Prøv avisen

Hun mistede sit barn: ”Man kan ikke vælge, om det gør ondt. Men man kan vælge at handle”

Anne-Louise Bachmann, mistede sin søn i en ulykke, hvor en gravsten væltede ned over drengen. Foto: Leif Tuxen

Da Anne-Louise Bachmann og hendes mand mistede deres toårige søn i en ulykke, begyndte hun at skrive dagbog. Præcis tre år efter hans død offentliggør hun fra i dag de uredigerede dagbogssider, en efter en. Det er en historie om at miste og forsøget på at komme videre

Læs hele Kristeligt Dagblads tema om sorg her.

Den 15. juni 2016. Solen skinner. 23-årige Anne-Louise Bachmann og hendes mand, 24-årige Benjamin Bachmann Rasmussen, beslutter sig for at hente deres toårige søn Noam tidligt i vuggestuen. På vejen hjem tager de med en is i hånden et smut forbi Vestre Kirkegård i København. Her går de som så mange gange før en tur. Turen fører dem til en græsplæne med få, men gamle gravsten, og Noam beslutter sig for at gemme sig fra sine forældre bag den ene. Så sker ulykken. Gravstenen vælter ned over ham, og han dør på stedet.

Dagen efter samler godt 20 mennesker sig hjemme hos Anne-Louise Bachmanns mor, hvor parret har søgt tilflugt. En af dem, en barndomsvenindes mor, forærer Anne-Louise Bachmann en grøn notesbog. Opfordrer hende til at skrive sine tanker ned. Men hun hverken kan eller vil. Så i stedet bliver notesbogen på hendes mors anbefaling lagt på spisestuebordet, hvor alle kan skrive en hilsen til de unge forældre eller Noam.

Senere på aftenen samler hun alligevel den grønne notesbog op. På den bageste side, hvor hun regner med, ingen vil læse det, skriver hun en enkelt sætning.

”Gid den sten havde knust mit hoved i stedet.”

Over de næste dage bliver den sætning til flere, og Anne-Louise Bachmann tager bogen til sig som sin egen. Hun begynder at tage den med sig alle vegne. Der sker så meget, og meget af det glemmer hun hurtigt igen. Men hun vil gerne huske det hele, ikke kun de fragmenter, som bliver tilbage, når hun lægger hovedet på puden. Så hver eneste dag i to år skriver hun alle tanker, store som små, ned i dagbøger. Også på de dage, hvor det føles, som om hun ingenting kan. Tanker, observationer og oplevelser fra hverdagen bliver til flere tusinde ord. Altid skrevet bagest i bøgerne, hvor ingen ser det.

"Dagbog Nr. 1.

For at huske en tid jeg gerne vil glemme.

Denne bog er skrevet liggende, siddende, stående, kørende, grædende, halvsovende – på alle tider af døgnet. I den hårdeste tid i mit liv efter den værst tænkelige ulykke.

Jeg var mor. Jeg er mor til en, der ikke er her mere, jeg er mor uden et barn."

(Skrevet godt en måned efter ulykken)

Den 15. juni 2019. I dager det præcis tre år siden, at ulykken skete. Selvom det måske føltes sådan et øjeblik, gik livet ikke i stå. Midt i begravelsesplanlægning og kaos flyttede parret fra københavnske Vesterbro til Jægersborg ved Gentofte til den lejlighed, de havde skrevet under på og købt få dage før. Med tiden færdiggjorde de deres uddannelser. Og de blev forældre igen til Anker Bror på to år og Kalvin Bror på fem måneder.

Anne-Louise Bachmann er uddannet digital konceptudvikler, og det falder hende naturligt at udtrykke sig i billeder og skrift. Siden ulykken har hun haft en idé om, et behov for, en dag at lave et projekt om at miste. Men midt i sorgen har hun ikke kunnet. I stedet skriver hun i sine dagbøger, og hun lægger små redigerede glimt af hverdagen på de sociale medier, ofte ledsaget af små tekstbidder med refleksioner over livets op- og nedture. En lille, men trofast skare følger med. De roser det æstetiske univers og hendes skrivestil. Ikke sjældent opfordrer nogle hende i kommentarsporet til at gøre alvor af skriverierne og udgive en bog.

”Det kan jeg da ikke finde ud af”, er hendes første tanke. Og selv hvis hun kunne få et forlag til at interesse sig for hendes skriverier, bliver bøger redigeret af en redaktør eller forfatteren selv.

”Hvem er hun, der skal stille sig til dommer over, hvad der er væsentligt i hendes fortælling?”, lyder den næste tanke.

I stedet beslutter hun sig for at fortælle hele historien råt for usødet i form af dagbøgerne som led i et projekt, hun kalder ”Jeg lever med døden”. Omkring teksterne har hun bygget et omfattende digitalt univers – komplet med et udførligt persongalleri, forklaringer og uddybninger. Offentliggørelsen af det første indlæg falder ikke tilfældigt i dag på årsdagen for ulykken.

Fra starten har Anne-Louise Bachmann haft det dogme, at hun ikke vil redigere teksterne. De bliver udgivet, som de er, på den dag de blev skrevet, men med tre års forsinkelse. Det kan være svært at forstå lysten til at udgive de ord, som var så private, at de blev forbeholdt notesbøgernes bageste sider.

”Helt bundærligt?”, spørger hun.

”Inderst inde håber jeg, at det kan være med til at skabe en større forståelse for det at miste. Debatten om sorg handler rigtigt ofte om, hvordan det føles. Det er væsentligt og vigtigt. Men for mig er det her lige så meget historien om alt det, der kommer bagefter. For det har føltes rigtigt hårdt og svært, og vi har måttet knokle for, at det igen skulle føles fint. Den proces vil jeg gerne give et indblik i.”

Ved at udgive dagbøgerne i kronologisk rækkefølge tager Anne-Louise Bachmann læserne med på hele rejsen. Fra dengang, hvor det ikke var en selvfølge, at hun stod op om morgenen, hvor det virkede uoverkommeligt at gå i Netto, og hun kæmpede med at færdiggøre sin uddannelse og rollen som mor. Til i dag, hvor hun med egne ord lever et virkeligt fint og på mange måder almindeligt liv.

”At leve livet igen var et aktivt valg, Benjamin og jeg traf sammen. Vi skulle leve, stå op og tage ud i verden. Træffe nogle gode beslutninger for os selv og vores børn i forhold til, hvad vores liv skulle blive til,” siger hun.

”Man kan ikke vælge, om det gør ondt. Men man kan vælge at handle. Ikke nødvendigvis på sådan en ’nu skal jeg løbe et maraton’-måde, men i form af at søge hjælp eller noget så simpelt som at planlægge en ordentligt afsked. Det kræver utroligt meget af én. Men man kan ikke bare sidde og vente på, at man får det bedre. Det skal man have hjælp til, og det er svært at bede om.”

Sorgen er ikke væk, men med tiden har den ændret sig – fylder ikke længere alt. Alligevel lurer den lige under overfladen. Den rammer stadig og gør hende ked af det. Ikke mindst, når hun bliver konfronteret med en observation eller del af historien, som hun ikke har hørt før. Er hun overhovedet klar til det her, eller er det for tidligt? Hun svarer på spørgsmålet ved at stille et nyt:

”Bliver det nogensinde det rigtige tidspunkt?”.

Der findes ikke noget svar. Ingen ved, hvordan hun vil reagere, når projektet går i luften – heller ikke hende selv. Men lige nu føles det rigtigt. Hun synes, det er aktuelt og tror på, at projektet både mangler og kan gavne. Derfor er hun også villig til at gå på kompromis med sine egne følelser, forklarer hun.

”Der er ingen, som kan gøre tabet værre, end det har været. Det eneste, der kan ske nu, er, at jeg bliver ked af det. Men jeg er ikke bange for at græde eller for min egen situation. Jeg er klar til, at det kommer ud. Faktisk rigtigt klar,” siger hun.

Projektet, ordene og podcasten, det er alt sammen hendes. Men historien deler hun med sin mand, Benjamin Bachmann Rasmussen. Han har arbejdet med sin sorg på en helt anden måde og har aldrig læst, hvad hun har skrevet – og kommer næppe til at gøre det nu. Han har ikke behov for at vide, hvad der står eller for at rippe op i det hele, fortæller hun. Det respekterer hun, ligesom han respekterer hendes ønske om at gøre det.

Selvom idéen til projektet længe har ligget og luret i baghovedet, er det ikke mere end et par måneder siden, at hun besluttede at føre det ud i livet. Men hun var usikker på, om det var en god idé. Så hun rakte ud til sine følgere på Instagram. Ville de læse med og dele det? Responsen var et rungende ja.

Et par dage efter dukkede en besked op i indbakken. Den var fra filmproducenten Josefine Pil. Hun havde set opslaget og var interesseret i at hjælpe med at føre projektet ud i livet. De to kvinder mødtes over en kop, og et partnerskab blev født. Siden har Josefine Pil været sparringspartner og praktisk hjælper. Ikke mindst i forhold til at producere og tilrettelægge de podcast, der efter planen skal supplere dagbøgerne.

I dem taler Anne-Louise Bachmann med de mennesker, som hjalp hende gennem sorgen. I samtaler med bededamen, præsten, psykologen, veninden og mødregruppen håber hun at kaste nyt lys over processen, både for sig selv og andre. Hun på én gang glæder sig og imødeser det med frygt.

”Jeg kommer hundrede procent til at tude, når jeg skal snakke med min svigerfar. Han er præst og stod for Noams begravelse. Men så må vi trykke på pauseknappen og lige trække vejret. Jeg tror på, at det kommer til at hjælpe mig, og forhåbentligt kan det også hjælpe andre,” siger hun.

Kun sjældent befinder Anne-Louise Bachmann sig ved Noams gravsted på Holmens Kirkegård i København. På græsset lidt derfra finder hun i stedet ro.