”Kære Elliot, Robin og Bjørn.
Der er en sygdom lige nu, som man godt kan blive smittet af, og man kan også blive rask igen. Når man er gammel – ligesom bedstemor og bedstefar er – skal man helst ikke smittes, fordi det tager så lang tid at blive rask, når man er gammel. Derfor er det, som om vi er ude på en lang rejse, som vi først kan komme hjem fra igen, når der er gået noget tid.
Vi er raske, og vi hygger, og vi tænker meget på jer tre børnebørn og også på jeres forældre og på familiens Luca-hund. Vi forestiller os, at vi rejser til forskellige steder i verden: til Nordpolen, til Afrika og måske til Sydpolen. Vi oplever mange ting, som vi kan fortælle jer om.
Kys og knus fra bedstemor og bedstefar.”
I en lejlighed i Frederikssund i Nordsjælland er der sovedyr og Lego-legetøj på hylderne. Børnebøger i bogreolen. Køjesenge på børnebørnsværelset. Alligevel er der i øjeblikket ingen børn i hjemmet. For 66-årige Lærke Grandjean og hendes mand har ikke været sammen med deres børnebørn i mere end en måned som følge af coronapandemien.
Normalt ser de ellers børnebørnene hver eneste uge. Om tirsdagen henter de datterens treårige Bjørn i børnehaven og tager ham med i skoven eller til stranden. Om fredagen passer de sønnens børn, Robin på syv år og Elliot på ni år, og spiser aftensmad sammen med dem. Derudover træder de ofte til, når børnenes forældre har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen med sene møder på arbejdet eller andre pludselige hasteopgaver.
Sidste gang barnebarnet Elliot løb ind i bedsteforældrenes hjem, kravlede han med det samme op i sin køje, smed sig hjemmevant på madrassen og trykkede sin tøjdyrselefant, der har fast bopæl i overkøjen, ind til sig med et tilfredst suk.
Lærke Grandjean tolker sådanne øjeblikke, som om børnebørnene ser lejligheden i Frederikssund som deres andet hjem, og hun føler sig utrolig heldig over, at relationen mellem dem og de tre børnebørn er så stærk.
Deres hyppige samvær med børnebørnene er på linje med mange andre danske bedsteforældres. Faktisk ser 6 ud af 10 bedsteforældre normalt et eller flere børnebørn hver 14. dag eller oftere, viser en undersøgelse, som YouGov foretog for Kristeligt Dagblad i januar i år – før pandemien.
Men det har i mange familier midlertidigt ændret sig som følge af myndighedernes anbefalinger om social distancering blandt ældre under coronakrisen. For Lærke Grandjean og hendes mand har anbefalingerne for eksempel betydet, at de nu ikke ser børnebørnene, fordi der er en smittefare, og de taler heller ikke i telefon med dem, fordi de ikke vil gøre de små, der savner deres bedsteforældre, kede af det.
Men hvad vil så det sige at være bedsteforælder i en tid, hvor det tætte, fysiske samvær med børnebørnene ikke længere er muligt som førhen? For Lærke Grandjean har det blandt andet været vigtigt at holde fast i rollen som bedstemor i børnebørnenes liv ved at nedskrive fortællinger i brevform til dem.
”Selvom jeg ikke kan indtage en direkte bedstemorrolle lige nu, fordi jeg ikke ser børnebørnene fysisk, kan jeg stadig spille en indirekte rolle som bedstemor-fortæller. Fortællinger er min mulighed for at række ud efter mine kære børnebørn. Når jeg skriver brevene, føler jeg, at jeg kommer i kontakt med dem gennem papiret og kan tale om det at være til som menneske i verden og på jorden,” siger hun.
Lærke Grandjean og hendes mand går en tur sammen hver morgen og hver eftermiddag. Forleden hørte de nattergalen, i går spætten. Og alle de indtryk, som hun plejer at dele med sine børnebørn i naturen, drager hun nu ind i fortællingerne.
På spisebordet har hendes mand lagt en masse printede fotografier af fugle, sten og muslingeskaller fra deres gåture, som Lærke Grandjean tager med i sine brevfortællinger, der har børnenes tøjdyr i hovedrollerne. Elliots elefant var for eksempel med ved Isefjorden i forrige uge og så en gulspurv, mens Bjørns panda har samlet sten ved Roskilde Fjord i påsken.
Og lige nu er Lærke Grandjean i færd med at skrive om familiens hund, Luca. I brevet til børnebørnene skriver hun:
”Luca-hunden ser op på himlen, på stjernerne, på månen, på solen. Den tænker: Himlen er der altid – det er ligesom med bedstemor og bedstefar. De venter på mig derhjemme i bedsteforældrehuset, og selvom det varer lidt tid endnu, før jeg ser dem, så ved jeg, at de er der. Altid. Ligesom himlen altid er der. Så går Luca-hunden videre ned til vandet. Den kigger ned og ser de mange bølger, og så tænker Luca-hunden: Bølgerne bølger væk – og så kommer der nye. Det er ligesom med sygdommen, der kan smitte. Den bølger også væk igen.”
De mange fortællinger kan børnenes forældre så selv dosere, som de føler rigtigt.
”Når jeg taler med mine børn, som fortæller om børnebørnenes positive reaktioner på brevene, kan jeg bedre holde ud at være isoleret. Det er skræmmende at være isoleret fysisk fra dem, vi elsker. Når der opstår sådan et hul og en tomhed, er modet og kærligheden vigtig. Jeg ved, at jeg elsker dem, og at de elsker mig, og at jeg samtidig bærer Guds kærlighed med mig,” siger Lærke Grandjean og citerer så salmen ”Se, nu stiger solen af havets skød”.
”Jeg ’takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død’. Jeg kan stadig godt vågne og være glad,” siger hun.
Rigtig mange bedsteforældre italesætter savnet af deres børnebørn, når gerontopsykolog ved Center for Livskvalitet i Aarhus Kommune og Ældrepsykologisk Klinik Anna Aamand dagligt taler med kommunens isolerede ældre. De savner, at børnebørnene kan komme på besøg hos dem, og de savner at kunne hente dem i institutionerne og være i den vante standby-rolle for børnenes forældre.
”Under en sådan isolation fra børn og børnebørn kommer man meget nemt til at blive konfronteret med aleneheden som et eksistentielt grundvilkår. Det gælder både det at føle sig alene og at skulle herfra alene,” siger Anna Aamand og fortsætter:
”Men de ældre har også en alder, hvor de fleste har prøvet at miste. Mange ældre har mistet deres forældre, og andre har også mistet deres ægtefælle, nogle af sine venner eller en af sine søskende. Det har for manges vedkommende med tiden medført en form for robusthed i forhold til tab og adskillelse. De har en evne, der er opbygget gennem akkumuleret erfaring, til bedre at kunne adskille sig fra sorgen og fortvivlelsen. Og i den evne ligger også en tro på, at den her tilstand ikke kommer til at vare evigt.”
Og det er positivt, at så mange af de isolerede ældre er gode til at bevare håbet i øjeblikket, selvom mange samtidig oplever en længsel efter at se det lille nyfødte barnebarn eller at kramme oldebarnet, som statsminister Mette Frederiksen (S) også nævnte på sit pressemøde i sidste uge.
”Der var en nybagt bedstemor, der sagde til mig i dag: ’Jeg er så ked af, at jeg ikke har mulighed for at snuse til mit lille barnebarn, der lige er blevet født. Men heldigvis gør forældrene jo meget ud af, at jeg kan følge med på Facetime, selvom det jo langtfra er det samme.’”
Alternativt samvær med virtuel eller skriftlig kontakt er ifølge Anna Aamand en rigtig god måde at opretholde en form for nærhed med børnebørnene og finde nye måder at være bedsteforælder på. For savnet om fysisk nærvær går typisk begge veje.
”Børnebørnene lever i en foranderlig verden, hvor der sker rigtig mange skift i hverdagen, og her repræsenterer bedsteforældrene – også dem, der ikke ses med børnebørnene flere gange om måneden – ofte et modspil til denne foranderlighed. De symboliserer stabilitet, tryghed og forankring. Tiden står mere stille hos bedsteforældrene. De er nogle, man kan stole på, og af den årsag er der hos børnebørnene også en frygt for, at bedsteforældrene skal blive syge – at det stabile bliver ustabilt. Derfor er det en god idé at sende løbende breve eller opdateringer til de små, som kan gøre dem mere trygge ved situationen,” siger Anna Aamand, der selv er bedstemor til 12 børnebørn, som hun ikke har set, siden myndighederne meldte ud, at ældre bør undgå fysisk kontakt med andre.
For godt en uge siden vovede Lærke Grandjean og hendes mand sig ud i sønnens have for at drikke en kop kaffe på sikker afstand, mens børnebørnene ikke var hjemme. Sønnen talte også om muligheden for, at de måske kunne komme forbi en dag og sidde og se på, mens han og børnene gravede i haven og såede blomster. Men det mente Lærke Grandjean ville blive for hårdt. Bare det at sidde over for sønnen uden at kunne give ham et kram var svært. Så selvom Lærke Grandjean ved et eventuelt besøg i haven i princippet ville være fysisk tættere på børnebørnene, er hun sikker på, at hun ville føle sig længere væk, fordi hun ikke ville have mulighed for at kramme og interagere med børnebørnene, som hun plejer.
Når hun tænker på den manglende nærhed, gør uvisheden om, hvor længe krisen varer, rigtig ondt, og hun er kommet frem til, at hun er nødt til at give sig selv lov til at være ked af det og lære at være stille.
”For eksempel sad jeg i går og så ud på fælleshavens lærketræ, som jo har samme navn som mig. Det blæste, og jeg tænkte: Jeg er bare et træ derude. Dette er en tid, som også skal leves, og en tid, hvor vi er til. Og det er godt at være til – også når det er hårdt, som det er nu. Gud har bestemt, at sådan skal det være. Jeg er Guds barn, og han passer på mig. Jeg kigger op på solen, månen og stjernerne og indser, at der har været andre kriser gennem tiden. Der er en evighedsdimension i den tanke, som gør, at det nok skal gå,” siger Lærke Grandjean.
”I mellemtiden er min rolle som bedstemor ikke blevet forringet. Den har bare taget en anden form. Nu hvor vi ikke kunne være sammen med børnebørnene i påsken, vil jeg glæde mig til næste år, hvor vi kan være sammen med dem i påsken. Denne stille tid kan give mere tyngde og fylde til relationen med børnebørnene, mens glæden over og kærligheden til dem kun er blevet endnu dybere, end den var før.”