En hvid pony græsser på en eng rig på blomster. Det hele er gengivet i klare tuschfarver på en træplade. Rosita står der skrevet i versaler over den gulnede tegning. Billedet står i stuen som en hilsen fra det, der var Sørine Gotfredsens Eden. En rimelig sorgløs verden, som hun vidste havde en udløbsdato. Hun skriver om sit paradis med pony og granplantagen i sin nye bog ”Som Sørine læser Bibelen”.
Den udkom i går, torsdag, og blev tildelt fem stjerner i Kristeligt Dagblad, hvor anmelderen beskrev den som en troslære eller en lille katekismus. Hun har skrevet bogen for at inspirere flere til at læse i Bibelen, for her kan man komme tæt på Guds almagt og samtidig lære sig selv at kende. Og så er Bibelen, ifølge Gotfredsen, en bog, der sætter spor i læseren. Selv mener hun, at hun er blevet mildere og knap så forurettet af at læse den og grunde over sit liv i dens lys.
For at forstå, hvordan livsvej og bibellæsning spiller sammen, skal vi tilbage til dengang i 1970’erne, hvor Rosita ikke blot var en gulnet tegning, men en Welsh Mountain pony, man kunne ride på over markerne og mellem granerne ved Hadsten i Østjylland, hvor hun voksede op med en klar vished om, at hun ikke havde lyst til at blive voksen.
”Meget tidligt havde jeg en fornemmelse af, at voksenlivet ville være svært og tungt, men jeg sagde til mig selv, at så længe jeg ikke var fyldt 10 år, gik det nok. Jeg havde en erkendelse af, at jeg levede med en sorgløshed, som hørte de første år til. At fylde 10 år så jeg som en milepæl.”
Hun blev 10 år og har ikke særlige minder fra dagen, men husker tanken om, at hun kunne stoppe livet. Den dukkede op, ikke som en grådkvalt tanke, men som en konstatering af, at tilværelsen havde en nødudgang, hvilket gav en vis lettelse.
”Jeg tænkte helt bevidst, at jeg jo havde friheden til at stoppe livet. Ingen skulle tvinge mig til at blive. Det noterede jeg mig uden overhovedet at lægge konkrete planer eller dele min tanke med andre, og jeg var overvejende tilfreds med at leve, selvom jeg var lidt ensom. Tanken om at kunne forlade livet vendte tilbage mange gange senere i mit liv og ikke mindst, da jeg blev ældre og fik rigtige problemer. At stoppe livet var den ultimative frihed.”
Da hun i forbindelse med arbejdet med bogen genlæste skabelsesberetningen, blev hun mindet om sine overvejelser om friheden til at stoppe livet. Som barn og ung så hun døden som en slags forbundsfælle, der tilbød sig, hvis alt håb syntes ude.
I bogen skriver hun, hvordan det i skabelsesberetningens lys bliver klart, at livet er bestemt til at udkonkurrere døden. Hun skriver:
”Man er bundet til den vilje, der besluttede, at der skal være noget frem for intet, og hvert enkelt menneske skal leve, fordi det er nødvendigt, at det lever. Det er nødvendigt i forhold til ærefrygten for Gud og i forhold til den taknemmelighed, der må følge af, at man har fået livet og skylder de andre mennesker, som man er sat i verden sammen med, at blive ved med at leve.”
Skabelsesberetningens klare syn på mand og kvinde fremhæver hun som en anledning til at tænke over de to biologiske køn som et grundlæggende vilkår. Et vilkår, hun i en årrække forsøgte at gøre op med. Hendes første helt var Emil fra Lønneberg. Emil havde hesten Lukas, hun havde Rosita. Han havde sin lue, og hun havde en kasket fra Faxe Kondi med hvide og sorte tern.
”Mit største ønske var at blive en dreng. Sammen med mine to brødre var vi et trekløver, som spillede fodbold. Det lå i luften, at jeg ikke var en pige som de andre. Jeg gad ikke sådan noget med at lave perler eller flette andres hår. Jeg ville være ude og være fysisk.”
I flere år oplevede hun ikke en harmoni mellem sit køn og sit sind, og det forekom hende indlysende, at hun skulle have været en dreng, og i hendes barnesind voksede tanken om at leve sit liv, som om hun var en dreng.
”Derfor er jeg også så bekymret for de diskussioner, vi har i dag om børns ret til juridisk kønsskifte. Hvis det havde været en mulighed dengang, ville jeg være gået efter det, for det var mit største ønske. Det er ikke noget tilfælde, at vi er skabt som to køn, og så ved jeg godt, at der er flydende overgange. Men når vi ser på tallene, kan vi se, at det i virkeligheden er ganske få, som er i tvivl om deres køn og alligevel er det blevet en stor sag og spørgsmål, som vi tvinger mange til unødvendigt at overveje.”
Yndlingstøjet var i de år cowboybukser og en blød, brun velourtrøje med halvhøj krave. Hendes mor var bekymret over, at datteren nægtede at gå i kjole, og hun forsøgte at tale med hende.
Sørine Gotfredsen husker også, hvordan en af lærerne fra skolen tog hende til side og talte om hendes ulyst til at se sig selv som pige. Lærerens ord husker hun ikke, men hun kan genkalde sig stemningen i rummet og ved, at hun bagefter konkluderede, at læreren var en idiot. I dag tænker hun, at han var et godt menneske og tilmed en dygtig lærer, som kunne se, at hun ville få problemer, når hun stædigt holdt fast ved at ville være dreng.
”Jeg tror ikke, at nogen kunne have fået mig til at ændre holdning dengang, men i dag kan jeg se, at det har betydet, at jeg er blevet forsinket i min udvikling. Da jeg var 15-16 år, holdt jeg af at lege, at jeg var landevejsrøveren Dick Turpin. Det var først i 20’erne, hvor jeg forelskede mig for alvor, at jeg så idéen med, at jeg er kvinde. Mange ting i mit liv er blevet forsinket, fordi jeg først sent landede helt i at være kvinde.”
Hvad vil det sige at tro? Når Sørine Gotfredsen ser tilbage, kan hun se, at troen langsomt har taget bolig i hende, men der er, hvad man kan kalde en mystisk erfaring.
Hun blev konfirmeret i Over Hadsten Kirke og kom til at sætte pris på kirkerummet og de prædikener, Litten Hjorth holdt. Hun flyttede til Aarhus og læste kortvarigt teologi, inden hun blev optaget på Danmarks Journalisthøjskole.
En søndag var hun hjemme hos forældrene, og fordi Litten Hjorth havde gudstjenesten, gik hun i kirke. Da præsten vendte sig mod menigheden og lyste velsignelsen, blev Sørine Gotfredsen overmandet af en følelse, som var ukendt.
”Det var oplevelsen af at være fuldstændig omsluttet af tryghed og være revet ud af strømmen. Der var kun det ene øjeblik, og jeg mærkede en mærkelig lykke, som ikke havde nogen modsigelse. Det var et salighedsøjeblik. Jeg forstod, at der var noget på spil her, som jeg ikke havde forstået.”
Efter gudstjenesten gik hun tur i stilhed på kirkegården, inden hun kunne tage hjem til forældrene. Hun følte sig draget af at være i kirkerummet og fornemmede, at det, som var på spil, var vigtigere end noget andet. Hun overvejede, om hun skulle vende tilbage til teologien, men fuldførte journalistuddannelsen. Hun fik job og læste sideløbende teologi.
Gotfredsen tror, at det er Gud, der sørger for troen som mulighed, men at det er den enkelte, som skal tage imod. Hun taler om troen som en relation, der kræver opmærksomhed på samme måde som venskaberne og skriverierne.
I bogen skriver hun, at jo mindre hun tænker på Gud, jo sværere er det at opretholde troen på ham.
”Jeg tror, at vi undervurderer menneskets svaghed. Man kan nemt komme til at leve et langt liv, hvor man bliver kastet rundt af ydre faktorer og mere eller mindre er styret af alt det, som sker omkring en. Jeg er meget optaget af, at her skal være stille. Vi må forsage meget af den larm, vi lever omgivet af, og så skal man være opsøgende over for kirken og Bibelen. Det er ikke noget tilfælde, at kirkerne findes. Man skal gå ind i dem. Jeg ved, at nogle vil sige, at kirkerne ikke gør nok for at få fat i folk. Men det går også den anden vej: Kirken står der, og hvis du er interesseret, kan du opsøge kirken.”
I bogen møder man Sørine Gotfredsens fiktive veninde Rose.
På et tidspunkt spørger Rose, om Sørine Gotfredsen elsker Jesus lige så højt, som hun kan elske et andet menneske. For hvad betyder det, når der i Bibelen står: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv”.
”Den kærlighed, man nærer til Jesus, kan man ikke sammenligne med den kærlighed, man nærer til mennesker. Det er en kærlighed, som kan få en til at føle sig meget ydmyg og en smule uværdig, uden at ordet skal misforstås. For mig er det at elske Jesus tæt forbundet med en følelse af taknemmelighed.”
Jeg elsker dig. De tre små ord husker Sørine Gotfredsen mest at have hørt på amerikanske film i sin opvækst. I familien satte man ikke ord på de store følelser, og det har krævet øvelse for hende at tage ordene i sin mund. Hun har øvet sig i at få de tre ord ud af munden, så hun kunne sige dem til et andet menneske og være sikker på, at hun mente dem. Det seneste år har hun øvet sig i at høre, at ordene er blevet sagt til hende. Hun har fået en kæreste.
”Det besynderlige ved de tre ord, som er noget af det mest slidte, er, at hver gang man hører dem, er det, som om de bliver sagt for første gang. Man hører de tre ord sagt og ser for sig, hvordan resten af ens liv vil blive bestemt af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at fordi kærligheden er givet af Gud, taler man på vegne af noget større, når man tager ordene i sin mund.”
I Bibelen kan man læse, at Gud siger, at det ikke er godt for mennesket at være alene. Her tillader Sørine Gotfredsen sig at anklage Gud for at være unuanceret. Når hun ser unge kærestepar, kan hun få en følelse af klaustrofobi og tænke, at parret kommer til at skære hinandens kanter for meget af.
”Jeg synes, der er noget fint ved at have nogle år alene, når man er ung og lære sig selv meget grundigt at kende.”
Kærlighedsforholdet oplevede hun som et indbrud i sit liv. Et godt et, vel at mærke.
”Jeg havde nået at tænke, at jeg kunne blive et meget ensomt, mærkeligt menneske, hvis jeg aldrig kom ind i den her relation, hvor jeg kunne sige: ’Jeg elsker dig’. Jeg var begyndt at blive bekymret for, om jeg nogensinde ville opleve det, og der en grænse for, hvor mange år, man kan leve fuldstændig som sin egen motor.”
Hun tror, hun og kæresten skal være sammen resten af deres liv. Om de skal giftes, har hun ikke overvejet. Hun ser ud, som om hun synes, at spørgsmålet er overrumplende.
”Det kræver lidt mere tilvænning, for jeg har aldrig set mig som en, som indgik i normale rammer. Jeg har viet folk uden at forholde mig personligt til ægteskabet, for når man siden sin ungdom har levet alene, er der konventioner, der er blevet fjerne, som bryllup og familiestiftelse. Og som årene går, bliver man bekræftet i, at det ikke er det liv, man er beregnet til. Når man først får en kæreste som midaldrende, kan man blive nærmest chokeret over at blive konfronteret med sine vaner, og over hvor svært det er at vende sådan en supertanker som mig. Nogle gange skal jeg nærmest tale hårdt til mig selv og sige: ’Du skal’.”
Troen på evigheden er en vigtig del af Sørine Gotfredsens bekendelse og et tema i bogen. Hun ser sit liv i lyset af evigheden.
”Jeg går mod døden, og i den bevægelse går jeg mod evigheden. Man falder ikke ud af livet, men man nærmer sig det.”
Som ung præst kunne hun kun tale om opstandelse og evigheden som dogmer. Hun siger, at hun har lydt som en amatørskuespiller, der ikke helt troede på replikkerne. Langsomt og gradvist har troen på opstandelsen og evigheden lagret sig i hendes bevidsthed.
”Jeg kan ikke tvivle på, at det er sandheden. Derfor kan jeg prædike det uden at blinke.”
En hvid pony græsser på en eng rig på blomster gengivet i klare tuschfarver. Og ved siden af tegningen står en LP med Kim Larsen. Sørine Gotfredsen er fan. Kim Larsen sang: ”Om lidt bliver her stille. Om lidt er det forbi”. For Sørine Gotfredsen er tankerne om efterlivet mere udbyggede. Hun tror på det, teologer kalder den dobbelte udgang. Ethvert menneske vil i opstandelsen møde Kristus.
”I dag siger jeg, at jeg er troende, men vil jeg sige det, når jeg står ansigt til ansigt med Kristus, og vil jeg kunne forstå dybden af det at angre alt det, jeg ikke har gjort godt nok? Og hvad med de andre, som jeg holder af, og som jeg gerne vil have træder ind i evigheden? Dom er et forfærdeligt ord for mange mennesker, men jeg kan ikke acceptere, at der ikke er et regnskab og en konsekvens af, hvordan man har levet sit liv. Man kan sige, at det er en hård tankegang, men man kan også sige, at det er nådesløst, hvis det er ligegyldigt, hvordan vi forvalter vores liv.”
Læs uddrag af ”Som Sørine læser Bibelen” her.
Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen her.