Prøv avisen
Interview

Ny generalsekretær for Caritas: Man får næsten altid mere, end man giver

”At være katolik er ikke sådan noget, man kun praktiserer om søndagen. Det er en daglig og konstant overvejelse om, hvordan man forholder sig til andre mennesker, og hvordan man ser sig selv i verden og i relationen til andre mennesker og Gud,” siger Maria Krabbe Hammershøy. – Foto: Leif Tuxen

Maria Krabbe Hammershøy, der er nyudnævnt generalsekretær for den katolske kirkes humanitære nødhjælpsorganisaton Caritas, har altid haft de svageste for øje, hvad enten hun arbejder i forlagsbranchen eller med udviklingsprojekter i Afrika. Efter en barndom, hvor troen stort set var usynlig, blev hun for 20 år siden døbt ind i den katolske kirke, og siden har troen og fællesskabet i kirken været en central del af hendes liv

For Maria Krabbe Hammershøy har fællesskab og samarbejde betydning i alt, hvad hun beskæftiger sig med. Også derfor elsker hun at deltage i den katolske messe om søndagen.

”Det giver mig rigtig mange ting: intellektuel føde, overvejelser omkring livet og ro, for det er også en meditation. Og så giver det mig fællesskab med andre mennesker både under messen og bagefter,” siger Maria Krabbe Hammershøy.

Hun er 48 år, har arbejdet i 20 år i forlagsbranchen, de seneste otte år hos Bloomsbury Publishing i London, og har stået i spidsen for en række sociale projekter og udviklingsarbejde i afrikanske lande. Og så er hun nyudnævnt generalsekretær for den katolske kirkes humanitære hjælpeorganisation Caritas i Danmark, hvor hun efterfølger Jann Sjursen, der er blevet formand for Folkemødet på Bornholm.

”Jeg har stor ærefrygt over at skulle være generalsekretær. Man må sige, at min forgænger Jann Sjursen har gjort det rigtig godt, og der skal jo være økonomi i tingene, for jo bedre vi gør det, jo flere mennesker kan vi nå. Men jeg glæder mig også,” siger Maria Krabbe Hammershøy.

Hun tiltræder først som generalsekretær den 1. august og er lige hjemme at vende i Danmark. Hun tager imod i sin datters lejlighed på Østerbro i København, inden hun skal tilbage til London for at passe og afslutte sit arbejde som Head of Rights, hvor hun varetager medierettigheder inden for film, radio og tv for Bloomsbury Publishing.

På spisebordet i lejligheden ligger der en stor konvolut med et særligt indhold. Det er et brev fra den katolske kirkes overhoved, pave Frans, som blev læst op ved en netop overstået fire dage lang konference i København, som Maria Krabbe Hammershøy har været med til at arrangere. Konferencen blev holdt i Ingeniørforeningens konferencecenter IDA på Kalvebod Brygge i København og tog udgangspunkt i FN’s bæredygtighedsmål. Den havde overskriften ”The Common Good and our Common Sea” og handlede om beskyttelse af verdenshavene.

”Det var en stor konference, hvor vi forsøgte at få folk til at mødes på tværs for at tale om verdenshavene. Der deltog teologer, fiskere, folk fra Mærsk, FN, investeringsfonde, Institut for Menneskerettigheder og mange andre. Og vi fik en dejlig hilsen fra paven, der var rettet specielt til deltagerne i konferencen, og som blev læst op,” siger Maria Krabbe Hammershøy med et stort smil og refererer noget af indholdet i pavens brev:

”Han taler i brevet om solidaritet på tværs af generationerne. Det vil sige, at de unge skal passe på de gamle, og de gamle skal passe på planeten, og vi skal alle sammen tænke på dem, der ikke er født endnu, og som skal være her efter os. Han taler også om, at vi skal passe på verdenshavene ud fra et klima- og økologisk grundlag, men også på de mennesker, der bor og arbejder ved havene.”

”Der var også hilsener fra nogle af de kristne, der blandt andet bor på Fijiøerne og andre steder, hvor de allerede nu emigrerer, fordi verdenshavene stiger, og deres hjem forsvinder. Nogle af dem kan se, at hvis det her fortsætter, har de ikke noget sted at bo om 40 år.”

Konferencen havde en økumenisk åbning i Marmorkirken, som den tværreligiøse tænketank Resam stod for.

”Paven talte i sin hilsen også om, at vi kun kan løse de her problemer, hvis vi gør det sammen på tværs af nationalitet og andre skel,” siger Maria Krabbe Hammershøy, der er medlem af bestyrelsen for Justice and Peace Europe – et netværk af 31 nationale katolsk biskoppelige kommissioner for retfærdighed og fred, som havde arrangeret konferencen i samarbejde med en række andre organisationer.

Men hvorfor generalsekretær for Caritas?

”Fordi det handler om socialt arbejde og at arbejde for fællesskab og sammenhæng. Det har jeg altid gjort, men mest på frivillig basis. Og så er jeg grundlæggende meget idealistisk. Mit første job i forlagsbranchen var hos Egmont, som er ejet af en fond, der støtter børn og unge, så jeg følte mig dengang meget motiveret af, at der var en gruppe mennesker, der fik glæde af det. Og hvis man klokkede i det og lavede et kæmpe underskud, tog man faktisk noget fra nogle af de svageste.”

”Bøger er samtidig samfundsopbyggende og samfundsbevarende og kan virkelig være med til at udvikle et samfund, og det er egentlig med det udgangspunkt, jeg har været i forlagsbranchen. Nogle synes, at det er et stort skridt at gå fra et forlag til humanitært arbejde, men i bund og grund handler det for mig meget om det samme: at uddanne, skabe fællesskab og sammenhæng i de ting, vi gør, så vi alle sammen kan være her – og hele tiden med de svageste for øje,” siger Maria Krabbe Hammershøy, der tidligere har arbejdet som forlagschef for Aschehoug, JP/Politikens Hus og TV 2 Danmark samt været administrerende direktør for sit eget forlag, Verve Books.

Spørger man til visioner, svarer den kommende generalsekretær for Caritas:

”Ja, det har jeg da. Caritas er et kæmpe verdensomspændende netværk og er dygtig til forskellige ting i de forskellige lande. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, hvis Caritas selvfølgelig kan fortsætte med det fantastiske arbejde, der allerede bliver udført, og så blive endnu stærkere på innovation og partnerskaber. Nogle af de projekter, jeg har lavet i blandt andet Afrika, har handlet om at tænke nyt og anderledes, for udviklingslandene forandrer sig jo også helt vildt meget. For eksempel er mobiltelefoner blevet en vigtig del, selv meget langt ude på landet, og det kan man bruge til mange ting.”

Et af de projekter, som Maria Krabbe Hammershøy har været primus motor for sammen med lokale samarbejdspartnere, er at skabe en chokoladefabrik i det afrikanske land Togo. Choco Togo hedder fabrikken, hvor kakaobønder har lært selv at forarbejde kakaoen til chokolade og sælge den.

”De fleste afrikanske lande er rige på råvarer, men pengene bliver tjent i forarbejdelsen af råvarerne hos multinationale selskaber som for eksempel Nestlé. Derfor ville vi gerne være med til at flytte forarbejdelsen tilbage til der, hvor råvarerne kommer fra. Vi har hjulpet med at kigge på, hvordan man kunne gøre det. Det vil blandt andet sige at undervise i innovation på basisplan i, hvordan man kan lave en lille business, hvor man kan tjene penge, og hvordan man kan hjælpe og løfte hinanden, uanset om man bor i byerne eller på landet. Det er et projekt, som jeg har haft virkelig stor fornøjelse af. Jeg er bare kommet med input, og så har de selv lavet det,” siger Maria Krabbe Hammershøy.

Det er 20 år siden, at hun blev døbt ind i den katolske kirke. For det med at være katolik er ikke noget, hun har med hjemmefra. Heller ikke protestant, for hun blev som lille ikke døbt i den danske folkekirke. Hvad der førte hende til den katolske tro, synes hun tilhører privatlivet.

”Det er nogle lange eksistentielle overvejelser, man har. Men jeg har selv svært ved at formulere det og synes, at det på en eller anden måde er for privat. Jeg synes også, at det er privat, at jeg er katolik, men det interesserer mange, og jeg står gerne ved det. Inden dåben i Sankt Ansgars Kirke i Bredgade i København fik jeg gennem et stykke tid undervisning i den katolske lære og lærte lidt om, hvad det var for en klub, jeg var ved at melde mig ind i. Det er klart, at det ikke er en beslutning, man tager sådan lige. Jeg ved godt, at man nu kan løbe ind fra gaden og blive døbt, men jeg er rigtig glad for, at jeg var lang tid om at beslutte mig for det, og at det var en lang proces.”

”Religion var som udgangspunkt ikke del af min opvækst, så jeg havde ikke rigtig noget forhold til kirken. Når du bor i Danmark, i hvert fald i den tid, jeg er vokset op, bliver kirken jo ikke vist frem eller talt om. De steder, jeg boede, var den nærmest ikke-eksisterende.”

”Men jeg kan huske, da jeg som barn boede i Rom i en periode, at der var kirken synlig. For du havde ordensfolkene i deres dragter i gaderne, og den er anderledes til stede i gadebilledet. På en eller anden måde blev den katolske kirke også meget til stede i mit liv, både der og i Danmark og på ferier, og derfor blev jeg katolik. Og det er jeg helt vildt glad for. Men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke var et fravalg af folkekirken, det var omstændighederne, der gjorde, at det var sådan, det blev.”

I de år, Maria Krabbe Hammershøy har boet i England, har hendes kirkeliv med egne ord været splittet mellem Westminster Cathedral i London og Sankt Ansgar Kirke i København.

”En af de ting, jeg godt kan lide ved at gå i kirke om søndagen, er, at en dansker som mig møder enormt mange mennesker, som jeg ellers ikke ville møde, fordi der er så mange nationaliteter til en katolsk messe. Den katolske kirke i Danmark er også anderledes end den katolske kirke i resten af verden. Mange af de gæster, der kommer i weekenden, er vant til at være en del af majoriteten, så det er ofte en anderledes oplevelse at komme til et land, hvor det er en lille migrantkirke. Og mange af dem, der kommer i kirken, har næsten alle sammen rødder i nogle andre lande. Det fællesskab, når jeg sidder der søndag morgen sammen med mennesker med alle mulige baggrunde, og rundt omkring i verden gør andre mennesker præcis det samme en søndag morgen, kan jeg godt lide.”

Maria Krabbe Hammershøy kalder det at være katolik for sit liv.

”Det er ikke sådan noget, man kun praktiserer om søndagen. Det er en daglig og konstant overvejelse om, hvordan man forholder sig til andre mennesker, og hvordan man ser sig selv i verden og i relationen til andre mennesker og Gud. Jeg bliver glad, når jeg føler, at jeg arbejder sammen med andre om noget, der giver mening som for eksempel konferencen om verdenshavene, der har været megahårdt arbejde. Det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med de frivillige, som kommer og er med og bringer godt humør.”

”Jeg kan rigtig godt lide at arbejde sammen med andre om at hjælpe andre. Sandheden er, at man næsten altid får mere, end man giver. Hvis man giver sin tid, får man dobbelt så meget igen. Og når du er kristen, er du nødt til at se andre som dine brødre og søstre, for vi deler jo en fælles far. Ens brødre og søstre har man et meget forskelligt forhold til, men der er noget værdifuldt i alle forhold, også dem, der kan være smertefulde – selvom det godt kan tage noget tid at nå frem til, hvis man kan sige det sådan,” siger Maria Krabbe Hammershøy og griner.

Idealistisk har hun altid været.

”Det startede måske lidt med dyr. Da jeg var lille, kunne jeg knalde fuldstændig ud, hvis der var en hund eller en hest, der ikke havde det godt. Jeg tror, det er det der med at tillade sig selv at mærke andres smerte, hvilket ikke er særlig rart, og man vil helst lukke øjnene for det. Men hvis man tør at være der med dem, får man igen noget igen. Så jeg kan huske, da jeg var lille, at jeg var meget socialt indigneret på vegne af dyr. Og senere handlede det om den angst, som unge mennesker har nu i forhold til klimaet, og som jeg godt kan forstå. Dengang var det atomkraft og Barsebäck, og da ulykken skete på russiske atomkraftværk Tjernobyl, var jeg sikker på, at nu var vores sidste time kommet. Vi marcherede i Next Stop mod atomkraft, som har mange paralleller til det, der foregår i dag. Det er drevet af en dyb angst, men også at man tror på, at i fællesskab kan vi gøre noget.”

”Den idealisme tror jeg, at mange unge mennesker har, men så aflærer vi det måske. Jeg ved ikke, om jeg er en særlig barnlig sjæl, som nogle gange ifølge mine nærmeste kan være håbløst naiv og idealistisk. Jeg synes, at det er der, hvor vi tør gå ind i angsten og ind i andre menneskers smerte og stadig tror på fællesskabet, at vi godt kan gøre noget sammen,” siger Maria Krabbe Hammershøy.

I december sidste år deltog hun i en konference i Rom i anledning af treåret for pave Frans’ rundskrivelse eller encyclica ”Laudato si” – lovet være du. Og i den forbindelse var hun i audiens og trykkede paven i hånden.

”Pave Frans har jo taget sit navn efter Frans af Assisi, og han var på en måde verdens første økokriger på den måde, at meget af hans spiritualitet handler om naturen og dyrene, og hvordan mennesket skal passe på det. Så det var et meget stærkt signal, paven sendte ved at vælge det navn. Og så skrev han denne her encyclica om, hvordan vi skal passe på Jorden, og hvor meget ulighed det skaber, når vi ikke gør det. For der er direkte links mellem klimaforandringer og fattigdom, hvilket vi også talte om på konferencen. Og at det er de rigeste lande, der skaber problemer for de fattigste lande.”

”Det var sjovt og en stor ære at hilse på paven. Han er leder af kirken, og alle mennesker tolker hver deres følelser ind i ham. Han er meget populær i nogle kredse og upopulær i andre. Det er en helt personlig oplevelse, hvor stort man synes, det er, når man møder ham. For mig var det da stort,” siger Maria Krabbe Hammershøy, der står over for et nyt livsafsnit.

”Det føles godt. Jeg har virkelig været glad for at bo i London, og det er svært at sige farvel til gode venner og kolleger. Men jeg glæder mig også til at komme hjem. Hele det der Brexit har forandret England meget, det er ikke helt det land, jeg kom til, som jeg forlader. Jeg glæder mig også bare til at komme hjem og til at komme i gang i Caritas.