Maries pegefinger swipede til højre på mobilen. Ja tak til en fyr fra Slagelse. Ja tak til en fyr fra Odense. Lige pludselig gik det hurtigt, og Nikolaj fra Glamsbjerg på Fyn blev et match på datingappen Tinder.
Jagten på en kæreste har ellers været besværlig for 24-årige Marie Lundbak Lind. Hun har haft svært ved at date. Det, der bremsede hende, var hendes vægt. Hun har været svært overvægtig, lige siden hun var barn. Solid dansk kost, utallige ture til supermarkedet efter slik og for lidt bevægelse gjorde, at hendes krop voksede med uhyggelig fart. Ved at klæde sig i stort sort tøj, spise Marabou-chokolade og opretholde dårlige vaner, gemte hun sig for kærligheden og fortrængte vægtens sundhedsskadelige betydning.
Men på en forårsdag for to år siden sagde hendes ben stop. Hendes fødder kunne ikke længere bære kiloene, og hun måtte kravle fra sengen for at gå på toilettet. Den efterfølgende nat lå Marie Lundbak Lind søvnløs i sin seng og stirrede op i loftet.
”Jeg lagde to og to sammen. Hvis jeg nogensinde skulle have et velfungerende liv, skulle jeg gøre noget. Nu,” siger hun.
På det tidspunkt havde hun ikke haft menstruation i halvandet år, hun følte sig ikke taget seriøst i uddannelsessystemet på grund af sin størrelse, og drømmen om mand, børn og karriere syntes uopnåelig.
I dag har hun tabt, hvad der svarer til et fuldvoksent menneskes vægt, og vejen dertil har været hendes egen. Til sommer er hun færdiguddannet lærer, og hun glæder sig til en fremtid som et menneske, der er sundt både fysisk og mentalt.
Marie Lundbak Lind er født og opvokset på Lolland, hvor hun boede med sin mor og storebror Thor. Da hun var ni år, døde hendes far af sukkersyge. I nabohuset boede Børge, hvor hun begyndte at komme dagligt efter faderens tidlige død. På trods af en aldersforskel på 70 år blev makkerparret venner for livet. Der var ikke mange legekammerater ude på landet, så han blev en slags bedstefar for hende.
”Han var rigtig god til at give mig søde sager. Slik, kager, sodavand,” opremser Marie Lundbak Lind og peger på tre fotografier på væggen i sin lille lejlighed i Odense, hvor hun læser til lærer.
På fotografierne smiler en ældre herre til en kraftigt overvægtig pige. Hun har studenterhue på, hvid kjole og smil på læberne.
”Da jeg kiggede mig selv i spejlet dengang, kunne jeg godt se, at jeg var anderledes. I en af mine dagbøger har jeg for eksempel skrevet om en dreng, jeg godt kunne lide: ’Min drøm er at blive smuk og tynd og tage til Jylland og imponere ham’, og ’hvorfor er det lige præcis mig, der skal være så stor og tyk. Det er unfair’,” læser Marie Lundbak Lind op. Den sidste sætning er skrevet med versaler.
Hun fortæller, at hun grundlæggende er en glad person og er overbevist om, at hun aldrig har trøstespist. Fra 0. til 5. klasse gik hun på Sct. Joseph Søstrenes Skole i Nykøbing Falster. Her trivedes hun og havde gode undervisere. I 5. klasse skiftede hun til en lokal folkeskole, fordi den lå tættere på hjemmet. Det viste sig at være en alvorlig fejltagelse.
”Det var ligesom det, man ser på film. Jeg blev slæbt ud på toilettet af en gruppe fra min klasse. De hev bukserne af mig og tvang mit hoved ned i toilettet. Jeg tissede på gulvet,” erindrer Marie Lundbak Lind og forklarer, at sådan som hun husker det, reagerede lærerne ved at sige, at børn jo er børn, og desuden burde hun bare tabe sig.
Hun kom grædende hjem til sin mor, og efter et halvt år med mobning og pjækkeri flyttede hun tilbage til privatskolen, hvor hun var resten af sin skoletid.
Fra læger, diætister og venner lød det barndommen igennem, at Marie Lundbak Lind ”bare skulle tabe sig.”
Der blev sat regler op. Ikke spise hvidt brød, ikke drikke saftevand, følge en bestemt plan. Men reglerne hjalp hende ikke. Tværtimod.
”Jeg prøvede den ene kur efter den anden. Jeg sultede mig selv og overvejde sågar, om jeg bare skulle stikke to fingre i halsen eller lade være med at spise. Men det sunde og varige vægttab opnår man først, når man kigger på sine egne skyggesider,” siger hun.
Hendes udfordring var og er hende selv. Dén identitet og dét stempel har hun fået i panden hele livet:
”Tykke Marie.”
Hun har altid fået at vide, at hun var tyk – så det var det, hun fortsatte med at være. Ligesom pigen, der stemples til at være den stille pige i klassen, så er det dét, hun forbliver, sammenligner Marie Lundbak Lind.
”Lynkure og bulimi er ikke vejen frem. Jeg skal ikke ændre min krop, fordi jeg vil til Jylland og imponere en dreng. Jeg skal ændre mig, fordi jeg vil og kan,” fastslår hun og forklarer, at der ikke er nogen, der skal kontrollere eller bestemme, hvordan hun skal se ud. Hverken diætister eller mørke tanker hos hende selv.
Hendes identitet holdt hende som yngre fra kærlighedslivet, da hun følte, at drengene ikke var interesserede på grund af hendes størrelse. Men nu har hun datet Nikolaj, som hun traf via Tinder i et år. Han er vild med pigen med det mørke hår og blå øjne. Det er et boost for hende at blive accepteret som den person, hun er. Han ser nemlig Marie og ikke stemplet i panden.
Marie Lundbak Lind har kæmpet mod skygger og monstre livet igennem. Skygger, der stammede fra barndommen med forældrenes skilsmisse, mobning i skolen, få venner og faderens tidlige død.
Dette forår, to år efter hendes ben ikke længere kunne bære hende, ser livet mere lyst ud, og skyggerne er på vej væk. Drømmen om mand, børn og karriere er ikke længere kun en drøm. Af egen drift har hun nemlig formået at lægge sit liv om.
Hvordan holdt du fast i din beslutning netop denne gang?
”Jeg er blevet stopfodret med, hvad der var det rigtige at gøre. Men det er mig, der er eksperten. Som overvægtig ved jeg, hvad der skal til.”
Hun begyndte at tælle kalorier, men stoppede hurtigt, da regler igen ikke skulle kontrollere hende. I stedet begyndte hun at bevæge sig i det omfang, hun kunne. Stoleøvelser, strækøvelser og cykelture. Hun skaffede sig af med sin bil, så hun var tvunget til at cykle. Hun var godt klar over, at hun ikke kunne løbe fem kilometer. Nej, små skridt ad gangen.
Hun rejser sig fra stolen og kommer tilbage med fire ark papir. Det er et skema, hvor hun hver mandag i to år har målt omfanget af sine arme, mave, lår og hofter. Tallene på målebåndet er blevet lavere og lavere.
”Det motiverede mig helt vildt. Men man kan også se, at nogle gange står vægten stille, og nogle gange stiger den. Men det er lige meget – det er normalt for alle. Så er det bare op på hesten igen. Folk vil gerne have, at vægttab skal gå så forbandet hurtigt. Men vægt går op og ned. Ved jul, fødselsdage eller bare en weekend kan man have fået lidt god mad. Det har jeg accepteret, og det skal alle.”
I foråret 2019 oprettede Marie Lundbak Lind også en Instagram-profil, hvor hun har delt sine tanker og udvikling under vægttabet. Men ikke sin vægt.
”Det er så farligt, og det skal alle undgå. For mig handler det om at have det godt. Tallet er underordnet. Det er derfor, jeg ikke vil give det videre på Instagram. Det er langt vigtigere at tænke over sine sunde handlinger end et dumt tal på vægten. Og jeg vil også gerne vise mine følgere, at jeg selvfølgelig spiser en flødebolle, hvis jeg har lyst til det,” smiler hun.
Før coronanedlukningen havde Marie Lundbak Lind en god rutine i fitnesscenteret, men da træningscentrene lukkede ned første gang i foråret sidste år, snørede hun i stedet sportsskoene til løbeture og supplerede med øvelser hjemme på stuegulvet med gummibånd og hulahopring.
Nu, hvor hun er begyndt at se anderledes ud i ansigtet og på kroppen, kan hun blive nervøs for, hvem det så er, hun ser i spejlet.
”Hvem er jeg, når jeg ikke er overvægtig? Jeg har jo altid været ’tykke Marie’. Men jeg er så meget andet,” fortæller hun og finder nogle små røde papcirkler frem.
Det er priser, hun har vundet i forbindelse med læreruddannelsens musikteater. ”Årets dansemus” og ”Verdens bedste ven”, står der blandt andet. Med dem har hun opdaget, at hun ikke bare er den identitet, hun altid er blevet stemplet til at være.
”Du er ikke din vægt. Du er menneske. Jeg er en god datter. Jeg stemmer stadig rødt. Jeg kan stadig lide popmusik og danse. Lige meget om jeg er tyk, eller hvor jeg er nu. Det er og gør jeg, fordi jeg kan.”
Bag hende hænger et stort spejl med lyskæder omkring.
”Jeg har brugt så mange år på at gemme mig. Gået i sort tøj, som var udvalgt som det eneste, jeg kunne passe. Jeg gider ikke gemme mig mere,” siger hun og kigger i spejlet.
Hun kan ikke lukke knappen på sin lyseblå T-shirts ærme, da hendes løse hud forhindrer det. Men det er hun ligeglad med. Hun glæder sig til at gå ned ad gågaden i Odense med den på til sommer.
I dag bor hun sammen med Nikolaj i sin studielejlighed i Odense. De har kendt hinanden i et år og boet sammen et halvt. På deres køleskab hænger en fælles madplan, hvor der står alt lige fra rugbrødsmadder til burgere.
”Vor herre bevares, at jeg ikke ligner en amerikansk popstjerne. Bare jeg har en sund tankegang og krop. Jeg vil styre mit liv, vægten skal ikke styre mig.”
