I en topersoners sofa sidder to gråhårede damer og snakker lystigt over en danskvand og en plade mørk chokolade. 92-årige Paula Christoffersen har fået besøg af sin nye besøgsven, Inge Kjerulff, i lejligheden på anden sal i Rødovre ved København. Her har Paula Christoffersen været alene siden 2007, hvor hendes mand døde efter flere års sygdom. At hun er blevet alene, har ikke betydet, at hun er blevet ensom. For Paula Christoffersen har netop været opmærksom på at holde det sociale liv i gang ved at gå til foredrag, være med i forskellige klubber og komme i den lokale kirke. Men Paula Christoffersens aktive alderdom er på det seneste blevet sat på prøve, da hun bakser med en dårlig hofte, som er blevet opereret flere gange. Samtidig er synet stærkt nedsat, og derfor følte hun et behov for at få hjælp og samvær i hjemmet i Rødovre.
”Jeg vil ikke sige, at jeg er ensom, men der bliver jo et afsavn og en tomhed, hvis ikke der kommer nogen her i dagligdagen. Og når benene og helbredet svigter, så afholder det en fra at komme ud og være med til en hel masse. Men i mange år har jeg godt vidst, at jeg skulle være alene, så det har jeg forsøgt at forberede mig på og på den måde været opmærksom på at undgå ensomheden,” siger Paula Christoffersen.
I går havde Paula Christoffersen gæster på besøg, da hun fejrede sin 92-årsfødselsdag. Hun undskylder derfor på forhånd for, hvis tingene i lejligheden ikke står snorlige. Ikke desto mindre er der pænt og ryddeligt i den lille dagligstue, hvor en orkidé og en større buket blomster pryder sofabordet mellem journalisten og de to ældre damer.
Det er langtfra alle danskere, der i Paula Christoffersens alder formår at holde ensomheden fra døren. En ny analyse fra Mary Fonden viser, at risikoen for at blive ensom er størst i alderen fra 16 til 29 år, og når man har rundet de 85 år. Med alderen er Paula Christoffersen sociale liv da også gradvis blevet mere udfordret, fortæller hun. Det er noget, der især blev synligt på hendes fødselsdag i går.
”Jeg er så gammel, så de fleste af mine venner er her ikke mere. Og af dem, der er tilbage, er den ene 98 år og husker ikke så godt, mens den anden er fire år yngre end mig og meget dement. De plejer altid at ringe eller sende et brev på min fødselsdag, men det gjorde de altså ikke i går. Men jeg har heldigvis mine børn og børnebørn, som ringer og kommer på besøg, og de er der altid, når jeg har brug for dem. Så jeg tænker mere på mine venner - det må ikke være sjovt at blive ældre på den måde,” siger Paula Christoffersen.
For mange ældre er det svært selv at opsøge den menneskelige kontakt i form af en besøgsven, fordi ensomhed er tabubelagt, og det kan være svært at lukke et fremmed menneske ind i sit hjem. Men det er ikke tilfældet for Paula Christoffersen.
”Det har jeg ikke spor svært ved. Efterhånden som jeg er blevet ældre, er der så mange, jeg har mistet, så der kommer altså et tomrum, som skal fyldes ud,” siger hun.
På trods af at samtalen i dagligstuen til tider falder på alvorlige emner som liv, død og ensomhed, virker de to damer allerede til at være faldet godt i hak, som de sidder der i sofaen og taler om det lange liv, de begge har levet. Sidste gang glemte de begge fuldstændig tiden, og pludselig var det mørkt udenfor, inden besøget sluttede. Det er blot tredje gang, de to kvinder mødes, og alligevel pjatter de med hinanden, som da 76-årige Inge Kjerulff fortæller, hvordan det gik til, at hun blev besøgsven for den 16 år ældre Paula Christoffersen.
”Der var ingen ventetid for Paula, fordi ham, jeg besøgte det sidste stykke tid inden da, pludselig døde. Det var der måske ikke noget at sige til, for han blev 94 år,” siger Inge Kjerulff, hvortil Paula Christoffersen griner og svarer: ”Herregud, det er blot et par år ældre end mig”.
Inge Kjerulff har været besøgsven i to-tre år og på den måde fået mange nære venskaber. Men hun har også ligesom Paula Christoffersen mistet mange, hun har holdt af. Ifølge hende er der ingen, som helt uanmeldt kommer og ringer på døren. Man skal selv opsøge det.
”Ensomhed har også noget at gøre med ens egen indstilling til livet. Det nytter ikke noget at sætte sig ned og kigge ud i luften. Man er nødt til selv at være lidt opsøgende,” mener Inge Kjerulff, der selv har erfaret det, efter at hendes separerede mand og bedste ven gennem mange år fandt sig en anden.
Paula Christoffersen lægger en hånd i favnen på sin besøgsven og forsikrer: ”Vi skal nok klare os.” Den 92-årige dame er enig med sin besøgsven i, at man selv skal gøre sit for foregribe den sociale død, men at det for nogle ældre kan være utroligt svært på grund af deres fysiske forfatning.
”Man kan være så syg og forpint, at man ikke har overskud til at komme ud og være sammen med andre mennesker. Men hvis man kan, skal man stoppe op, før ensomheden rammer,” siger hun.
Selv håber Paula Christoffersen, at hendes hofte bliver bedre, så hun igen kan komme lidt mere ud. Det er heldigvis noget, Inge Kjerulff kan hjælpe hende med. Ved sidste møde gik de to kvinder nemlig en tur for at få gang i bentøjet. I dag bliver det ikke til en tur rundt om lejlighedskomplekset, selvom vejret indbyder til det med solens stråler, som skærer sig ind gennem den åbne altandør, der ligger i forlængelse af dagligstuen. Her går snakken om at bo alene, som de begge to har gjort et stykke tid. For Inge Kjerulff er det meget givende at være besøgsven og komme ud at tale med nogen, der værdsætter hendes selskab.
”Det er altid en god oplevelse at komme ud og snakke med andre mennesker, så det gør jeg gerne. Det giver noget igen. Det er helt sikkert,” fastslår hun.
Efter en god times tid er besøget endnu ikke ovre. Normalt kommer Inge Kjerulff to timer ad gangen, men som hun siger: ”Der er jo intet, der forhindrer mig i at blive lidt længere.”
”Det tegner rigtig godt, det her,” siger Paula Christoffersen og vender blikket over på sin besøgsven.
