Trine Bramsen måtte som nyudnævnt socialdemokratisk forsvarsminister som noget af det første forholde sig til meldinger om overgreb og seksuel chikane af kvinder i forsvaret. Hun har også selv følt sig udsat som ordfører for politisk hårde områder som retspolitik og nu forsvars- og sikkerhedspolitik.
”Dels er jeg socialdemokrat i en brydningstid, hvor vi har ændret kurs, og hvor jeg er gået forrest og har taget mange af kuglerne. Dels tror jeg også, at på de hårde områder er det stadigvæk sådan, at der er nogle, som har svært ved, at det er en kvinde, der står og markerer sig. Det tror jeg er en ekstra rød klud i hovedet på nogen,” siger Trine Bramsen og tilføjer:
”Jeg har fået hård hud med årene, men mine første år i politik var hårde, og jeg har brugt tid på at beslutte mig for, om jeg vil betale den pris, det koster at være i politik. Men i dag er min pyt-knap blevet større, og jeg bruger den meget oftere. Måske er der også med årene sket en anerkendelse af, både hvem jeg er, og hvor Socialdemokratiet ligger.”
For et par år siden rykkede Forsvarsministeriet ind i Hafnia Bank og Forsikringsselskabs tidligere hovedsæde på Holmens Kanal midt i København. I vagten indenfor tager en soldat imod, og der er marmortrapper og høje træpaneler i den fornemme bygning. Fra ministerkontoret er der udsigt til Holmens Kirke og Christiansborg gennem høje sprossede vinduer, og bag ministerens skrivebord hænger en kæmpe fotostat af den arktiske fregat ”Triton” på patrulje ved Grønland.
Den 38-årige Trine Bramsen, der tager smilende og imødekommende imod, er den anden danske kvindelige forsvarsminister – den første var Gitte Lillelund Bech i regeringen Løkke Rasmussen 2010 til 2011 – i den lange række af tidligere forsvarsministre, der hænger fotografiske portrætter af på gangen udenfor.
”Jeg har da godt kunnet se, lige da jeg kom til, at der var nogle, der havde travlt med, hvad det var for et køn, jeg havde. Men jeg synes, at den kritik er forstummet, efterhånden som jeg har fået lov til at vise, hvad jeg kan. Det er en hård organisation at blive anerkendt i. Man skal vise, hvad man kan, og det tror jeg ligger i kulturen i forsvaret, for det skal man også ude i felten. Man skal vise, hvad man dur til, før man bliver optaget på holdet.”
”Det har jeg også skullet, det er der ingen tvivl om. Og der er stadigvæk nogen, der fra tid til anden kan komme med enormt nedladende kommentarer til, hvad kvinder kan bruges til. Vi har udfordringer med kvinder, der er og ønsker at være en del af forsvaret. Jeg har den holdning, at hvis nogen kan finde på at skrive ekstremt nedladende og seksuelt galt afmarcherede kommentarer til mig, der er deres øverste chef, så er det et meget godt udtryk for, at vi har en udfordring, og så bliver vi nødt til at sætte ind over for det.”
”Når man kigger på billeder af Natos forsvarsministermøder og alle andre møder, jeg deltager i, er der nærmest ingen andre kvinder. Så det er stadig mere usædvanligt end sædvanligt at være kvindelig forsvarsminister. Man kan altid diskutere, om det er kvinden eller mennesket, men jeg oplever, at jeg ser nogle ting, som har behov for opmærksomhed, for eksempel familierne til vores udsendte soldater. Det påvirker en hel familie. Og det betyder noget, om posten til vore udsendte kommer frem til tiden. Det er at se nogle andre ting samtidig med at have blik for, hvad det er for missilsystemer, vi har, og får vi opgraderet vores kampvogne, som er områder, der altid har ligget i forsvarsministerjobbet. Jeg tror også, at det hører en moderne tid til, da vores soldater i dag er anderledes end tidligere.”
I april 2018 blev Trine Bramsen mor til datteren Ingrid, som hun har valgt at holde ude af offentligheden – mest for barnets skyld. Men på sin første tur med ministerbilen i juni 2019 sagde Trine Bramsen til en journalist fra Ekstra Bladet, at ”jeg vil være der for min familie og min lille datter. Og jeg vil opfordre de ansatte i forsvaret til det samme.” Spørgsmålet er, hvordan det går med det?
”Der er ingen tvivl om, at der er meget rejseaktivitet, når man er forsvarsminister. Men jeg har det udgangspunkt, at i hverdagene, hvor jeg ikke har planlagte mødeaktiviteter eller rejser, går jeg hjem klokken 16. Til gengæld er jeg på igen om aftenen. Det betyder, at alle de vågne timer, der er om eftermiddagen, der er jeg mor. Det sender også signaler gennem huset, for hvis man er en minister, der sidder på kontoret til sen aften, så sidder alle andre i et ministerium også på kontoret og venter på ministeren. Nu prøver jeg at sende det signal, at man også skal gå hjem og være sammen med sin familie. Man må gerne sidde og arbejde, når ens børn sover, og det er sådan, jeg selv gør det. Men det er vigtigt, at der er noget tid på dagen, hvor man kan ryste hovedet og samle energi. Det tror jeg faktisk gør medarbejdere dygtigere.”
”For mig har det at blive mor betydet netop det at lære at gå hjem og have nogle timer, hvor jeg kan reflektere over alle de beslutninger, som jeg hele tiden skal træffe. Store beslutninger med stor betydning for rigtig mange mennesker, rigtig mange medarbejdere og også for danskernes tryghed. Så det med at gå hjem og koble hovedet fra og bygge togbane eller se ’Gurli Gris’ og have fokus på noget andet minder mig også om, hvad det er, jeg kæmper for som forsvarsminister. Jeg kæmper for, at min datter og fremtidens børn kan leve trygt og vokse op med de samme værdier og samme tryghed, som jeg selv er vokset op med.”
”Så det sætter rigtig meget i perspektiv. Og en glæde over de små ting. Forleden dag var jeg i fjernsynet, og vi sad og legede på gulvet. Så sagde min datter, der lige er begyndt at snakke, ’To moar’ og legede videre, som om intet var hændt.”
”Det er en glæde både at gå på arbejde og at komme hjem igen. Det er en vekselvirkning mellem både at kunne løfte et tungt ansvar og træffe nogle vigtige beslutninger og så komme hjem og forholde sig til, om det er spagetti bolognese eller lasagne, der skal serveres. Eller være i svømmehallen en lørdag og vide, at man som politiker kan gå i svømmehallen med sit barn i Danmark eller have sit barn med ud at købe ind i et supermarked uden sikkerhedsfolk. Det kan man i Danmark, og det synes jeg, vi værdsætter for lidt.”
Trine Bramsen er vokset op på Thurø i Det Sydfynske Øhav syd for Svendborg sammen med sine forældre, der begge er folkeskolelærere, og sin bror.
”Det var en tryg opvækst. Der er en dæmning til fastlandet, men ellers foregik det meste på øen med skole og foreningsliv, og vi kunne cykle rundt på villavejene. Det er det, jeg er rundet af. Men også at man tog del i lokalsamfundet. Fra barnsben har jeg set nogle forældre, der om eftermiddagen og aftenen underviste nogle børn, der havde det ekstra svært, og også stod oppe i håndboldhallen og var dommere og trænere. Der har jeg også været i mine ungdomsår. Jeg tror, at det er forklaringen på, hvorfor jeg er endt som socialdemokrat og i politik. Det er rundet af at tage del i samfundet og tage sig af dem, der havde det særlig svært, men også betale tilbage i taknemmelighed.”
”Det var en skånsom barndom. Og der var mange ting, jeg først så og forstod i slutningen af teenageårene og begyndelsen af 20’erne, for det er et liv i et andet tempo på sådan en lille ø. Så der var nogle ting, der var et chok for mig, da jeg begyndte at studere og flytte til storbyen. At der er nogle mennesker, som lever deres liv så meget på livets bagside. At der kan være nogle mennesker, der næsten kan blive glemt, syntes jeg var chokerende. Hele det kriminelle miljø, og at der findes den ondskab i vores land og vores verden. Derfor var det måske en godtroenhed, der prægede mig efter min opvækst, og så en anden verden, der rammer, når man flytter til storbyen.”
”Men det, at man har haft en rolig og tryg opvækst, gør også, at man får lov til at blive formet som et helt menneske. Det er nok også grunden til, at jeg har kunnet stå igennem de storme, jeg har været i, og også de ubehageligheder, der kan være ved at være politiker. Hvis man hviler på begge fødder, er det sværere at få en ud af kurs. Og man er heller ikke i tvivl om, om de beslutninger, man tager, er rigtige eller forkerte. Det er også noget, der præger mig som politiker, det med at mærke efter, om det føles rigtigt. På et tidspunkt kom jeg i en politisk debat til at argumentere med, at jeg også lyttede til min mavefornemmelse, og blev latterliggjort på de sociale medier over det. Det kan godt være, at det ikke er det stærkeste og mest holdbare argument, men den dag, man ikke længere lytter til sin mavefornemmelse, synes jeg ikke længere, at man skal være i politik.”
Det kom ikke som en stor overraskelse for Trine Bramsen, at hun blev tilbudt forsvarsministerposten. Hun har været medlem af forsvarsudvalget, siden hun i 2011 blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet, og har været partiets retsordfører i en årrække.
”Når man begynder at beskæftige sig med sikkerhedspolitik, kommer man ind i et særligt rum og opbygger nogle særlige kompetencer og forståelse. Man er ikke det samme menneske mere, når man har været inde og arbejde på de områder, hvor man får en særlig viden om de trusler, der er i vores samfund. Det var heller ikke fjernt, at jeg skulle ind på et område, der har med tryghed at gøre. Jeg har altid læst mange krimier. Det kan jeg næsten ikke mere, og jeg kan heller ikke se uhyggelige film. Det er en erhvervsskade, jeg har pådraget mig. Der er rigeligt med action og drama i dagligdagen.”
”Lige nu er jeg ved at få det, man kalder kilometer i benene. Der har været rigtig mange nye ting, og så er der også det med at sætte sit præg på et ministerium og kæmpe sig vejen til at være chef for det og at få tingene gjort på den måde, jeg gerne vil have. Så lige nu er jeg nok i den periode, hvor jeg stadig får kilometer i benene, men at jeg også i den grad har fået sat den kurs på skibet, som jeg ønsker. Der er rigtig meget, der handler om, hvad det er for en politisk styring, man har i spidsen for en organisation. Både hvad angår kulturen, men også hvad det er for politiske sager, man vægter.”
”For hvad er det, man bruger sin tid på? Noget af det, der lå, da jeg overtog forsvarsministerkalenderen, var utrolig mange våbenmesser. Jeg måtte klart sige, at det har jeg ingen interesse i, men jeg vil rigtig gerne ud og besøge vores soldater. Det, at få sådan et hus til at forstå, hvad der er mine prioriteter, og hvad der er vigtigt for mig, kræver noget tid. Der synes jeg, at jeg er ved at være. Nu glæder jeg mig til, at jeg ikke skal bruge tiden hver dag på at fortælle, hvor vi skal hen, men at vi kan begynde at sejle i den retning,” siger Trine Bramsen.
Spørger man hende om, hvad hun synes om at være forsvarsminister, lyder svaret:
”Det er en opgave, jeg er gået til med krum hals. Og jeg synes, at efterhånden som jeg får lov til at sætte mit præg på forsvaret, så vokser glæden ved det også dagligt. Hvis jeg synes, at der er en dårlig dag på kontoret på grund af lidt for mange problemer og svindelsager som den i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, skal jeg bare ud og besøge vores soldater i felten. Så er jeg ikke i tvivl om, at det er det mest fantastiske job, jeg har.”