Film har været en rød tråd i mit liv. Som ung fuld af romantik og nysgerrighed efter at forstå og opleve livet i alle dets facetter blandt andet med film som døråbnere. Nu hvor jeg har levet et langt liv, holder jeg mest af film med et stort islæt af virkelighed. Fordi livet i sig selv er fantastisk.
Jeg er lige kommet hjem fra et kursus om drøm og virkelighed på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. For 10. gang og som altid beruset og beriget af indtryk. Det er som at bade i et menneskehav af film og rigtige mennesker, som berøres, græder, griner og diskuterer. Slipper hverdagen derhjemme og flyver ind i nye verdener i biografens mørke. Dette fortryllede sted, hvor både hjerte og hjerne kan udvide sig og vokse. Fordi de gode film og serier rammer os begge steder.
Som Reiner Werner Fassbinders film på mit første filmkursus. Et suggestivt, teatralsk univers om mennesker, der ikke kan rokke ved den ydre virkeligheds knusende kraft, selvom de prøver. I husker sikkert ”Angst æder sjæle” om rengøringskonen og fremmedarbejderen og hendes børn, der smadrer hendes fjernsyn i frustration over moderens kærlighed. Filmen er så stærk, at titlen er blevet en talemåde, fordi den rammer en sandhed, vi alle kender: angst æder sjæle.
Hvert år til jul fortalte min far om ”Titanics forlis”, en tysk film, så vi kunne mærke tragedien, når kaptajnens ordre lød: ”Stop die Maschinen”. Heldigvis lettede stemningen, når missionærkvinden og den rå flodskipper i Katharine Hepburns og Humphrey Bogarts skikkelser forelskede sig i ”Afrikas Dronning”. I mine bedsteforældres jyske biograf drømte jeg som 14-årig om kærlighed via Sissi-fimene om den hengivne og tragiske østrigske kejserinde Sissi. Da jeg som voksen besøgte kejserslottet i Wien og så vidnesbyrd om hendes rigtige liv, faldt det hele på plads. Romy Schneiders melankolske, tyske hjerte havde passet perfekt til rollen.
Jeg meldte mig ind i Filmmuseet som 18-årig. Filmene fra dengang bor stadig i min hjerne som fortryllede stemninger: ”Træskotræet”, ”Cykeltyven”, ”La Strada”, ”L’Avventura”, ”Blow up” og den ny bølge med Truffaut, Godard og Chabrol? Kan I huske ”Jules og Jim”? Truffauts trekantsdrama, som endte fatalt for elskeren og kvinden.
I nogle intense måneder i Paris efter gymnasiet opdagede mine venner og jeg en lille biograf: Studio des Ursulines. Her så vi Bunuels sjælerystende, surrealistiske film: ”Den andalusiske hund”, ”Tristana”, ”Viridiana” og ”En kammerpiges dagbog”. En katolsk, klassedelt verden; fjernt fra vores protestantiske, velfærdsskandinavien.
Så blev jeg gift og fik børn, og min mand og jeg gik i biografen hver for sig med én dags mellemrum og så de samme film, når børnene var lagt i seng. Så kunne vi snakke om dem i weekenden. Det var de store episke film og Mike Leighs og Ken Loachs uafrystelige, ærlige film, der fyldte. Jeg elsker dem stadig.
Vi så ”Leoparden” om 1860’ernes Sicilien, hvor den aldrende fyrste kigger sig selv i spejlet under det store bal og siger: ”Alting må forandres for dog at forblive fuldstændig, som det var”. Ordene lå i Burt Lancasters mund og var mere sande dengang end nu. ”Borte med blæsten” fra borgerkrigen mellem nord- og sydstaterne, hvor Rhett Butler fyrer denne fede sætning af til heltinden: ”Frankly my dear, I don’t give a damn”. ”Dagens Skønhed” af Bunuel, hvor Catherine Deneuve er en skrøbelig, frigid hustru, der lever sine erotiske fantasier ud på et bordel med en ung kriminel elsker. Så fjernt fra sit borgerlige liv, som tænkes kan. Ingmar Bergmanns memento mori: ”Ved vejs ende” og ”Fanny og Alexander” i al sin skønhed og gru.
Her er min hitliste:
Tv-serien ”Twin Peaks”. Sagaen om byen ved de to bjergtinder tæt ved Canada, hvor uhyrlige ting går i svang. Lars von Triers to film ”Antikrist” og ”Breaking the Waves” om Bess, hvis hjerte er ligeså varmt og rent som Dostojevskijs ”Idioten” i fyrst Mysjkins skikkelse.
”Rejsen til Utopia”. Erlend Mos dokumentar om sin families rejse fra slægtsgården i Nordnorge til landbrugskollektivet Permatopia på Sydsjælland. En fortælling om et opslidende byggeprojekt, men især om en mand, der får sine rødder revet over og mister lysten til at leve. Dybt rørende og meget realistisk.
”Efterforskningen”, TV 2’s serie om efterforskningen af drabet på journalisten Kim Wall. Ikke et ord om gerningsmanden, men kun om det danske politis efterforskning med drabschef Jens Møller i spidsen. Dykkernes utrættelige indsats og samarbejdet med Kim Walls forældre. Den minutiøse mosaik af svage og stærke beviser, som tilsammen kan bære en anklage for overlagt drab. Overbevisende, modigt, engageret med det følelsesmæsige engagement som drivende kraft.
Film er et fantastisk medie.