Prøv avisen
Spørg om livet

Jeg vil have lov til at være pensionist i mit eget tempo

"Jeg mener helt klart, at vi kan have et godt og indholdsrigt liv uden at drøne rundt fra den ene interesse til den næste. Jeg ville næsten ønske, at jeg kunne give politikerne skylden, men faktum er jo, at med den ungdomsdyrkelse, der har kørt i årevis, hopper også de ældre voksne med på vognen og presser hinanden til at få gang i karrusellen," skriver Britta. Modelfoto.

Jeg vil ikke finde mig i at skulle leve op til omgivelsernes forventninger om et tårnhøjt aktivitetsniveau i mit liv som pensionist, skriver Britta

Kære brevkasse

Jeg følger med interesse jeres brevkasse hver uge, hvor mange interessante emner kommer op. Specielt indlægget fra Gerda sidste fredag ramte spot on i den situation, jeg befinder mig i, nemlig, at jeg næsten lige er blevet pensioneret, men at jeg overhovedet ikke kan genkende mig selv i de mange billeder, der bliver præsenteret i reklamer og artikler af nutidens ældre og gamle mennesker.

Jeg er virkelig nødt til at holde godt fast i mig selv for at huske, hvad det er, der interesserer mig eller for at mærke, hvad jeg har energi og lyst til at gøre.

I månederne inden min pensionering blev jeg igen og igen mødt med ”og hvad har du så planlagt, at du skal foretage dig: frivilligt arbejde, forskellige interesser eller hvad?”.

Jeg har mange interesser, som jeg dyrker fra mit hjem, da jeg har et ryghandicap.

Dem glædede jeg mig meget til at begynde at hygge mig med igen, da de seneste år faktisk har føltes som en lang tunnel frem mod de 65 år, som jeg skulle holde til på jobbet for at få økonomien til at hænge nogenlunde sammen.

Men det er slet ikke nok, når jeg nævner de ting, jeg hygger mig med.

Jamen, du må da foretage dig noget – komme ud blandt andre mennesker, rejse, teater. Listen var uendelig. Jeg kan ikke holde til nogen af delene, men jeg synes faktisk, at jeg har et dejligt liv, og at jeg er meget heldig, at jeg slap med livet i behold, da jeg i sin tid kørte galt med min bil.

Men nu er jeg åbenbart tilbage i ungdomsårene, hvor man med næb og kløer forsøgte at ligne de andre, så man var med i gruppen. Det vil jeg bare ikke finde mig i.

Og jeg vil da slet ikke finde mig i den følelse, jeg får af utilstrækkelighed og noget med at være kedelig. Jeg er ikke et kedeligt menneske.

Jeg læser bøger, aviser og så videre, følger med i samfundsudviklingen, nyder en god film og mine interesser. Jeg har søde naboer, jeg taler med, min datter og min familie.

Jeg er på alle måder et heldigt menneske. Men, indrømmet, jeg går ikke til sang om mandagen, til step om tirsdagen, foredrag onsdag formiddag og i teateret om aftenen, og jeg rejser ikke mange gange om året. Jeg rejser faktisk slet ikke.

Så er jeg åbenbart ikke interessant at kende for nogle af de mennesker, jeg plejer at kende, og så må det være sådan. Der er heldigvis andre, som vil kende mig, sådan som jeg faktisk er og med den mængde energi, jeg kan mønstre.

Som Gerda så sandt skriver, så har man i den grad brug for tid til eftertanke, ro, fintænkning af mange ting, mens man også ordner de praktiske ting i ens liv. Hvis ikke der bliver tid til det, glemmer vi jo, hvem vi er hver især, og hvad vi står for.

Der må være en stor økonomisk interesse fra samfundets side i at forsøge at hjernevaske os til at hoppe ind i det næste hamsterhjul, så vi er i gang og dermed forhåbentlig selvhjulpne.

Jeg mener helt klart, at vi kan have et godt og indholdsrigt liv uden at drøne rundt fra den ene interesse til den næste. Jeg ville næsten ønske, at jeg kunne give politikerne skylden, men faktum er jo, at med den ungdomsdyrkelse, der har kørt i årevis, hopper også de ældre voksne med på vognen og presser hinanden til at få gang i karrusellen, så vi kan virke friske og ”næsten unge”.

Jeg synes faktisk, at jeg har en dejlig alder, og den vil jeg gerne nyde uden at blive revet i næsen med, at jeg bør suse rundt og være i gang konstant.

Venlig hilsen

Britta

Kære Britta

Tak for dit brev. Vi blev glade ved at læse det, for du satte tydelige ord på, at det ikke er andre menneskers meninger eller samfundets forventninger, der skal bestemme vores dagligdag. Og vi tror bestemt også, at dit indspark er til eftertanke og måske opmuntrende læsning for sidste uges brevskriver og for andre.

Du sætter ord på, at vi på en måde har en kultur, som i en eller anden grad dyrker ungdommens værdier med hele tiden at skulle omstille os, bevæge os ind i nye erfaringer og hele tiden være i gang. Faren er, at et liv med fordybelse og langsomhed bliver sekundært eller mindre værdsat.

Vi skal ikke sige dårlige ting om et aktivt liv med rejser og hyppige aktiviteter. Det er godt for rigtig mange. Men det er mindst lige så vigtigt at understrege, at man også må lytte indad og finde sin egen måske langsommere og mere eftertænksomme vej. Er man mere indadvendt som type og elsker stilhed og døgnets og årets rytme og sætter pris på social kontakt med dages eller ugers mellemrum, så er det måske det sundeste og det bedste, man kan vælge. Og man skal ikke tvinge sig til noget for gruppens skyld eller for at være ung igen, når man ikke er det. Modenhed er nok at integrere flere aldre i sig og leve i samsvar med den alder og de realiteter, der er der lige nu, og at turde stå stille og tænke sig om.

I det hele taget er det en udfordring igennem alle livsaldre at få mod til at lave de til- og fravalg, som livet fordrer. Det er ikke blevet mere enkelt med en kultur, hvor tilbuddene er mange og informationsniveauet højt. Det kræver måske også, at vi i vores fællesskaber hjælper hinanden med at tage de valg, der skal til.

Til sidst tak for dine gode og inspirerende ord og held og lykke med dit eget tempo og dine egne tanker om, hvad livet skal rumme.

Mange hilsnerAnnette og Jørgen