Mange ser talent som en gave, men det er også en opgave for livet

I 2006 interviewede Kristeligt Dagblad fem talentfulde teenagere. Nu 10 år efter er de cirka 30 år og henholdsvis international cellosolist, Danmarks største tennisnavn nogensinde, kendt skuespiller i ”Badehotellet”, læge og folketingskandidat. Tre af de fem fortæller her om, hvordan de forvalter deres evner i en tid, hvor konstant kamp om synlighed udfordrer fordybelsen

Amalie Dollerup, Andreas Brantelid og Alexander Grandt Petersen var alle en del af en artikelserie med titlen "De absolut egnede", som vi bragte for ti år siden.
Amalie Dollerup, Andreas Brantelid og Alexander Grandt Petersen var alle en del af en artikelserie med titlen "De absolut egnede", som vi bragte for ti år siden. Foto: Polfoto

Andreas Brantelid var 18 år dengang i 2006.Han havde allerede 15 års erfaring med sit instrument og havde i 12 år vidst, han ville leve af det. Nu sad han på en stor scene i Wien i Østrig og optrådte for et kæmpe publikum, et konkurrence-dommerpanel og 25 millioner tv-seere. Han formåede at lukke alt dét ude, fokuserede på celloen og musikken – og vandt The Eurovision Young Musicians Competition.

I dag er han en af de mest efterspurgte klassiske solister i Norden, har optrådt som frontfigur sammen med verdens førende symfoniorkestre i byer som London, Berlin, Paris, Zürich og Seattle. Og det er netop blevet offentliggjort, at han er udnævnt til Årets P2-kunstner 2017. En pris, han modtager for sin særlige ”lyriske, romantiske grundtone” og for at være en musiker med hjertet på rette sted.

Det sidste er måske det vigtigste for ham. For ét er at være en talentfuld ung mand, der vil frem. Noget andet er at få forvaltet sit talent, så man ikke kun lykkes i andres øjne, men har hjertet med.

”Folk taler meget om talent og altid på en måde, så ordet får en attraktiv klang. Det er da også en gave og en glæde. Men det er også en opgave og en byrde. Det er noget, man skal leve op til for ikke at blive skuffet,” siger Andreas Brantelid og tilføjer:

”Når man er 18 år og kører derudad med 110 kilometer i timen, tænker man måske ikke så meget over det, men med tiden finder man ud af, at det vigtigste ikke er hurtigt at nå til at udfolde sit talent. Det er at lære at kunne bruge de evner, man har fået, over en lang årrække. Når jeg ser de der programmer i fjernsynet, hvor de kårer talenter, plejer jeg at slukke, for de har højst fat i 10 procent af, hvad talent virkelig handler om.”

Avisen her bragte for 10 år siden en artikelserie med titlen ”De absolut egnede”. Et portræt af en ny ungdomsgeneration, som havde droppet janteloven og syntes, det er sejt at kunne arbejde hårdt, præstere og nå sine mål. Ungdomsforskere pegede på, at der var sket et markant skifte i tidsånden, og fem talentfulde teenagere fortalte i interview om, hvordan de håbede, at henholdsvis klassisk musik, tennis, lægevidenskab, skuespilog politik skulle blive deres liv.

Måske er livet det, der sker med os, mens vi lægger andre planer. Men overordnet set er både Andreas Brantelid og de fire andre lykkedes med deres plan.

Caroline Wozniacki var i 2006 en talentfuld 16-årig juniorspillermed drømme om at toppe verdensranglisten. Det lykkedes for hende. I dag er hun godt nok nede som nummer 19 i verden og må endnu drømme om sin første grand slam-sejr. Men hun har fejret store triumfer, er Danmarks ubestridt største tennisnavn og har tjent styrtende med penge.

Knap så berømt var og er Lotte Borg Madsen fra Holstebro,som vi talte med, da hun 19 år gammel var vendt hjem fra den internationale biologi-olympiade i Argentina. Hun var blevet udtaget på grund af sine flotte resultater i en naturvidenskabelig test, men drømte ikke om at blive biolog. Hun ville gerne fordybe sig i viden om den menneskelige krop og havde derfor planer om at læse medicin. I dag er hun færdiguddannet læge fra Syddansk Universitet og ansat på Vejle Sygehus.

Amalie Dollerup var i 2006barnestjernen fra filmen ”Kun en pige” og TV 2’s succesrige tv-serie ”Strisser på Samsø”, som nu var på vej mod en karriere som voksen skuespiller. I dag er hun atter stjerne på TV 2, nu i den succesrige tv-serie ”Badehotellet”, hvor hun har en hovedrolle som overklassepigen Amanda.

Drømmen om en skuespilleruddannelse blev opfyldt, da hun gik ud fra fra Aarhus Teaters elevskole i 2010, og derefter fulgte fire lærerige sæsoner i den faste stab på Aalborg Teater. Nu er hun fyldt 30 år og vendt tilbage til hovedstaden, hvor hun kombinerer arbejde på tv og teater. Til foråret spiller hun den kvindelige hovedrolle i musicalen ”Saturday Night Fever” på Falconer Scenen.

”Som barn var det at spille roller i musicals, på film og på tv en sjov hobby. Nu er hobbyen er blevet et arbejde. Nogle gange er det godt, for jeg er blevet mere bevidst om, hvad jeg laver. Men nogle gange kan der gå hverdag i det,” siger hun og tilføjer:

”En af grundene til, at jeg sidste sommer vendte tilbage til København, er, at jeg var begyndt at tænke mere over, hvad jeg virkelig havde lyst til at lave. Det er mere og mere gået op for mig, at det er latterligt at tænke, at der er noget man skal lave. I stedet ser jeg mere på, hvad jeg gerne vil lave, og hvor jeg kan udfordre mig selv. Det er især de roller, hvor jeg skal bruge min krop, synge og danse. Det var det, jeg begyndte med som barn, og det er jeg nu vendt tilbage til.”

Alexander Grandt Petersen var en meget selvbevidst 17-årig, da han i 2006 fortalte Kristeligt Dagblad om, at det jo ikke er enhver 15-årig, der bliver ringet op af statsministeren og spurgt, om man vil holde en tale til et stormøde om globalisering. Dengang var han lige fratrådt som formand for organisationen Danske Skoleelever.

I de mellemliggende 10 år har han arbejdet videre med sit politiske og samfundsmæssige engagement, især i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvor han var næstformand i to år og formand de næste to frem til foråret 2016. Nu er han ved at blive kørt i stilling til Folketinget, idet han har overtaget den garvede politiker og tidligere minister Carsten Hansens post som Socialdemokratiets spidskandidat i valgkredsen Odense Syd.

”Jeg ved ikke, om jeg på samme måde som de andre har været under et pres som talent. Det er nok lidt anderledes at være i politik end at spille cello, tennis eller teater. I politik er det ikke nødvendigvis de dygtigste, der vinder. Det handler måske mindre om talent og mere om alliancer, forbindelser og netværk. Men jeg har altid haft høje forventninger til mig selv, og hvor man som 15-årig endnu tager lidt let på det hele, er det med årene gået op for mig, hvor vigtigt det er at komme dybt ned i substansen. Politik kan nemt blive det rene show og roller, hvis man ikke tænker dybt over, hvorfor man egentlig er der,” fortæller politikeren, der er student fra fødebyen Esbjerg og har læst kommunikation på CBS Handelshøjskolen i København, men nu bor i Odense for at være tæt på sin valgkreds.

”Jeg tilhører en generation, som voksede op med et økonomisk opsving og en tro på, at vi snart kunne købe hele verden. Den store øjenåbner for mig har været at se, hvor voldsomt den økonomiske krise fra 2008 og frem ramte almindelige mennesker. Ikke mig personligt, jeg var kun 21 år og blev ikke arbejdsløs. Men jeg har mødt og talt med en masse mennesker på min vej. Det er dem, jeg er i politik for,” siger Alexander Grandt Petersen.

At være talentfuld har altid været set som noget positivt, og de seneste 10 år er den offentlige besyngelse af talent, præstationer og succes ikke just taget af. Men som Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning, konstaterer, er der samtidig sket en udvidelse af, hvad unge regner for efterstræbelsesværdigt. Børn og unge, der er dygtige i skolen, fordyber sig i sport og musik eller engagerer sig i samfundet, er stadig i høj kurs. Men man kan også få succes på at spille rollen som sig selv.

”Vi ser tendenser til, at vores traditionelle idéer om viden, uddannelse og dannelse bliver udfordret af, at unge blandt andet på sociale medier kan omsætte deres egen person som en vare, der både kan give indtægter og anerkendelse,” forklarer ungdomsforskeren, der til næste år udgiver en bog om disse 2010’ernes ”topmotiverede unge”.

Ole Kyed, psykolog og specialist i børn med særlige forudsætninger, udgiver også en bog til næste år. Men ”De intelligente unge” fokuserer mere på, at det at kunne noget særligt også kan opleves som en byrde. Som kilde til kedsomhed og dårlige arbejdsvaner i skolen og til ensomhed og præstationsangst i forhold til omgivelserne.

”Der er meget fokus på talent, men ofte er dette fokus for overfladisk. Skolen vil gerne fremme, at børn og unge bliver dygtige, men kan sagtens blive bedre til at arbejde med at hjælpe dem til at få bedre arbejdsvaner til at fordybe sig og også få prioriteret de sociale sider i livet på den rigtige måde,” siger Ole Kyed.

Han peger på, at en typisk figur i tiden er den dygtige pige, som bliver ulykkelig, hvis ikke hun får 12-taller i alle fag. Vejen frem kan ifølge psykologen være at træne i kun at fokusere på de fag, der er mest interesse og lyst forbundet med at kaste sig over.

Absolut egnede er de fem stadig. Og den teenager, der tror, at al fortidens viden er irrelevant, fordi det hele i dag handler om at kunne lave en YouTube-video, der kan få en halv million likes, kan lære meget af de fem interviewpersoners vedholdenhed.

”Vi lever i et samfund, hvor alle vil have en bid af kendiskagen, og hvor et realityshow kan være vejen til at blive præsident i USA. Jeg går med et stykke af vejen med at være eksponeret på nettet, for jeg kan også se hyggen i at svare på en henvendelse fra en fan,” siger Amalie Dollerup, der har en offentlig side på Instagram som en slags fanside, men også værner om sit privatliv. Og synligheden er ikke så vigtig for hende, som at lysten driver værket.

Andreas Brantelid har sin egen præsentations-hjemmeside på internettet og har tidligere været på Facebook. Men han oplever, at eksponering flytter fokus. Hans opfattelse af at lykkes med at omsætte sit talent kan være stærkest, når han i fire måneder kun øver sig 100 procent på sin cello, fortæller han:

”Jeg har altid skelnet imellem karrieren og musikken. Det at være synlig er ikke nødvendigvis sammenfaldende med, at musikken lykkes. Jeg undrer mig over, hvorfor der er kommet så meget fokus på synlighed, ligesom jeg undrer mig over de realitystjerner, der bliver berømte for ingenting. For mig ligger meningen en helt andet sted.”