Prøv avisen
Etisk sagt

Mattias Tesfaye: Mangel på religiøse argumenter skaber tomrum i den politiske debat

Hvad er egentlig det etiske grundlag for, at jeg, som et menneske og politiker, må beslutte mig for, hvem der må opholde sig på denne her klat jord? spørger Mattias Tesfaye og efterlyser etisk refleksion i spørgsmålet om migration. – Foto: Paw Gissel

Integrations- og udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S) ser folkevandringen til Europa som tidens største etiske dilemma

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det gjorde jeg for et par dage siden. Det handler om en lovændring, der er på vej, som vil forbyde at lave kunstige jomfruhinder hos unge kvinder, før de skal giftes. Der er nogle kvinder, der bliver mødt med forventninger om, at de skal bløde på lagnet på deres bryllupsnat. Kritikerne af lovforslaget siger, at det er symptombehandling, og at vi bør straffe de læger, der håndterer de her problemer, og hjælpe kvinderne. Omvendt skal vi kigge på, om det er rimeligt, at vi uddanner sundhedsfagligt personale for at foretage sådanne indgreb, som bare er med til at reproducere nogle forældede kønsforestillinger. Jeg tror, jeg hælder til det sidste, men jeg kan godt se dilemmaet.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Jeg tænker meget over, om det er i orden at ville redde hele verden, men ikke være til stede over for sine børn. Jeg har to drenge og er gift. Som så mange andre fædre har jeg et ønske om at kunne være der for mine børn, og jeg har en forestilling om, hvad en god far er. En, der er med til forældremøder og fodboldtræning og læser for ungerne om aftenen. På den anden side synes jeg også, at jeg har et ansvar som folketingspolitiker om at være til stede og ikke bare gå hjem, når der er gået 37 timer. Det er for mig et spørgsmål om, hvilket menneske jeg gerne vil være. Flere af mine kammerater vil gerne gå ned i tid og siger nej til forfremmelser. Sådan var det ikke for 20 år siden.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Her vil jeg pege på det etiske grundlag for overhovedet at kunne håndtere den folkevandring fra Mellemøsten og Afrika, som vi ser i Europa for tiden. Jeg spekulerer nogle gange over, at jeg ikke har gjort mig fortjent til at blive født på Aarhus Kommunehospital. Det blev jeg bare. Og en masse mennesker i verden blev født et andet sted, som de ikke har haft indflydelse på. Og nu tillader jeg mig så, som politiker, at beslutte, at de ikke må komme ind i vores land. Jeg er med på, hvad det juridiske grundlag er, og jeg kan også godt gennemskue det politiske grundlag. Men hvad er egentlig det etiske grundlag for, at jeg, som et menneske og politiker, må være med til at beslutte, hvem der må opholde sig på denne her klat jord? Det, tror jeg, er nogle overvejelser, vi i Vesteuropa kommer til at bruge mere tid på i de kommende år, for på et eller andet tidspunkt udkrystalliserer det sig i en konkret familie på Sjælsmark eller mennesker i en gummibåd på Middelhavet. Vi står og siger til et andet menneske, at du ikke må være her. Men det må jeg godt. Hvorfor kan vi egentlig beslutte det? Det er jo også et menneske. Den beslutning skal etisk begrundes.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Jeg har ikke behov for en debat om etik. Men jeg kan godt mærke, at efterhånden som den politiske debat bliver mere sekulær, altså at religiøse argumenter forsvinder ud af den politiske debat, så er der opstået et tomrum og et behov for at kunne begrunde politiske beslutninger. Det er nok særligt noget, vi oplever på udlændingeområdet. Religiøse mennesker er jo også mennesker, der har gjort sig nogle etiske overvejelser. Men efterhånden som der ikke bliver diskuteret religiøst, synes jeg nogle gange, at de politiske elementer bliver lidt løsrevet fra de etiske overvejelser. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig, at mellemregningerne kom med. Vi har det med nogle gange at komme lidt for hurtigt til facit i den politiske debat. Tidligere var mellemregningerne, at vi alle var flasket op med Fadervor og fælles protestantisk livssyn. De fylder mindre i dag.