Jesper Buhl om at give slip på sin kone med alzheimer: Man må altså godt blive glad og kysse igen

For halvandet år siden måtte Jesper Buhl køre sin hustru på plejehjem. Det var en meget svær beslutning, men alzheimer har fjernet den kvinde, der var engang, og som han elskede over alt på jorden. Først for nylig indså han, at han siden har levet i ruinerne af det tabte. Så nu har han ryddet op og gjort plads til en ny kærlighed i sit liv

”Jeg har været dér, hvor nogle mennesker aldrig kommer tilbage fra. Enten fordi de ikke giver sig selv lov til at komme videre i livet, eller fordi deres omgivelser bremser tilløbene. Det sidste har jeg heldigvis ikke mødt. Men jeg har været blind for min egen begrænsning,” siger Jesper Buhl. – Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

Et alter over en tabt tid.

Sådan beskriver Jesper Buhl den ene væg i stuen, som indtil for få uger siden var udsmykket med tre smukke sort-hvide fotografier fra sommerbrylluppet i 1990. Taget på marken bag huset, med sus i brudekjolen og midt i et kys. Dyrebare minder om den ultimative fejring af kærligheden, hvor den lyse Hanne og den mørke Jesper sagde højt og tydeligt ja til hinanden. Og hvor koncertpianisten og barytonen afgav løftet, også over for Gud, om at være der for den anden altid. I medgang og modgang.

For et par uger siden tog han bryllupsbillederne ned fra væggen og hængte tre moderne malerier op i stedet.

Men Jesper Buhl stoppede ikke her. Alle billeder i hele huset blev taget ned. Nogle kom op at hænge igen. Men på nye steder, og samtidig gik han i gang med at rydde op. Hvert eneste rum i det 430 kvadratmeter store hus i Allested på Midtfyn blev gået igennem.

Fem gange kørte han på genbrugspladsen med en fyldt trailer, og så besluttede han sig ellers for at male den grønne køkkenvæg over. Med hvid maling.

”Det var det sværeste af det hele. Det første strøg med penslen føltes som at få en kniv direkte ind i hjertet. For kunne jeg gøre det her? Kunne jeg virkelig male oven på den grønne farve, som Hanne og jeg havde malet køkkenvæggene med i fællesskab? Men hvis jeg ikke engang kunne male en væg, hvor langt var jeg så overhovedet kommet i min proces?”.

Nogle læsere vil måske tænke, at der er noget genkendeligt ved historien om Jesper Buhl og hans kone, Hanne Bramsen. Måske fordi de begge er kendte navne i musikkens og kulturens verden, hvor Hanne var pianist og underviser på Det Fynske Musikkonservatorium, og Jesper Buhl er operasanger og tidligere chef for Den Fynske Opera. Men Jesper Buhl har også i en tidligere artikel i Kristeligt Dagblad fortalt om den svære beslutning, det var at sende sin elskede på plejehjem, da alzheimer efterhånden havde fjernet den Hanne, der var engang. Hvor hver ny dag var blevet til en stadig sværere kamp for at få hverdagen i hjemmet til at fungere.

Det var et tabu, han dengang i 2018 åbent og ærligt stod frem og fortalte om. For ægteskabsløftet satte ham i et både religiøst og etisk dilemma. Det var jo netop også modgangen, han havde sagt ja til, så burde han ikke beholde Hanne derhjemme og bare kæmpe videre? Men efter flere års kamp måtte han til sidst erkende, at kærligheden også kan være at give slip og lade andre træde til. Med mere professionel hjælp. Primært for Hannes skyld, men faktisk også for hans.

Bryllupsbillede med Hanne Bramsen og Jesper Buhl. Udsnit af artikel i Kristeligt Dagblad den 13. oktober 2018.
Bryllupsbillede med Hanne Bramsen og Jesper Buhl. Udsnit af artikel i Kristeligt Dagblad den 13. oktober 2018.

Nu er der gået halvandet år siden den traumatiske køretur hen til plejehjemmet, hvor hustruen fik sit eget værelse samt pleje og opsyn døgnet rundt. Og det er en tydeligt mindre knuget og meget gladere Jesper Buhl, der i dag byder indenfor i hjemmet, hvor han har sagt ja til at sætte ord på endnu et tabu: om den proces, der fulgte efter køreturen. For hvor den nye hverdag i begyndelsen mest af alt var præget af sorg, alenetid og savn, hvordan sikrer man så, at ens eget liv ikke også smuldrer eller taber gnisten? Som det sker for den demente ægtefælle. Med synlige tilbageskridt for hvert besøg. Og er det overhovedet muligt at forestille sig et godt liv uden hende? Og han vil også gerne tale om det ultimative spørgsmål: Må man tro på en ny kærlighed? Når Hanne stadig er i live.

Hans ”proces” er selvfølgelig stadig i gang, men de seneste to måneder har været en kæmpe øjenåbner, fortæller 56-årige Jesper Buhl. På grund af coronakrisen har han ikke kunnet besøge hustruen på plejehjemmet, og han har heller ikke haft elever til sangundervisning eller selv kunnet optræde. Han har med andre ord været meget alene. I det store hus med de mange minder.

”Isolationen under coronakrisen har derfor tvunget mig til at se indad, men også udad. Og pludselig gik det op for mig, at jeg stadig levede i ruinerne af den tabte tid, som mit liv med Hanne jo er. For selvom Hanne ikke er død, så er det kun mig, der kan huske vores kærlighed og vores ægteskab. Jeg er ikke engang sikker på, at hun genkender mig længere. Alligevel stod huset præcis, som da hun flyttede på plejehjem. ’Det er, som om mor bare er gået i Brugsen’, som en af mine døtre sagde en dag, hun var på besøg – og hun havde helt ret: Jeg gik jo faktisk rundt i et mausoleum.”

I dag kan han se, at han nok bare gjorde det, der umiddelbart virkede lettest: at lade alt være, som det var, da Hanne stadig boede i huset sammen med ham. Men ved at rydde op, smide ud, møblere om og hænge billederne på nye måder har ”jeg gjort huset til mit eget ’showroom’ og samtidig sørget for at holde noget af pladsen fri. På den måde er der også gjort plads til, at noget nyt kan ske. For både i konkret og overført betydning var al pladsen nemlig optaget før.”

Der gik kun nogle måneder, efter at Jesper Buhl var blevet alene i det store hus, før han mødte en anden kvinde. Det kom meget bag på ham, at det skete, ”for selvom jeg helt klart havde en masse længsler efter en at dele tanker, oplevelser og det erotiske med, så var jeg slet ikke parat. Men her var der pludselig en kvinde, der kiggede tilbage på mig og fastholdt mit blik. Jeg kendte Jette i forvejen og havde tidligere undervist hende i sang, men vi havde aldrig set på hinanden på den her måde før, og jeg kunne hurtigt mærke, at her var der en kvinde, som jeg skulle holde fast i. Jeg så bare ikke, at det, jeg tilbød hende, var en ruin.”

Jesper Buhl taler om sig selv. For han var en mand i krise, og ”på mange måder en skygge af mig selv. Der var bare ingen, der kunne se det, for jeg er jo vant til at stå på en scene og kan derfor let sætte en facade op. Ingen fik lov til at se, at alt var kaos indeni. Men Jette fik langsomt åbnet ind til alt det svære, og hun kunne rumme mig. Første gang jeg kyssede hende, var derfor både helt vildt skønt og samtidig fyldt med forvirrede følelser, der kom bag på mig. For jeg troede, jeg var længere i processen. Men nu stod dilemmaerne pludselig i kø. Var jeg egentlig utro mod Hanne? Vi er jo stadig gift, og hun lever endnu, må jeg så overhovedet elske et andet menneske? Og hvad ville vores døtre og omgivelserne sige?”.

Men der var absolut ingen løftede pegefingre eller udtalte forbehold. Fra andre. Både de to døtre og Jesper Buhls venner undte ham på alle måder at møde kærligheden igen og havde ligefrem håbet det for ham.

I dag kan han se, at udfordringen først og fremmest lå i ham selv, og at det var ham, der derfor bød sin nye kæreste ret urimelige vilkår for at få et nyt parforhold til at vokse sig stærkt.

”På et tidspunkt havde vi et par venner på besøg, og så spørger de selvfølgelig til, hvordan Hanne har det. Og så holder jeg foredrag i 45 minutter om mit og Hannes fantastiske ægteskab. Uden overhovedet at se, hvad det er, jeg gør. Det er faktisk først i de seneste to måneder, at det for alvor er gået op for mig, hvor lidt plads jeg egentlig har givet Jette. Det har jo været lidt som at tage en med til en koncert, og så bede vedkommende om at stå udenfor, mens man selv går ind i salen, og så alligevel spørge bagefter, om det ikke var en fed koncert.”

Der har derfor været mange op- og nedture. Brud og pauser. Men hele tiden har Jesper Buhl også vidst, at mødet med Jette var ”et mirakel, for jeg havde slet ikke forventet at møde den store kærlighed én gang til. Eller at møde en kvinde, som jeg kan dele det at være i en tabsproces med.

Jette har voksne børn, er fyldt 60 år, og hun har selv oplevet både en skilsmisse og et forlist parforhold, så vi deler derfor det vilkår, at der altid vil være en sorg og et tab med os. At vi har hver vores fortid og historier med os. Men vi deler heldigvis også troen på, at kærligheden kan komme igen”.

Jesper Buhl smiler, da han siger, at der er ”en opstandelsens glæde” over hans møde med Jette og hans nyfundne indsigt i, at han må tillade sig selv at give plads til kærligheden. Ved blandt andet at rydde vægge og gøre plads til nye billeder. Til Jette.

”For jeg har været dér, som nogle mennesker aldrig kommer tilbage fra. Enten fordi de ikke giver sig selv lov til at komme videre i livet, eller fordi deres omgivelser bremser tilløbene. Det sidste har jeg heldigvis ikke mødt. Men jeg har været blind for min egen begrænsning.”

Jesper Buhl finder sin mobiltelefon frem og henter nogle af de nyeste fotos frem.

De er få uger gamle. Taget på en strand i modlys, og på et af dem ser man derfor to mennesker som silhuetter i solen, mens kun kvindens og mandens hænder står skarpt frem på billedet. Jettes ring blinker.

”Coronakrisen har været som en gave for mig. Det kan lyde hårdt, men det har jo været som en slags generalprøve på den tid, Hanne ikke er her mere. Og det har fået mig til at indse, at det kun er mig, der hænger fast i vores minder. Hun har dem ikke længere. Jeg er kun hendes mand på papiret. Det vil jeg til gengæld blive ved med at være lige til det sidste. Men jeg har mødt en kærlighed, som jeg ikke bør give slip på. Jeg skal derimod gå all in . Så nu har jeg friet til Jette og lovet hende evig troskab. Indtil videre som kærester, men på sigt som ægtefolk.”

For som Jesper Buhl forklarer, ”så er den kærlighed, vi har til hinanden så stor, at man bør fortælle Gud om det. Det har jeg gjort én gang før, og jeg vil glæde mig til at stå foran et alter og afgive præcis det samme løfte til Jette, som jeg gjorde til Hanne. Jeg føler mig så utroligt privilegeret, at jeg får lov til at opleve så stor en kærlighed to gange.”

Fotoet fra stranden blev sendt til Jespers to døtre samme aften, ledsaget af en meget kort tekst: ”Hun sagde ja!”.

Og døtrenes svar var, at han måtte hilse Jette mange gange og sige hende tak, fordi hun vil have deres far.

Det er derfor, han også gerne vil fortælle sin historie og på den måde være med til at bryde endnu et tabu.

”For hvis der nu sidder nogle læsere i den samme problemstilling, som jeg gør, så håber jeg, at min historie kan være med til at få dem til at tænke ja, man må godt blive glad igen. Og ja, man må godt kysse med en anden.”