Marianne fik aldrig børn: Det er en livslang sorg

Efter 17 års kamp for at blive gravid erkendte Marianne Christensen, at hun aldrig ville få børn. Selvom hun nu er pensionist, fylder det stadig. Men der er også plads til glæden

Det var efter et meditationskursus i 1998, at Marianne Christensens selvbebrejdelse og følelse af jalousi forsvandt. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Gennem Zoom-forbindelsen holder 66-årige Marianne Christensen sin telefon op foran computerens kamera. Hun viser et billede af to piger på to år, som sidder ved et bord. Den ene ser sur ud.

”Man plejer jo at sige ’smiiil’, når man tager billeder af børn, men jeg sagde ’se sure ud’. Og den ene var god til det,” fortæller Marianne Christensen og griner. Faktisk kan hun næsten ikke holde op med at le.

Pigerne er hendes søsters børnebørn. Marianne Christensen efterspørger jævnligt billeder af børnene, som kalder hende ”bedstemoster”.

Tidligere i sit liv havde Marianne Christensen ikke lyst til at se billeder af andres børn. Det gjorde for ondt. Hun har nemlig ikke selv fået børn. Et ønske, hun brændende havde, da hun som 25-årig sammen med sin første mand blev enige om, at nu skulle de have et barn.

17 år efter, som 42-årig, måtte Marianne Christensen sande, at hun aldrig skulle blive mor.

Det store ønske om at få et barn beskriver hun som en urkraft:

”Det var som en drift at skulle mærke, at der blev skabt et liv i kroppen og opleve en så ubetinget kærlighed til nogen, som ikke kan måle sig med andet.”

Hun sidder i stuen i sit hus i Vordingborg, som hun beskriver som det bedste sted i verden. Hendes bluse og tørklæde har violette farver, og i baggrunden hænger abstrakte malerier, som hun selv har lavet. Familiebilleder på væggene har aldrig interesseret hende, siger hun.

I de første par år efter beslutningen om at få et barn skete der ikke noget. Og i 1981, da hun var 27 år, fik hun konstateret underlivssygdommen endometriose, som kan gøre det vanskeligere at blive gravid. Samtidig fik hendes mand konstateret lav sædkvalitet. Så lægerne vurderede, at det ville blive svært for parret at få et barn.

De gik fra hinanden i 1985 – af andre årsager end barnløsheden. Året efter mødte hun sin store kærlighed. Han havde to børn i forvejen, men ville gerne have et barn med Marianne Christensen. Sandsynligheden var dog fortsat så lille, at det ikke var muligt at få hjælp fra det offentlige, og der var på det tidspunkt ikke et privat alternativ.

”Holdningen dengang var, at man måtte acceptere, at man ikke kunne få børn, og at man ikke skulle have børn for enhver pris.”

Månederne gik, og de bølgede mellem håb og skuffelse.

”Jeg blev enormt ked af det. Jeg fik en følelse af, at så var jeg ikke noget værd. Jeg mente, at jeg havde fejlet som kvinde,” siger Marianne Christensen, som undgik sammenkomster med familie og venner, hvor der var børn til stede.

”Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke gad deltage, fordi børnene var forstyrrende. Min mand og jeg begyndte at rejse væk i højtider. Forklaringen var – både over for os selv og andre – at vi ikke gik op i traditioner. Men i virkeligheden handlede undvigelsesmanøvrerne om ikke at blive konfronteret med børn,” siger Marianne Christensen og fortæller, at barnløshed ikke var noget, man talte ret meget om dengang.

Hun tænker, at folk nok syntes, det var synd for hende, men det var ikke noget, der blev nævnt.

Parret blev enige om at fokusere på et andet slags liv. Et liv, hvor de så på de positive aspekter ved ikke at have fælles børn: De var frie og kunne gøre, hvad de havde lyst til, og dyrke kærligheden til hinanden. De udlevede deres store fælles interesse for teater, og hendes cv blev længere og længere, både fagligt og menneskeligt.

Marianne Christensen fornemmede, at hendes mand var lettet over at have droppet tanken om et barn. Men selv havde hun ikke sluppet håbet helt. Uden at involvere sin mand sørgede hun for, at de havde sex på de rigtige tidspunkter.

”Der var dage, hvor jeg græd indvendig. Jeg kan i dag se, at det var sorg. Men sorg og glæde kan sagtens følges ad,”, understreger Marianne Christensen.

Hun fremhæver, at hendes livsglæde var – og er – stor, selvom sorgen nogle dage trak mørke skyer ind over tilværelsen.

Endometriosen gav større og større smerter, og da hun var 42 år, fik hun fjernet livmoderen. Dermed blev også håbet gennem 17 år endegyldigt taget fra hende. Hun var nu det, man kalder permanent ufrivillig barnløs.

Adoption eller plejebarn havde aldrig været i overvejelserne.

”Jeg ville have mine egne børn. Jeg ville mærke processen i kroppen ved selv at skabe liv.”

Men Marianne Christensen fik på anden vis nogle børn i sit liv. Som lærer i folkeskolen og senere hen på VUC nærede hun stor omsorg for sine elever.

”Jeg var meget åben over for mine elever, og især mine voksne kursister har altid lyttet til mig. De syntes, jeg havde et stort hjerte og betragtede mig som meget stærk. Jeg havde behov for at give ud af min kærlighed, og det gik så ud over dem.”

Tre år efter, at Marianne fik fjernet sin livmoder, indtraf en begivenhed, som ændrede hendes liv betragteligt. Hun kalder det et vendepunkt eller en indsigt.

På et kursus i 1998 i tidslinjerejser så hun under en meditation et netværk som et stort stamtræ tone frem for sit indre blik.

På det tidspunkt var hun 45 år og fik en følelse af at blive trukket igennem de mange tråde i netværket. Der var enkelttråde, som hang for sig selv uden at fortsætte. De var det sidste led i en kæde.

”Hver gang en kæde stoppede, var det, som om noget var fuldendt. Jeg fik den tanke, at når noget var fuldendt, var der ingen grund til at føre det videre i slægten. Ifølge det billede var jeg fuldendt – der var ikke mere at give videre i min tråd. Det var en kæmpe befrielse,” lyder det fra Marianne Christensen.

Med afklaretheden forsvandt selvbebrejdelsen og følelsen af jalousi, men først for to år siden, i en alder af 64 år, blev det klart for hende, at hun havde været i sorg.

Sidste år udgav Marianne Christensen en interviewbog om at være barnløs, og under arbejdet med bogen forstod hun pludselig, hvad der virkelig lå til grund for hendes forsøg på at undgå sammenkomster med børn.

”Det handlede jo om en stor sorg over, at jeg ikke selv fik børn. Jeg havde været bange for at falde fra hinanden, hvis jeg prikkede hul på sorgen.”

Hun mærker stadig til sorgen indimellem. Hendes mand døde i 2009, og hun lever alene. I dag er det hendes søsters familie, venner og kolleger, som er hendes nærmeste.

”Der er en sorg over at have mistet ham og være alene, som bliver forstærket af ikke at have børn. Over slet ikke at have en lige relation.”

Ordet frihed går igen i hendes beskrivelse af livet uden børn. Hun har haft mulighed for i høj grad at udvikle sig fagligt og udfolde sine interesser. Og så er der også en mental frihed:

”Noget af det, jeg har erfaret, er, at jeg ikke har haft bekymringer i forbindelse med at have børn. Mange forældre har en livslang bekymring for, om der sker noget med deres barn, og om det klarer sig godt i livet. Det har været en kæmpe glæde for mig, at jeg ikke skulle leve med den bekymring.”