Prøv avisen

Marie Høgh og det urolige hjerte

Når man som Marie Høgh, som her er fanget i en pause på sin løbetur, kæmper med en uro, som værker i hjertet og river i sjælen, er det godt at løbe. Engang spurgte hun en erfaren præst, hvad hun skulle gøre ved sin uro. Hun forsøger at leve efter præstens råd, som lød: ”Du skal gøre det, du er bestemt til. Du skal gøre pligten; passe dit liv, tage dig af det, og tage det på dig. Udfyld den opgave, du hører dig kaldet til, og lad være med at sjuske for meget med livet, men gør dig umage." Foto: Emil Kastrup Andersen

Hver morgen tager sognepræst Marie Høgh løbeskoene på. Hun løber på en grundtilstand af længsel og uro, men har erfaret, at opstandelsens liv kan glimte ind i selv de mørkeste dage

Sognepræst Marie Høghs konfirmander skal lære at synge Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen”. Inden de bliver konfirmeret i foråret, skal de helst kunne synge alle syv vers med lukket salmebog, så de kan have salmen med sig videre i livet. Nu skriver vi november, og hun beder dem være opmærksomme på spor efter Fadervor i versene, når de om lidt synger salmen.

Hun er 32 år og er på få år blevet en af landets mest kendte præster. I den offentlige debat er hun ofte den nationalkonservative stemme, men her i kirken er hun Marie, som taler stilfærdigt og ser ud til at fryse en smule. Konfirmanderne lytter, når hun fortæller om at være søvnløs i nattemørket, bakse med livet og vente på at kunne trække morgenluften ind.

”De skal mærke, at der er en nerve i det, og at der er så frygteligt meget på spil. Ja, alt er på spil. Menneskelivet selv.”

Marie Høgh tænkte på ”Se, nu stiger solen” tidligt i morges, da hun løb ud på sin daglige løbetur. Det var mørkt, da hun satte i løb. De godt fem bugtende kilometer er en lise, når man som hun lever med en grundtilstand af længsel og uro.

”Når man trækker morgenluften ind, så er det også Guds store åndedrag, som man trækker ind. Vi bærer alle uroen og længslen i hjertet, men nogle mere erkendt end andre. Og så mærker man, at det værker i hjertet og river i sjælen. Sådan har jeg nok altid haft det. Det er en menneskelig grundstilstand som et slags medfødt fejlslag i pulsen.”

Hun har så at sige levet sit liv på ”Se, nu stiger solen”. Da hun blev født, var hendes far, Børge Vognstoft, præst i Mellerup Valgmenighed lidt nord for Randers, hvor salmens digter engang var præst. Jævnligt kørte hun med sin far fra præstegården ned til sivene ved fjorden, og de betragtede det landskab, som også Jakob Knudsen kendte. Hendes mor, Inger Høgh, der er uddannet håndarbejdslærer syede fire store broderier med vers fra salmen, som hang i hjemmet og i kirken, og ved alle tænkelige lejligheder sang man salmen.

Hun beskriver sit hjem som ”kernegrundtvigsk”. På væggene var der billeder af Grundtvig og Christen Kold, og posten kom med Dansk Kirketidende. Da hun var fem år, fik hendes far embede i Hoven-Ilderhede ved Sdr. Felding, som var en grundtvigsk ø i et ellers missionsk område.

”Skellet mellem de kirkelige retninger var tydeligere dengang. I Hoven var alle grundtvigske bortset fra en eller to missionske familier. Abortmodstanderen Orla Villekjær var præst i Sdr. Felding, og det var nok med til, at selv et barn kunne mærke spændinger og forskelle.”

Det var også i Hoven, Marie Høgh blev bevidst om det, hun i dag kalder de medfødte fejlslag i pulsen.

Hun var den rolige storesøster, som sad i sin fars arbejdsværelse og tegnede, mens han arbejdede. Hun var pigen, som havde en hjemmegående mor, der havde tid til at synge de syv vers i Grundtvigs ”O kristelighed” ved sengetid og tale, også når datteren vækkede hende, fordi søvnen ikke ville indfinde sig.

”Så gik vi ned i køkkenet, og hun smurte en leverpostejmad til os, selvom klokken var to eller tre.”

Marie Høghs barndom sluttede, da hun var 14 år, for da døde hendes far. 10 måneder tidligere var han gået på pension, og familien var flyttet til en slægtsgård i Daugård ved Vejle. Han vikarierede som præst, men efter nogle måneder begyndte hans helbred at svigte, og i marts 1999 fik han diagnosen kræft i bugspytkirtlen.

Når Marie Høgh tænker på det forår, mindes hun det som både det smukkeste og mest skrækkelige, hun har oplevet.

”Modstandsmanden Kim Malthe-Bruun (1923-1945) skriver i sin dagbog, at man blæser lidt af sit liv over i dem, som skal leve videre. Det gjorde mig far til det sidste. Han hadede døden, men samtidig tog han afsked med livet på en livfuld måde. Han talte meget med os, og min lillebror og jeg levede vores små liv omkring ham.”

”De sidste to måneder var vi samlet stort set hver aften, hvor han læste højt for os, som han havde gjort, da vi var små, og vi sang også aftensang. Den sidste bog, han læste for os, var ”Jonatans rejse” af Martin A. Hansen. Når man tager afsked med sit liv og har børn på 12 og 14 år, så tager man afsked med livet med fuld musik, for der er så meget, som skal leve videre efter en selv.”

Hendes far døde en torsdag i juli. Efter dødsfaldet blev familien et trekløver. Hun oplevede, at hendes mor tog det nye liv med de to børn på sig, så der var plads til at sørge, græde og mindes, men den frigørende og oprørske periode andre gennemlever i den alder, sprang Marie Høgh over.

”Jeg havde fået døden med mig i min rygsæk, og halvdelen af mit bagland var væk, og det betyder, at man forholder sig anderledes til mange ting. Jeg har gjort en del ting i mit forholdsvis unge liv, for jeg har set, at døden faktisk findes og tager livet af os. Jeg har altid villet bruge mit liv.”

Hendes far havde forudset, at datteren ville blive præst. Han sagde det i en samtale med hendes mor og understregede, at Marie Høgh ikke skulle vide det. Hun skulle selv træffe valget. Afgørelsen traf hun, da hun efter sin studentereksamen kom på Testrup Højskole, men hun havde nået at overveje både litteraturvidenskab, journalistik og filosofi. Hun blev optaget på Det Teologiske Fakultet i København i 2006 og meldte sig samtidig ind i Vartov Valgmenighed i København.

”Vartov var som at finde et hjem, hvor man vidste, hvad det betød at være grundtvigsk. Der var ingen politiske manifestationer, men den rene og pure forkyndelse. I dag ville jeg nok ikke melde mig ind i en valgmenighed, for jeg elsker folkekirkens bredde både teologisk og folkeligt.”

Selv om hun var vokset op med salmesang og kirkegang, var det ikke let at begynde på studiet. Hun husker, at hun ringede hjem til sin mor og meddelte, at hun ikke regnede med at fuldføre studiet.

”Jeg fik nærmest et kulturchok. På min årgang var der en del studerende med rod i Indre Mission, den karismatiske bevægelse og frikirker, og de var meget formulerede om deres tro. I mit hjem var troen ikke noget, man pillede så meget i og talte om. Man holdt det for sig selv, bad sit fadervor og gik i kirke om søndagen, men man gik også ud igen for at tage sig af sit liv. Jeg syntes slet ikke, jeg havde den fornødne refleksion over min tro, men jeg kom til at opleve en stor solidaritet med min årgang og et stærkt fællesskab trods teologiske og politiske uenigheder.”

I kirken i Lynge i Nordsjælland gør de 16 konfirmander klar til at rejse sig, for de skal synge sig gennem trosbekendelsen. Orglet sætter ind, og de unge, lidt morgen-ru stemmer synger:

”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.”

Hun vil gerne, at Djævelen ikke er fremmed for konfirmanderne, hun mener, at deres forældres generation i en blind tiltro til egen magtfuldkommenhed har sat Djævelen på porten.

”I Fadervor beder vi ’thi dit er riget og magten og æren’, og det har mange svært ved at bede, for vi oplever, at det er os, som har magten og overmagten. Vi gør Djævelen til en defekt ved os selv og noget, vi kan tæmme og forbedre os ud af, hvis vi tilbringer nok timer hos en psykolog. Man har nedskrevet Djævelen, men der er rendyrket ondskab i verden, og der er noget, som frister os til at tro, at vi er større og mægtigere, end vi er.”

Hun blev kendt i offentligheden, da hun havde søgt et embede i Berlin i 2015, som hun ikke fik, angiveligt på grund af sin tilknytning til Tidehverv. I medierne blev hun siden omtalt som tidehvervspræsten, men hvordan fandt hun vej til TidehvervSom nyuddannet præst var hun et år i Seem og Ribe, hvor hun blev kollega med sognepræst Torben Bramming og mødte Sten Vedstesen, som er pensioneret præst fra Brøns.

”Jeg tror, jeg gennem mit liv har haft mange erstatningsfædre; modne mænd, som var kloge og interessante. Sten Vedstesen er ham, jeg vender tro og tvivl med, og han åbnede sit hjem i Ribe for mig, og gennem ham stiftede jeg bekendtskab med Tidehvervs gamle fædre og læste Kristoffer Olesen Larsen og Tage Schack. Har jeg en svær begravelse, så er det stadig Sten Vedstesen, jeg ringer til.”

Vedstesen kom på Tidehvervs sommermøde, og hun deltog to gange. I sommer skulle hun have talt på sommermødet, men trak sig. I Morgenavisen Jyllands-Posten havde Marie Høgh bakket op om vielse af homoseksuelle, og tidehvervske teologer kaldte hende blandt andet ”socialkonstruktivistisk antinomist” og ”kulturradikal venstregrundtvigianer”.

”Jeg mener, hvad jeg altid har ment, og har fundet en stor teologisk tyngde i de gamle tidehvervsfolk og eksempelvis Olesen Larsen og hans læsning af Kierkegaard, men jeg tror, det er bedst at være en fri ånd. Kalder man sig tidehvervsk, bliver man sat i bås med Katrine Winkel Holm og familien. Der hører jeg ikke hjemme.”

Når Marie Høgh synger ”Se, nu stiger solen”, ser hun glimt af genopstandelsen. Hun reciterer fra det fjerde vers om at favne den ”skære dag”. Det vers forbinder hun med en periode af sin ungdom. Efter at være blevet student, syntes hun, at hun trængte til at tabe sig. Bare lidt.

”Jeg solgte pølser i Bilka for at spare penge op til at komme på højskole, og jeg blev vældig fedtforskrækket og udviklede først en afsky for fastfood, og siden blev det til en slags kontrol. En spiseforstyrrelse påvirker hele ens liv og omgangskreds. Også i de år havde jeg et socialt liv med skønne mennesker, men selvom jeg dansede på bordene, så stak jeg til maden og var så ked af det. Folk omkring mig var bekymrede, men der var ingen, som sagde noget, for hvad skulle de sige?”.

”Det er udtryk for vores menneskelige skrøbelighed, at en tanke eller et mareridt i den grad kan slå sin klo i os og blive til en slags selv-kredsen, som man ikke selv kan komme ud af.”

Hun læste teologi og arbejdede i Trinitatis Kirke i København, hvor hun første søndag i advent havde rettet an, bagt brød og stegt et bjerg frikadeller. Mens de andre spiste, stod hun i køkkenet og så ind i salen, for sygdommen holdt hende fra fællesskabet omkring bordene.

”Jeg ville så gerne kunne sætte mig ind og være med. De hyggede sig, og fællesskabet nærmest lyste. Da alle var gået, sad en hjemløs mand med portvinsnæse tilbage og spiste, og det var, som om en engel gik gennem køkkenet og tog noget tungt fra mit hjerte. Jeg tænkte: ’Nu skal det være slut’. Jeg ville have det godt igen, og jeg ville have lov til at leve.”

Hun boede på kollegium sammen med en nær veninde. Da hun kom hjem, fortalte hun veninden, at hun ville være fri af spiseforstyrrelsens sygelige begrænsninger, og hun bad om venindens opbakning, for nogen måtte være hendes vidne. Hun betroede sig også til nogle af studiekammeraterne i håb om at blive holdt kærligt øje med. Efter to uger havde hun farve i kinderne og indhentet det første kilo.

”Jeg fik givet et livsmod, og der var en stemme, som sagde, at jeg skulle leve. Det har lært mig at suge alt livet ud af livet, bruge det op og slide det ned og måske ikke altid efterlade de pæneste spor, men efterlade et brugt liv. Det har lært mig, at opstandelsen kan du erfare i små glimt som morgenlyset, som åbner alle vore dage, selv de mørkeste af dem. Guds evighed kan glimte gennem skyerne på de tidspunkter, hvor vi ikke havde regnet med det, men havde mest brug for det.”

Hvorfor udviklede hun netop en spiseforstyrrelse? Hun har tit tænkt på det, men har ikke et svar. Hun citerer i stedet fra Første Korintherbrev: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde.”

”Det er en af tidens sygdomme, at vi vil forklare, udgrunde og forstå os selv. Grundtvig skriver et sted, at mennesket vil udrive sine egne øjne for at gennemskue dem, men det menneske, som tror, at det kan gennemskue sig selv, har i virkeligheden misforstået, hvad det vil sige at være menneske, for ethvert menneske rummer det gådefulde og anelsesfulde.”

Konfirmandernes tre kvarter i kirken er ved at være forbi. Inden de går ud af kirken, skal de synge fra Højskolesangbogen. I Marie Høghs forståelse af at være nationalkonservativ spiller den blå sangbog en væsentlig rolle.

”Den største trussel mod vores kultur er glemslen af vores egen rod, for så kan det ene være lige så godt som det andet, og så indtræffer der en værdi-relativisme.”

Konfirmanderne rejser sig i stilhed og trasker ad kirkegårdens grusstier mod konfirmandstuen. Marie Høgh går med en kurv under armen. I den flettede kurv er der bøger om bøn. De bad Fadervor i kirken, og nu skal de arbejde videre med bønnen.

Når Marie Høgh skal beskrive de seneste år af sit liv, bruger hun ordet ”tumultarisk”. Hun er flyttet en del, fordi hun har været ansat i tidsbegrænsede embeder. I august 2015 mødte hun sin mand Ole Bach Piekut til en havefest for præster i Vester Vedsted i Sydvestjylland, og på årsdagen for deres møde blev de gift i samme have. I dag er deres hjem en stråtækt, hvidkalket præstegård i landsbyen Uggeløse. Her har parret fundet en rytme i hverdagen, hvor hans to døtre fra første ægteskab er hos dem hver anden weekend.

”Jeg tror ofte, vi fornægter, at moderne familiekonstruktioner ikke altid bare går op. Hverken for børnene, forældrene eller den nye mand eller kvinde i familien. Det er tabuiseret, men jeg tror, det letter hjertet for alle at erkende, at det ikke bare er nemt, men behæftet med smerte, afsavn og utilstrækkelighed.”

Tilbage til Fadervor, som er temaet for samtalen i konfirmandstuen. Hver aften inden Marie Høgh lukker sine øjne, beder hun den bøn for sig selv. Hun peger på et sted hos Søren Ulrik Thomsen, hvor han skriver om ”en stor ustandselig uro”. Den kender hun til. Nogle gange tænker hun på kirkefaderen Augustins ord: ”Vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig.” ”Jeg kan ikke vugge mig selv til ro, det kan intet menneske, men bønnen om, at Gud må lade sin vilje ske, indfanger uroen, som sidder i min blafrende sjæl. Kun Guds ord kan standse den urolige bevægelse. Guds fred med alt det, som livet er, det er selve evighedens indbrud i tiden. Og det er jo verdens største gave at få lov at leve og forkynde det budskab. Også når man selv nogle gange synes, at man vakler rundt.”

Læs uddrag af ”Taler til ungdommen” på k.dk

Jeg tror ofte, vi fornægter, at moderne familiekonstruktioner ikke altid bare går op. Hverken for børnene, forældrene eller den nye mand eller kvinde i familien

Marie Høgh
Marie Høgh fortæller om at være bonusmor
Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen
Marie Høgh løber typisk i en grusgrav nær sit hjem i Uggeløse. Foto: Emil Kastrup Andersen
Marie Høgh holder høns i den store præstegårdshave. Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen