Vinden hyler, og Ringkøbing Fjords vand kruser. En stribe af lys bryder igennem den glasurhvide himmel og sender en stråle af guld hen over marehalmen, bølger igennem græsset og forsvinder igen. Vandet er sølv, blåt, gråt, og Ringkøbing by anes som en smal stribe på den anden side af fjorden.
Anker Fjord Hospice er en lille verden af ro, der ligger ude på marken, helt ned til fjorden på den smalle tange ved Hvide Sande. På den ene side er fjorden, på den anden ligger klitterne og skærmer for Vesterhavets brusen. Da det ankerformede hospice blev bygget for 10 år siden, lå der ikke andet herude, men siden er der bygget rækker af sorte træhuse, der har taget noget af udsigten til klitterne. Men det gør ikke så meget. Fjorden ligger stadig uforstyrret til den anden side.
Hospiceleder Herdis Hansen har sit andet kontor i vinterhaven i den yderste venstre del af hospicet. Her hyler vinden uophørligt, men lyset trænger uforstyrret ind gennem ruderne, og der er planter og små sten.
”Man kan jo ikke få en prydhave til at gro herude på grund af vejrforholdene. Så vi byggede vinterhaven, så patienterne kunne have et sted at gå hen og sidde som i en have,” forklarer hun.
Herdis Hansen har været leder af Anker Fjord Hospice, siden det blev etableret i 2006. Hun er uddannet sygeplejerske og var en overgang afdelingssygeplejerske på intensivt afsnit på Holstebro Sygehus, men blev hospiceleder for at kunne være med til at bygge noget op fra starten. Ved årsskiftet blev hun medlem af Det Etiske Råd, da fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), som har været bestyrelsesformand for Anker Fjord Hospice, indstillede hende.
Egentlig er hun ikke så glad for at tale om sig selv. Og slet ikke for at få taget billeder. Hun vil hellere fotograferes sammen med medarbejderne på Anker Fjord Hospice. Hun ser sig selv som anføreren for et hold, for det er en holdindsats at drive hospicet, forklarer hun.
”Det er min opgave hele tiden at have målet for øje, og selvom der helst skal scores mål i den ene ende, er der meget spillerum på banen. Vi finder ud af tingene i fællesskab, og vi snakker om det, hvis noget ikke fungerer. Så prøver vi bare noget andet. Det er vigtigt for mig, at mine medarbejdere har medejerskab over stedet, at det ikke bare er mig, der bestemmer det hele,” siger hun.
Derfor degraderer hun af og til sig selv.
”Hele sommerferien er jeg med i plejen som ’sygehjælper’, og hvis der er sygdom, går jeg ud. Jeg synes, at det er sjovt, og så spiller vi sammen som hold. Det er en god måde for mig at have fingeren på pulsen. Men jeg giver ikke medicin eller skriver rapport, jeg er med som nummer to og hjælper med at give mad eller vaske, snakke med patienterne og så videre,” siger hun.
Men efter at hun er blevet medlem af Det Etiske Råd, er telefonen begyndt at ringe lidt oftere, og journalisterne afkræver hende holdninger. Det har hun nu heller ikke noget imod, for hun sagde ja for at stå på mål for sine holdninger. Og for at være en vestjysk stemme i rådet, der holder til i København.
Og det ér da også en vestjysk stemme, der taler der i havestuen, mens den kolde martsvind buldrer uden for vinduerne. Sætningsendelser ryger, og der tales lidt i stød, men aldrig langt fra latter. Hun peger over på den anden side af fjorden, derovre blev hun født lidt uden for den lille landsby Kloster.
Hendes far var landmand, hendes mor gik hjemme, og barndommen var tryg. Børnene på de omkringliggende gårde legede sammen, og man hjalp hinanden. Faderen delte en mejetærsker med to andre, og når der skulle høstes, gik familierne sammen om at få arbejdet gjort.
Ligesom naboerne hjalp hinanden, stod Herdis Hansens familie sammen og åbnede hjemmet for et nært familiemedlem, der mistede sin familie. Døden var aldrig noget uforklarligt eller noget, man var berøringsangst for, fortæller Herdis Hansen.
”Jeg tror, at vi havde et helt naturligt forhold til døden. Når man bor på landet, følger man jo med i naturens gang og dyrenes ve og vel. De fødes, og de dør. Så det er naturens cyklus, og den er man en del af. Når det er sagt, er jeg vokset op i en tid, hvor man ikke nødvendigvis talte så meget om døden og slet ikke om, hvis man var alvorligt syg. Så blev man nok ved med at holde fast i håbet, selvom man inderst inde har kunnet se, hvilken vej det er gået,” siger hun og fortsætter:
”Men mine forældre var meget åbne omkring den situation, der gjorde, at et familiemedlem flyttede ind hos os. De satte os stille og roligt ned og snakkede med mine brødre og mig om tingene, uden at det blev forkrampet. Vi kunne se på dem, at de var kede af det, men det var ikke noget, der føltes utrygt. Jeg tror, det har været en god ballast at have fået med hjemmefra, at vi kunne tale om tingene, hvis der var behov for det,” siger hun.
”Jeg tror, at der her i Vestjylland er en skik og tradition for, at når der er sygdom, eller en familie rammes af død, så stiller man op. Det kan man regne med. Så er man der for hinanden, uden at man skal bede om hjælp. Det synes jeg er noget af det smukkeste. Så kan det være en kasse småkager eller en portion boller i karry, der stilles uden for døren. Eller det kan være, at man bare sætter sig ind hos hinanden, ikke fordi man behøver at have en masse snak, men bare for at være der. Det kan være en gave at være stille sammen,” siger hun.
Sådan er det også på Anker Fjord Hospice, hvor patienterne kommer fra det område, der engang udgjorde Ringkjøbing Amt. Her handler det ofte om at stille sig til rådighed og give følgeskab og så se, hvad der kommer. Herdis Hansen forklarer, at hvor nogle er ordrige, har andre mere brug for stilheden og trygheden i bare at være.
”Vores tidligere psykolog sagde, at man dør, som man har levet. Derfor er vi så optaget af at finde ud af patienternes livshistorie, for vi skal ikke lave om på, hvordan de lever. Vi skal give dem følgeskab, så de ved, at vi er her, når de har brug for vores hjælp,” siger hun.
Hospicets mantra er, at der er fokus på livet, og det betyder ikke, at man skal ignorere døden, forklarer Herdis Hansen. I stedet handler det om at få det bedste ud af den dag, der er givet en, indtil man dør.
”Herude er tiden en afgørende faktor, så det med at udsætte tingene til næste uge, det gør man ikke. Man ligger her i gennemsnit 16 dage, så vi er nødt til at bruge vores kreative indstilling til at finde ud af, hvad vi kan gøre for patienten. Det kan være, at de drømmer om at se havet en sidste gang, og så forsøger vi at finde ud af, hvad der skal til – skal de have en iltkolbe med, kan man få dem derud i kørestol, skal vi have personale med?”.
Personalet vil gå langt for at opfylde patienternes sidste ønsker, for en lille ting, der måske synes ubetydelig for andre, kan være altafgørende for, hvordan man kommer herfra, og om de pårørende får sagt godt farvel. Nede i den modsatte ende af vinterhaven er et lille, rundt rum med farvede ruder malet af kunstneren Carl-Henning Pedersen. Herinde sidder mange pårørende, hvis de skal have en eftertænksom pause.
En gang blev datteren til en patient gift med sin kæreste her. Det var moderens ønske, at hun kom til at se sin datters bryllup, så hospicet fik borgmesteren til at komme ud, og der var æresport og stor fest i kantinen. Alle patienter var inviteret med, og mange kom.
”En anden patient sad en dag og snakkede med en sygeplejerske, og de kom til at tale om jagt. Han sagde, at det bedste, han vidste, var at kunne skyde en sneppe. Så sagde sygeplejersken: ’Min mand er jæger, og han har det på samme måde. Jeg har fryseren fuld af snepper, skal jeg ikke tage to med i morgen, så får jeg køkkenet til at tilberede dem?’. Du skulle se ham her, 90 år, sidde og spise snepper med sovs over hele hovedet!”, smiler Herdis Hansen.
En patient fik lov at holde jul med sine døtre. Det var en helt almindelig dag, men der blev lavet julemad med sovs, og der var juletræ og gaver og rødvin og julepynt. Natten før blev patienten ved med at ringe efter vagten for at høre, hvad klokken var. Han kunne slet ikke vente på juleaften.
Herdis Hansen har selv gjort sig tanker om sin egen død. Flere gange har hun visualiseret den helt ud til sin sidste vejrtrækning, og hun har talt med sin familie om sine ønsker, hvis hun skulle dø i morgen. Anker Fjord har lært hende at gøre brug af den tid, man har, for man ved aldrig. Det er jo ikke kun ældre mennesker, der ender deres dage på hospicet, som hun siger.
”Det er meget vigtigt for mig at se det store i det små. At huske de ting, vi ellers tager for givet. Man skal ikke udsætte ting, og man skal huske at få ting sagt. Den yngste af mine tre børn bor stadig hjemme, og han er sådan en rigtig 18-årig teenager, der tror, at han kan det hele. Når vi har en konflikt eller skændes, kan jeg mærke, at jeg skal have clearet den af med det samme, for jeg har lært, at man aldrig skal blive sådan en, der ikke kan sige undskyld. Jeg orker ikke at gå og vente på en undskyldning, det er simpelthen ikke det værd,” siger hun.
”Jeg skal ikke have for mange regnskaber, der ikke er gjort færdig. Det er jo ikke altid naboen, det rammer, og herude har vi en del unge, så man ved aldrig. Man skal huske at leve livet hver dag og få gjort de ting, man gerne vil. Det er vigtigt for mig at stoppe op regelmæssigt og tænke over, hvad jeg vil med mit liv,” siger hun.
Netop derfor er en af hendes mærkesager som medlem af Det Etiske Råd at sætte døden på dagsordenen. For hun oplever af og til, at patienter kommer for sent på hospice, og så når de ikke at få det fine og afsluttende forløb, som de ellers kunne have fået, hvis der var blevet talt om ønsker, mens tiden var.
”Det handler om at få en dialog om den svære samtale og tage stilling til nogle af de vigtige ting; genoplivning, organdonation, begravelse, livstestamente. Jeg vil gerne være med til at få en samtale i gang om de ting, gøre folk nysgerrige på de spørgsmål, så de kan finde ud af, at det ikke er firkantet eller svært at tale om. Spørgsmål, som det faktisk kunne gavne en familie at sidde og snakke om omkring køkkenbordet en fredag aften,” siger hun.
Ude over Ringkøbing Fjord er himlen lysnet en anelse. Himlen er stadig grå, og vinden hyler endnu. Hospicet er stille, der er blomster og malerier og talende sygeplejersker. Og ude på den anden side af klitterne bruser Vesterhavet.