Indimellem går hun en tur rundt i byen og mindes sin familie. Hun går forbi det tidligere rådhus eller Marselisborg Slot og de mange andre betydningsfulde bygninger, hvor hendes mands og svigerfars elegante dørhåndtag og skilte stadig hænger. Hun går ind i kirkerne og ser på lysekroner og lysestager og siger til sig selv: Den der har vi støbt.
Margot Erstad er blevet 86 år, men husker hele historien om de seneste 100 års gørtleri i Aarhus, for hun er selv en del af fortællingen. I butikken på M.P. Bruunsgade, let nedsænket, men med store vinduer ud til det moderne liv, holder hun fast i det håndværk, som kom til at forme hendes liv. Og som hun stadig mestrer.
”Jeg kan klare de fleste reparationer selv,” siger hun med hænderne om en loddekolbe ude i det lille værksted bag butikken. Her står skabe fulde af små æsker med reservedele. Arbejdsbordet er dækket af alskens værktøj og olier. På væggen hænger en fræser, som man ”lige skal passe lidt på med”.
Det er, hvad der er tilbage. Støberiet har hun solgt fra for længst. De stadigt flere restriktioner om støj og røg gjorde det for besværligt at støbe inde midt i byen. Desuden fornemmede hun allerede dengang, at tiderne var i færd med at skifte.
”Gørtlerfaget har altid været mindre og derfor skrøbeligt over for modeluner,” fortæller hun. ”Vores forretning har eksisteret siden 1901 og har oplevet mange op- og nedture, men i løbet af 70’erne bed jeg mærke i, at de store gravsteder var på vej væk. Og med dem også en vigtig kunde for os, for de indeholdt skrift og ornamenter i bronze. Da de anonyme gravsteder i stedet vandt frem, vidste jeg, at vi måtte skifte spor, og at det nok aldrig ville blive det samme igen.”
Det fik hun ret i. En efter en begyndte gørtlere at lukke. Det samme gjorde de modelsnedkere, stukkatører, metalstøbere og kobbersmede, som gørtlerne arbejdede sammen med. Ikke bare på grund af gravstederne, men fordi folk ikke længere ville betale prisen, når de kunne få langt billigere, masseproducerede håndtag og skilte.
Et håndværk, der i Danmark har eksisteret siden 1700-tallet, samlede sig på stadigt færre hænder. Men Margot Erstad gik mod strømmen og åbnede en ny butik, så faget og dets muligheder blev mere synligt for offentligheden. Andre gørtlere rystede på hovedet, men hun nægtede at give op. Der var alt for meget på spil.
”Min danske familie døde jo alt for tidligt. Der var kun mig til at føre deres værk videre, og det gør jeg, til jeg ikke står mere,” siger Margot Erstad.
Egentlig var det meningen, at hun skulle overtage sine forældres hotel på den tyske ø Sild, men Anden Verdenskrig ændrede alt. Hun undgik kun med nød og næppe at blive en aktiv del af Hitlerjugend og tog i stedet til Danmark, hvor hun lidt tilfældigt endte som pige i huset hos familien Erstad i Bruunsgade. De var gørtlere og med tiden blev hun det også – side om side med familiens søn, som skulle blive hendes ægtemand.
Lige omkring brylluppet døde hendes nye svigerforældre dog, og otte år efter blev hun enke. Så stod hun der som 31-årig mor til en syvårig pige og enearving af den 60 år gamle familievirksomhed med fem ansatte. Mod alle odds tog hun opgaven på sig.
”Jeg er jo friser,” forklarer hun med henvisning til fødestedet i Westerland lige syd for grænsen. ”Vi er stædige som få!”
Ordrebogen blev hurtigt fyldt op: Skilte til DSB. Bæltespænder til grænsepolitiet. Lamper. Bronzeurner. Kirkekroner og beslag til pengeskabe. Siden kom især håndtag og lysestager til.
”Se bare her,” siger hun stolt og finder et kartotek af små papirkort frem med detaljer om alle salg siden 1901. ”Nationalmuseet har endda været forbi og kopiere det hele, så de kan få styr på, hvad der hænger rundt omkring.”
Døren til butikken klimter en ny kunde indenfor. Hun spørger efter små lysestager til juletræet, men Margot Erstad trækker beklagende på skuldrene. Det er mange år siden, det kunne betale sig at støbe dem. Prøv i Søstrene Grene, siger hun.
Nogle dage er stille. Så reparerer hun ude bagved, men hun er i butikken hver dag fra halv elleve til halv seks. Andre dage er så travle, at hun må sende folk ud igen, fordi de snakker for længe. I dag er en mellemdag.
Det klimter igen. En kvinde vil vide, hvordan hun får sin lysestage pæn, men det må vente, for nu kommer ham, der skal hente den store titusstage, to alterstager og en posefuld små vaser, der skal sidde for enden af kirkens bænkerækker. De er alle renset og poleret, så de står som nye.
Der er stadig mange opgaver for kirkerne. Hun har netop fået en forespørgsel på at reparere, rense, polere, lakere og installere ny el på en to meter høj lysekrone med 16 arme plus pyntearme. En stor opgave, der reelt kun er to, måske tre gørtlere tilbage, der kan klare, siger hun.
”Det handler ikke kun om mode, men også om pris. Folk finder jo skrammel fra Kina til en krone på loppemarkedet, der ligner det, jeg sælger væsentligt dyrere, men som slet ikke har samme kvalitet og historie. Der er for få, der vil betale for ordentligt håndværk, det er den sørgelige sandhed.”
Alligevel nægter hun at kalde sig fag uddøende. Selvom der efterhånden går mange år imellem, at nogen uddanner sig til gørtler.
”Jeg har sikret mig, at en af mine samarbejdspartnere fører vores livsværk videre, så det dør ikke. Kan du ikke bare skrive, at vi gørtlere er blevet sjældne. Jeg kan ikke holde tanken ud, at vi helt forsvinder. Hvem skal så fortælle, hvad tingene er, hvem skal reparere dem? Du aner ikke, hvad folk ikke ved i dag.”
