Gud skabte verden ud af ingenting, men vi mennesker lever ofte livet, som om der ikke kan komme noget som helst ud af ingenting.
ANNONCE: Køb bogen her
Mens arbejdslivet er gennemreguleret, sætter de færreste grænser nok for sig selv i fritiden, hvor mange tænker, at de nu endelig skal få noget fra hånden. Og man taler henrykt om aktive ferier, som om det er den eneste tilladte måde at holde fri på. Men sådan overser man fuldstændig, hvor sundt det kan være at holde passiv ferie.
Ligesom en mobiltelefon lader op ved at blive sat i stikket uden at lave noget, gør vi mennesker det også. Og man skal bare se på en mark, der ligger brak for at se, hvordan det blomstrer helt op, uden at landmanden arbejder på den, mens den langsomt bliver mere og mere frodig igen. Derfor tror jeg også, at vi skal træne os selv til at blive bedre til at lave ingenting.
Det oplevede jeg selv i 2007, hvor jeg sammen med min kone og vores yngste søn tog næsten et halvt år ned til den lille bjerglandsby Kardamili i det sydlige Grækenland på den smukke Manihalvø på Sydpeloponnes.
Jeg havde fået orlov i tre måneder og lagt al det ferie, jeg kunne skrabe sammen, oven i, mens min søn tog 9. klasse i en græsk landsbyskole. Derfor blev min søn og min hjemmegående kone også i Grækenland et par måneder ekstra, mens han gjorde skolen færdig. Og det blev en overvældende stor oplevelse for os alle sammen.
Jeg har altid været fascineret af Grækenland og landets fantastiske myter. Nogle taler om, at man skal genoplive de gamle myter, men jeg tror, at det er omvendt. At de gamle myter genopliver os. Og hvis jorden kunne drømme, tror jeg, at den ville drømme græske myter.
På den måde var vores sabbat også båret af en romantisk forestilling om et mere mytisk liv. Men før vi tog derned, havde jeg slet ikke gjort mig begreb om, hvor stor en udfordring det ville være at holde helt fri.
Travlheden var mit narkotikum, som det er for mange andre. For det kan i virkeligheden være en virkelighedsflugt at fylde dagen med gøremål. Og mit liv bestod af summen af deadlines til artikler, de huslige gerninger derhjemme og alle forpligtelserne i sognet med begravelser og hjemmebesøg som præst. Men selvom mit arbejdsliv på den måde kredsede om død og sygdom, brugte jeg ubevidst netop travlheden til at fortrænge døden.
Og da vi flyttede ned til den lille bjerglandsby og alle de kravløse dage dernede, begyndte tankerne om døden og bevidstheden om, at jeg kunne miste og mistes at vokse sig store. Men samtidig voksede min taknemmelighed over livet og de mennesker, jeg har i mit liv, sig også stor, mens jeg oplevede, hvordan en dag sagtens kunne være meningsfuld, selvom jeg ikke fik udrettet noget særligt.
Landsbyen var så lille og isoleret, at der ikke blev delt post ud til de enkelte huse. Dagen startede derfor ofte med, at jeg skulle stå i kø ved posthuset for at se, om der var kommet brev.
Sådan kom jeg i snak med mange af de lokale i køen. Og bagefter drak vi gerne kaffe på en café, mens vi åbnede vores breve. Grækerne er fantastiske til at kunne sidde på en café og kigge på biler en hel dag uden at have dårlig samvittighed over i det mindste ikke at få læst en bog.
”Sigar, sigar,” sagde de hele tiden. Det betyder: Tag det roligt. Det, vi ikke når i dag, når vi sikkert i morgen.
Og det lærte jeg også dernede, hvor den smukke by, som bjergene nærmest også væltede ind over, åbnede alle mine sanser. Byen havde endda også havudsigt, så det var nogle måneders rus af stor skønhed og poesi.
En anden lille opgave, der kom til at give mening for mig, var at gå ned til fællescontaineren med skraldespanden om aftenen.
For ligesom hvert hus ikke havde postkasse, havde de heller ikke affaldsspand, så på den måde mødte jeg også mange af mændene i byen, mens vi gik ud i solnedgangen med skrald og blev enige om at mødes senere for at drikke kaffe eller se fodbold. Og sådan gik mine måneder meningsfyldt med ingenting fra juni til jul, hvor jeg tog tilbage til Danmark for at passe mit sogn.
Nu vil jeg ikke lyve i Kristeligt Dagblad og sige, at jeg ikke faldt tilbage i min afhængighed af travlhedens narkotikum. Og i dag lever jeg igen som en travl mand, men jeg ved, at jeg trænger til at træne mit liv i langsommelighed igen.
Derfor er passive ferier ikke kun eksistentielt vigtige, fordi de giver en ro til at få plads til de store tanker og de store ting i livet, men det er også en slags pensionistkurser, der træner en til et mere langsomt liv.
Det kommer som et stort og skræmmende chok for mange, når de skal på pension. Men man burde glæde sig mere over langsomheden i tilværelsen. For den rummer mere af livets mening, end man måske skulle tro. Og jeg tror heller ikke, at det er tilfældigt, at behovet for hvile spiller sådan en stor rolle i Bibelen, at det ligefrem er en af de store guddommelige love.
Selv Gud tog fri den syvende dag for at vende tilbage til at lave ingenting. For alting kommer ud af ingenting.