”Hjertelig tak for det privilegium, det har været i mange år kontinuerligt og frit at kunne tage til genmæle over for de altdominerende medier. Da jeg i en årrække inden (...) også skrev for Aarhus Stiftstidende, er det blevet til næsten et halvt århundredes registreringer af en mediekultur, der i mange henseender truer med at opsluge enhver, der ikke tager sig i agt for dens magt over sindene.”
Sådan lød det blandt andet, da Kristeligt Dagblads tv- og radioanmelder Leif Hjernøe tidligere på måneden skrev sin sidste mediekommentar i avisen. Efter 38 år som læsernes trygge kompas i det stadigt mere oprørte og uoverskuelige mediehav, der omgiver os.
At medierne er en af de mest voldsomme magtfaktorer i vores liv, har været en særlig pointe, som den nu 81-årige Leif Hjernøe gang på gang har gjort os opmærksom på i sine mediekommentarer. Lige siden han i august 1981 første gang trådte frem i spalterne som forfatteren fra Østjylland med det skarpe blik for både farer og muligheder ved det stigende medieforbrug. Herunder også de ”hjemmecomputere” og den ”edb-teknologi”, som han beskrev i sin allerførste anmeldelse i avisen. For som han profetisk forudså: ”Hjemmecomputeren vil om få år blive et lige så almindeligt møbel, som fjernsynet er blevet det, og vil for eksempel kunne erstatte selv det bedste leksikon …”. Og hans bekymrede spørgsmål ”Vil den (edb-teknologien, red.) styre os, eller skal vi styre den?” er mindst lige så relevant i dag, som det var for knap 40 år siden.
At Leif Hjernøe på den måde skulle blive et slags samtidsvidne, der fik netop sine holdninger og skarpe analyser bragt i et landsdækkende medie, lå ellers ikke lige i kortene, fortæller han fra sin vinduesplads ved spisebordet. Her har han udsigt til de marker, som hører til nabogården i landsbyen Gylling, hvor han bor i en mindre aftægtsbolig sammen med sin kone. Med få kilometer til Horsens Fjord, hvor øen Hjarnø ligger. Her var hans tiptipoldefar smed, og øen er også arnested for det efternavn, der nu følger slægten.
”Jeg ved faktisk ikke helt, hvor troen på, at netop mine meninger er særligt relevante for andre, kommer fra. For det var i hvert fald ikke sådan, jeg oplevede det i min skoletid. Jeg er vokset op i en ludfattig familie i Holme, der dengang var en landsby uden for Aarhus. I dag er det nærmere en forstad med dyre adresser. Men da jeg skulle i mellemskolen, måtte jeg sige farvel til skolen i Holme og begynde på Katedralskolen inde i Aarhus. Vi var 36 i klassen, og jeg kan derfor ikke huske en eneste gang, hvor jeg talte ansigt til ansigt med min lærer. Tiden i mellemskolen blev i det hele taget en ret forfærdelig periode for mig, for mens de andre i klassen var børn af det bedre borgerskab med advokat- og lægefædre, så var jeg bare ’boghandlerens søn’ fra Holme. Jeg var lykkelig for, at min fødselsdag lå i sommerferien, for så slap jeg for at invitere kammeraterne hjem.”
Leif Hjernøe havde også problemer med at læse. Han var venstrehåndet, ”men jeg blev tvunget til at skrive med højre, og det gjorde ikke mit forhold til tekster bedre. Det endte med, at jeg nærmest blev smidt ud af Katedralskolen efter realeksamen, og det varede mange år, før jeg samlede mod til at gå på studenterkursus”.
Derhjemme var der dog god kontakt mellem børn og voksne. Og spændende diskussioner over middagsbordet, hvor alles holdninger blev hørt. Familien bestod af far, mor og tre sønner, hvor Leif Hjernøe var storebror til et hold tvillinger.
Sammen lavede de tre brødre parodier på kendte radioværter og optog deres egne radioudsendelser med en båndoptager, og især storebror Leif elskede at tale i mikrofonen, mens den ene af brødrene var en mester i at efterligne de kendte stemmer.
Leif Hjernøe smiler lunt, mens han fortæller om tiden i barndomshjemmet. Kærligheden til bøger deler han med sin far, boghandleren, og den mere udadvendte og kreative side tillægger han sin mor, Grete Rich, der illustrerede flere børnebøger og især er kendt for koen Karoline, som hun tegnede til Mejeriforeningen.
På stuevæggen hænger flere oliemalerier, som Leif Hjernøe selv har malet. Samt et billede, der viser hans mor som stor pige med lange fletninger, malet af kunstneren Børge Nyrop, der var hendes slægtning i den Nyrop-familie, som også talte Martin Nyrop, arkitekten bag Københavns Rådhus og professor ved Kunstakademiet.
Før han selv prøvede kræfter med skolebøger og pensum igen, valgte Leif Hjernøe dog at gå i sin farfars fodspor. Han blev udlært som korpussølvsmed og bærer i dag et af sine egne værker på venstre hånd. En bred sølvring sidder på langfingeren og vidner om stolthed samt talent for et håndværk, der alligevel ikke skulle blive den unge Hjernøes levevej.
For først var der lige en rekruttid, der skulle overståes. På Flyvestation Karup i det midtjyske hedelandskab og med nummer 87 på ryggen. Det var under sit ophold her, at Leif Hjernøe kom til at afgive et løfte til Vorherre.
”Jeg var på ingen måde glad for at være ved forsvaret. Fordi jeg er venstrehåndet, har jeg svært ved at kende forskel på højre og venstre, så forestil dig en deling, hvor befalingsmanden råber ’Højre om!’, og jeg som den højeste i flokken – og som den eneste – konsekvent drejer mig den forkerte vej. Der blev råbt ’87!’ med meget høj og vred stemme rigtig mange gange. Mens jeg var på flyvestationen, blev jeg alvorligt syg og måtte indlægges på det nærmeste sygehus, da jeg havde fået en overdosis af forkert penicillin. Jeg var indlagt i en måned, og det var ved at tage livet af mig. Men samtidig med at jeg frygtede at dø, var jeg også hunderæd for at skulle tilbage til Karup, så jeg bad til Vorherre og lovede, at hvis han fik mig helskindet ud af sygehuset og gjorde en ende på tiden ved flyvestationen, så ville jeg læse teologi og blive præst.”
Leif Hjernøe klukker lidt, da han fortæller om sit ungdommelige løfte.
”For jeg holdt det jo ikke helt. Jeg tog godt nok en studentereksamen på Aarhus Akademi og begyndte siden på teologistudiet, men på grund af mine læsevanskeligheder knækkede jeg nakken på at skulle lære græsk og hebraisk. Til gengæld fik jeg i alt 10 gode år på Aarhus Universitet, hvor jeg ud over teologi også læste kunsthistorie, antropologi og fransk. Det var jo før fremdriftsreformen,” siger han med et smil og fortæller, at kærligheden til kristendommen, kunsten og alt fransk har fulgt ham lige siden.
Det sidste endda i en sådan grad, at han og hustruen indtil for få år siden var på en årlig tur til Paris. ”For som jeg plejer at sige, så kan det godt være, at folk fra København synes, Gylling er langt ude på landet. Men vi har altså kortere til Paris.”
Samtidig begyndte bogstaverne at melde sig. Som ord, der skulle på papir. Blive til bøger og romaner, stå i tidsskrifter og aviser.
Først var det digterkollegaen Per Højholt, der kontaktede ham. Om Hjernøe kunne tænke sig at overtage anmelderjobbet på Aarhus Stiftstidende efter ham. Det var i 1971. Tre år efter at Hjernøe var blevet far for første gang og havde haft sin debut som skønlitterær forfatter.
”Der var megen prestige i at være anmelder dengang, og kredsen bestod af højtprofilerede meningsdannere som Leif Panduro, Per Højholt og Leif Blædel. Anmelderopgaven blev anset som en særlig litterær genre, mens den nok har knap så høj status i dag. Jeg har altid været meget taknemmelig for opgaven, for jeg har lige fra starten set det som uhyre vigtigt at gøre opmærksom på medierne som en kæmpe magtfaktor. Og den er jo helt sikkert ikke er blevet mindre med årene. Se for eksempel på valgkampene. Hvis man gør sig godt på skærmen, kan man få magt. Men hvis man derimod ikke er en skærmtrold, så dur man ikke. Jeg har i høj grad skrevet om radio frem for tv. For det skrev alle de andre om. Samtidig har jeg været optaget af at advare mod den vildfarelse, mange har, når de kalder tv for et billedmedie. Tværtimod oplever jeg, at man nærmest bliver blind af at se tv. Vi får hurtigere og hurtigere klip og når slet ikke at fordybe os eller følge med. Der er en anderledes ro og eftertænksomhed i radiomediet, som heldigvis har overlevet trods flere spådomme om dets snarlige død.”
Den ene af husets to katte hopper op på spisebordet, lægger sig på bunken med de fire daglige aviser og vil kløs bag øret. Leif Hjernøe lader den ligge, mens han vender tilbage til de farer, som han mener, vi ofte overser, når det handler om vores tv-forbrug.
”Undersøgelser viser, at vi bruger tre en halv time dagligt på at se fjernsyn. Og samtidig taler vi om, at vi føler danskheden truet af indvandring og islamisering. Jeg forstår selvfølgelig godt frygten for islam, men jeg tror, at den største trussel mod dansk kultur er den amerikanisering, vi oplever i medierne. Og jeg har bestemt ikke noget imod USA, det kan man ikke have. Men det er altså kulturen fra den kant, der mere end noget andet truer danskheden. Og det sker gennem medierne, primært tv.”
Det er lige før, man hører et ”Amen” efter hans sidste sætning.
”Ja, det kan godt være, jeg ikke blev præst. Men jeg har alligevel ofte holdt prædikener i Gylling Kirke og været medlem af menighedsrådet i de sidste 12 år. Og skal jeg være helt ærlig, så har mange af mine mediekommentarer nok også været små prædikener. Så på den måde har jeg vel alligevel gjort Vorherre en tjeneste.”