Prøv avisen
Signatur

Man hviler først i sig selv, hvis man kan glæde sig over sine søskendes succes

Daniel Øhrstrøm er kulturjournalist på Kristeligt Dagblad.

Under man sine søskende succes, er det, fordi man selv føler sig elsket, præcis hvor og som man er. Og hviler i det. Mens mindreværd hurtigt fører til misundelse og skam, skriver journalist Daniel Øhrstrøm

Artiklen er første gang udgivet 19. maj 2017.

Forleden begyndte vores mellemste søn at græde, da han så, at min kone tilfældigvis havde et foto af den førstefødte som coverbillede på sin nye mobiltelefon.

”Du elsker ham højere end mig!”, tudede han. Men da fruen forsikrede ham om, at hun skam elsker vores tre drenge lige højt, og hun bare kunne tage et billede, hvor han var med, stillede han straks op med et stort tandpastasmil.

Men frygten for at blive elsket mindre end sin bror eller søster tror jeg sidder i mange mennesker. Og jeg tror også, at meget af den misundelse, der findes mellem søskende, bunder i det. For under man sine søskende succes, er det, fordi man selv føler sig elsket, præcis hvor og som man er. Og hviler i det. Mens mindreværd hurtigt fører til misundelse og skam.

Guds første spørgsmål til mennesket er også tankevækkende: ”hvor er du?” og ”hvor er din bror?”.

Det første spørgsmål er rettet mod Adam, der gemmer sig i skam for Gud. Det andet spørgsmål er rettet mod Kain, der lige har slået sin bror, Abel, ihjel af ren og skær misundelse. For de to fødevareproducenter havde som bekendt ikke samme succes. Kains grøntsagsbål var en fuser, men røgen fra Abels offerlam steg til himmels til Guds velbehag som en slags forsmag på Guds offerlam – Kristi himmelfart.

Men hvad var der i vejen med Kains bål? Kunne Gud ikke lide grøntsager? Og havde Kain ikke slidt lige så hårdt i det som sin bror? Svaret blæser i den vind, der tog fat i Kains bål. Som søndagsskoledreng lærte jeg, at Kain sikkert havde givet Gud sine dårlige afgrøder, mens Abel gav det bedste, han havde. Eller måske tændte Kain sit offerbål med samme modvillighed, som Mogens Glistrup betalte sin skat. Gud elsker jo en glad giver. Men måske syntes Kain faktisk selv, at han havde gjort sit bedste, mens han bitter som Askepots stedsøstre så på sin succesfulde bror.

Det skildrer den danske rapper Per Vers fint på Bibelskabets ”Lydspor fra Bibelen”, hvor han beskriver Kains bål som et: ”Se mig, far! Se mig, far!”.

Alle vil elskes, og ingen vil snydes, og intet kan antænde jalousiens bål som søskendes succes. For det er dem, man måler sig med og spejler sig i. Og søskendestridigheder er derfor en urgammel konflikt, der også løber videre gennem Bibelen.

Abrahams sønner strides stadig i Mellemøsten, Jakob snød sin bror, og Josefs brødre solgte ham som slave. Og sådan fortsætter Bibelens broderfejder, indtil Jesus endelig kommer ind i billedet som en fodvaskende storebror, der forsøger at skabe fred. ”Hvor mange gange skal man tilgive sin bror? Syv gange?”, spørger disciplen Peter ham træt. ”Nej, 77 gange!”, svarer Jesus. Men siden er søskendestridighederne rundtomkring i verden blot vokset.

Selv har jeg det heldigvis fint med mine tre succesfulde søskende, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig havde været misundelig på dem, især på min lillesøster, der sprang en klasse over, inden jeg kom i specialcenteret som klassens dårligste elev i dansk.

Jeg husker, hvordan min søde mormor engang præsenterede os for sin amerikanske kusine: ”Louise er den bedste i sin klasse. Og Daniel er... øh... meget kreativ,” sagde hun. Der lå intet ondt i det, men i situationen følte jeg mig som min navnebror fra ”Matador”, der ikke kunne følge fagligt med sin søster Ellen.

Heller ikke sportsligt kunne jeg følge med Louise. Jeg husker, hvordan hun med hestehalen svingende fra side til side taktfast løb fra mig på en løbetur, da vi var store teenagere, mens jeg forpustet råbte: ”vent!”.

Det blev en metafor for mig i flere år. Da vi blev ældre, ville hun være journalist, mens jeg ville være forfatter. Men det var mig, der blev journalist, og hende, der modtog en pris for sin debutroman. Da mærkede jeg, at noget var forandret i mig. For jeg var pludselig mere stolt af hende end misundelig. Og sådan havde jeg det også, da mine yngre brødre ”tog” mine gamle drengedrømme om at blive både arkitekt og læge.

For man bliver ikke lykkeligere af at forsøge at passe sine søskendes sko. Og jeg kan i øvrigt også svare på Guds to gode spørgsmål. Jeg er glad på Kristeligt Dagblad, og mine søskende er, hvor de skal være.