Prøv avisen
Etisk sagt

Margrethe Kähler: Mit følelsesliv er som en seismograf

76-årige Margrethe Kähler er uddannet jurist og tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen. Hun medvirker i dagens afsnit af ”Det Etiske Kompas”, der handler om svære familierelationer. – Foto: Leif Tuxen

Margrethe Kähler har aldrig været i tvivl om, hvordan hun skulle handle i store etiske dilemmaer. Lige nu er begravet i et dilemma, hvor hun skal håndtere en nær vens dybe sorg samtidig med, at det ikke må gå ud over tiden med hendes nærmeste

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg står dybt begravet i et problem lige nu. En af mine rigtig gamle gode venner har mistet sin elskede. Han er overmandet af sorte sorgdyr, og lysten til at leve siver ud af ham. Det, der fylder rigtig meget i mit hoved, er, hvordan vi, der er omkring ham, kan hjælpe. Hvordan kan vi få aktiveret noget nabonetværk, og hvordan kan vi få hans børn til at gå mere ind i det? Mit egentlige dilemma består også i, at jeg først og fremmest skal tage hensyn til mine nærmeste; mine børn, børnebørn og min kæreste. De skal også være der og ikke skubbes til side. Men samtidig står jeg også med den her viden om, at når folk er gamle og har levet i et forhold i rigtig mange år, og gulvtæppet lige pludselig bliver revet væk under dem, så er de reelt selvmordstruet. Og det er især mænd.

Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?

Jeg har været udsat for rigtig mange barske ting gennem mit liv. Men jeg har aldrig været i tvivl om, hvordan jeg skulle handle i de her grundlæggende og alvorlige situationer. Jeg har det lidt ligesom en seismograf. Jeg kan mærke, når folk har det dårligt. Og især måske mennesker, der er tæt på mig. Både arbejdskolleger og folk i min nærmeste omgangskreds. Jeg bliver så vanvittigt påvirket af det, at jeg næsten altid går ind i det og handler på det. Det mærkede jeg for første gang som 14-årig. Jeg mærkede, at der var en virkelig stor ubalance i mine forældres ægteskab. Min far var sådan en mand, der gerne ville ud at rejse og opleve verden, mens min mor var en fastholder og en stilfærdig klog person, der blev mere og mere klemt i deres forhold. Han var en alt for hård nød for hende at knække. Jeg blev så påvirket af det, at jeg begyndte at indsamle bevismateriale for af få hende ud af forholdet. Det etiske aspekt var, at jeg i virkeligheden ønskede død over mine forældres ægteskab. Men det blev jeg nødt til at holde for mig selv og så i stedet arbejde meget, meget konkret i mange år for at få deres ægteskab til at slutte. Der skete så også en begivenhed, der gjorde, at hun midt i sin ellers meget stilfærdige tilgang til livet forstod, at nu var tiden inde til at slutte ægteskabet. Det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Min mor blomstrede simpelthen op, hun fik uddannelse og job, klarede sig rigtig godt og blev glad.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Der er kommet noget ind i vores samfund, som ikke var der, da jeg var barn. Og det handler i høj grad om krav og perfektionisme. Jeg har arbejdet sammen med unge, smukke og velbegavede folk, der er højt oppe i 30’erne, og som gerne ville have kæreste og børn. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre for dem. Så fandt jeg ud af, at det handlede om, at man stiller høje krav til dem, man er kæreste med. Og at man i høj grad gør det på diverse datingsites, hvor man hurtigt kasserer hinanden. Der er noget ved den gammeldags måde, som jeg også selv har mødt min nuværende kæreste på, hvor man er uforberedt, og hvor der er plads til noget mere sanseligt og skævt, og man ikke piller enkelte elementer ud af hinanden, for at det hele skal passe bedre. Jeg har arbejdet en del med ældres kærlighed og seksualitet og har derfor også sat mig ind i nogle ting ovre i Japan. Der gider nogle unge mænd ikke at have en rigtig fysisk kæreste. I stedet går de ind og har sådan en cyber-kæreste, som de forestiller sig at have elskov med. Det er for mig at se den allerværste udgang på det hele, hvis det ender med, at vores krav til hinanden bliver så voldsomme, at vi slet ikke tør indgå i længerevarende forhold med alt det, som det indebærer af ambivalens, tab og vrede.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Nej, det synes jeg ikke. Og det handler især om, hvordan vi omtaler mennesker i indvandrerdebatten. Hvis jeg skal komme med et konkret forslag, så synes jeg, man kunne indføre et etisk fag i skolen efter det franske undervisningssystem, hvor de har filosofi. Også for at lave en modvægt til al den perfektionisme, som jeg lige har talt om. Jeg kan bare se det på mine små børnebørn, der lige er begyndt i skole. De er så kloge og opmærksomme. De mangler hjælp til at kanalisere alle de her tanker ud. Og de er jo en truet art, de små børn, fordi de ikke får læst så meget højt. De er så svære at rive væk fra tablets og iPhones. Derfor er der brug for kraftig modvægt i skolen og et grundlæggende sæt spilleregler.