Jeg bliver jævnligt ringet op af forældre, som nogen vil kalde overbekymrede, men som jeg kan høre er reelt bange. Og det er da helt naturligt, for når man får et barn, især det første, vækker det de dybeste følelser i langt de fleste. Selv de sejeste oplever en stor sårbarhed, og mange føler usikkerhed, skyld og vrede samtidig med en enorm lykke.
Det er en rodebutik af ambivalente følelser, og det skal man lige huske på, når nogle af dem pakker bilen og kommer grædende til hospitalet. Det er ikke rimeligt – og det nytter heller ikke noget – blot at rynke på næsen og tænke: Helt ærligt, sådan er det jo at være forælder.
Man bør også huske på, at der ikke findes en fast huslæge længere, forældre kan bruge. Sundhedsplejersken er også skåret kraftigt ned, og mange bedsteforældre bor ikke tæt på som tidligere og har måske ikke engang tid til at engagere sig ordentligt i deres barns bekymringer. Dertil kommer, at mange småbørnsforældre i dag lever ret isoleret. De sidder der i deres lejlighed uden nødvendigvis at kende naboerne, og hvilke livliner er der så egentlig tilbage ud over lægevagten og hospitalet? Så må forældrene jo trække lidt på den sunde fornuft, siger nogle så, men forældre i dag er jo vokset op i en daginstitution. Al den husmoderviden, de fleste i min generation automatisk fik, fordi vi blev passet derhjemme og hjalp med at passe vores søskende, er jo væk. Og det er den erfaring, som afholder forældre fra at blive unødigt bange, også.
Der er derfor behov for at lære flere forældre at stole mere på deres intuition. Men også, at det er okay at spørge om hjælp. Småbørnsforældre har brug for lige så mange trøstende knus som deres børn, men det behøver ikke at foregå på hospitalet, så måske er der behov for en bedre online rådgivning. Det kunne også være en idé at genindføre den gamle ordning, hvor sundhedsplejersken er tættere knyttet til forældrene i længere tid. Det sidste, vi skal gøre, er at hægte forældrene endnu mere af ved at sige: Kom ikke med jeres bagateller.