Hanne Reintoft: Man må nyde livet med vished om, at det slutter

Hanne Reintoft arbejder ikke længere, og det har været tiltrængt efter et langt arbejdsliv med en stor drivkraft. Men ellers er der ikke meget ved at blive gammel, synes hun

”Det er ikke bare menneskene, der dør, det er også ens egen tid,” siger Hanne Reintoft. –
”Det er ikke bare menneskene, der dør, det er også ens egen tid,” siger Hanne Reintoft. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hanne Reintoft læner sig frem i stolen.

”Jeg skal lige vise dig noget,” siger hun.

Vi forlader dagligstuen og bevæger os op ad trapperne i den gamle villa på Frederiksberg. I opgangen hænger talrige malerier, blandt andet en plakat fra den spanske borgerkrig. Det er inde i soveværelset, forklarer Hanne Reintoft. Ved siden af sengen hænger et lille broderi, som hun fik, da hun i slutningen af 1980’erne var i Uruguay for at lave mødrehjælp.

Sammen med Mødrehjælpen oprettede hun en fødeklinik og et uddannelsescenter, hvor kvinderne blev uddannet til køkkenledere eller syersker. Det er dem, der har broderet. Små stofposer er syet på et hvidt baggrundsstof. Poserne danner små mennesker: Der er en ambulance og palmer og nogle huse. Et af husene står der ”poliklinik” på, som betyder offentligt gratis lægehus.

”Er det ikke vidunderligt?”, spørger Hanne Reintoft og smiler.

Hun er 82 år, og livet ligger efterhånden strakt godt ud i datid. Det har været langt og begivenhedsrigt, og rundt om i hjemmet, som hun deler med sin mand gennem 40 år, Knud Åge Leihøj, står små ting, der vidner om levet liv og de mange ting, hun har involveret sig i. Broderiet fra Montevideo er bare et af nedslagene.

Hanne Reintoft holdt op med at arbejde, da hun fyldte 80 år. Det var tid, syntes hun, og selvom hun forklarer, at hendes mand var bekymret for, om det nu kunne gå for en så aktiv og engageret kvinde som hende, var det det rigtige tidspunkt.

”Vi havde haft nogle år med en del sorg i familien, både med venner og i børnefamilien, og vi var lidt nedslidte. Jeg tænkte, at tiden var til at have nogle gode søndage sidst i livet,” forklarer hun.

”Jeg var ikke træt af at arbejde, jeg har altid elsket mit arbejde. Jeg synes, at næst efter kærlighedens glæde er arbejdsglæden den største i livet.”

Hanne Reintoft har været flittig. Mange danskere husker måske hendes stemme fra radioprogrammet ”Hvad er min ret, og hvad er min pligt?”, hvor hun ledte nødstedte igennem sociallovgivningen.

Hun har siddet i Folketinget for først SF, siden Venstresocialisterne, som hun var med til at danne, og siden DKP. Folketingsårene var turbulente, og det blev aldrig rigtig hende, forklarer hun. Timelange debatter i folketingssalen og politisk spil var dødssygt, for man fik ikke noget fra hånden.

Hendes hjerte bankede til gengæld for alvor for det sociale område. Hun var med til at starte Mødrehjælpen af 1983 og med til at lave loven om fri abort i 1973. Hun har igennem hele sit liv haft øje for det nederste lag af samfundet og været talerør for de nødstedte.

I dag er der mere stille. Væguret i villaen på Frederiksberg tikker fornøjet derudad og laver et stort spektakel klokken 12, så Hanne Reintoft må afbryde talestrømmen. Der er kaffe i skrøbelige porcelænskopper og chokolader i en lille skål. Knud Åge Leihøj sidder i stuen ved siden af og læser avis.

Den stille pensionisttilværelse passer dem fint. Nu fyldes dagene med kunstudstillinger, koncerter, gåture, venner og børnebørnene på 16 og 20 år. Selvom Hanne Reintoft igennem sin offentlige karriere har været kendt for at stå ved sine meninger og skarpe udtalelser, er det et bevidst valg, at hun har trukket sig lidt tilbage.

”Jeg synes ikke, at man hele tiden ubønhørligt skal fremsætte sin mening. Nu skal de unge også til. Det er vigtigt, synes jeg. Vi er nogenlunde enige herhjemme om, at vi har haft et hårdt, men rigt og dejligt liv. Vi er tilfredse over, at vi har turdet. Vi har godt villet tage livets kampe for nu at bruge et lidt stort udtryk,” siger hun.

”Jeg er opdraget til at tage kampene, det har min far opdraget mig til. Han sagde: ’Du skal have dine meningers mod, og du skal kunne stå for gruppepres’. Det har jeg kunnet,” siger hun.

Barndommen er et af de nedslag i Hanne Reintofts historie, som af naturlige årsager ligger længst tilbage, men som har haft mest indflydelse på resten af hendes tid. Hun vil helst ikke tale så meget om den, for der er skrevet så meget, siger hun, men fortæller, at hun voksede op i en syvværelses lejlighed på Østerbro i København med en dyrlægefar og en hjemmegående husmor.

Forældrene blev skilt, da hun var lille, og moderens situation som kvinde med fem børn uden en forsørger satte sit første spor i Hanne Reintofts sociale sind. Moderen døde af kræft, da Hanne Reintoft var 20 år. Hanne Reintoft så ikke sin far, og hun måtte lære at stå på egne ben.

"Vi er nogenlunde enige herhjemme om, at vi har haft et hårdt, men rigt og dejligt liv. Vi er tilfredse over, at vi har turdet. Vi har godt villet tage livets kampe for nu at bruge et lidt stort udtryk," siger Hanne Reintoft.
"Vi er nogenlunde enige herhjemme om, at vi har haft et hårdt, men rigt og dejligt liv. Vi er tilfredse over, at vi har turdet. Vi har godt villet tage livets kampe for nu at bruge et lidt stort udtryk," siger Hanne Reintoft. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg lover dig for, at det ikke har været helt let. Jeg stod der som 20-årig med fire små søskende og et dødslejeønske om, at jeg tog mig så godt af dem som muligt. Det var ikke rart at være Palle alene i verden med et lejet værelse og ikke noget hjem. Det krævede kræfter,” fortæller hun.

”Jeg var vokset op i et nydeligt, borgerligt miljø, og når jeg vendte mig til det andet politiske spektrum, var det, fordi jeg tænkte, at det borgerskab skulle jeg i hvert fald aldrig høre til. Da min mor døde, oplevede jeg virkelig, hvor egoistisk det var, og hvor lidt de hjalp. Så der ville jeg ikke høre til. Jeg er opdraget til at skulle ville noget med mit liv, og de barndomsoplevelser gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg var stærk og godt kunne klare mig.”

Det var i midten af 1950’erne, og der var ingen SU. Hanne Reintoft knoklede ved siden af jurastudierne, og ofte gik hun hjem på sit værelse efter en lang dag og græd. Da en veninde foreslog, om ikke hun i stedet skulle læse på Den Sociale Højskole, slog Hanne Reintoft til.

Hendes praktikplads var næste nedslag, som havde afgørende betydning.

”Jeg kom i praktik hos en pragtfuld kvinde, det var faktisk Bodil Udsens mor. Hun var lige så dejlig som Bodil. Jeg kom med på Ebberødgaard, som var en åndssvageanstalt, og jeg var fuldkommen chokeret. Jeg troede ikke mine egne øjne, for jeg var jo opdraget i et velsitueret hjem,” siger hun.

”Da jeg så de her 50-sengssale, hvor folk var bundet, og der stank, og der var hyl og skrig, var jeg fuldstændig i chok over, at mit samfund indeholdt det. Da vi kørte hjem i hendes gamle bil, begyndte jeg at tude, og så sagde hun: ’Tør øjnene, her er ikke tid til at flæbe. Der er kun ét at gøre, og det er at knokle for at få det her lavet om’. Og det blev mit udgangspunkt.”

Det var en anden verden dengang, forklarer Hanne Reintoft, når hun fortæller om de ting, hun oplevede i de tidlige år som socialrådgiver. Hun havde et princip om at ville se alle dele af socialrådgiverfaget, og derfor var hun kun to år hvert sted.

I Mødrehjælpen sad hun i en baggård i Nansensgade og bestemte, om der skulle bevilges abort eller ej til gravide kvinder, der ikke kunne overkomme flere børn. Hun følte sig som en bøddel, og mange af kvinderne var hendes egne jævnaldrende.

”De sad der og skulle have det tredje barn som 23-årige. De havde lokum i gården, bleerne hang inde i stuen og stank, og den arme mand kom hjem til skrigende unger og en overtræt kone. Jeg kan huske, når de sagde: ’Jeg kan ikke klare det, Hanne’. De var sunde og raske, og der var ikke noget at gøre. Så gav man dem afslag, og så sad man nogle år senere i børneforsorgen og skulle fjerne det barn. Det var forfærdeligt,” fortæller hun.

Men der var alligevel nogle tricks, for selvom systemet måske ikke gjorde meget for disse kvinder, var der blandt socialrådgiverne en udpræget grad af civil ulydighed.

”Hvis jeg skulle give et afslag til en, der ikke kunne tåle det, sørgede jeg for, at hun fik et nervesammenbrud på gulvet. Jeg skulle også på husbesøg, og det var altid torsdag eftermiddag. Når man kunne se, at der var en mor, der ikke magtede det, og det hele flød, kunne man få sagen genoptaget. Så fik jeg den gode idé at gå klokken seks om morgenen, for der kunne jeg næsten altid komme hjem og skrive, at der lå våde bleer på gulvet. Sådan prøvede vi at snyde lidt,” siger hun.

Hun griner lidt.

”Det er længe siden, hva’?”, siger hun så.

”Der er så mange, der siger, at livet er kort. Det synes jeg egentlig ikke, at det har været. Jeg havde en farfar, som jeg tilbad. Han døde, da jeg var syv. Indtil da fulgte han min lillesøster og mig først i børnehave og siden i skole på Den Franske Skole. Der stod vi og nejede, og Christian X red forbi på sin hest. Det er altså længe siden!”, siger hun.

Hun blev socialrådgiver i en tid, hvor kvinder pr. automatik gik hjemme med børnene. Og når hun taler om tiden i politik, taler hun om, hvordan hun om fredagen, når hun fik fri, ofte kunne nå ned i Illums pladeafdeling og købe en ny, rød plade. Nu kommer der ingen røde plader, og pladeforretningen eksisterer heller ikke længere.

”Der var gang i den dengang. Vi havde en levende, aktiv befolkning, og det er noget, der godt kan slå mig helt ud. Da man halverede dagpengeperioden, var der ikke én stor virksomhed, hvor medarbejderne nedlagde arbejdet. Der var ingen bevægelse. Skidt med de andre, sådan er det hele tiden, der er ingen solidaritet,” siger hun.

Hun kan huske, hvordan hun gik i sandaler af rødspætteskind under Anden Verdenskrig. Og hun fortæller om protester mod Vietnamkrigen og demonstrationer. Hun lavede mor-barn-center i Santiago i Chile og Montevideo i Uruguay og var med Røde Kors i Rumænien efter Ceausescus fald. I 1970’erne havde hun et ældre chilensk ægtepar boende, og hvis hun havde haft flere kræfter i dag, ville hun også gerne have haft nogle af de syriske flygtninge boende.

Der er ikke meget ved at blive gammel, siger hun.

”Der er så mange, der siger, at det er så fint at blive gammel. Men sådan har jeg det ikke. Man mister mange mennesker, og en skønne dag mister man også den, man elsker, eller han mister mig. Noget af det triste ved at blive gammel er jo, at livet ligger bag en. Og så må man nyde det, der er tilbage, med visheden om, at livet må slutte på et tidspunkt,” siger hun.

Hun har besluttet sig for at gøre døden til sin gode ven. Sammen med sin mand har hun ordnet alt. Gravsted, testamente, begravelse.

”I nogle år var jeg på Glostrup Hospital næsten udelukkende optaget af at have med døende mennesker at gøre. Det lyder måske mærkeligt, men det var et meget positivt og dejligt arbejde. Mennesker kan sublimere frem mod døden, så de er så smukke at være sammen med. Der besluttede jeg mig i høj grad til at gøre døden til min ven, og jeg oplever det som en befrielse,” siger hun.

Det værste er at miste venner, forklarer hun.

”Det er ikke bare menneskene, der dør, det er også ens egen tid. Det kan man mærke. Jeg kender snart flere døde end levende, og det kan blive meget tomt til sidst. Man lever på en måde uden for sin tid, når man bliver gammel. Men man må også leve livet og turde kaste sig ud i noget nyt. Jeg har en yngre veninde, der er advokat, og det er herligt at være med til at muntre op og dejligt at stille lidt af sin erfaring til rådighed,” siger hun.

”Man kan komme til at tænke, hvordan de nye generationer skal klare sig, når vi ved alt om fascismen og sådan. Men man må se i øjnene, at det skal de jo. Og så må man formidle sin erfaring, mens man kan.”

”Selvfølgelig er jeg bange for, hvad måde vi skal herfra på. Men bortset fra det har jeg forsonet mig med døden. Jeg er jo ikke troende, og jeg synes, at det er dejligt ikke at være troende. Det er slut, når det er slut, og det passer mig godt, at jeg ikke skal op til nogen som helst. Jeg synes, at jeg har levet mit liv fuldt ud, og jeg er også lidt træt og gammel,” siger hun og ler.

Indtil da er der gode søndage, som hun siger.