Prøv avisen

85-årige Eigil er forlægger og forfatter: Man skal også tage sig selv højtideligt i den sidste del af livet

85-årige Eigil Holm har skrevet og udgivet bøger om alt fra haveredskaber til smørrebrødsjomfruer. For når han først graver sig ned i et emne, kommer der altid noget spændende – og nye bekendtskaber – med op. Videbegærlighed og følelsen af pligt til at fylde livet ordentligt ud, er det, der stadig driver ham. – Foto: Leif Tuxen

85-årige Eigil Holm går stadig på arbejde hver dag som forlægger og forfatter, for selvom man er blevet gammel, er det vigtigt at påtage sig nogle forpligtelser for at bevare et rigt liv, siger han

Det summer af aktivitet på Byskovvej 4. Udenfor er 300.000-400.000 bier i gang med at producere honning i havens fem bistader. Indenfor producerer 85-årige Eigil Holm bøger. Cirka 80 stykker har han efterhånden skrevet, og mange af dem har han udgivet på eget forlag, som han har drevet siden 1979 – og som han stadig driver fra husets kælder.

Hernede har han sit boglager. Det er stort, for der har været mange bøger i trykken gennem tiden. Hans bedst sælgende bog, ”Bedre helse”, blev udgivet i fire forskellige udgaver i 1970’erne og 1980’erne og solgte i alt en kvart million eksemplarer.

Bogen om arvelighedslære gik også godt med cirka 40.000 solgte eksemplarer. Der er også bøger om bier, en lærebog for smørrebrødsjomfruer, flere om haveredskaber, en enkelt om hotelreceptionister og adskillige om kirker. Faktisk har han skrevet om det meste, for ”når man er nysgerrigt anlagt og godt kan lide at sætte sig grundigt ind i tingene, kan man komme langt omkring”, som han siger.

Videre rundt i kælderen står arkivskabe og metervis af mapper. På et enormt skrivebord står en tændt computer omgivet af papirbunker, og i det inderste lokale, godt i gang med at taste beløb ind på en maskine, sidder Conny Jensen, hans bogholder og sekretær gennem 37 år. Hun står for alt det administrative, forklarer hun, og der er nok at administrere, for Eigil Holm er ikke den, der går og keder sig.

”Der er da indimellem nogle, der spørger, hvorfor jeg dog gider blive ved med at rejse land og rige rundt for at researche til den næste bog, men for mig er det et besynderligt spørgsmål. For hvorfor skulle jeg dog holde op? Jeg har altid elsket at suge til mig og fortælle andre om de ting, jeg har fundet ud af. Sådan var min mor også. Når hun læste Jules Vernes’ bog ’Jorden rundt i 80 dage’ højt for min bror og mig, fulgte vi altid historien i et atlas, og jeg slugte hver en oplysning. Vi blev opdraget til at være videbegærlige, og jeg har så været så heldig at kunne gøre en levevej ud af netop den egenskab.”

Han viser ovenpå i det store, gule hus, han fik bygget i 1963. Egentlig voksede han op i Glostrup ved København, men kom her til Gedved nær Horsens for at undervise på Gedved Seminarium i 1959 lige efter sin eksamen i naturhistorie og geografi på Københavns Universitet. Hans fag er altså både biologi, geologi og geografi – ud over at være biavler og forfatter – hvilket væggene langs trappen op til førstesalen bærer præg af. De er fulde af hans tegninger, der er så detaljerede, at de ligner fotografier. Især insekter og haveredskaber går igen.

For enden af trapperne spreder endnu flere tegninger sig: Dyr. Kirker. Frugttræer og buske, som bier interesser sig særligt for. Alt sammen illustrationer til nogle af de bøger, han har skrevet. På et bord ligger nogle af de seneste: Om Østbirk Kirke. Om Danmarks Biavlerforening gennem 150 år. En fotobog om Horsens set fra luften (for den bog fandtes simpelthen ikke i forvejen, som han pointerer).

Nogle af de tidligere bøger ligger her også: ”Forsikring i grundtræk”. ”Sådan holder vi dyr” og flere andre lærebøger for de jordbrugstekniske skoler. Og så en 100-årsjubilæumsbog for Brugsen i Lund.

Det meste er bestillingsopgaver, men han skriver også gerne om emner, der bare fortjener at blive belyst og derfor nok skal finde sit publikum. Processen er altid den samme: Han researcher, tager billeder, skriver, tegner, layouter bogen og får den trykt. Selve tilfredsstillelsen ved at kunne klare det hele selv er halvdelen af lønnen. Den anden halvdel er at tjene penge på hele tiden at blive klogere, siger han.

”Egentlig handler det jo om at turde leve hele livet. Det er 30 år siden, min kone døde, og den ensomhed, der følger med at blive alene, kan være ødelæggende. Derfor skal man huske at holde kontakten til livet, til andre mennesker, til alt det, der sker derude. Der er så meget at opleve og lære. Jeg tog selv for nylig på bogbinderkursus og opdagede, hvor spændende og vigtigt det er at lære et håndværk. Især når man lærer det sammen med andre, der er drevet af samme nysgerrighed og virketrang som mig.”

Igen fremhæver han sin mor som en stor inspiration. Som 89-årig læste hun i avisen om en mand, hun havde været kæreste med i 1909. De havde ikke haft kontakt i adskillige årtier, men hun besluttede at skrive et brev til ham, og på den måde genfandt de hinanden i et nært venskab.

”Når min mor fortalte historien, sagde hun altid: ’Det eneste, jeg risikerede, var et frimærke, og se, hvad jeg fik.’ Den sætning tog jeg til mig og forsøger altid at åbne min verden gennem andre mennesker,” siger Eigil Holm.

Ovre i hjørnet af stuen står et stort mikroskop ved siden af et laboratoriekøkken. Begge dele skal han bruge, når han eksempelvis vil undersøge en plantes anatomi. Så skærer han planten i tynde skiver og farver dem med særlige farvestoffer, så de forskellige cellers konstruktion træder frem. For det er i detaljen, hans passion for viden for alvor bliver vakt.

Det sker også, når han lige nu er optaget af at se på helt nye lidar-kort, hvor højdeforskelle i det danske landskab med centimeters nøjagtighed viser de mange linjer og sprækker i jorden skabt af istiden og små jordskælv. Og hver gang han dykker ned i noget nyt, får han ny viden og nye bekendtskaber med op.

”Da jeg underviste i biologi på seminariet, tog jeg altid de studerende med ud i landet og endda med op på den aktive vulkan Etna på Sicilien, så de kunne se lavaen og jordens kræfter med egne øjne. Det var ved samme lejlighed, jeg lærte italiensk for at kunne læse den lokale litteratur om vulkanen, og sådan har min videbegærlighed formet meget af mit liv. Jeg har lært at tyde og tegne kort, da jeg skulle skrive ’Atlas over Horsensegnen’. Jeg har lært at tegne i det hele taget og farvelægge tegningerne, for det fik jeg også hurtigt brug for, da jeg startede forlaget.”

”Af samme grund lærte jeg computerteknologi, længe før det blev udbredt. Forrige år var jeg i Costa Rica for at lære noget om tropiske honningbier, og til september skal jeg til Jordan for at lære, hvordan de driver biavl der, hvor biavlen oprindeligt begyndte for 10.000-12.000 år siden. Det er det, der holder mig i gang: Lysten til hele tiden at lære nyt og møde nye mennesker,” siger han.

Det behøvede ikke at være så omstændeligt, indrømmer han. Han kunne sagtens lære nyt på nemmere måder, men det er vigtigt fortsat at tage sig selv højtideligt, når man kommer op i årene. Det er ikke det samme som at være selvhøjtidelig, understreger han, det betyder, at man ikke blot føler sig forpligtet til at skabe sig selv et rigt liv, men også påtager sig nogle forpligtelser, som sikrer det liv.

”Man kan jo aktivere sig selv på alle mulige måder, når man er blevet en ældre mand, men det særlige ved at blive ved med at arbejde er den pligt, der er forbundet med det. Jeg kan ikke bare vente med at få tingene gjort, jeg er nødt til at tage billederne og tale med alle menneskerne for at få bogen gjort færdig. Og det skaber i sig selv en vigtig drivkraft, for jeg er meget bevidst om, at hvis jeg først sætter mig ned og holder op med at ville vide mere, så går det hurtigt ned ad bakke.”

Hvad har du af fremtidsplaner?

”Jeg vil allerhelst bare fortsætte med at arbejde. Det er der, jeg finder glæden, men det er også vigtigt for mig at være til nytte for andre. Det er i høj grad det, jeg vælger mine projekter ud fra: Kan nogen få nytte af den viden, jeg indsamler? Min ideelle død vil være at dø midt i arbejdet – i gang med noget, jeg synes er vigtigt.”

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
En af illustrationerne til hans bøger. Foto: Leif Tuxen
Biavl er en hobby, der optager Eigil Holm. Foto: Leif Tuxen