Prøv avisen
Mine familieværdier

Martin Bigum: Som skilsmissebarn vil jeg gøre alt for at holde sammen på familien

Alle mine nærmeste venner og kollegaer kommer fra skilsmissehjem. Vi vil alle ofre næsten alt for at bevare familien. For der er ikke plads til at gamble med sin familie, siger Martin Bigum, der her ses i sit atelier i et tårn på Frederiksberg Allé. Foto: Pressefoto.

Kunstner Martin Bigum er vokset op med en ekstrem grad af åbenhed, som han på godt og ondt har forsøgt at tæmme lige siden

Jeg er vokset op i realiseringen af middelklassedrømmen med 2.0 børn i et parcelhuskvarter syd for København. Vi boede på en blind vej. Det er et meget godt symbol på den tryghed og stabilitet, som min søster og jeg følte. Der var ingen fare på færde. 

Min mor er hyperreflekterende, og hun besidder stadig en slags ophøjet stilhed. Hun var stærkt ramt af en skrap polsk-katolsk opvækst, som hun vendte sig skarpt imod. Hendes ultrakritiske syn på al autoritet smittede voldsomt af på mig. Min far var min mors diamentrale modsætning: Han var udadvendt og kunne snakke med alle. Begge personligheder kan jeg i dag genkende i mig selv.

Det eneste, som min forældre havde tilfælles af værdier, var praktiseringen af en total åbenhed om følelser, iagttagelser og sanselighed. Jeg lærte at strikke sætninger sammen om, hvordan jeg havde det fra en meget tidlig alder. Man skulle dele sine følelser. Den konsensus lå så dybt i min families hverdag, at jeg aldrig helt er sluppet ud af dens spind.

Jeg vidste aldrig helt, hvilken stemning der var i huset. Det udsatte mig for en hård emotionel belastning, men det var med til at skabe min identitet. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år. Det var, som det skulle være. Det var måske en konsekvens af den følelsesmæssige intensitet, som mit barndomshjem var indhyllet i.

Min ungdom var ensom, og jeg har altid brugt tusindvis af timer alene i verden. Jeg begyndte at tegne for skolebladet og satirebladet MAD, og jeg antog gerne rollen som klovn. Det var en slags beskyttelse, men inde bagved gærede alle de nye indtryk i mig. Min mor prøvede engang at melde mig ind i en fodboldklub. Det viste sig, at jeg bar de forkerte farver og striber på den trøje, hun havde syet til mig. Det var en total fiasko. Jeg tog hurtigt hjem igen og følte et ætsende nederlag.

Jeg blev mobbet i skolen af drengene fra klassen over os, fordi jeg var god til at tegne. Min far greb dog voldsomt ind og konfronterede drengene, imens jeg sad i bilen. Jeg har skulle lære mig selv ikke at handle på samme måde. Dét at skære for kraftigt igennem, hvis nogle for eksempel har såret eller drillet mine egne børn. Det virker for brutalt for mange, når man bare konfronterer dem direkte med problemet.

Jeg har aldrig været alene i mit liv. Mine forældre har støttet mig i alt. De hjalp mig også, hvis jeg økonomisk var lidt på den. Skoletiden havde hærdet mig. Jeg har aldrig været bange for at sakke bagud, så længe jeg kunne sætte ord på og formidle mine følelser. Det skulle nok komme. Modgangen havde nok sin nytte. Jeg har på den langsomme måde lært, hvordan kunst kræver store mængder af tålmodighed.

Jeg snakker stadig for meget om mine følelser med mine børn. Jeg er ved at lære, at jeg ikke skal dele alt med dem. De skal ikke vide, hvad jeg ved nu. De skal gøre deres egne erfaringer og forme deres egne følelser. De må meget gerne dele deres tanker, men kun hvis de har lyst. Min kone og jeg har løbende lært ikke at spørge for meget ind til dem eller at pylre for meget om dem.

Som skilsmissebarn vil jeg gøre alt for at holde sammen på familien. Alle mine nærmeste venner og kollegaer kommer fra skilsmissehjem. Vi vil alle ofre næsten alt for at bevare familien. For der er ikke plads til at gamble med sin familie.