Prøv avisen

Højskolernes generalsekretær: Man er nødt til at tage væk for at kunne komme tilbage

”Er her ikke bare smukt?”, udbryder Elsebeth Gerner Nielsen, da vi nærmer os hendes barndomshjem i Faurholt ved Frederikshavn. Her hjalp hun sine forældre med arbejdet på gården med de 37 tønder land, og det var blandt andet hendes opgave at drive køerne ned på engen om morgenen. – Alle fotos: René Schütze/Ritzau Scanpix.

Når Elsebeth Gerner Nielsen kører gennem Limfjordstunnellen på vej mod nord, bliver lyset altid klarere og himlen mere blå. Højskolernes generalsekretær er da også sikker på, at hun på et tidspunkt flytter permanent tilbage til de elskede vidder, vestenvinden og vendelbomålet

Den røde Alfa Romeo holder i græsset uden for sommerhuset. Om lidt skal den på en længere tur rundt i Elsebeth Gerner Nielsens barndomsland i Vendsyssel. Med udgangspunkt i barndomshjemmet, en firelænget gård i Faurholt lidt syd for Frederikshavn og ellers rundt i det nordjyske landskab, som har været med til at præge hende.

Bilen står ofte her foran træhuset i Tversted, en lille landsby i det nordvestlige Vendsyssel. Under coronanedlukningen var den her nærmest hele tiden. Elsebeth Gerner Nielsen, hendes mand Søren og deres yngste datter, Alma på 18 år, har boet her mere eller mindre fast de seneste tre måneder. Med morgenbadning i havet og direkte udsigt til klitroser, marehalm og drivende skyer.

”Jeg tror, det ender med, at vi bor heroppe permanent. Det er virkelig her, jeg hører hjemme. Og ikke kun på grund af naturen, vidderne og havet, men også på grund af sproget. Under coronaperioden har jeg tænkt meget over, hvad der er vigtigt i livet, og de tre måneder har i den grad bekræftet mig i, at jeg elsker at være i Vendsyssel og i det her lille lokalsamfund i Tversted, hvor alle kender alle. Dén nærhed, jeg som ung kunne opleve som en forbandelse, føler jeg nærmere som en velsignelse i dag.”

Elsebeth Gerner Nielsen byder på en kop kaffe og en bid frokost inden køreturen. Hun har om nogen haft de store tanker om liv og død tæt på under coronapandemien. Hun var netop tiltrådt som generalsekretær for landets højskoler, da hun i februar blev smittet med covid-19 til en privat fest, og som en af de første i landet måtte den tidligere kulturminister og forhenværende rektor på Designskolen indlægges på Kolding Sygehus. Med 40 i feber i flere uger og et par lunger, der kæmpede for hvert eneste åndedrag.

”Selvfølgelig var jeg bange. Jeg var jo nærmest prototypen på en coronapatient, så man vidste ikke så meget om behandlingen. Kun at jeg skulle have ilt og rigeligt med væske.”

Siden har hun arbejdet med sommerhuset i Tversted og byhuset i Kolding som baser og er først for nylig begyndt at være tilbage på kontoret i København.

”Samtidig med at jeg har været i kontakt med hele verden via Skype, har jeg siddet her og kigget på klitten uden for vinduet og følt mig virkelig forankret. Jeg tror, det fysiske sted kommer til at betyde mere og mere for os i en digitaliseret verden. Vores dna er ganske enkelt ikke til, at alt flyder.”

Elsebeth Gerner Nielsen finder bilnøglerne frem. Læbestift og sko matcher bilfarven, og håret får lige et tjek i bakspejlet, inden hun tænder motoren. Den har kørt langt over 300.000 kilometer, så Alfaen er ude på en af sine sidste ture. Men den kender næsten selv vejen fra sommerhuset over Sindal og til venstre ad Hjørringvejen, og så ellers lige ud i en halv times tid i retning mod Frederikshavn. Fem kilometer før byskiltet drejer hun til højre ad Faurholtvej, der bugter sig i landskabet som en smal asfaltstribe langs frodige græsmarker og kuperede sommerlandskaber.

”Nej, hvor sjovt. Prøv at se, vi har politiet lige foran os. Da jeg var barn, kørte de også ret tit her forbi, selvom det er langt ude på landet, og der kun ligger nogle få spredte gårde. Men vi havde vores helt klare teori om hvorfor: Min mor gik nemlig topløs rundt på marken og hakkede roer. Det var et ret usædvanligt syn heroppe dengang i 1960’erne.”

Elsebeth Gerner Nielsen smiler ved mindet og fortæller, at selvom hun er født for 60 år siden og vokset op i et traditionelt landbrug med grise, høns, 14 malkekøer og 37 tønder land, så var der udbredt ligestilling mellem hendes forældre, hvor mor var lige så meget landmand som far.

”Er her ikke bare smukt? Her plukkede jeg engblommer og liljekonvaller til mor på vej hjem fra skole. Vores gård lå helt øverst oppe ad vejen, så mine små ben skulle virkelig træde hårdt i pedalerne. Alligevel husker jeg cykelturen hjem fra skole som den allermest intense oplevelse af liv. Af at være til, lige her og nu. Hvor fuglesangen og synet af bølgende korn og markblomster fik mit hjerte til at boble af glæde.”

Elsbeth Gerner Nielsens fødegård findes ikke længere. Stuehuset er lavet om til en moderne villa, og her er ikke længere roer, der skal hakkes eller køer, der skal drives ned på engen om morgenen. Men udsigten er her stadig. Fra gården kan man se helt til Strandby og Skagen mod nord. Og barndommens firelængede gård har siden stået som indbegrebet af skønhed ”og dannet baggrund for hele min æstetiske sans”.

Hun var den ældste af to piger og glædede sig helt vildt til at komme i skole. Men med en fysisk udfordrende fem kilometers cykeltur frem og tilbage til skolen i Ravnshøj, på grusvej og med mange bakker udsatte hendes mor skolegangen, til datteren var over syv år.

”Jeg var nok lidt gammelklog, fordi jeg havde gået hjemme så længe. Men første gang jeg sagde noget i klassen, fik jeg at vide, at jeg kun måtte sige noget igen, når jeg kunne tale rigsdansk. Heldigvis boede der et ældre ægtepar ved siden af vores gård. De var oprindeligt fra byen og ville gerne hjælpe mig og min søster, mens vores forældre havde travlt. Så i løbet af to uger havde jeg lært både at læse og tale ’dansk’, for jeg var simpelthen så parat til at gå i skole.”

I skolen var hun så heldig at have et par lærere, der i den grad så børnene ”og fik os til at yde vores ypperste, og de fik mig til at tro på, at jeg godt kunne komme på gymnasiet, selvom det var helt nyt i min familie. Fra mit hjem var der også fuld opbakning til, at jeg skulle have en uddannelse. Den eneste undtagelse kom fra min far, der helst ikke så, at jeg blev landmand. For allerede dengang var de små landbrug truet af udviklingen mod stordrift, og han vidste godt, at hans 37 tønder land ikke ville være nok at leve af i fremtiden.”

Fotografen har fundet den røde bil på bakken og tager et par billeder af Elsebeth Gerner Nielsen på marken med udsigten til blå himmel og uendelige horisonter. Hun fortæller om, hvor nemt markarbejdet blev, da sprøjtemidlerne kom. For eksempel roehakningen, fordi giften tog ukrudtet. ”Men samtidig forsvandt sommerfuglene på engen, og foråret blev stille. Først senere forstod jeg sammenhængen, og den kom til at forme en stor del af det, jeg har lavet siden. At være med til at få naturen tilbage.”

Bagefter går turen videre mod Frederikshavn, hvor Elsebeth Gerner Nielsen gik på gymnasiet og i fritiden arbejdede på havnen, hvor hun solgte billetter til færgepassagererne på Stena Line.

Havnen er en af landets 10 største. Men i dag er her helt stille. Uhyggeligt stille. Kun enkelte lastbiler holder i båsene og venter på næste færge til Gøteborg i Sverige.

”Stakkels Stena Line. Coronakrisen har virkelig været dyr. Her er jo ikke et øje. I forvejen er havnen ikke, hvad den var engang. Da jeg var ung, kunne alle få et job på værftet. Både faglærte og ufaglærte. Men det lukkede i 1999, og i dag lever man primært af at nedbryde olieplatforme.”

Elsebeth Gerner Nielsen er gået ind i den tomme terminalgang. ”Valutaslangen” som den bliver kaldt. Eneste tegn på liv kommer fra højttalerne i loftet, som spiller amerikansk pop fra 1980’erne.

”Nej, hvor jeg synes, det er trist. Jeg levede jo af at sælge drømme til folk dengang. Og jeg følte selv livet som fyldt med muligheder, når jeg var på arbejde her. Med havet og himlen som symboler på den helt store frihed.”

Det er, som om historien fra barndomsgården gentager sig her på havnen. At det, der var engang, er væk. Afløst af noget andet – at afvikling og udvikling kan være to ord for den samme historie.

”Jeg er jo vokset op med det, vi kender som Foreningsdanmark. Hvor mejeriet, Brugsen og de politiske foreninger var rammer for et fællesskab, der havde baggrund i et produktionsfællesskab. Og det oplever jeg, at vi mangler i dag. Andelsbevægelsen og højskolerne skabte ganske enkelt grundlaget for det moderne samfund, og jeg vil meget gerne være med til at forny begge bevægelser. For jeg tror, at vi i den grad har brug for at skabe bedre balance mellem individ og samfund. Den individualisering, vi hylder så højt, får mange, især de unge, til at knække sammen, fordi de tror, de skal klare alting selv. At man er sin egen lykkes smed. Men det er misforstået frihed, for vi er hinandens lykkes smed.”

Elsebeth Gerner Nielsen har sat sig ind i bilen igen. Glimt af Frederikshavn glider forbi bilruderne med kig til gymnasiet og palmerne på stranden.

”Jeg elsker det. I stedet for at rejse med fly til Mallorca med et stort CO2-aftryk, kan man gå herned og få den samme oplevelse. Mange har heller ikke råd til at rejse, men så skaber byen bare rammerne for, at man alligevel kan opleve noget eksotisk. Og det er præcis det, et samfund skal være i stand til: at nære vores drømme, give os mod og håb.”

Men palmerne er også udtryk for noget andet. For en særlig tilgang, som ifølge Elsebeth Gerner Nielsen kendetegner hele Vendsyssel.

”Det her område har aldrig været forkælet, men har måttet kæmpe sig til alt. Det er ikke kun den stride vestenvind, man har som vilkår, men også en kæmpe geografisk afstand til hovedstaden. Så folk heroppe ved, at grunden til, vi har fået to hænder, er, at de skal bruges.”

Hun har selv haft arbejde, siden hun var 14 år. Skolepraktikken hos en skovfoged blev til et årelangt fritidsjob, og i mange år troede Elsebeth Gerner Nielsen, at hun selv skulle være skovfoged.

”Men så sad jeg en dag med håndbogen ’Hvad kan jeg blive?’ og læste tilfældigvis om noget, der hed ’socialvidenskab’ på universitetet i Odense. Det lød rigtig godt, tænkte jeg, så mit studievalg blev taget på bare fem minutter. Jeg havde aldrig været i Odense før, men jeg blev helt vild med studiet. Det var sociologi, samfundsfag og økonomi under ét, og her kunne jeg blandt andet blive klogere på den andelsbevægelse, som jeg altid har set som en helt unik dansk organisation.”

Det var netop en kronik om andelsbevægelsen, som Elsebeth Gerner Nielsen havde skrevet, der fik den radikale politiker og daværende radikale miljøminister Lone Dybkjær til at spotte hende. Og som udpegde landmandsdatteren fra Faurholt til formand for den danske Brundtland-kampagne i 1989. Senere meldte Elsebeth Gerner Nielsen sig ind i De Radikale og blev året efter valgt til partiets hovedbestyrelse og kom i Folketinget i 1994.

”Jeg savner ikke at være politiker i dag. Men jeg oplever i den grad at være en del af det politiske. Det fungerer jo overalt, når man lever i et demokrati. Det er en livsform, som man kan øve sig i i elevrådet i skoletiden, i skolebestyrelsen, ja selv i familien.”

Køreturen er på vej mod de sidste stop inden gensynet med sommerhuset. Fra Frederikshavn over landsbyen Ravnshøj med stop ved folkeskolen, hvor Elsebeth Gerner Nielsens mand også har gået. Og derfra til den hvidkalkede kirke i Åsted, hvor parret blev gift, og Elsebeth Gerner Nielsen er konfirmeret.

”Kirken er et af mine fikspunkter. Her på kirkegården ligger min far og mine bedsteforældre begravet. Når jeg er her, tænker jeg på nogle af de vigtigste ting i mit liv: min far, min konfirmation og mit bryllup. Og når jeg går rundt på kirkegården eller sidder i kirken, oplever jeg mig selv som det fnug, man jo er i den store sammenhæng. Jeg véd, at der har været tusinder af mennesker her før mig, og at der vil følge atter tusinder efter. Og selvom det kan lyde banalt, så er det jo også her, jeg virkelig fornemmer, at der er noget, der er større end en selv, hvilket er meget befriende.”

Bilen bakker og kører væk fra kirken. Elsebeth Gerner Nielsen er stille lidt. Så siger hun:

”Hvor har det været tankevækkende at være tilbage i dag. Jeg hørte engang en klog kvinde sige, at man skal stå ved det, man kommer fra og lade det, man har fået med sig, være en styrke. Jeg har aldrig selv lagt afstand til det, jeg kommer fra, men det er mit store held, at jeg rejste herfra i sin tid. For ellers kunne jeg jo ikke længes efter det – eller komme tilbage.”

Elsebeth Gerner vil vise os sit barndomsland.