Prøv avisen
Mit livssyn

Kasper Støvring: Man lader sig ikke så nemt slå ud, når man er realist

Kasper Støvring har de seneste 10 år boet i Sorø på Midtsjælland, hvor han finder forankring og ro. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Syndefaldet og idéen om, at mennesket grundlæggende er ufuldkomment, oplevedes som en slags personligt jordskælv for forfatter og debattør Kasper Støvring, da han som ung gymnasieelev begyndte at læse Kierkegaard

Kasper Støvring flyttede til Sorø i 2009 med sin kone og deres datter. Han kalder det selv for et af hans livs bedste beslutninger. For det betyder noget for ham at have et bestemt sted på jorden, som man er forankret i, og hvor man slår rødder. Et sted, der knytter sig til ens erindringer.

”Jeg havde udlængsel, da jeg flyttede hjemmefra, og jeg forlod meget bevidst Hammel, hvor jeg er vokset op, fordi jeg ville bo et helt andet slags sted. Det havde været nærliggende at tage til Aarhus, som jeg boede tættest på, men det skulle være den største by i landet og meget anderledes, end hvad jeg kom fra,” forklarer han.

Der var nogle gode år i København, men det var alligevel det helt rigtige at flytte til Sorø. For her er familien tæt på skov og sø, og netop naturen er vigtig for Kasper Støvring.

”I naturen kan jeg finde stilhed og langsomhed og ensomhed. Jeg holder af at være sammen med andre, men netop derfor holder jeg også af at være alene og klare tankerne i naturen. Det stimulerer opmærksomhedsevnen at være alene, og det er vigtigt. Ellers finder man aldrig ro,” siger han.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Jeg er meget præget af troen på, at vi lever i en falden verden. Jeg er litterat af uddannelse og kulturforsker og filosof, og jeg har herigennem været meget optaget af syndefaldet. Idéen om, at mennesket grundlæggende er ufuldkomment, at det er syndigt, som det siges i den kristne tradition, gælder også for mig selv. Det var en slags personligt jordskælv, da jeg opdagede det. Det skete i midten af 2. g, og jeg skrev faktisk en 800 sider lang roman om syndefaldet, da jeg gik ud af gymnasiet. Heldigvis er den aldrig blevet udgivet, for den er meget umoden, men det optog mig ufatteligt meget. Mit livssyn er hverken særlig optimistisk eller pessimistisk. Jeg vil karakterisere mig selv som realist. Besindelsen på, at vi mennesker ikke er engle, at der ikke vokser vinger ud af ryggen på os, fylder en del – men det gør også erkendelsen af, at vi også er i stand til at gøre det gode. Fordelen ved at være realistisk er, at man ikke bliver skuffet, når andre eller en selv svigter, for man ved, at det vil ske. Omvendt er der herved også plads til at kunne glædes over alt det gode, der trods alt sker. Man glæder sig, fordi man ikke forventer så meget. Det realistiske livssyn giver en vis ukuelighed, og man lader sig ikke så nemt slå ud. Som Luther sagde engang: ”Selvom jeg ved, at verden går under i morgen, vil jeg stadig plante et æbletræ i dag.” Selvom man ved, at tingene ikke altid bliver, som man tror, skal man stadig prøve.

Hvad har formet dit livssyn?

Jeg oplevede det, man kan kalde en åndelig vækkelse, da jeg gik i gymnasiet. Jeg er vokset op i en helt almindelig dansk middelklassefamilie med ikke-akademiske forældre, og pludselig opdagede jeg værdien af litteratur, særligt poesi og lyrik, og filosofi. Jeg læste meget Kierkegaard og interesserede mig for eksistentialismen, for, hvad det vil sige at være et menneske. Især at vi skal dø. Jeg ved ikke, hvordan det opstod, denne interesse for ånd, måske fra nogle gode dansklærere. Det er derfor, jeg bruger vækkelsesmetaforen, for det var en gave, der pludselig kom. Men det var en afgørende erfaring i nogle vigtige år af et menneskes liv, og den erfaring har jeg selv forsøgt at give videre som gymnasie- og universitetslærer – og til min 12-årige datter.

Hvad gør dit liv rigere?

Jeg synes, det er helt mirakuløst, at jeg kan vågne hver eneste morgen og føle, at der er noget, jeg skal gøre. Noget, der er vigtigt, og at det er vigtigt, at lige præcis jeg gør det, for ellers bliver det ikke gjort. Der ligger selvfølgelig en del selvovervurdering i det, men det stimulerer også mit engagement. Jeg opfatter mig selv som et engageret menneske. Ellers vil jeg henvise til en meget bred vifte af ting, der gør mit liv rigere; samvær med familie og venner, læse litteratur, gå ture i naturen, gå i kirke, men også sanselige ting som at lave mad.

Hvad betragter du som dit livs største ulykke?

Jeg er så ufatteligt heldig ikke at have været ude for ulykker, der har ødelagt mit liv. Jeg har været udsat for forhindringer, men mange af dem har jeg overvundet igen. Det var dog en stor sorg, da min gode ven Mads Holger tog sit liv. Det var rædselsfuldt, for det kom ud af det blå, og selvmord er sådan en gådefuld ting. Det understregede for mig, at selvom man er tæt på et andet menneske, er man alene, når det kommer til stykket. Ulykker kan være mange ting, men det handler også om ikke at se det som en sådan, hvis tingene ikke bliver, som man troede. Det må ikke forpeste ens liv, at man – som jeg for eksempel – har brugt 15-20 år på at få en akademisk karriere, og det så ikke blev sådan alligevel. Så kommer der noget andet godt i stedet.

Hvad tror du på?

Jeg tror på kristendommen, jeg er et kristent menneske. Og det er også den kristne etik, der har formet mig. Man kan sige, at den kristne etik er som sukker i vandet; den er allestedsnærværende, også selvom man ikke kan se den. Særligt den protestantiske etik er vigtig for mig med betoning af det personlige ansvar og samvittigheden, at man skal være tro mod sig selv og gøre det, man mener skal gøres. Med det følger også den personlige skyld, tilgivelsen og pligten til at forbedre sig, og det er en vigtig rettesnor og etik at leve livet ud fra.

Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?

Man skal være lidt forsigtig med begrebet forbilleder, for alle mennesker er syndige, og ikke én er retfærdig. Alle mennesker rummer noget skidt, når man ser godt efter. Men jeg beundrer mennesker, som har personligt mod, og som tør kæmpe for det, de tror på, selvom det har store omkostninger. Og så beundrer jeg folk, som er engagerede. Skal jeg pege på nogen bestemt, er Luther vigtig for mig. Og jeg husker, da jeg læste frihedskæmpernes afskedsbreve, som jeg blev meget grebet af. At de kunne skrive til deres kære med så meget alvor, mod, ro og afklarethed bare få timer før, at de skulle henrettes. Af nulevende personer har Søren Krarup altid stået for mig som et menneske, der inkarnerer mange af de egenskaber, jeg taler om her. Ligesom jeg altid har beundret stærkt troende præster, folk, der arbejder med hårde ting hver dag, og som holder fast i deres tro. Personer, der med deres karakter lyser op.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Helt ærligt så ved jeg det ikke. Men jeg har altid syntes, at W.C. Fields’ citat på sin gravsten var fin; der står ”Jeg ville hellere være i Memphis”. Jeg ved ikke, om det passer, men det er en af den slags historier, der er for gode til at tjekke. Uden humor går det altså ikke! Men erkendelsen af, at jeg en dag skal dø, fylder en del. Den danske digter Morten Nielsen skrev en del om dødserkendelsen, og at der er to reaktioner; den ene er panisk og angstfyldt, den anden er rolig. Jeg hælder mest til det sidste. At fordi livet er endeligt, skal vi få så meget ud af det, vi kan, mens vi er her. Det giver en taknemmelighed over det, man har, og at øjeblikke kan få stor betydning. Det må man minde sig selv om.