Mads Fuglede: Man må gerne skifte holdning, hvis man synes, man er blevet klogere

Som folketingspolitiker sidder medie-, uddannelses- og forskningsordfører for Venstre Mads Fuglede i etiske dilemmaer hver dag. Men de sværeste er dem, der kommer helt tæt på

Mads Fuglede: Man må gerne skifte holdning, hvis man synes, man er blevet klogere
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det gør man hver dag, når man sidder i Folketinget. Politik handler jo blandt andet om at prioritere samfundets midler, og det er en meget stor handling, for alt er forbundet. Hver gang man bruger en krone på hr. Hansen, tager man i den anden ende fra hr. Jensen, for der findes ingen pengetræer. Så som politiker træffer man hele tiden valg vel vidende, at det har konsekvenser. Så er der de mere værdiladede dilemmaer, der ikke har med prioritering af samfundets midler at gøre. Det kan være debatten om tildækning eller om omskæring, som gør, at du hele tiden skal mærke efter, hvor du står. I omskæringsdebatten endte jeg med at justere på min egen position, efter at jeg havde talt med ligesindede og mødt interessenter. Jeg var for et forbud, men jeg er imod i dag. Jeg synes, det er vigtigt at tale sig frem i dilemmaet, og at man gerne må skifte holdning, hvis man synes, man er blevet klogere. Der er ikke noget værre end mennesker, der blindt holder fast i deres overbevisning, når grundlaget for denne skrider.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

De største etiske udfordringer er dem, der forholder sig til noget mindre abstrakt og mere nært. Jeg er for eksempel ikke jøde, og derfor er omskæringsdebatten ikke en, der går ind under huden på mig, selvom jeg har mange holdninger til den. Men de mere nære problemstillinger, der handler om personlige valg, er svære. For eksempel har jeg en meget nær ven, der har været ved at smide hele sit liv væk til misbrug af narkotika og alkohol, og det at sørge for at være der for ham og prioritere det vel vidende, at andre venskaber lige nu ikke var så vigtige, dét var en udfordring. Det var et etisk dilemma at prioritere, om jeg skulle være til stede i hans liv på en måde, hvor jeg skulle tænke over, om jeg hjalp ham eller gjorde det modsatte. Når man går ind i sådan noget og bruger kræfter på det, opdager man, at det kan tage al din tid og opmærksomhed, og at der ligger nogle krav til, hvordan du skal være bevidst om, hvordan du giver ham råd. Det er måske banalt at skulle tænke over ikke at møde ham, lige efter du har været i byen med andre mennesker og måske lugter af alkohol, men det er en sårbar position, fordi han er i en meget følsom periode, hvor man uden at ville det kan komme til at skubbe ham i en bestemt retning, men også kan være med til at bære ham.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Jeg synes faktisk, det er at afveje, hvordan vi får en stat, der er stærk nok til at forsvare vores frihedsrettigheder, over for en stat, der er så stærk, at den ender med at underminere samme rettigheder. For mig er det helt uden sidestykke vores største etiske udfordring lige nu, desværre fordi udfordringen især kommer med indvandringen fra Mellemøsten. Jeg føler, at vores ytringsfrihed, ligestilling og seksuelle frigørelse pludselig er udfordret på en facon, der gør, at staten skal opføre sig på en måde, den ikke skulle før. Eksempelvis synes jeg ikke, at staten skal blande sig i, hvordan folk går klædt, men jeg vil heller ikke tillade, at nogle holder kvinder som slaver og udsletter dem som køn ved at iklæde dem en burka. Det er en dum problemstilling, som jeg troede, vi havde været forbi for mange, mange år siden, da man gjorde op med, at mænd udøvede massiv social kontrol over kvinder. Men nu skal vi pludselig snakke om det igen. Det er et svært dilemma, når man er så nationalliberal som jeg. Jeg vil gerne se, at fædrelandet fortsætter med at være, som det er, og jeg ønsker ikke at indføre tvang i nogens tilværelse. Dilemmaet ligger i, at staten er en jernnæve, der beskytter de frihedsidealer, vi har, men den kan også knuse dem, hvis vi ikke tænker os om, og den balance er voldsomt svær.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Jeg synes, vi har mange etiske diskussioner i den offentlige debat. Lige nu har vi gang i burka- og omskæringsdebatterne, som har meget etik i sig, så hvis man er herinde på Borgen, har man det indtryk, at der er rigeligt etik. Det tror jeg er rigtig sundt, men det kan komme til at skygge for andre diskussioner, som så ikke får taletid. Lige nu taler vi ekstremt meget om en meget lille gruppe, der er tvunget til at gå med burka – eller selv har valgt det – og så glemmer vi måske, at statistikken viser, at 40 procent af landets unge piger er på kanten af et nervesammenbrud. På den måde er der ingen proportioner i det, vi taler om. Hvorfor fylder et lille stykke forhud eller en klædedragt så meget i den offentlige debat, når så mange piger er ved at bukke under for præstationsræset? Det kan man godt undre sig over nogle gange.