Prøv avisen

Parterapeut: Man skal ikke give sin partner ansvaret for sin egen lykke

Tegning: Morten Voigt

Vi slæber barndommens mønstre med ind i parforholdet og forsømmer at se bjælken i vores eget øje, siger den bogaktuelle parterapeut Katrine Axholm. Flere parforhold kunne reddes, hvis vi indså, at det ikke er partnerens opgave at få os til at føle os elsket

”Vi er vokset fra hinanden.” ”Han giver mig ikke det, jeg har brug for.” ”Hun er efter mig konstant.” Sådan lyder blot nogle af de forklaringer, som parterapeut Katrine Axholm gennem 12 år har lagt ører til i sin klinik, når udmattede og desillusionerede par er kommet, fordi de er kørt sur i kærligheden og for manges vedkommende er nået dertil, hvor en skilsmisse lurer lige om hjørnet.

Men Katrine Axholm oplever, at det i mange tilfælde slet ikke behøver at komme dertil, hvor et par er nødt til at lade deres veje skilles.

”Med alt det, jeg efterhånden ved om kærlighed, synes jeg, at alt for mange går fra hinanden af de forkerte årsager. Der er for mange konflikter, de synes ikke, de får det, de har brug for fra partneren, og de føler, at de bevæger sig hver sin vej i livet. Men i virkeligheden handler det om, hvad den enkelte selv bringer med ind i parforholdet. Når noget trigger os, så peger pilen altså oftest mod os selv,” siger hun.

I den vestlige kultur har vi en opfattelse af, at kærligheden skal komme udefra. Det er med andre ord vores partner, der skal få os til at føle os elskede, og når ikke det lykkes, så går vi fra hinanden og tror, at vi så kan få det, vi mangler, et andet sted. Det er synd, mener Katrine Axholm, hvis bog ”Bare vi ikke skal have tøjet af”, udkommer den 16. juni. Heri forsøger hun igennem 17 cases at anskueliggøre, hvilke problematikker det er, der ofte opstår, når et parforhold skrænter. For mange gælder det, at de forsømmer at se bjælken i deres eget øje, mens de har et enormt fokus på splinten i partnerens ditto.

”Folk er meget hurtige til at lægge ansvaret for, hvordan de har det i parforholdet, over på den anden. Men det kan en relation ikke tåle – det kan et andet menneske simpelthen ikke bære. I stedet for at give partneren skylden må man tage ansvaret hjem til sig selv. For at kunne det må man have indsigt i sig selv, og først når man har fået det, så kan man i stedet begynde at give sig selv det, man ellers har ment, partneren havde ansvar for at give,” siger Katrine Axholm og giver et eksempel.

”Hvis jeg nu har et stort behov for at føle mig elsket, så kunne det være, at min mand gjorde noget, som betød, at jeg ikke følte, han elskede mig. Det kunne være, at han for eksempel havde en hobby, han brugte meget tid på. Men hvis jeg inde i mig selv vidste, at jeg var værd at elske, så ville jeg ikke blive ramt på noget, som er helt essentielt for mig. Jeg ville alligevel føle mig elsket.”

Ifølge Katrine Axholm skyldes det oftest kedelige mønstre fra barndommen, som vi ikke er bevidste om eller ikke formår at lægge fra os, når det går galt i et parforhold.

”Vi er alle sammen opdraget til at have fokus på, hvad mor og far gerne vil have. For at overleve eksistentielt og få kærlighed måtte vi være opmærksomme på, hvad dette krævede af os. Vi har lært at tilpasse os, og vi tror instinktivt på, at vi skal opføre os på en bestemt måde for at få del i kærligheden. Derved risikerer vi dog at lægge fokus på den anden, for hvad betyder det, når partneren gør det og det? Vi tolker og tolker. Hvorfor kiggede han ud ad vinduet, da jeg sagde sådan til ham? Vi har ikke lært at tage udgangspunkt i os selv, og hvad der sker i os selv, og på den måde får vi utrolig meget fokus på, hvad den anden gør. Eller ikke gør,” siger Katrine Axholm.

Alle mennesker bærer deres historie med sig, men når vi indgår i et parforhold, er det nødvendigt, at vi frigør os så meget som muligt fra vores forældre for ikke at komme til at gentage det, Katrine Axholm kalder ”barndommens neuroser”. Det kan være svært, og det kræver, at man er bevidst om, at fortiden ikke må farve fremtiden uhensigtsmæssigt, samtidig med at man lærer at holde af sig selv. For jo mere man føler sig værd at elske, jo bedre kan man elske sin partner.

Måske bliver det lettere for fremtidige generationer at følge den opskrift, for måden at opdrage børn på i dag adskiller sig væsentligt fra tidligere.

”Dengang vi var børn, troede man jo ikke, at barnet var kompetent. Vi blev tilrettet, og vi tilpassede os. Og det gjorde vores forældre også – endda i endnu højere grad. På den måde er vi alle sammen i bund og grund usikre og har et enormt stort behov for at føle os accepteret af andre,” siger 46-årige Katrine Axholm.

Når der er konflikter i parforholdet har mange en tendens til at opføre sig umodent. Man bliver skræmt, og det ripper op i noget fra barndommen. Måske føler man sig kritiseret og utilstrækkelig. Men i stedet for at forholde sig til sine følelser burde man i højere grad forholde sig til det, der bliver sagt.

”Man bør rydde sine sætninger for ’du’. I stedet for at sige ’du lytter heller aldrig ordentligt til, hvad jeg siger’, så skal man vende pilen over mod sig selv. Man kan sige: ’Jeg føler mig afvist, hver gang jeg gerne vil tale om noget.’ På den måde tager du ansvar for, at det er noget, du føler, og ikke nødvendigvis sådan, det er. Samtidig gør man det også mere spiseligt for sin partner,” siger Katrine Axholm.

Men når nu konflikterne er der, og man samtidig har været sammen i et måske 15, 20 eller 30 år langt ægteskab, hvor det kan synes som en evighed siden, man sidst fik sommerfugle i maven af at kigge den anden i øjnene, kan man så ikke lige så godt gå hver sin vej? Er der så overhovedet noget tilbage at kæmpe for?

Ja. Ifølge Katrine Axholm er der i den grad værdi i et langt ægteskab eller parforhold. Men det kræver, at man tager ansvar for sine ”barndomsneuroser”.

”Du kan ikke elske et andet menneske rigtigt, før du er kommet af med dit ’følelsesmæssige bavl’ fra barndommen. Men så skulle man også gerne selv efter mange års ægteskab kunne sige: ’Vi har en historie sammen, jeg er ikke afhængig af dig, men jeg er enormt glad for dig.’ Man skal også huske at bevare nysgerrigheden over for hinanden. Ikke falde i den der med: ’Du behøver ikke sige noget, for jeg ved præcis, hvad du vil sige nu.’ Det kunne jo være, partneren ville sige noget andet, end han plejer. Og jeg tror på, at netop den historie, man har sammen, har meget tyngde. Ingen kan kigge med samme kærlighed i hjertet på dine børn som deres far,” siger Katrine Axholm.

At man ikke skal være afhængig af sin partners kærlighed, er ikke det samme som, at man ikke må ønske sig noget af ham eller hende. Men det må bare aldrig blive ufravigelige krav.

”Selvfølgelig er der nogle helt grundlæggende ting, vi har brug for som mennesker. Det er helt naturligt, at vi i et parforhold har en forventning om, at vi kan regne med den anden. I kirken siger vi ’i medgang og i modgang’, og vi skal kunne have tillid til, at vores partner overholder aftaler, ikke snyder og bedrager og bidrager til fællesskabet, familien og parforholdet. Det er helt almindeligt at have behov og stille krav, det er bare vigtigt, at når man er voksen, så skal man først og fremmest kunne regne med sig selv. Man skal ikke give sin partner ansvaret for sin egen lykke. Det ansvar må man selv tage,” siger Katrine Axholm.

Læs uddrag af ”Bare vi ikke skal have tøjet af” her.

Katrine Axholm er parterapeut. Selv er hun på 20. år gift med samme mand. – Foto: Stine Heilmann