Margrethe Kähler: Mit jyske hjerte er kun blevet større med alderen

Trods livslang bofasthed i én landsdel, kan man spontant føle sig hjemme i en anden

Sommeren før corona lukkede Danmark ned, rejste jeg Margrethe Kähler fra syd til nord i Jylland. Hendes hjerte er kun blevet endnu mere jysk efter den tur.
Sommeren før corona lukkede Danmark ned, rejste jeg Margrethe Kähler fra syd til nord i Jylland. Hendes hjerte er kun blevet endnu mere jysk efter den tur. Foto: Leif Tuxen.

Er du egentlig ikke mest jysk, spurgte en barndomsven for nylig. Mit svar var tøvende, fordi jeg elsker København og Frederiksberg, hvor jeg har boet, fra jeg var fem år. København er rå og forfinet på samme tid, og dens puls og kultur virker som en magnet på mig. Fuld af kontraster mellem de gamle brokvarterer, hvor generation efter generation har levet og haft det sjovt, og de nye bydele i Nordhavn og Ørestaden. Mellem smukt og grimt, rigt og fattigt, fremmedfølelse og fællesskab. Frederiksberg er stadig en oase i storbyen. Mindre kontrastfyldt. Min grønne plet.

Alligevel har han ret: Hver gang jeg sætter foden på Jyllands jord, trækker jeg vejret dybt og føler mig hjemme. Her er vidtstrakte, åbne landskaber og et helt særligt lys ved Vesterhavet. Bølgernes evige rullen derude som en kæmpes åndedræt. Her er krumbøjede træer vestpå og store skove midtpå. Kun i plantagerne står træerne opstillet i lige økonomiske rækker og keder sig trøstesløst. En dag spurgte mit barnebarn på tre år, da hans far skulle til Jylland: ”Tror du, der er plads til far i Jylland?”. ”Ja, masser af plads,” svarede jeg beroligende.

Min krop gemmer på sansninger, som først går væk, når jeg sætter foden på kisten: marehalmen, der pisker mod benene i blæsten. De frydefulde spring gennem Vesterhavets bølger. Den gysende fornemmelse, når vi skjulte os i de tyske bunkere. Hedens duft af blåbærris og sortebær. De brune støvboldsvampe, hvis sporer spreder sig i en sort sky, når man ramte dem. Mosernes fnugbløde kæruld.

Vi havde et sommerhjem hos mine morforældre i Vestjylland. Her lærte vi at sætte pris på det blufærdige og holde ud. At bære sin skæbne uden vrøvl. Alt det, min morfar stod for. Min mormor for fantasi og følsomhed. Begge havde en grundlæggende glæde i sig. Lærte os at svømme i Vesterhavet, køre på knallert og lave æggesnaps. Se forskel på fuglespor og sidde oppe om natten i deres stråtækte hus i Søndervig, når tordenvejret trak frem og tilbage mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. En nat slog et kuglelyn ned lige foran huset og sved græs og marehalm i meters omkreds. En anden nat brændte nabogården. Livet var lige så alvorligt dengang som nu.

Engang cyklede jeg ud til Vesterhavet og sprang i bølgerne, selvom stranden var mennesketom. Strømmen greb mig og førte mig langs kysten, mens jeg tænkte på morfars ord om ikke at gå i panik. Til sidst fik jeg boret fødderne ned i sandet og kravlede op på stranden. Tak, morfar.

Sommeren før corona lukkede Danmark ned, rejste jeg fra syd til nord i Jylland. Her er nogle små bidder fra en pragtfuld tur:

Vadehavscentret i marsken, organisk vokset sammen med naturen med stråtækte vægge uden på robust beton. Så smukt som en drøm. Her lærte vi om trækfuglenes ruter over jordens magnetfelter med stjerner og kirkespir som vartegn. Jeg købte et maleri af Vesterhavet – natosort, hvor månen er den eneste lyskilde. Mørkt og spændende er det. Som et memento mori.

Det fine, lille museum for Steen Steensen Blicher i Midtjylland. Den børnerige, gældsplagede, lidt fordrukne forfatter og præst med det rige sind og den troløse kone. Ham, der skrev uforglemmelige, skæbnetunge noveller.

Dollerups istidsbakker, der bølger sig højt og dybt i den midtjyske hede syd for Viborg. Jeg vil vandre op og ned ad de bakker igen og spise blåbær og sortebær, selvom de sidste smager mærkeligt.

Understed Sogn i Vendsyssel, hvor vi kørte oppe på den gamle istidskant og nærmest følte, vi befandt os i et bjergpas. Et magisk sted.

Voergaard Slot i det sydøstlige Vendsyssel, bygget i 1400-tallet. Et miniputslot i renæssancestil, rig på europæisk kunst: Goya, Rubens og El Greco. Rum med tapet af gyldenlæder. Et andet med en uafvaskelig blodplet på gulvet og en tegneserie under loftet om en ond herskerinde i 1500-tallet, Ingeborg Skeel, der mishandlede sine tjenestefolk. Danmarks udenrigsminister under Anden Verdenskrig, Erik Scavenius, boede her sammen med sin hustru, Alice Ninon Duvantier, og er begravet her.

Mit hjerte er selvfølgelig blevet endnu mere jysk efter denne tur.