Bettina Post: Man kan aldrig give for meget til et menneske i underskud

En omsorgsfuld nabo gav Bettina Post troen på, at hun kunne langt mere, end hendes forældre forventede af hende. Det formede både hendes personlighed og karrierevej

Bettina Post er i dag en kendt samfundsdebattør og tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, men som barn havde hendes forældre ingen forventninger til, at hun nogensinde blev til noget. Det blev naboen, Monse, der gjorde Bettina Post til mønsterbryder.
Bettina Post er i dag en kendt samfundsdebattør og tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, men som barn havde hendes forældre ingen forventninger til, at hun nogensinde blev til noget. Det blev naboen, Monse, der gjorde Bettina Post til mønsterbryder. . Foto: Morten Germund .

Man hører ofte, at mønsterbrydere har brudt deres livsbane, fordi et andet menneske greb ind med omsorg. For mig var det menneske Monse.

Monse var vores nabo. En stor og frodig kvinde, sprøjtet til med parfume og store, varmende ord. Hvis jeg spillede to toner på min legetøjs-xylofon, var hun overbevist om, at jeg ville blive en stor musiker. Tegnede jeg en tegning, spåede hun mig en kunstnerisk karriere. Når jeg blev klippet, var jeg for hende fremtidens fotomodel.

Hun kunne ikke være mere forskellig fra min egen familie. Jeg er født i 1961, som i mit tilfælde var en tid, hvor børn ikke var spor interessante. Jeg fik at vide, at jeg skulle huske at vaske hænder, inden vi spiste, men ellers følte jeg mig temmelig usynlig. Jeg tænkte nogle gange, at hvis jeg forsvandt, var jeg ikke sikker på, at nogen ville opdage det.

Ingen af mine forældre kunne sætte ord på deres følelser. Min far var tømrer og kunne skære en skæv vinkel på øjemål, men at sige ”du er fantastisk” var helt umuligt. Det er det stadig. Min mor voksede op under trange kår og var anbragt uden for hjemmet store dele af sin barndom. For hende var det mere sandsynligt at få en på kassen end et venligt ord, og det gav hende mange psykiske vanskeligheder. Desværre så mange, at det prægede hendes opdragelse af min bror og mig.

Ingen af kvinderne i min familie havde en uddannelse, og ingen havde nogen forventninger til mig ud over, at jeg skulle klare mig selv uden offentlig forsørgelse. At jeg kunne drive mit liv til andet, var der ingen, der satte ord på, det var helt mit eget projekt. Men Monse gav mig troen på det.

Det er der mange eksempler på, men en af de episoder, der står klarest, var en dag, hvor min mor igen havde lavet brunkål i den store stegegryde - nok til at vare en hel uge. Jeg gik over til Monse og fortalte, at jeg ikke kunne overleve en dag mere med den ulækre mad, og så lavede hun franskbrød søbet til i smør og flødestuvede champignoner. Jeg var meget tynd, så jeg kunne tåle det, og det var et himmerige.

Uden at jeg kunne se det dengang, betød hendes kæmpe omsorg og udelte begejstring for alt, hvad jeg rørte ved, at jeg fik en tro på, at jeg var nogen. At jeg kunne noget. Og da jeg med tiden skulle til at tage større beslutninger om mit liv, var det den selvsikkerhed, hun havde givet mig, som betryggede mig i, at jeg kunne, hvad jeg ville. Mine forældre er givetvis ret stolte af, hvad jeg har drevet det til siden, men det var Monses ord, som blev fundamentet.

Det var hendes kærlighed og interesse, der gjorde mig til mønsterbryder og fik mig til at tage en uddannelse, hvor arbejdet med socialt udsatte er centralt. Hun viste mig, hvor afgørende det kan være, når nogen træder ud af anonymiteten og ind i et menneskes liv, som har brug for omsorg, ros eller bare at blive set. Det er ufatteligt, hvad det kan gøre ved et menneske, at nogen påskønner det, man er og kan.

Jeg nåede heldigvis at fortælle hende, inden hun døde, hvor meget hun havde betydet for mig. Hun var nok lettere senil på det tidspunkt, så jeg er ikke sikker på, at hun helt forstod det. Derfor vil jeg gerne sige det klart til alle, der læser dette: Man kan aldrig give for meget til et menneske i underskud. Fornemmer du, at nogen har brug for omsorg, så giv den. Især til børn, for det kan få afgørende betydning for resten af deres liv. Det fik det for mig.