Man kan finde det bedste fællesskab de mest uventede steder

Det viste sig sværere at finde et godt nabofællesskab i København end i Jylland for 65-årige Bodil Aagaard Friis. Men så ringede en lille pige på døren

Freja er nabo til Bodil Aagaard og har fået et ganske særligt fællesskab med hende. Sidste år lavede de to julekonfekt sammen.
Freja er nabo til Bodil Aagaard og har fået et ganske særligt fællesskab med hende. Sidste år lavede de to julekonfekt sammen. Foto: Privat.

Jeg har boet på Hvidkildevej i Københavns Nordvestkvarter i over 26 år. Min mand og jeg kommer begge fra Jylland, og det med at have et nabofællesskab er noget, vi begge værdsætter. Men i mange år så det ikke ud til at lykkes i hovedstaden. Vi gjorde et par forsøg, men der var ikke rigtig genklang.

Det ændrede sig for godt to år siden. Da ringede det døren, og udenfor stod Freja på fire år og hendes mor Maria.

”Vi er jeres nye naboer og vil bare lige hilse på,” sagde de.

Jeg inviterede indenfor, de så vores kanin, og vi hyggesnakkede. Siden er det blevet til mange småbesøg af Freja, der lige smutter over for at hilse på og lege. Vi har fået et fast ritual; gemmeleg, spille bold, synge og spille klaver.

Til jul inviterede jeg Freja til at lave julekonfekt sammen med mig. Det var bare så hyggeligt. Det var noget, jeg i mange år lavede med vores egne drenge, da de var små – og altid den sidste søndag inden jul. Men nu, hvor de er flyttet hjemmefra, er der plads til nye venner. Marcipan bliver lavet og spist i stor stil. Freja har også været med til gårdfest og krybbespil i kirken, hvor jeg kommer.

I december 2016 fik vi så også nye naboer til den modsatte side. Og tænk, det var tvillinger på Frejas alder.

Så nu har jeg fået tre nye veninder. De kommer med fine tegninger til mig og med sten, de har malet. Vi fire leger også gemmeleg i hele huset eller spiller Uno. Indimellem lægger de en pose bolsjer uden for døren og en lille hilsen med et hjerte og deres navne på. Jeg bliver så glad. Det er win win-relationer. De spontane besøg føles hjemlige, og jeg husker dem med glæde fra min egen barndom.

Da min mand i november var ude at rejse, inviterede jeg mine nye veninder over til chokolade og boller efter skoletid. De kom med fine gaver. Det var helt højtideligt og meget sjovt. De snakkede i munden på hinanden, så jeg havde planlagt en leg, hvor en lille sten blev sendt rundt. Den, der havde stenen, måtte tale. Det tog de meget seriøst, der blev ligefrem holdt små taler og grinet meget.

Nytårsaften, da vi kom hjem til vores hus, stod tvillingerne og deres far og skød nytår ind på vejen. Så var der knus og hej og godt nytår. Vores sidste gode oplevelse på den konto var forleden, hvor det ringede på døren klokken 16.50. Vi skulle have gæster klokken 17 og tænkte, at de nok bare var i god tid. Men nej, udenfor stod en af mine små veninder med en gave til min mand og mig. Små fine sten og et kærligt brev med ønsket om godt nytår.

Hvad mon fremtiden bringer? Hvor længe har de lyst til at besøge os? Det må vi se. Lige nu nyder jeg fællesskabet med mine tre nye naboveninder.