”Du er godt nok en god storesøster.”
Det sagde sygeplejersken i røret til Anna Porse Nielsen.
”Det er sødt af dig,” fik hun svaret tilbage. ”Men det kan jeg altså slet ikke forholde mig til lige nu.”
Det var den 22. december 2017. Inde i soveværelset i lejligheden i København befandt lillesøsteren Bodil sig bag en lukket dør. Hun havde fået besked på at blive derinde og ikke gøre noget dumt. Imens havde Anna Porse Nielsen travlt med at gøre det, hun som storesøster gjorde bedst: Hun handlede.
”Jeg tror bare, at jeg sagde, at nu tager jeg over. Slut, færdig, ikke til diskussion,” husker Anna Porse Nielsen i dag om den aften, hvor hun hentede sin søster ude i Sydhavnen i København og efterfølgende ringede 1813 og kørte hende til den psykiatriske skadestue i Glostrup ved København.
Hendes lillesøster, Bodil Porse Nielsen, som sidder ved siden af hende, husker det som en kæmpe lettelse.
”For der kunne jeg ikke mere der. Jeg var helt ødelagt.”
Den dag i december for snart tre år siden er blevet definerende for begge søstre. Det gælder både for lillesøsterens mange år med psykiske problemer og nedture og for de to søstres vanskelige forhold, som herfra endelig skulle hele.
Det er det sidstnævnte, som dette interview skal handle om. For Anna og Bodil Porse Nielsens historie er et godt eksempel på, hvordan en søskenderelation ofte er mere kompleks end som så. De seneste mange år har søstrene erfaret, hvor svært det kan være at lægge gamle søskenderoller fra sig og bryde med vrede og jalousi over for et af de mennesker, man i bund og grund holder allermest af. Og den dag i dag kan de stadig se, hvordan de med deres op- og nedture har været med til at forme hinanden.
”Vi er jo alle produkter af vores opvækst. Jeg kan tydeligere og tydeligere se de elementer i min personlighed, der er formet af vores relationer og vores familiedynamikker,” siger Anna Porse Nielsen.
Anna og Bodil Porse Nielsen beskriver sig som meget forskellige søstre. Med forskelligt temperament og måder at håndtere modstand og medgang på. Til gengæld deler de værdier, en stor kærlighed til familien, en indforstået galgenhumor og en værdsættelse af ærlighed. Og så er de ikke bange for at tale højt om de tidspunkter, hvor deres relation har gjort ondt. Det er også derfor, de har sagt ja til at mødes med Kristeligt Dagblad på en café i København. I hverdagene kan de ofte finde på at tage en kop kaffe sammen inde i byen, hvor 48-årige Anna Porse Nielsen er direktør i et konsulentfirma, hun selv startede, og 43-årige Bodil Porse Nielsen er office manager i et konsulenthus.
For at forstå deres relation, må man dog begynde omkring 400 kilometer væk fra København – i landsbyen Vaarst ved Aalborg, hvor de voksede op. De husker deres forhold dengang som konfliktfyldt. Der var fire og et halvt år mellem dem, og mens Bodil Porse Nielsen var et barn med et hidsigt temperament, var Anna Porse Nielsen den nemme teenagesøster. Når de tilbragte tid sammen, var det nok mest på ferier, hvor der ikke var andre muligheder.
Forholdet ændrede sig, da Anna Porse Nielsen blev student og tog ud at rejse. I den tid sendte søstrene breve til hinanden, og da storesøsteren kom hjem igen, var det, som om der var sket et skift. Nogle år senere rejste Anna Porse Nielsen til Australien, og lillesøsteren tog efter gymnasiet i 1996 ned og besøgte hende i tre måneder. Det var her, storesøsteren opdagede sin lillesøsters spiseforstyrrelse.
”Jeg kan huske, at jeg hentede dig i lufthavnen, og at du lignede en lille tændstik. Det var et stort hoved på en lille krop. Og jeg tænkte bare, at det her ikke var godt,” siger hun.
Bodil Porse Nielsens spiseforstyrrelse udviklede sig i løbet af 3. g og skulle ende med at følge hende i 17 år. Nogle perioder var værre end andre, men når hun havde lyst, kunne hun tabe sig på ingen tid. Og når folk omkring hende begyndte at tale om indlæggelser, tog hun bare tilpas meget på til, at de lod hende være i fred.
”Den var mit talent,” siger hun.
Og det var faktisk sådan, hun dengang så det. For det at udvikle anoreksi blev på mange måder et opgør med en rolle, som Bodil Porse Nielsen følte, hun havde haft siden opvæksten: den svære lillesøster.
”Jeg har altid oplevet, at alting var meget nemt for Anna. Jeg har aldrig haft lige så let ved at gå i skole som hende eller helt vidst, hvad jeg ville. Så jeg var faktisk lidt vred på Anna. Og så fandt jeg ud af, at det at have en spiseforstyrrelse var noget, jeg var virkelig god til. Det blev på en måde min ting,” siger hun.
I lang tid havde Anna Porse Nielsen og andre i familien svært ved at håndtere lillesøsterens anoreksi. Når de prøvede at tale om det med hende, blev det bare værre, og i stedet blev den en elefant i rummet, når de var samlet.
Når Bodil Porse Nielsen ikke var der, talte forældrene til gengæld meget om spiseforstyrrelsen. Faktisk så meget, at Anna Porse Nielsen blev misundelig på det talent, hendes lillesøster havde. For alt kom pludselig til at handle om Bodil.
”På mange måder er det jo dejligt at være det nemme barn med en problemfri teenagetid og en god forældrerelation. Men det betød også, at jeg ikke fik så meget opmærksomhed i familien. Og da Bodil blev syg, fik jeg pludselig et behov for ikke at være den nemme. Jeg havde brug for at frigøre mig fra mine forældre og sætte grænser. Jeg havde et behov for at være teenager i en alder af 27 år,” siger hun.
Anna Porse Nielsen husker, at hun blev meget ”kantet” i en periode. Og det gik særligt ud over deres mor.
”Når hun ringede til mig, sagde jeg, ’mor, hvis du begynder at snakke om Bodil, så lægger jeg på’. For jeg var virkelig gal over at skulle tale om Bodil altid. Jeg sagde til vores mor, at hun ikke kunne bruge mig til det. Hun måtte tale med sine veninder i stedet,” siger hun.
Selv trak hun sig også i perioder fra familien og søgte mod venner og veninder. Det var dem, hun gik til med identitetskriser og overvejelser om arbejde og forhold. For hendes problemer føltes for små i forhold til søsterens.
Samtidig havde Anna Porse Nielsen dårlig samvittighed over at være så vred over at være den nemme søster.
”Man kan jo ikke tillade sig at være misundelig på sin søster, når hun er syg,” siger hun.
Når Anna Porse Nielsen tænker tilbage, vil hun ikke sige, at hun var vred på sin søster. De sås stadig og havde det godt sammen, og hun støttede hende, så godt hun kunne. I stedet vil hun beskrive det sådan, at hun var vred over deres relation og det, sygdommen gjorde ved den.
”Jeg havde det sådan, at der var Bodil, som jeg elskede, og så var der anoreksien, som jeg hadede. Så jeg følte, der var en dobbelthed i min relation til Bodil,” siger hun.
Selv da Bodil Porse Nielsen efter mange år med behandling og professionel hjælp begyndte at blive rask, var Anna Porse Nielsen ikke klar til at lægge sin vrede bag sig. Lillesøsteren lærte at tale åbent om sin sygdom og holdt endda foredrag om den, men storesøsteren nåede aldrig at høre nogen af dem.
Faktisk skulle der endnu en krise til, før forholdet mellem søstrene begyndte at ændre sig. Den opstod, da Bodil Porse Nielsen blev skilt og efterfølgende endte i et usundt forhold. Lillesøsterens problemer blev igen det primære fokus i familien. Men denne gang oplevede Anna Porse Nielsen det anderledes.
”Det er svært at forklare, men på en måde tror jeg, at det var der, du foldede dig ud som et helt og fuldt menneske. Det var der, jeg holdt op med at se spiseforstyrrelsen og begyndte at se dig i stedet. Nu var det også dig, der bad om hjælp, og ikke vores forældre, og i det sekund, du kom og var klar, var jeg også klar,” siger Anna Porse Nielsen.
I en periode boede søsteren og hendes datter hos Anna Porse Nielsen og hendes familie, og derudover stillede hun som storesøster altid op, når der var brug for hende. Som eksempel kan Bodil Pose Nielsen godt lide at fortælle om en aften, hvor hun ringede til sin søster og græd, hvorefter storesøsteren sagde, at hun ville hente hende næste morgen klokken otte. Og så tog de til morgenandagt i Vor Frue Kirke i København.
”Jeg tror, jeg tænkte, at nu må vi prøve noget andet. Du orkede ikke flere psykologer, og jeg har fået det sådan, at der er noget utrolig dejligt ved at placere ansvaret uden for sig selv. Man behøver ikke sidde og rode i sit eget sind for at finde alting,” siger Anna Porse Nielsen, og Bodil Porse Nielsen giver hende ret.
”Ingen af os er specielt troende, men det var så fint at sidde der en halv time, inden vi hver især skulle på arbejde. Jeg kan ikke huske, hvad præsten sagde, men det var noget med at samle tankerne. Det gik rent ind hos mig den dag.”
I december 2017 var Anna Porse Nielsen også en afgørende hjælp, da Bodil Porse Nielsen fik et voldsomt psykisk sammenbrud. Hun blev indlagt i nogle dage, og det var første og sidste gang. Det var, som om søstrene for alvor lagde fortiden bag sig der. De kan stadig være uenige eller synes, den anden træffer dårlige beslutninger. Men de er bedre til at give slip på det igen, siger Anna Porse Nielsen.
”Det har måske noget med alderen at gøre, men jeg har i hvert fald fået en helt anden rummelighed. Jeg går ikke længere så meget op i, hvis du gør noget, der er irriterende,” siger Anna Porse Nielsen.
Hun får pludselig en tanke:
”Tænk, hvis det havde været omvendt. Hvis det var mig, der havde haft en spiseforstyrrelse,” siger hun.
Bodil Porse Nielsen tror, at hun ville have haft svært ved at håndtere det.
”Jeg ved ikke, om det er noget, der ligger i det at være lillesøster. Altså i mit hoved er det sådan, at det altid er Anna, der ordner ting og kommer igennem ting. Anna ringer også væsentligt mere til mig af omsorg og tjekker ind. Jeg går bare ud fra, at det kører for hende,” siger hun.
Lille- og storesøsterforholdet er også noget, de to søstre har arbejdet på. Faktisk er de nået frem til kun at ville kalde hinanden for søstre.
”Altså det er en del af min personlighed, at jeg er storesøster, og jeg handler. Hvis der er et problem, så går jeg i gang med at fikse det. Det har jeg gerne villet gøre op med. For den tankegang har været velment, men det giver ikke meget plads til den anden,” siger Anna Porse Nielsen, og søsteren tilføjer, at hun har brugt længere tid på at holde op med at sige storesøster.
”Men jeg føler egentlig ikke, at jeg ser dig som en storesøster mere. Men det kan være, du synes, jeg opfører mig som en lillesøster.”
Det gør Anna Porse Nielsen overhovedet ikke.
”Jeg har været pavestolt over, at du kunne rejse dig med alle de ting, du har været igennem de seneste år,” siger hun.
”Jeg tror også, jeg er vokset fra det med, at det hele var så nemt for Anna. For jeg har fundet ud af, jeg også er god til andre ting. Før i tiden syntes jeg altid, at det, Anna lavede, var vildere og klogere, men jeg har accepteret, at vi er forskellige. Anna er god til det, hun laver, og jeg er god til det, jeg laver,” siger Bodil Porse Nielsen, og Anna Porse Nielsen påpeger, at der altså også er mange ting, hun er dårlig til.
”Og jeg tror stadig, det ligger meget i mig, at jeg har behov for at vise, at tingene ikke bare er nemme for mig.”