, der ligger et godt stykke fra min hjemegn. Var jeg blevet ansat hos et bureau her i Himmerland eller omegn, ville der med garanti være mange med på turene, som kendte mig fra dengang, jeg var borgmester i Farsø, kromutter i Ertebølle eller hotelejer i Aars. Jeg ville gerne være lidt mere anonym, og det lykkedes.

Det med at få udleveret 54 gæster, være af sted en uges tid, komme hjem igen, afslutte opgaven for snart at få en ny passede rigtig godt til mit temperament. Havde jeg kunnet holde til det, var jeg gerne fortsat, men jeg kunne godt mærke, at jeg var blevet ældre. De sidste par ture, jeg havde, var til Maastricht i Holland, og jeg var kun hjemme en enkelt dag mellem rejserne. Helt enkelt, så følte jeg ikke, at jeg gjorde tur nummer to godt nok, og så tænkte jeg: ”Nej, det går ikke.”

Det føltes sikkert værre for mig end for gæsterne, som måske ikke opdagede, at jeg burde have ydet noget mere. Men det skulle ikke gå ud over dem, at jeg ikke havde styr på det, så jeg valgte at trække stikket, selvom det ikke var med min gode vilje. For grundlæggende synes jeg, det er ganske forfærdeligt at stoppe på arbejdsmarkedet. Det skal man aldrig gøre, medmindre det virkelig er nødvendigt. Der bliver så tomt og stille omkring dig.

Jeg synes ikke, det er rart bare at være pensionist, og jeg kunne godt tænke mig at arbejde i en eller anden grad. Men det er ikke så let at søge job og gøre sig attraktiv som 74-årig. Min mand, Svend Kragh, har det anderledes godt med ikke at lave noget hele tiden. Det er også på grund af ham, at jeg bliver liggende i sengen helt til klokken 7.45 om morgenen, men så går den heller ikke længere. På det tidspunkt har jeg som regel allerede været vågen i en time.

Jeg har aldrig betragtet det at arbejde som en sur pligt. Derfor er jeg altid fuldstændig målløs, når jeg møder nogen, der siger, at de glæder sig til at kunne gå på efterløn, for nu har de været på arbejdsmarkedet længe nok. Jeg tænker: ”Har de virkelig været så dødhamrende trætte af at gå på arbejde?” og ”Hvorfor har de så ikke gjort en indsats for, at det kunne blive interessant?”. Personligt trives jeg bedst med at være ude blandt mennesker og have et ansvar. Det kan jeg godt savne. Man bliver meget hurtigt forhenværende.

15 år var jeg, da jeg begyndte som elev på kommunekontoret i Aalestrup. Pladsen fik jeg gennem min faster, der havde gode forbindelser til kæmneren. Samtidig flyttede jeg permanent ind på et værelse hos hende. Min uddannelse tog fire år, og de tre af årene skulle jeg tage handelsskoleeksamen om aftenen. Jeg var ansvarlig for folkepensionen og skrev checks i hånden. Det var skønt. Når man mødte en af beboerne fra plejehjemmet på gaden, fik man et stort knus, fordi man havde sendt dem en check.

Foto: René Schütze/Polfoto

Min mor og min far var begge blevet alene, efter at deres ægtefæller var døde af kræft. Min far var landmand og ene med tre børn. Min mor havde en søn. De blev gift, flyttede sammen på gården og fik mig. Der var 10 år op til mine nærmeste søskende. Selvom vi boede på en gård, var jeg en pyntedukke mere end en landmandspige, og jeg begyndte allerede som seksårig at gå til dans. Siden havde jeg kun ét i hovedet: at danse og blive danselærerinde.

Den drøm kunne jeg for alvor udleve, da jeg flyttede ind hos min faster, der var syerske. Selvom hun var missionsk, hjalp hun mig gevaldigt med at sy de store, smukke kjoler, jeg havde på, da jeg begyndte at danse i Aalborg. Jeg fik sommetider et stykke stof hos manufakturhandleren, og så syede vi hele lørdag eftermiddag. Det skulle gå stærkt, og det var ikke altid, at kjolen var syet helt færdig, når jeg hoppede på bussen til Aalborg.

Jeg gik også til bal på Hotel Hvide Kro i Aalestrup, hvor jeg fik et godt øje til værtsparrets søn Poul. Det viste sig at være gengældt. På et tidspunkt købte mine svigerforældre Aars Hotel, og jeg fik at vide, at der var brug for mig der, og så lå det i luften, at Poul og jeg giftede os. Allerede da jeg var i begyndelsen af 20’erne, bestyrede vi hotellet. Mine svigerforældre boede i lejligheden, der hørte til, mens min mand og jeg boede ovre i omklædningsrummene til scenen. Der blev vores søn også født ovre. Jeg var hele tiden i sving og i bevægelse, og vi drev hotellet i 23 år.

Jette Thomsen blev folketingskandidat for De Konservative i december 1983, og den 10. januar 1984 blev hun valgt til Folketinget, som hun var medlem af de næste seks år.
Jette Thomsen blev folketingskandidat for De Konservative i december 1983, og den 10. januar 1984 blev hun valgt til Folketinget, som hun var medlem af de næste seks år. Foto: Grete Dahl/Nordjyske

Hvorfor min tilværelse har formet sig, som den har, har jeg svært ved at forklare. Ofte har det ene ført det næste med sig, uden at det har været en bevidst plan fra min side. Jeg har altid haft meget energi, og som regel har jeg altid sagt ja, når jeg er blevet spurgt, om jeg kunne tænke mig at være med til noget nyt. Da jeg i januar 1984 som 41-årig blev valgt til Folketinget med et stort antal personlige stemmer fra hele Nordjylland, var jeg kun kort forinden blevet spurgt, om jeg ville stille op for Hobrokredsen.

Jeg kan huske, at jeg var i gang med at lave juleanretninger og flæskesylte, da formanden fra den konservative vælgerforening i Hobro ringede og spurgte, om han og konen måtte komme og besøge mig. Jeg anede ikke, hvad de ville. Resultatet blev, at jeg tredje juledag blev opstillet i Hobro, og den 10. januar var jeg valgt til Folketinget og skulle møde Poul Schlüter og resten af det konservative hold. Det var lidt af et chok, jeg havde bare sagt ja, fordi jeg var nysgerrig.

Jeg fik en lille lejlighed i København tæt på Christiansborg, men jeg boede der kun, når jeg var i Folketinget. Der gik heller ikke lang tid, fra jeg landede i hovedstaden, til jeg tænkte på, hvornår jeg kunne komme hjem igen. På Christiansborg mødte jeg Knud Østergaard, der senere blev trafikminister. Min daværende mand og jeg blev skilt, og Knud og jeg blev et par. Det blev til mange historier i pressen om novicen og den erfarne politiker. Det var en lidt hård tid. Knud døde i 1993.

Foto: René Schütze/Polfoto

Mens jeg sad i Folketinget, købte jeg en kro i Ertebølle og byggede den op fra bunden. Ertebøllehus kom den til at hedde. Den åbnede i 1990. Nogle måneder forinden var jeg blevet valgt til borgmester i Farsø. Jeg ville gerne tilbage til min hjemegn og sætte gang i erhvervslivet. Det var en fordel, at jeg havde så stort et netværk her, og jeg fik et godt valg. Under valgkampen havde jeg været træt, og lige efter jeg var blevet borgmester, fik jeg konstateret livmoderhalskræft og måtte akutindlægges og opereres. Jeg klarede den og har ikke siden mærket noget til sygdommen.

Der har været tider i mit liv, hvor jeg har spillet højt spil, men det er gået alligevel. Jeg har altid ment, at mange bolde i luften blot gør dig skarpere i pæren. Det var dejligt at være borgmester, fordi jeg var tæt på borgerne, som jeg også i mange år havde været tæt på gæsterne i hotelbranchen. Når jeg ser tilbage på mit arbejdsliv er det, hvad jeg har sat mest pris på. At være tæt på mennesker.

Vores hus med udsigt over Sjørup Sø i Farsø er til salg og har været det i halvandet år. Forhåbentlig viser den rigtige køber sig snart. Jeg vil meget gerne bo i Aalborg, som jeg opfatter som min by. Hver tirsdag spiller jeg bridge derinde og spiser derefter aftensmad hos min søn, hans kone og deres tre store piger. Det er dejligt at følge med i deres hverdag, og vi rejser også på ferie sammen. Om onsdagen og fredagen spiller Svend og jeg igen bridge med nogle venner. Det går der nogle timer med, men det kan jo ikke fylde tiden ud.

Der sker ikke så meget herude i Gatten. Svend kan bruge mange timer på at gå efter en golfbold ovre på golfbanen, men det er ikke lige mig. Til gengæld går jeg næsten hver dag de 6,1 kilometer rundt om søen, men det ærgrer mig, at vi skal ud at køre langt, hvis vi får lyst til at tage i teateret i Aalborg eller Viborg. Jeg vil meget gerne tættere på byen. Jeg synes, vi får for lidt ud af Aalborg, så længe vi bor her. Svend og jeg er dog ret uenige om, hvor vi skal bo.

Han har stadig en lækker villa i Als ved Hobro, som han også boede i, da vi fandt sammen for 16-17 år siden, og der kunne han godt tænke sig at bo igen. Endnu taler vi ikke med store bogstaver om den sag, men det kommer måske på et tidspunkt. Ellers må vi jo flytte hver for sig, hvis ikke vi kan blive enige. Det kan sikkert også fungere ganske godt, frem for at den ene af os går rundt og er sur og tvær. Så er vi der, hvor det hele begyndte, hvor vi også boede hver for sig.

Jeg synes ikke, det er et ønskekapitel i livet, jeg er kommet til nu, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Tiden tikker bare af sted – lidt for hurtigt efter min mening. Derfor kunne det være rart at finde noget at lave, som gør en glad, frem for at gå rundt og være sur og trist. Jeg tænker som en vild over, hvad jeg nu kan give mig til.

Foto: René Schütze/Polfoto

Når jeg kommer til Aalborg, kunne jeg godt finde på at gå til dans igen. Det er jo udelukkende glade mennesker, der danser. Jeg tror ikke, det er muligt at være sur, når man bevæger sig til dejlig musik. Jeg vil helst danse standard, men latinamerikansk kan også gå an. Jeg tror dog, at jeg i dag bedre egner mig til standard end til en rap rumba.

Jeg kunne godt tænke mig at arbejde frivilligt med alkoholikere, for eksempel på en varmestue. Mine mange år som værtinde på Aars Hotel gav mig et godt indblik i krostuemiljøet og et godt tag på drukkenboltene. Jeg tror, jeg kunne være god til at tage dem lidt i kraven. Jeg synes, tilværelsen har behandlet mig forrygende godt, så nu vil jeg gerne give lidt tilbage.